Hvad vil det sige at være liberal? Har liberalismen en kerne? Og hvorfor er det liberale blevet en politisk kampplads i starten af det 21. århundrede?
Følger man den politiske debat i store dele af den vestlige verden trænger sådanne spørgsmål sig på. Liberalismen spiller i dag en central rolle i den idépolitiske debat. Det gælder også i Danmark.
Udover partiet Venstre – Danmarks liberale parti – har både Liberal Alliance, SF og endog Enhedslisten gjort krav på det liberale, ligesom man med god ret kan sige, at Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne også har liberale kerneværdier i deres ideologiske fundament.
Efter afslutningen på den Kolde Krig er vi i et vist omfang alle blevet liberale, som den amerikanske filosof Francis Fukuyama hævdede for snart 25 år siden.
Det skyldes, at den liberal-demokratiske samfundsform baseret på markedsøkonomi ikke længere er fundamentalt udfordret.
Netop derfor er det politisk opportunt at forsvare grundlæggende rettigheder, demokrati, og frisind. På den anden side har det, man måske kan kalde den liberalistiske eller neo-liberale side af liberalismen – centreret omkring markedstænkning – mindre eksplicit opbakning.
Og dét selvom man kan hævde (og det er der mange, der gør), at netop denne form for liberalisme gennemsyrer samfundet og store dele af det politiske spektrum.
I den situation kunne man fristes til at opgive jagten på det liberale. Man kunne sige, at liberalismen er blevet en indholdstom betegnelse – et markedsføringsredskab uden substans. Men er det nu også rigtigt?
Derfor er det vigtigt at forstå liberalisme
Der er flere gode årsager til ikke at give op. For det første er det vigtigt at holde sig for øje, at den demokratiske samtale delvist består i diskussioner om vores politiske sprog.
Der foregår med andre ord en kamp om at fastlægge betydningen af centrale politiske ideer og begreber, der sidenhen bruges som pejlemærker i formuleringen af konkret politik.
Som demokratiske medborgere bør vi gøre en indsats for at forstå sådanne kampe og deres konsekvenser.
Det er et sundhedstegn i den idépolitiske debat, at vi har (haft) en diskussion om, hvordan og i hvilket omfang Anders Fogh Rasmussens regeringer var ideologisk liberale, og at vi i sådanne diskussioner får fremhævet de subtile, men alligevel betydelige meningsforskelle, som mærkaterne ”liberal” og ”liberalist” indebærer.
For det andet giver udviklingen i studiet af politisk ideologi over de seneste årtier mulighed for at anlægge et nyt greb på fænomenet.
Traditionelt er liberalismen blevet defineret som én ideologi med en fast essens og et fast udtryk, der så i større eller mindre grad kan genfindes i virkeligheden. De seneste årtiers human- og samfundsvidenskab har derimod taget sproget og særligt de politiske konsekvenser af sproget mere alvorligt, og i studiet af politisk ideologi har det åbnet for en ny agenda.
Her sættes sociale agenters anvendelse af sproget i centrum. Hvordan er begrebet blevet brugt, med hvilke betydninger og af hvem?
For studiet af liberalisme betyder et sådant sprogligt fokus, at liberalismens historie tager sin begyndelse i tiden efter den franske revolution, hvor det at være liberal fik en ny og mere politisk betydning i en række europæiske lande.
Sprog giver politiske idéer betydning
Tanken er, at sproget – et grundlæggende socialt fænomen – er med til at fastlægge betydningen af politiske ideer. Sproget er altså skabende, også selvom det (som mange sikkert kan genkende) er trægt og ofte kun ændres over tid.
Som ideologi kan liberalisme altså variere i tid og rum. Det at være liberal i Danmark er ikke nødvendigvis det samme i 1870 som i 1990. Tilsvarende er det at være liberal i USA og i Danmark ikke det samme.
En følsomhed over for ”ideologisk” sprogbrug og den sociale, politiske og historiske sammenhæng det indgår i, gør det muligt at kortlægge sådanne forskelle.
Tænk bare på, hvilke værdier og principper vi intuitivt forbinder med det liberale. Frihed og frihedsrettigheder vil formentlig have en fremtrædende plads i forsøg på at opregne sådanne værdier.
Men en hel horde af andre – lighed, retsstatsprincipper, begrænsning af magtkoncentration, individualisme, åndsfrihed, folkestyre, det frie marked, vækst, fremskridt, uddannelse, dannelse, oplysning, samfundsorientering, etc. – vil rimeligvis også spille en rolle.
Pointen er, at disse byggeklodser kan sættes sammen på forskellige måder. Det afspejles i 'Liberalisme: Danske og internationale perspektiver', hvor hovedformålet er at se den danske erfaring i lyset af andre historiske og nutidige liberalismer. Det gælder både i forhold til lande (for eksempel Frankrig, Storbritannien, USA) og temaer (for eksempel liberale syn på køn og international politik).
