Roms antikke havneby blev skændet af fascistisk propaganda

Ved floden Tiberens udmunding ligger Ostia, 28 km sydvest for Rom, en antik havneby, som de færreste nok kender. 

Det var fra Ostia, at kejsere som Augustus, Nero og Marcus Aurelius rejste ud, når de skulle krydse Middelhavet.

Indtil begyndelsen af det 19. århundrede lå byen begravet under jord, sand og flodsedimenter. Kun toppen af byens hovedtempel vidnede om byens storhedstid (se foto nummer 1 nedenfor).

I dag er byen en arkæologisk park, som eksempelvis Pompeji også er det.

Et fejlslagent fascistisk prestigeprojekt skændede imidlertid resterne af Ostia så grundigt i 1920’erne og 1930’erne, at vi arkæologer stadig kæmper for at rette op på fortidens mange fejl.

Den proces og de udgravninger har jeg været en del af siden 2011. Men hvordan genskaber man centrale dele af en by fra antikken, når fascisterne har smidt store dele af materialet i Tiberen?

Den historie får du her. Først lidt om Ostias tilblivelse, storhedstid og den rodede udgravningshistorie.

En by bliver til

I antikken var Ostia Roms havneby og derfor utrolig vigtig for Roms udvikling. Det var i Ostia, at rigtig mange varer krydsede ind og ud af det romerske rige.

Ifølge den skriftlige overlevering blev Ostia grundlagt af Roms fjerde konge, Ancus Marcius, i det 7. århundrede f.v.t. som Roms først koloni.

Der er dog endnu ikke blevet fundet nogle arkæologiske levn fra den tid.

Arkæologiske fund viser, at Ostia blev grundlagt som et militærfort (et såkaldt castrum) bygget i kvadersten omkring år 300 f.v.t., hvis rester stadig kan ses i dag (foto 2 herover).

Castrummet definerer i dag det, man kan kalde det monumentale centrum med flere templer, heriblandt byens hovedtempel (Kapitolium), byens basilika (administrativ og juridisk bygning), curia (byrådsbygningen), forumsplads og det kommercielle og religiøse centrum (billede nummer 3).

Placeringen af Ostia ved Tiberens udmunding havde det formål at sikre indsejlingen ved floden og få kontrol med saltproduktion.

Nutidens udgravninger og geofysiske undersøgelser viser, at byen har været cirka 75 hektar stor (0,75 km²), hvilket svarer til mere end 100 fodboldbaner.

Pavens jagt på marmor havde en pris

Udgravningen af Ostia har været turbulent og mestendels udokumenteret. De første udgravninger startede omkring byens hovedtempel (Kapitolium)i årene 1801-1805 på pavens ønske.

Disse udgravninger havde dog kun ét formål – at finde marmorarkitektur og -skulpturer til pavens nyåbnede museum, Museo Chiaramonti, i Vatikanmuseerne.

Når man i dag besøger Ostia, kan man nogle steder se huller i murene efter disse udgravninger. Da byen på dette tidspunkt stadig var dækket af jord, gravede man derfor tunneler.

Stødte man på en mur, gravede man sig ganske enkelt igennem den.

Det fortsatte op gennem det 19. århundrede, men i starten af det 20. århundrede ændrede Ostias første arkæologiske direktør, Dante Vaglieri den mildest talt ødelæggende praksis .

Under hans ledelse blev dele af det nordøstlige forum arkæologisk udgravet og, ud fra datidens standarder, tilstrækkeligt dokumenteret.

Få år efter var den dog gal igen.

Fascisterne smed senantikke rester i Tiberen

I 1922, under ledelse af den tredje direktør, Guido Calza, bevægede udgravningerne sig ned mod den sydlige halvdel af forummet. Her opdagede man en indskrift, der nævner et tempel til Roms gudinde Roma og kejseren Augustus, og resterne af templet dukkede også frem.

Samtidig kom fascisten Mussolini til magten i Italien. Ostia blev for ham et prestigeprojekt, der skulle vise Romerrigets storhed frem for italienerne og verden.

Allerede i 1923 fik Mussolini åbnet en togrute fra Rom til Ostia for at vise en ivrig befolkning byens ruiner.

Det betød også, at Ostia, på foranledning af Mussolini, skulle udgraves så hurtigt som muligt, så hele byen kunne stå klar til den planlagte verdensudstilling i Rom i 1942.

2. verdenskrig kom i vejen for verdensudstillingen, men Mussolinis krav fik konsekvenser: Forummet og store dele af byen gennemgik en rodet, hurtig og problematisk udgravning, hvor en masse vigtig information gik tabt.

Blandt andet blev de fleste senantikke levn, der faktisk vidner om en ret vigtig periode af byens historie, smidt i Tiberen (senantikken er cirka år 300-600 e.v.t.).

Hvorfor dog?

Propaganda overtrumfede videnskaben

For fascisterne handlede det om at vise Ostia frem fra sin mest blomstrende periode – slutningen af det 1. og begyndelsen af det 2. århundrede e.v.t.

Ostia var nemlig muligheden for at vise, hvordan Rom kunne have set ud. Rom kunne man ikke genopbygge i antikkens billede, men Ostia kunne man få til at vidne om Romerrigets allerstærkeste periode.

Da senantikken ikke var den mest blomstrende periode for hverken Ostia eller Rom, fjernede man de senantikke levn.

Bygninger blev rekonstrueret i en sådan grad, at materiale fra bygninger blev fjernet og inkorporeret i andre bygninger.

