Hvornår skal du på pension? Når du er 65 år eller før, hvis du er heldig? Måske senere, hvis du er knap så heldig - eller hvis du er ung i dag?
En person i et højindkomstland, der starter deres første job, kan i gennemsnit forvente at gå på pension to år senere end de nuværende pensionister. I nogle lande vil pensionsalderen endda være meget højere. For eksempel har man i Danmark udsigt til en pensionsalder på 74 år i 2070.
På trods af alle forandringerne i løbet af de seneste 70 år på arbejdsmarkedet, i samfundet, uddannelsessystemer, pensionspolitikken og pensionstrends, ligger den arbejdsdygtige alder som defineret af de rige lande i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) stadig mellem 15 til 64 år.
Irrelevant begreb
At have en defineret arbejdsalder hjælper enkeltpersoner med at planlægge deres pensionering såvel som regeringen med at lægger planer for udgifter. Men det er mærkværdigt, at denne definition stadig er standardmålet.
Et stort antal personer uden for denne aldersgruppe bidrager trods alt fortsat til økonomien både officielt og uofficielt. Selv med den nuværende pensionsalder arbejder i gennemsnit 23 procent af personer i OECD-landene i alderen 65-69 stadig.
Det belyser, hvorfor det er et problem udelukkende at fokusere på kronologisk alder, når vi taler om arbejdslivet. I takt med at pensionsalderen stiger, vil begrebet 'den arbejdsdygtige alder', som vi kender det i dag, blive mere og mere irrelevant. Samfundet har brug for en mere innovativ og dynamisk tilgang.
\ Læs også
Funktionel arbejdsalder
Et alternativ, der bliver brugt i nogle lande, er ideen om en funktionel alder, som er et mål for visse fysiske og mentale evner. Men det gælder kun for en håndfuld jobs – som piloter, brandmænd og politi – hvor specifikke evner som syn, fitness, hjernealder og beslutningstagning har stor betydning.
At gøre funktionel alder til den generelle målestok er ikke nødvendigvis vejen frem, men det viser, at en alternativ tilgang er mulig.
Min forskning viser, at andre mål såsom vores kognitive alder, biologiske alder, funktionelle alder og sociale alder (egen opfattelse af alder og sociale normer for alderssvarende adfærd) også påvirker vores evne til at arbejde, tjene og betale - og disse mål stemmer ikke altid overens med en persons kronologiske alder.
Forskellige motivationer, interesser og muligheder
Derudover er 'typiske' personer i den arbejdsdygtige alder muligvis ikke i stand til at tjene penge af flere årsager, som eksempelvis handicap og omsorgsansvar.
Og forskellige grupper, for eksempel migranter, har ofte forskellige motivationer, interesser og muligheder for lønarbejde.
At fastlægge de fleste samfundsmæssige og økonomiske parametre efter alder alene medfører tydelige sociale og økonomiske omkostninger og forværrer på mange måder alderdomsholdninger i samfund og på arbejdspladser.
Større risko for at blive afskediget og udsat for 'alderisme'
For eksempel bliver ældre mennesker ofte opfattet som skrøbelige og mindre produktive, selvom de modtager mere (for eksempel pensioner og ydelser).
Også på arbejdspladsen har ældre mennesker større risiko for at blive afskediget og for at blive udsat for bias i rekruttering. Desuden antager arbejdsgivere ofte, at de er svære at lære op.
Kort sagt forstærker de nuværende økonomiske og sociale systemer ideen om, at kronologisk alder er det bedste mål for ældre menneskers brugbarhed og nytteværdi i samfundet og økonomien.
Systemets vilkårlige natur er rodfæstet i 'alderisme', altså en slags aldersdiskrimination. Det er usandsynligt, at denne fordom ændrer sig, før opfattelsen af ældre personer som en økonomisk og social byrde bliver udfordret.
Tid til forandring?