Den danske liberalisme
Den danske historie er særligt interessant og vil blive fremhævet her.
I to centrale kapitler om den danske erfaring forfattet af Jeppe Nevers (Syddansk Universitet) og Niklas Olsen (Københavns Universitet), bliver det tydeligt, hvordan liberalismens udvikling i Danmark både overlapper med og afviger fra andre nationale erfaringer.
Nevers viser, at liberalisme i en dansk sammenhæng ikke først og fremmest var knyttet til økonomiske forhold og argumenter. Det, der oprindeligt blev betegnet som liberalisme i Danmark, centrerede sig om politisk frihed og lighed og ideen om en fri forfatning, og det blev fortrinsvis forbundet med det bedre borgerskab i byerne.
Men som Nevers også viser, vandrede liberalismen i Danmark fra by til land over det næste århundrede. Vejen var dog snørklet, for liberalismen var ikke et populært slagord. Det blev af modstandere forbundet med kold økonomi og åndsforladt individualisme.
Dertil kom, at de ”gamle” (national)liberale også fik en del af skylden for nederlaget i 1864. Derfor var det ikke ligefrem på mode at være liberal.
Men hvordan endte liberalismen så med at blive en folkesag repræsenteret af sit eget og i øjeblikket Danmarks største parti?
Den udvikling blev for alvor grundlagt i tiden efter 1. verdenskrig. Stigende regulering af økonomien og samfundet blev den modstander, der gradvist gjorde det muligt for Venstre som landbrugsinteressernes parti at fremstille liberalismen som partiets ideologi.
Betegnelsen var dog ikke dominerende. Det praktiske, jordnære, interessebårne dominerede over det ideologiske eller doktrinære i dansk politik. Desuden var liberalismen i en større europæisk sammenhæng i krise i begyndelsen af det 20. århundrede.
Er liberalisme en modsætning til socialisme?
Endelig og nok så vigtigt var det aldrig helt klart, om dansk liberalisme var en modsætning til socialisme (eller socialdemokratisme), eller om liberalismen også havde en mere social profil.
Det er et skisma, der sidenhen har optrådt i mange varianter af dansk liberalisme.
Som Niklas Olsen viser, var det også dette dilemma, som erklærede liberale sloges med i efterkrigstiden, der står som socialdemokratiets og velfærdsstatens storhedstid.
Gradvist og trods en vis modstand kom en liberalisme fokuseret på liberalisering, mindre stat og mindre skat til at dominere partiet Venstre. Denne proces kulminerede, da Venstre i 1963 erklærede sig som Danmarks liberale parti.
Men denne form for liberalisme havde det svært under velfærdsstatens opbygning og landbokulturens afvikling.
Olsen argumenterer bl.a. for, at ideologien på dette tidspunkt manglede en kulturel, social dimension, der kunne appellere til og fastholde borgerne.
Det var først, da velfærdsstaten kom i krise i 1970erne, og en ny generation af ”handelshøjskole”-liberale voksede frem, at fundamentet blev lagt for et folkeligt parti med en liberal profil.
I denne historiske udvikling ligger kimen til meget af den aktuelle debat om liberalisme, der har rejst spørgsmål som: Er liberalismen kritisk over for velfærdsstaten, eller forvalter den velfærdssamfundet? Er værdi- og kulturkampen et liberalt eller illiberalt fænomen?
Liberalismens historiske mangfoldighed kan give ny inspiration
Hvorfor er det vigtigt at kortlægge liberalismens historie på denne måde? Hvad kan vi bruge sådanne studier til?
For det første kan vi sammenligne den danske historie med andre erfaringer. Bogen giver derfor et godt indblik i liberalismens historiske mangfoldighed.
Der er for eksempel kapitler om liberalismens franske oprindelse, om oversete aspekter af britisk liberal tænkning og om amerikanske koldkrigsliberale.
For det andet kan studiet af politisk ideologi give ny inspiration ved at udfolde liberalismens historiske potentiale. Det kan bidrage til at oplyse den igangværende debat om liberalismens styrker, diversitet og udfordringer.
Netop det aspekt understreges i bogen ved, at en række forskningstunge kapitler efterfølges af en række kortere og mere dagsaktuelle bidrag.
Hvis det er rigtigt, at den politiske debat udfolder sig på overvejende liberale præmisser, må vi forstå de præmisser og gøre os klart, hvilke politiske begrænsninger og alternativer de indebærer.
Udover at præsentere en række nye og mere specifikke forskningsresultater til et dansk publikum er det netop, hvad bogen 'Liberalisme: Danske og internationale perspektiver' gør muligt.
