På COP21-mødet i Paris i 2015 indgik de 196 medlemslande i FN's klimakonvention en juridisk bindende klimaaftale – Parisaftalen - der forpligter landene til at holde den globale opvarmning et godt stykke under 2 grader Celsius.
Det er et ambitiøst mål, og uret tikker.
Verden er blevet omkring 1 grad varmere siden den industrielle revolution.
Det lyder måske ikke af meget, men den ene grad har omfattende konsekvenser for vores klode, fra mere ekstreme varmebølger til fare for både mennesker og afgrøder til stigende havniveauer.
På vej mod at være hele 3 grader varmere
Store, dristige visioner, der har til formål at bremse den globale opvarmning, dukker frem verden over, men det står straks mindre klart, hvordan landene vil iværksætte visionerne.
Indtil videre er landenes individuelle planer for, hvordan de vil sænke deres drivhusgasemissioner, end ikke tæt på at opfylde Parisaftalens målsætning.
Selvom hvert land lever op til deres nuværende forpligtelser, vil verden stadig være på vej mod at blive hele 3 grader Celsius varmere i dette århundrede ifølge FN's miljøprograms seneste 'Emissions Gap Report' (som dokumenterer forskellen mellem det internationale samfunds forpligtelser med hensyn til CO2-udledninger, og hvad der faktisk er opnået).
Manglende politisk handling
Mange af forpligtelserne bliver stadig ikke understøttet af politisk handling.
COVID-19-pandemien forårsagede en økonomisk afmatning, der sandsynligvis reducerede den globale CO2-udledning med cirka 7 procent i 2020, men dette midlertidige dyk vil kun have meget lille effekt, medmindre landene prioriterer en grøn genopretning.
Femårsdagen for Parisaftalen skulle egentlig være et checkup på udvikling og fremskridt, hvor landene øgede deres forpligtelser.
Men som følge af pandemien blev mødet og forhandlingerne udsat til november 2021, og i stedet afholdt man et mindre online Climate Ambitions Summit 12. december.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Store målsætninger
På trods af forsinkelsen blev der annonceret nogle store målsætninger. Flere lande forpligter sig nu til opnå nul-emission, når vi når frem til midten af århundredet. Man forventer, at USA med Joe Biden ved roret igen tilslutter sig Paris-aftalen.
Men hvor velfunderede er klimaforpligtelserne i budgetterne, politiske tiltag og lovgivningen?
Vi er eksperter i energipolitik, og vi har begge været involveret i globale klimaforhandlinger, teknologianalyser og politisk udformning i de seneste 20 år. Vi har gransket de nationale forpligtelser for tegn på fremskridt.
Ambitiøse mål, men manglende handling
Parisaftalens formelle mål er at holde opvarmningen et godt stykke under 2 grader Celcius.
Målsætningen er baseret på politiske forhandlinger og videnskabelig forskning, der modellerer de stadig mere skadelige effekter, som de stigende temperaturer vil have på økonomi, landbrug og miljø.
Jo hurtigere der bliver sat en stopklods for udledningen, desto mindre problematisk bliver omstillingen.
Regeringslederne i Kina, Japan og Sydkorea offentliggjorde alle deres målsætninger for at opnå nul-emissioner, når vi når frem til midten af dette århundrede.
Men der mangler stort set detaljerede planer for, hvordan det skal ske.
Kina CO2-neutral inden 2060
Kinas præsident Xi Jinping modtog global ros, da han i september i en videotale ved FN's generalforsamling annoncerede, at Kinas CO2-udledning - den højeste i verden - vil toppe inden 2030, hvilket er tidligere end forventet.
Han satte også en tidsfrist for, hvornår Kina skal være CO2-neutral, nemlig inden 2060.
Hvordan og om det sker afhænger i høj grad af landets næste femårsplan, der forventes i marts.
Ledelsens prioriteter inkluderer udvidelse af ren energi, men lige nu er Kina stadig verdens største forbruger af kul, som tegner sig for 3/5 af landets energiforsyning.
Mere detaljerede målsætninger fra Sydkorea
Sydkoreas præsident Moon Jae-in leverede mere detaljerede målsætninger i november, da han beordrede regeringsembedsmænd til at udvikle en køreplan til omstillingen til renere energi og CO2-neutralitet inden år 2050.
