Særlige træk ved smykker tyder på, at bronzealderfolk rejste langt mere end troet

I det nordlige Sjælland var der omkring 1500 f.v.t. et unikt bronzestøberværksted. Genstande fra dette værksted var dekoreret med et særligt trekantmønster, store og meget tætte spiraler samt timeglasaftryk med to forskellige ender.

I mit forskerarbejde har jeg undersøgt over halvdelen af de dekorerede smykker fra bronzealderen, som vi gennem årene har fundet rundt om i Danmark.

Det viser sig, at små arbejdsfejl kan afsløre, i hvilket værksted smykkerne blev fremstillet. Jeg kunne blandt andet se, at størstedelen af samtidens største bæltesmykker blev lavet i værkstedet i Nordsjælland.

En undersøgelse af bronzealderens smykker kan afsløre, om håndværkeren brugte højre eller venstre hånd, og at mester og lærling ofte arbejdede sammen. Det er ikke ligefrem som at få mobilnummeret på bronzealderens håndværkere, men det er tæt på.

Netop smykkerne fra bronzealderen er en værdifuld kilde til viden om perioden, da deres detaljerede udsmykning er unik for hvert stykke, og næsten minder om skriftlige efterladenskaber.

De gør os ikke kun klogere på datidens modetendenser, men også på hvordan livet som håndværker så ud.

Vores eneste kilder til bronzealderen

Bæltesmykker var et tegn på kvinders høje social status i bronzealderen.

Vi ved fra gravfund, at de store, runde bronzeplader blev båret på maven og sat fast i et uldent bælte. På genstandene kan håndværkerens spor fortælle noget om personen, der har lavet smykket, deres nære omgivelser og deres traditioner.

Det er unikke egenskaber som værktøjsmærker og overlap i mønstre, der gør, at vi i dag kan se på 3.500 år gamle bronzegenstande og få viden om håndværkeren, deres netværk og værkstedernes tilrettelæggelse.

At genkende unikke spor, som peger på håndværkeren bag genstanden, er vigtigt for vores forståelse af bronzealderens mennesker og deres samfund. I Nordeuropa har vi nemlig ingen skriftlige kilder til at forstå, hvordan samfundet var organiseret.

Vores eneste information om bronzealderen stammer fra genstandene og de spor, folk efterlader i jorden, såsom stolpeaftryk fra husene og deres begravelser. At netop værkstedet i Nordsjælland stod for produktionen af de største og fineste bælteplader i hele Danmark viser, at bronzealderens elite afgav bestillinger her.

Brugte både træ, hår og negle

I mit ph.d.-studie viser jeg, at metalhåndværkere fra bronzealderen brugte mange unikke værktøjer, som de skabte af metal og træ. De fint dekorerede bronzesmykker blev fremstillet efter den såkaldte ’tabt-voks'-metode.

Her lavede smeden en grundform i bivoks, der skulle forme smykket. Grundform blev udsmykket med de individuelt fremstillede værktøjer af metal, træ eller hår.

Nogle spor viser, at fingernegle også blev brugt til at dekorere voksmodellerne, og for at skabe spiralmønstrene blev der for eksempel lavet spiralformede stempler af hestehår.

Til dette kan hestehår dyppet i voks rulles ind i en flad spiral. Når enderne er fastgjort til et håndtag (et stykke træ) kan denne spiral bruges som et stempel til at presse spiraler i voksmodellen.

Den færdige voksmodel pakkes i en lerform, og formen opvarmes, så den flydende voks flyder ud og efterlader et hulrum. Når den flydende bronze fylder formen, bevarer den alle spor i det færdige bronzestykke - også de mange småfejl, der opstod under arbejdsprocessen.

Idéen om håndværkerens fingeraftryk

For at se sporene fra fremstillingen kigger man sådan set bare på bronzealderens genstande.

Sådanne spor kan være fejl i dekorationen, markører af bestemte teknikker eller indtryk af specialværktøj. Det er nogle gange nok at se på smykket med det blotte øje.

For at forstå sporene hjælper min uddannelse som guldsmed. At kende de grundlæggende teknikker til metalbearbejdning gør det muligt at forbinde visse mangler med bestemte teknikker. Metallets egenskaber var nemlig de samme for 3.500 år siden, som de er i dag – bronzen er stadig bronze.

Mange års arbejde med metal er baggrunden for at kunne aflæse aftryk fra værktøj og afgøre, hvilket værktøj der blev brugt. Ved hjælp af kamera og makroobjektiv kan sporene så dokumenteres og forstørres op, så de bliver synlige for alle.

Hvad har opvaskesvampe, børster og håndværksspor til fælles?

Når vi har fået øje på de små spor i metallet og har genkendt teknikker og værktøj, er næste skridt at fortolke, hvad det så betyder. Til det skal vi bruge en teori om, hvordan en menneskelig handling, eksempelvis håndværksarbejde, giver indblik i samtidens kultur.

