Hvis du er typen, der kæmper med at overholde deadlines, kan et nyt studie måske få dig til at forsøge at stramme op.
Du bør i hvert fald have en rigtig god undskyldning for at være for sent på den.
Forskerne bag studiet skriver, at deadlines er én af hovedårsagerne til stress på arbejdet. Det viser forskning i personer, der ikke overholder deadlines.
Men hvad med dem, der modtager den forsinkede opgave – er de også ramt? Det er de faktisk - og ikke på den gode måde.
Identisk arbejde vurderet forskelligt
Flere tusinde deltagere i en række eksperimenter blev bedt om at bedømme ting som kunst, fotografier, virksomhedspræsentationer, reklameblade og nyhedsartikler.
Nogle af dem skulle lade, som om de var ledere. I andre eksperimenter var deltagerne ledere.
Et af forsøgene foregik i felten med lærere og elever på et gymnasium, der fik at vide, at den opgave, de skulle vurdere, var blevet indsendt henholdsvis før tid, til tiden eller for sent.
Hovedfundet i det nyligt publicerede studie var klart og tydeligt: En forsinket opgave blev konsekvent vurderet til at være af meget lavere kvalitet, end hvis det samme stykke arbejde blev leveret til tiden.
Det var lige meget, om opgaven blev leveret en dag eller en uge for sent, og det hjalp heller ikke at give besked om forsinkelsen.
»Alle deltagerne så præcis det samme bidrag til en kunstkonkurrence, skoleopgave eller virksomhedspræsentation, men de kunne ikke se bort fra deres kendskab til, hvornår opgaven blev leveret, da de skulle vurdere, hvor god den var,« siger én af forskerne bag studiet, professor Sam Maglio til avisen The Guardian .
Ikke lige så kompetent?
Deltagerne i forsøgene blev også spurgt, om de kunne tænke sig at arbejde sammen med dem, der havde indsendt de forskellige opgaver.
Men personerne, der ikke overholdt deadlines, blev vurderet som mindre kompetente. En for sen aflevering var også forbundet med lav integritet.
De fleste svarede, at de havde mindre lyst til at arbejde med eller uddelegere opgaver til dem, der afleverede for sent.

At have en meget god grund til den sene aflevering var en formildende omstændighed.
Hvis det var noget helt uden for personens kontrol, noget de ikke kunne have planlagt for, så blev den sene levering ikke opfattet lige så negativt.
Forskerne anbefaler, at vi fortæller chefen eller læreren, hvis vi har en rigtig god grund til at misse en deadline.
»Det lader til at være ét af de få tilfælde, hvor folk stadig giver dig en chance,« siger Sam Maglio til The Guardian.
At levere tidligere end deadlinen havde ingen effekt på vurderingerne.
Meget kan spille ind
Hallgeir Sjåstad er psykolog og professor ved Norges Handelshøjskole (NHH). Han forsker blandt andet i, hvordan beslutninger træffes.
Han synes, at studiets brug af forskellige typer eksperimenter til at blive klogere på vurderinger af andres arbejde er interessant.
»Det er jo vurderinger, vi foretager hele tiden, som også påvirker, hvem vi vælger at arbejde sammen med i fremtiden. I den sammenhæng hjælper det ikke at være kompetent og gøre et godt stykke arbejde, hvis dem, du arbejder sammen med, konsekvent vurderer dig anderledes,« siger Hallgeir Sjåstad.
Samtidig er der altid meget, der spiller ind i vurderingerne, påpeger han.
»Kvaliteten af selve arbejdet er forhåbentlig vigtigst, men studiets resultater peger på, at man i den slags samfund, som eksperimenterne blev gennemført i, nemlig England og USA, bruger det rene tidsaspekt som en indikator for kvalitet og kompetence.«
Der er ingen grund til at tro, at man ikke vil finde den samme effekt i for eksempel Norge, ifølge Sjåstad.
Forskel på deadlines
Men det er ikke sikkert, at den sammenhæng, der er fundet i forsøgene, gælder på samme måde i virkeligheden, for måske kommer det også lidt an på typen af deadline.
»Hvis der er tale om en ultimativ deadline, der gør forskellen på, om man overhovedet formår at løse opgaven eller ej, så er det nærliggende at tænke, at folk med høj kompetence vil levere deres arbejde til tiden,« siger professoren, som slutter:
»Når det gælder uformelle og mere fleksible deadlines, som dem man sætter sig selv som et delmål for at sikre, at et projekt skrider frem, vil jeg antage, at denne type tidspejlemærker spiller en mindre rolle for, hvordan vores kompetence og kvaliteten af arbejdet bliver vurderet - så længe selve det leverede arbejde er godt.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.


