Forestillingen om den arbejdsdygtige alder opstod formentlig i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, som var en periode præget af den industrielle revolution og udviklingen af den moderne arbejdsøkonomi (forholdet mellem arbejdsindsatsen (tid, anstrengelse, antal mennesker) og det præsterede arbejde, red.).
I takt med at samfundet gik fra landbrugsøkonomi til industriel økonomi, blev forståelsen af arbejdsstyrkens aldersstruktur afgørende for effektiv økonomisk planlægning.
Milepæle i lovgivningen, for eksempel Storbritanniens Factory Act fra 1833 og Education Act 1918, som begrænsede børns arbejdstid og hævede den skolepligtige alder fra henholdsvis 12 til 14 år, afspejler etableringen af en formel struktur i den arbejdsdygtige alder, som havde til formål at udrydde børnearbejde og forbedre arbejdernes vilkår (selvom der stadig findes undtagelser med for eksempel børneartister).
Dataindsamling og rapportering på tværs af lande og over tid
Mens den nedre grænse er tæt knyttet til problemer med børnearbejde, er den øvre grænse baseret på globale data, der indikerer, at størstedelen af os normalt forbliver i lønnet arbejde, til vi er omkring 64 eller 65 år. Herefter begynder andelen at falde kraftigt.
Denne aldersgruppe tjener som benchmark for udformning af beskæftigelsespolitikker, velfærdssystemer, sundhedstjenester og økonomiske fremskrivninger og analyser.
Store verdensorganisationer som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) bruger også denne klassifikation, hvilket giver mulighed for konsistens i dataindsamling og rapportering på tværs af lande og over tid.
En afgørende målestok udledt af dette er ældrekvoten, som måler antallet i arbejdsstyrken til at forsørge ældre uden for arbejdsmarkedet. Ældrekvoten, som bruges til at måle den økonomiske byrde på den produktive del af befolkningen, angiver, hvor mange mennesker inden for denne aldersgruppe, der arbejder og betaler skat for at opretholde tjenester og infrastruktur.
Rigid, ubøjelig struktur skaber en kunstig kløft
En skæv befolkning, med for mange gamle eller for mange unge uden for denne definerede aldersgruppe, kan belaste national velstand og ressourcer, da færre mennesker er til rådighed for at arbejde og betale for at drive offentlige tjenester og ydelser.
Men den nuværende rigide, ubøjelige struktur sætter gamle mod unge op mod hinanden for at skabe en kunstig kløft. Det fører ofte til spændinger generationerne imellem og kamp om ressourcer.
Selv hvis den øvre aldersgrænse justeres, så den passer til folkepensionsalderen, er den stadig vilkårlig i betragtning de stadigt stigende tendenser i længden på vores levealder.
Lad os udfase strukturer baseret på kronologisk alder
Et andet muligt system kan være den aktive forsørgerkvote (som kort sagt er et udtryk for, hvor mange personer hver person i arbejdsstyrken skal forsørge ud over sig selv, red.), hvor forholdet mellem de økonomiske aktive og inaktive anvendes.
Men forsørgerkvoten betragtes heller ikke som et fyldesgørende mål, da flere sociokulturelle faktorer påvirker folks økonomiske uafhængighed.
Der er ingen tvivl om, at ændringer af den nuværende struktur vil være komplekse og tidskrævende og kræve mange revisioner og omstrukturering af systemer. Men et skridt i den rigtige retning ville være at udfase strukturer baseret på kronologisk alder.
Holistisk tilgang
En holistisk tilgang, der adskiller alder fra økonomiske mål, vil få samfundet til at genoverveje synet på værdien af kronologisk alder som målestok og hjælpe med at eliminere den kunstige alderskløft.
At bruge alder som en social og økonomisk identitet er alt andet end konsekvent. I en tid med flydende identiteter er det tid til at revurdere forholdet mellem alder, samfund og økonomi.
Samfundet har brug for en dynamisk, 'aldersflydende' tilgang, der vil anerkende værdien af både økonomiske og ikke-økonomiske behov og bidrag.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