Ifølge sociologen Pierre Bourdieu påvirker vores samfund, verdenssyn og skikke os som mennesker, når vi vokser op. Måden, vi lærer, og det, vi lærer, er en del af en fælles viden i vores samfund.

Tænk bare på, hvordan vi vasker op (forudsat at maskinen er gået i stykker).

Der kan bruges børste, klude eller opvaskesvampe. Jeg lærte af min mor i Tyskland at bruge en opvaskesvamp. Selvom jeg har boet i Danmark i 20 år nu, foretrækker jeg stædigt at bruge dette værktøj. Resten af min familie, født og opvokset i Danmark, bruger helst opvaskebørsten.

Smykker siger både noget om håndværkere og traditioner

At bruge bestemte redskaber i vores daglige arbejde er en del af vores opvækst. Vi kan også sige, at det er en del af en fælles tradition.

Vi tænker ikke så meget over at bruge disse værktøjer; det gør vi bare. Og netop denne del er også interessant, når man studerer fortidens håndværk.

Vi lærer at gøre tingene på en bestemt måde og fortsætter med at gøre det, selv efter mange år og måske endda efter at vi har fået vist, at det kan gøres på forskellige måder.

Ud fra det perspektiv kan vi forstå spor efter arbejdsmønstre og unikke fejl og teknikker i bronzealderens smykker som udtryk for en bestemt håndværker og den tradition, som håndværkeren er en del af. Det betyder også, at vi kan spore et bestemt smykke til en bestemt region.

Spor i smykkerne afslører oprindelsen

Hver håndværker har som beskrevet en bestemt måde at arbejde på, ligesom et fingeraftryk. Ved at se på så mange genstande fra en bestemt tidsperiode som muligt kan vi definere mønstre, der viser, hvilke objekter der er skabt af den samme person.

Håndværkere, der arbejder sammen på et værksted, deler en stor del af deres måde at arbejde på. På den måde kan vi afgøre, hvor i bronzealderens Danmark der lå et smykkeværksted.

Det har jeg gjort med over 50 procent af de smykker, vi har fra middelbronzealderen, fra omkring år 1400-1300 f.v.t., og jeg har indtil videre fundet 10 forskellige værksteder i Danmark.

Værkstedet var en familievirksomhed

De fleste af de værksteder, der fremstillede bronzesmykker og våben, var familievirksomheder, hvor alle medlemmer af husstanden havde arbejdsopgaver i huset og i smedjen.

Først og fremmest skulle der nemlig sørges for mad og for dyrene. At arbejde som bronzestøber var dermed noget, familien gjorde, når der var tid til det.

Her er børns deltagelse i produktionen af genstandene ofte synlig - forskellen mellem mange års praksis og nybegynderen kan ses på smykkerne. Lærlinge (børn) laver flere fejl og er mere usikre.

I dag ville vi nok genbruge disse fejlbehæftede objekter og dermed slette alle spor af lærlingearbejdet. Men at vi i dag kan finde spor af lærlingearbejde på metalgenstande fra bronzealderen er ikke kun held. Det peger også på, at genstandens materiale og tiden brugt til at fremstille det var meget værdifulde.

Min undersøgelse viste også, at enkelte værksteder var større end andre og havde fastansatte arbejdere.

Disse arbejdere skulle både have mad og kunne ikke passe familie og dyr, imens de arbejdede, hvilket slet ikke var normalt i bronzealderens Danmark. At sørge for andre og bruge dem som arbejdskraft forudsætter, at du har nok af det hele.

Rejse- og lærelystne håndværkere

To objekter i undersøgelsen kan desuden afsløre, hvordan lærlinge i bronzealderen brugte deres store netværk og rejste for at lære nye ting.

En bælteplade fra Sjælland og en dragtnål fra området ved Lüneburg i Tyskland viser nemlig identiske spiraler. Også her er spiralerne produceret med den simple voks-teknik.

En detaljeret undersøgelse af de to genstande viser imidlertid, at det samme stempel blev brugt til mindst to forskellige genstande fremstillet på værksteder, der ligger hundredvis af kilometer fra hinanden. Stempelaftrykket med spiraler kendes nemlig også fra flere store bælteplader, der er fundet på Sjælland.

Det betyder, at værktøjet er brugt og lavet af en håndværker på Sjælland. Men også i Lüneburg-området blev flere genstande med sikkerhed lavet af den samme person, der skabte dragtnålen.

Vi ved, at folk rejste hundredvis af kilometer i bronzealderen, og at de skabte tætte forbindelser mellem forskellige stammer for at kunne rejse sikkert (det kan du læse mere om her, her og her). Vi ved også, at døtre blev opfordret til at gifte sig med udenlandske ægtemænd, og at mænd tog til udlandet for at finde deres ægtefælle.

Nu kan vi også antage, at nogle håndværkere rejste for at lære nye teknikker og udvekslede deres viden for at følge med moden.

Kan vi så også antage, at uddannelsen som bronzesmed indebærer, at man rejste for at lære nyt? Ja, siger jeg, det kan vi godt.

Bronzealderens mennesker var meget mere mobile, end vi tror i dag.