Kan atomkraft redde verden?

Voldsomme atomulykker har gennem tiden tvunget tusinder af mennesker bort fra deres hjem.

Redningsarbejdere er døde, og antallet af kræfttilfælde er steget. Én fremskrivning siger, at op mod 4.000 mennesker forventes at dø alene som følge af strålingen fra Tjernobyl-ulykken i 1986.

Men atomkraft er samtidig en renere energiform end afbrænding af eksempelvis kul og olie, som i dag er en vigtig del af årsagen til den hastige stigning i klodens temperaturer. Atomkraft kan altså potentielt bremse global opvarmning.

Der er med andre ord stærke argumenter – og følelser – på spil hos både modstandere og fortalere. Men hvad er egentlig de bedste argumenter, når det kommer til atomkraft? Bør vi indføre eller skrotte atomkraft ifølge videnskaben?

Det undersøger vi i denne artikel.

Isoleret set er atomkraft godt for klimaet

Kigger man udelukkende på atomkraft fra et klimaperspektiv, er det ikke svært at fælde en dom – isoleret set er atomkraft godt for klimaet, lyder det fra professor Jens Hesselbjerg Christensen fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

Atomkraft, eller kernekraft, som mange kalder det, er en energiform, som ikke udleder CO₂, og som derfor ikke leder til yderligere stigning i de globale temperaturer.

»Fordi atomkraft er så rent, kan vi sådan set ikke få nok af det,« siger Jens Hesselbjerg Christensen, som har stået i spidsen for et klimaforskningscenter ved DMI og været en af hovedforfatterne på FN’s klimarapporter.

Atomkraft er allerede udbredt

I dag bliver knap fem procent af verdens samlede energiforbrug dækket af atomkraft – men der er rigeligt med ressourcer til, at tallet på verdensplan teoretisk set kunne være langt, langt større. Det fortæller Bent Lauritzen, der arbejder ved DTU Nutech og er Danmarks førende ekspert inden for atomkraft.

Enkelte lande får mere end halvdelen af deres energi fra atomkraft, eksempelvis Frankrig og Ukraine, mens andre lande opruster voldsomt og bygger løs på kraftværker i disse år. Det gælder først og fremmest Kina.

Atomkraft ér altså allerede udbredt mange steder – og selvom Danmark ikke selv har atomkraftværker, bruger vi alligevel kernekraft indirekte, i og med at vores elektricitets-ledninger er tæt forbundet med Tyskland og Sveriges.

De får begge en stor del af deres energi fra kernekraft.

»Vi kan godt sige, at vi ikke vil have kernekraft i et lille område som Danmark, men det bliver en papirøvelse. I Danmark kan vi kun gøre, som vi gør i dag, fordi vi blandt andet baserer vores strømforsyning på at importere strøm, også fra lande der bruger atomkraft,« siger Bent Lauritzen, som er afdelingschef ved Center for Nukleare Teknologier på DTU.

Verden har et umætteligt energibehov

På verdensplan kommer vi ikke uden om atomkraft, mener også Eigil Kaas, som er professor i meteorologi og klimadynamik ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

»Danmark kunne sagtens klare sig med vindkraft alene, og Norge kunne sagtens klare sig med vand. Men når vi prøver at lave fremskrivninger af, hvad vi skal bruge af energi i resten af verden, så bliver det meget svært at nå med vind, vand og sol alene,« siger han.

Bent Lauritzen er enig. Der er generelt brug for at sætte alle sejl til, når det kommer til teknologier, der kan mindske udslippet af CO₂ og andre drivhusgasser.

Derfor burde Danmark, ligesom Frankrig, Storbritannien og Kina, satse langt mere på forskning i såvel atomkraft som sol- og vindenergi, mener professoren.

»I en eller anden forstand kan atomkraft medvirke til at redde verden. Vi har i dag en situation, hvor mere end en milliard mennesker ikke har adgang til strøm. Verden har et umætteligt energibehov, og alle fremskrivninger viser, at det behov kun vil vokse,« bemærker Bent Lauritzen.