Han sagde, at Sydkorea vil investere 7 milliarder dollars i grønne projekter, lancere CO2-beskatning for at tilskynde virksomheder til at reducere deres udledning samt stoppe med at finansiere oversøiske kulanlæg.
Men også disse ideer leverer ikke CO2-neutralitet i en økonomi, der er afhængig af energiintensive industrier.
EU er længere fremme
Den Europæiske Union er længere fremme. EU-Kommissionens udspil etablerede et netto-nulmål for nogen tid siden sammen med scenarier for, hvordan man kan opnå målsætningen.
I sommeren 2020 satte EU klimavenlige projekter i centrum for strategien for genopretningen efter pandemien.
Kort før topmødet blev EU-lederne også enige om at øge Unionens kortsigtede mål om at reducere udledningen fra 40 procent til 55 procent inden 2030.
Det forventes nu, at EU-lande udvikler langsigtede strategier for 2050 og reviderer de nationale energi- og klimaplaner frem til 2030.
Storbritannien har annonceret et nyt 68 procent emissionsreduktionsmål for 2030. Opfyldelsen af dette mål vil kræve, at Storbritannien fordobler indsatsen i forhold til de seneste 30 år.
Det store billede
Samlet set mangler de nuværende 'nationalt bestemte bidrag' - de planer, som landene forelægger FN, og som beskriver, hvordan de vil opfylde Parisaftalen.
Det er nødvendigt at femdoble indsatsen på at mindske CO2-udledningen for bare at nærme sig.
Få dage før Ambitions Summit havde blot 13 lande indsendt nye mål, og 7 havde meddelt, at de ikke ville opdatere deres mål eller indsende gamle mål.
Næsten halvdelen af de storudledende lande oplyste, at de ville hæve deres reduktionsambitioner inden udgangen af næste år.
21 stater og regioner har sat langsigtede mål for at reducere deres udledning med 75-90 procent, men hvordan det skal ske står ikke klart, viser en nylig analyse.
Socioøkonomiske spørgsmål skal i centrum
De fleste løfter fra storbyerne er ligeledes ambitiøse.
Selvom etablerede rene teknologier som vedvarende energi er kernen i omstillingen, kræver Paris-målene stadig hurtige og store forandringer.
Socioøkonomiske spørgsmål skal også sættes i centrum.
Netto-nulmåls-løsninger er teknisk tænkelige for en række energiintensive industrier, landbrug og transportmetoder, men den hastighed og det omfang, de skal ske med, før fristen udløber i 2050, er frygtindgydende.
Vi skal skrue markant op for tempoet
Vores analyse fandt, at udrulningen af vedvarende energi skal ske to til tre gange hurtigere.
Brugen af vedvarende energi på globalt plan skal gå fra omkring 20 procent (på nuværende tidspunkt) til 65 procent inden 2050, og fra 28 procent til 85 procent af energisektoren.
Elbiler vil stige eksplosivt fra færre end 10 millioner elbiler i dag til mere end 1,5 milliarder i 2050.
For at finansiere omstillingen skal investorerne kunne sætte deres lid til, at verden forpligter sig til en renere fremtid.
Risikofaktorer kan øge omkostningerne, og en usikker eller forsinket statslig handling er en stor risko.
Internationale finansielle organisationer har sammen med grønne banker og udviklingsbanker en vigtig rolle at spille for at tilskynde til private investeringer.
Det kan hjælpe at flytte fokus fra målsætningen til detaljerede handlingsplaner.
Ikke topprioritet for alle
De globale klimaforhandlinger kan fortsat hjælpe ved at fokusere på detaljerne i de nationale forpligtelser, sikre at de er detaljerede, veldesignede og velbudgetterede, og at de regelmæssigt opdateres.
Det internationale samfund skal også støtte lande, der har brug for hjælp.
Klimaforandringerne er ikke topprioritet for alle - selvom de truer nogle menneskers eksistens, blandt andet visse små østater.
Det skal både anerkendes og indarbejdes i målene og planlægningen.
Dolf Gielen arbejder for IRENA, et mellemstatsligt agentur, der rådgiver sine medlemmer om energiomstilling og klima. Morgan Bazilian hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