Et eksempel herpå kan ses på forummet i dag, hvor man har placeret en statue i en niche i en søjlegang, hvor den slet ikke hører til (foto 4 ovenfor).

Set med arkæologiske briller er det helt og aldeles forbudt og uvidenskabeligt – også dengang.

Det hele handlede om at give illusionen af en antik by – ikke om at vise Ostia frem, som den så ud. Altsammen i propagandaens navn.

Arkiverede billeder og dagbøger guider os

Efter Mussolini og fascisternes fald i slutningen af 2. verdenskrig flyttede man fokus væk fra forummet. Det var ganske enkelt for kompliceret at rette op på.

Indtil for 15 år siden, hvor Ostia Forum Project rykkede ind på forummet med håb om at rette fascisternes fejl. Dén proces har jeg været en del af siden 2011.

Men hvordan griber man det an at skulle rette op på så markante arkæologiske katastrofer sket 90 år forinden? Ikke mindst når de fleste levn er blevet fjernet?

Det gør man ved hjælp af arkivstudier, 3D-modellering og geofysiske undersøgelser.

I 1922 og 1923 brugte de kamera på udgravningerne. De billeder er bevaret i arkiverne i Ostia og giver os indblik i, hvad de stod overfor inden fascisternes markante renovationer og voldsomme udgravninger (foto 5).

Forståelsen af udgravningerne i 1922 og -23 er et vigtigt led i forsøget på at rette op på fejlene. Udover billederne har vi også bevarede arkæologiske dagbøger.

Forstår vi den kontekst, de stod i, kan vi lettere gendanne udgravningerne korrekt.

Vores arbejde på forummet, og det monumentale centrum generelt, har ændret synet på Ostias senantikke historie. Man troede, det var en by i krise og forfald efter år 250 e.v.t.

Men vores forskning viser, at op til flere større renovationsprojekter blev gennemført i centrum helt op i det 6. århundrede e.v.t. af mæcenlignende personligheder fra Rom.

Det vidner om en fortsat betydning af Ostia.

Udgravede marmorfragmenter bliver til 3D-tempelmodeller

Noget af det allerførste, vi opdagede, var, at fascisterne ikke havde ødelagt alt.

Eksempelvis fandt vi nogle uberørte senantikke lag på forummet i 2010 og 2011, som lagde grunden til de første undersøgelser (foto 6).

Lagene viste renovationer af marmorbelægningen: De gamle romere genbrugte marmorfragmenter fra ødelagte bygninger til renovationerne.

En del af formålet med vores undersøgelser handlede også om at kunne dokumentere marmorarkitektur, der i dag ligger gemt i store marmorbunker rundt om forummet.

Når vi daterer marmorarkitektur, kan vi nemlig fortælle dele af bygningshistorien, og hvornår byens centrale templer og pladser bliver til eller bliver renoveret – noget, som har manglet.

Vi undersøgte alle marmordepoter på forummet i 2013-2016. Her fandt vi en masse spændende marmorarkitektur, der ikke har set dagens lys siden Senantikken.

I kombinationen mellem arkivstudier og 3D-modellering kan vi se, hvor marmorfragmenterne hører til.

Og ved at lave 3D-modeller af hvert enkelt fragment kan vi arbejde videre på analysen i et 3D-rum og samtidig indsætte det i 3D-modellen af eksempelvis templet for gudinden Roma og kejser Augustus (billede 7 herunder).

Et skridt tættere på Ostias ’hellige gral’?

Da vi i 2016 havde tømt et otte tons marmordepot, opdagede vi til vores store overraskelse et intakt keramiklag (foto 8).

I løbet af udgravningerne i 2017 og 2019 gik det hurtigt op for os, at vi havde at gøre med en hidtil ukendt helligdom med altre og et tempel.

Ud fra fundene lader det til, at helligdommen var dedikeret til Apollon, chthoniske guder, sandsynligvis Hercules, og måske endda også Vulkan – Ostias hovedgud.

Vulkans helligdom er lidt den hellige gral i forskningen i Ostia. Den er dokumenteret i talrige indskrifter, men hidtil har man ikke kunnet finde selve helligdommen.

Om vi rent faktisk har fundet Vulkans helligdom er endnu for tidligt at sige, da forskningen stadig er i gang.

Men opdagelsen af helligdommen (Vulkans eller ej) åbnede for første gang i mere end 100 år døren til Ostias tidligste historie. Nu kunne vi pludselig dokumentere hele intakte jordlag, der kun var fragmentarisk dokumenteret i arkiverne.

Ostias første forum to hundrede år ældre end antaget

Med brugen af moderne teknologi kombineret med arkivstudier har vi i Ostia Forum Project rettet op på en del af de fejl, udgravningerne foretaget i 1920’erne og 1930’erne står bag.

De nævnte eksempler er ikke de eneste videnskabelige resultater, der er kommet frem de seneste 15 år.

Eksempelvis har vores forskning åbnet diskussionen om en bosættelse i området før konstruktionen af Ostia som militærfort (castrum) omkring år 300 f.v.t.

Hidtil var det også opfattelsen, at Ostia fik sit første forum med Roms første kejser, Augustus, men også her har vores forskning vist, at det første forum allerede blev etableret i det 2. århundrede f.v.t. – næsten to århundreder tidligere.

Dette ændrer ikke bare opfattelsen af Ostia, men vedrører også Roms udvikling, da de var så tæt forbundet.

Roms velstand afhang af Ostia, hvorfor vores Ostia-opdagelser også kan få betydning for, hvordan vi forstår det tidlige Romerrige.