Sådan udvinder man energi fra atomkraft

Før vi bevæger os over til atommodstandernes argumenter, skal vi lige et smut forbi processerne i atomkraft.

Atomkraft – som er udnyttelsen af reaktioner i atomkerner og foregår i en kernereaktor – er nemlig ikke bare atomkraft.

Først og fremmest, fordi energien fra kernekraft overordnet kan udvindes med to ret forskellige metoder:

Fusion. En proces, hvor mindre atomkerner forenes til en større atomkerne. Fusion bygger på et princip om, at noget af den såkaldte bindingsenergi, som atomkerner bruger til at holde sammen på sig selv, kan frigives, hvis man smelter flere små kerner sammen til en større.Processen kræver dog ekstremt høje temperaturer, og forskerne har endnu ikke udviklet teknologien, så fusion kan producere mere energi, end det der kræves for at holde processen i gang.Lykkes det at overvinde de praktiske vanskeligheder, har man til gengæld en næsten uudtømmelig energikilde. Det skyldes, at den ene type brændsel til fusionsenergi, deuterium, kan udvindes af vand, og den anden, tritium, kan fremstilles af lithium.

Fission. En proces, hvor en tung atomkerne spaltes i to næsten lige store dele. Når en atomkerne spaltes, bliver en kædereaktion mulig, og brændslets energi frigøres. I atombomber sker frigørelsen eksplosivt, i kernereaktorer ved en kontrolleret proces.De nuværende atomreaktorer er baseret på fission. Hidtil har teknologien primært taget udgangspunkt i grundstoffet uran – mere præcist uran 235 – og i mindre grad plutonium.

Radioaktivt affald kan være farligt

Fission skaber dog også et restprodukt af blandt andet radioaktive atomkerner, som ikke kan påvirkes ved hjælp af for eksempel kemikalier. De radioaktive stoffer er noget af det, der bekymrer allermest, idet de kan være farlige for mennesker i store mængder og risikerer at sive ud i grundvandet, hvis ikke affaldet opbevares forsvarligt.

Derudover er det både kompliceret og dyrt at opbevare affaldet, som kan have en henfaldstid på op mod 300.000 år.

Der er dog mange tiltag i gang for at løse affaldsproblemet. Forskerne undersøger for eksempel, om man kan gøre stofferne mindre radioaktive på andre måder end kemiske påvirkninger.

Én mulighed er at ændre de mest langlivede radioaktive atomkerner til grundstoffer med en kortere halveringstid ved hjælp af fusion, fortæller Bent Lauritzen. Dette forskningsfelt kaldes 'transmutation'.

Uran kan være på vej ud

Et andet stort forskningsfelt i dag er arbejdet med at udnytte andet brændsel end uran og plutonium til fission. Eksempelvis thorium, som er naturligt forekommende i klipper i blandt andet Grønland og Norge.

Thorium er næsten 600 gange mere almindeligt end uran 235 og er desuden lettere tilgængeligt end uran.

Flere danske virksomheder arbejder på at udvikle thorium-atomreaktorer, som dog indtil videre kun eksisterer som prototyper.

Du kan læse mere om perspektiverne i thorium i artiklen 'Thorium – fremtidens atomkraft?'

Thorium kan ikke stå alene

Thorium kan ikke i sig selv bruges som brændsel til en atomreaktor – det kræver et fissilt materiale som uran eller plutonium for at kunne bruges som brændstof.

Men det er ikke nødvendigvis skidt, mener atomfortalerne. Det betyder nemlig, at man teoretisk set vil kunne bruge noget af affaldet fra de gammeldags kraftværker i de nyere thoriumværker og på den måde komme af med en del af problemet.

Fremtidens atomkraftværker vil i det hele taget producere væsentligt mindre affald end de nuværende. Det kan du læse meget mere om i artiklen Fremtidens atomreaktor er lille - og kører måske på smeltet salt.

I dag udnytter mange kraftværker eksempelvis kun en procent af uranen, hvorimod de nyere kraftværker vil kunne udnytte op mod 90 procent af brændslet. Det betyder meget mindre affald.

Flere ulemper ved atomkraft

Det er dog ikke kun atomaffald, som vækker skepsis hos modstandere af atomkraft.

