Kina er en kæmpe. Der er 1,3 milliarder kinesere, og deres økonomiske, politiske og militære magt er vokset drastisk de senere år.
Netop derfor er det blevet meget mere vigtigt at undersøge, hvad vi kan forvente os af kinesisk udenrigspolitik i fremtiden. Men det er svært at kortlægge, for det kinesiske styre er kun domineret af 8-9 mand (se faktaboks), og ingen ved, hvad de egentlig vil.
Ifølge Andreas Forsby fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) er et godt udgangspunkt for at forstå kinesisk udenrigspolitik at se nærmere på kinesernes virkelighedsopfattelse. Derfor har han skrevet en videnskabelig artikel om, hvordan kinesernes måde at forstå sig selv på påvirker Kinas udenrigspolitik – en artikel, som er et led i en større kommende DIIS-rapport om sagen.
Kinesere er påvirket af fire tankemåder
Andreas Forsbys idé er, at vi ved at undersøge hvordan kineserne forstår sig selv, kan blive klogere på, hvordan de tænker om resten af verdenen. Han peger derfor på fire overordnede, kinesiske virkelighedsopfattelser – eller identiteter – som alle er med til at påvirke kinesisk udenrigspolitik:
1. Kina som en selvstændig civilisation
2. Arven fra Konfucianismen
3. Den autoritære centralisme
4. Kinesisk nationalisme
Selvom han understreger, at der stadig kun er tale om overordnede tendenser, så er disse identiteter alligevel vigtige at tage med, hvis vi vil spå om, hvor Kina bevæger sig hen i fremtiden.
Kina er en selvstændig civilisation
\ Fakta
Kinas politbureau er det kinesiske kommunistpartis øverste organ, som består af ni mand. Det er her, beslutningerne træffes på vegne af Kina. I toppen af politbureauet sidder Hu Jintao – Kinas præsident. Læs mere om Kinas politbureau og resten af dets medlemmer på engelsk Wikipedia (anbefalet af Andreas Forsby)
Den første identitet udspringer af, at de fleste kinesere ser på Kina som en selvstændig, 3.000 år gammel civilisation:
»Kineserne har bevaret deres kulturelle særpræg – også selvom de har været invaderet. Da eksempelvis mongolerne gik ind i Kina i 1200-tallet, var det ikke mongolerne, der fortrængte den kinesiske identitet, men omvendt. Det var mongolerne, der blev til kinesere.«
»Og kineserne føler masser af stolthed over deres identitet som en særskilt civilisation: de er stolte over, at de blandt andet opfandt krudtet og trykken før Vesten,« forklarer Andreas Forsby.
Konsekvensen af denne identitet er, at kineserne ofte føler sig hævet over især nabolandene. Et eksempel er, at det kinesiske styre selv mener, at det har krav på op mod 80-90 procent af det sydkinesiske hav selvom både Malaysia, Filippinerne, Vietnam, Taiwan og Brunei grænser op til det samme hav.
Konfucianismen fjerner spotlight fra enkeltpersonen
En anden faktor, som ifølge Andreas Forsby påvirker kinesisk udenrigspolitik, har også rod i historien: Konfucianismen.
Her er tale om en ældgammel måde at tænke på, som forbindes med den berømte kinesiske filosof Konfutse, der levede ca. 500 år før Kristi fødsel. Siden da har Konfucianismen forandret sig en del, men kernen består, forklarer Andreas Forsby:
»Den dominerende antagelse er, at individet er til for kollektivet – det væsentlige er orden og harmoni,« fortæller Andreas Forsby.
Et nutidigt eksempel på den konfucianske identitet er, at kineserne har svært ved at forholde sig til menneskerettighederne, der netop sætter enkeltpersonens rettigheder over alt andet.
Denne tendens var blandt andet tydelig i 1989, hvor et hav af kinesere demonstrerede for frihed på den Himmelske Fredsplads. Det kinesiske styre slog ned på protesterne så brutalt, at det i den vestlige verden ofte kaldes en massakre.