Andre punkter, der bekymrer, er:

• Det er dyrt og tager lang tid at bygge et atomkraftværk. I 2013 skød et fransk elselskab eksempelvis 141 milliarder kroner i at bygge et atomkraftværk i Storbritannien. Erfaringsmæssigt tager det omkring 5 år at bygge en atomreaktor i Kina – og op mod 10 år i Europa på grund af bureaukrati.
• Penge, som bliver brugt på at bygge en atomreaktor, som først kan komme i brug mange år ude i fremtiden, kunne i stedet være brugt på andre grønne energiformer, som vi får glæde af nu og her.

Det helt store modargument: Ulykker

Der er dog fortsat ét stort problem ved atomkraft, som overskygger alle andre, og det er selvfølgelig risikoen for ulykker.

Ved en ulykke på et atomkraftværk kan radioaktivitet slippe ud i gas og partikelform som en sky. Radioaktiviteten stammer fra brændselselementerne på kraftværket.

Men forskerne arbejder konstant på at forbedre sikkerheden, fortæller Bent Lauritzen:

»Der er endnu ikke til at sige, hvilken type reaktor der bliver den næste, for der mangler forskning og udvikling på området. Men sikkerheden på de værker, der bygges i dag, er væsentligt højere end sikkerheden på de tidlige reaktorer, som jo har 40 år på bagen efterhånden.«

Risikoen ved atomkraft ér der

Uanset hvor meget sikkerheden hele tiden bliver forbedret, kommer vi bare ikke udenom, at risikoen ér der, påpeger Jens Hesselbjerg Christensen.

»Vi har jo tidligere set konsekvenserne af, når det går galt. Om det går galt, kan man regne på – men man kan sige, at hvis sandsynligheden er der, er den ikke nul,« siger han.

Klimaforskeren frygter også, at vi på nuværende tidspunkt ikke har tilstrækkelig viden til at forudse de fulde konsekvenser af at udbygge den globale afhængighed af atomkraft som energiform.

»Hvis man nu forestiller sig, at man begynder at bygge atomkraftværker med femdoblet kapacitet, så vil konsekvenserne af ulykken også være på en anden skala. Jeg ser det som en af den slags løsninger, som bare starter et nyt menneskeskabt eksperiment på planeten.«

Sikkerheden kan altid blive bedre

Bent Lauritzen påpeger, at alle europæiske reaktorer blev testet i kølvandet på Fukushima-ulykkerne i Japan i 2011 og blev vurderet til at leve op til sikkerhedskravene.

»Man lavede en test af værkerne for at se, hvordan de ville klare naturkatastrofer eller hændelser, som lignede det, der førte til Fukushima. Konklusionen var, at der ikke var et eneste værk, der blev lukket,« siger han.

Samtidig fandt man dog også plads til forbedring, hvilket ledte til planer for, hvordan sikkerheden kunne øges yderligere, tilføjer han.

»Generelt er sikkerheden høj, men det er klart, at det er en udmelding med elastik, for det kan altid blive bedre. Samtidig er der den ekstra krølle, at når det går galt, kan det have meget store konsekvenser. Når det er sagt, har vi historisk set ufatteligt få eksempler på, at det ér gået rigtig galt.«

Du kan dykke ned i artiklen 'Sådan går det galt på et atomkraftværk', hvis du vil vide mere om risiciene.

Valget er dit

Spørgsmålet om, hvorvidt atomkraft kan – og skal – redde verden, har altså mange facetter. I bund og grund handler det måske mest om at vurdere, om man synes, at målet helliger midlet, eller om andre hensyn er for vigtige til at feje af banen.

For når alt kommer til alt, indebærer atomkraft en eller anden form for risiko for mennesker og natur. Også selvom risikoen måske bliver mindre og mindre, som tiden går, og som forskerne – og firmaerne – arbejder på at mindske den.

Men atomkraft er også en unik mulighed for at bekæmpe et af klodens allerstørste og mest presserende problemer lige nu, nemlig global opvarmning.

Hvilke argumenter, der vejer tungest, er op til dig.