Et nyere eksempel på, hvordan Kinas manglende prioritering af individets rettigheder påvirker kinesisk udenrigspolitik, er, at Kina valgte at kappe den politiske forbindelse mellem Beijing og Oslo i december 2010. Det år valgte den norske nobelkomite nemlig at give Nobels fredspris til systemkritikeren, forfatteren og menneskerettighedsaktivisten Liu Xiaobo.
Kina topdown-styrer fra centrum
En tredje identitet, som også er et problem for menneskerettighederne i Kina, og som ifølge Forsby er vigtig for at forstå kinesisk udenrigspolitik, er det, han kalder for autoritær centralisme.
- Autoritær, fordi Kina altid har været vant til at styre det meste oppe fra og ned.
- Centralistisk, fordi de kinesiske magthavere traditionelt set har frataget provinserne muligheden for at bestemme selv – i stedet besluttes det meste fra det statslige bureaukrati i Beijing.
Andreas Forsby fremhæver Tibet som et godt eksempel på denne tendens.
\ Fakta
’Han-kineser’ dækker over den største officielle identitet i Kina. Navnet er afledt fra det kinesiske Han-dynasti, som blomstrede omkring Jesu fødsel. Der findes mange forskellige slags Han-kinesere, og der hersker stadig debat om, hvad en Han-kineser i virkeligheden er. Flertallet ser dog Han-kineserne som en såkaldt etnicitet; et særskilt folk, som bindes sammen af en fælles kultur og historie. Læs mere om Han-kinesisk identitet i dette kapitel fra bogen Negotiating Ethnicities in China and Taiwan
Ifølge Kina er Tibet kinesisk – punktum. Men spørger man en tibetaner som den buddhistiske leder Dalai Lama, er Tibet et selvstændigt land. Selvom han efterhånden har opgivet kampen for et frit Tibet, så kæmper han dog stadig for et Tibet med langt større politisk og kulturel selvbestemmelse end i dag. Men magthaverne i Beijing – Kinas politiske centrum - har længe forsøgt at gøre Tibet til en del af den kinesiske enhed. Og dette ofte med autoritære, voldelige midler.
Han-nationalismen forandrer Tibet.
Den fjerde identitet, som Andreas Forsby mener er vigtig for forståelsen af kinesisk udenrigspolitik, er Han-nationalismen. De fleste kinesere mener nemlig ikke bare, at Kina er noget særligt på baggrund af deres stolte historie - mange kinesere føler sig også som en del af et særskilt folk. De er det, der kaldes Han-kinesere – en identitet, der er så vigtig, at 90 procent af kineserne officielt har betegnelsen ’Han-kineser’.
Igen er Tibet et sigende eksempel på, hvordan dette påvirker kinesisk udenrigspolitik. De kinesiske magthavere flytter Han-kinesere til Tibet for at ændre på den tibetanske befolkning, så den bliver mere kinesisk. Konsekvensen er, at befolkningen i Tibet er af mere Han-kinesisk oprindelse i dag end før – især i hovedstaden Lasa, hvor der er et flertal af Han-kinesere.
Identitet måske lige så vigtig for Kina som økonomi
Hvad betyder alt dette for vores forståelse af kinesisk udenrigspolitik? Andreas Forsby forklarer:
»Vi får sikkert ikke det liberale styre, som alle troede tilbage i 1990’erne: vi får en kinesisk stormagt, som vil beholde deres egne traditioner og egen identitet.«
»Det interessante er, at landets interesser ikke kun handler om magt, økonomi og ressourcer, men i høj grad også om, hvordan Kina opfatter sig selv og landets position i verden. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det gør Kinas opstigning mere konfliktfyldt, men det er i hvert fald en anden måde at føre udenrigspolitik på, end den vi er vant til i Vesten,« siger Andreas Forsby.
