Har du besøgt Pompeji, den antikke romerske by, der blev ødelagt og fuldstændigt begravet under et langvarigt og katastrofalt udbrud af vulkanen Vesuv i 79 e.v.t.?
I så fald tænkte du formentlig ikke på, hvad der befinder sig udenfor bymurene.
Og det er let at forstå hvorfor: Der er masser at se i denne fantastisk velbevarede by – fra vægmalerier af myter og legender som Helena, datter af Zeus, til det storslåede amfiteater og overdådige badeanstalter.
Men træd uden for portene et øjeblik, og du er i en helt anden – men bestemt ikke mindre vigtig – verden.
For de gamle romere var vejene og stierne, der førte ind og ud af byerne, afgørende. Ikke kun så de kunne bevæge sig rundt, men som en meget virkelig måde at dykke ned i nostalgien og minderne.
En del af gravmælerne beder de forbipasserende stoppe op
Gravmonumenter stod langs disse forhistoriske veje – nogle af dem var blot graveret til minde om den elskede afdøde, andre var mere storslåede med plads omkring til, at venner og familie kunne deltage i festmåltider til minde om de døde.
Nogle af gravmælerne henvender sig endda direkte til den forbipasserende, som om dens ejer igen kunne tale og videregive, hvad de har på hjerte.
Et eksempel er den frigivne slave (liberti) Publius Vesonius Phileros, hvis gravmæle starter med nærmest underdanig høflighed:
»Fremmede, vent lige, hvis det ikke er for meget at bede om, så kan du lære, hvad du ikke skal gøre«.
På vej ind og ud af Pompeji bliver man mindet om måder at leve og dø på – samt en invitation til at hylde de personer, der er gået i forvejen, så vi kan lære af deres erfaringer.
Derfor er det nylige fund af et gravmonument omkranset af skulpturer af en kvinde og mand i naturlig størrelse, lige uden for portene på den østlige side af byen, ikke bare et fascinerende fund i sig selv.
Det er også en påmindelse om at stoppe op og huske de mennesker, der engang levede og døde i denne travle italienske by.
Gravmonumentets mest iøjenfaldende kendetegn er en stor mur med hulrum, hvor kremerede jordiske reste blev anbragt.
Gravmonumentet er kronet af en fantastisk reliefskulptur af en kvinde og en mand. De står side om side, men rører ikke ved hinanden.
Jeg kan godt lide, at hun er en smule højere end ham – hun er 1,77 meter høj, mens han er 1,75 meter.
Hun er iført en beskeden tunika, kappe og slør (symboler på romersk kvindelighed) og bærer et markant halvmåneformet vedhæng om halsen kaldet en lunula, som gennem sin forbindelse til månecyklusserne fortæller en historie om kvindelig frugtbarhed og fødsel.
Han er derimod klædt i den klassiske romerske toga, som øjeblikkeligt identificerer ham som en stolt mandlig borger af Rom.
Hvem forestiller statuerne?
Inden for arkæologien har man som regel bare antaget, at når en mand og en kvinde står ved siden af hinanden på gravmæler som dette, så må hun være hans hustru.
Men her er der der noget, som tydeligt peger på noget mere. I sin højre hånd holder hun nemlig en laurbærgren, som præstinderne brugte til at sprede røg fra røgelse og urter under religiøse ritualer.
I oldtidens Rom havde præstinder faktisk ret meget magt i forhold til andre kvinder, og det er blevet foreslået, at hun kan have været præstinde for Ceres, som var gudinde for plantevækst (især korn) og for moderlig kærlighed – den romerske version af Demeter.
Så denne højtstående præstinde vises side om side med en mand. Det, at symbolerne på hendes status (som præstinde) vises sammen med hans symbol (altså 'togatus' - en mand iført toga), viser, at hun er til stede i kraft af sig selv – som et aktivt medlem af samfundet i Pompeji.
Hun kan have været hans mor, hun kan endda have været vigtigere end ham (hvilket måske forklarer, hvorfor hun er højere).
Men uden en inskription ved vi det ikke med sikkerhed. Pointen er: En kvinde behøver ikke at være en hustru for at stå ved siden af en mand.
Ikke unikt for Pompeji
Det fascinerende er, at dette billede ikke er unikt for Pompeji. I min nye bog, 'Mythica', som handler om kvinderne – ganske vist ikke i Rom, men i bronzealderens Grækenland – beskriver jeg, hvordan nye arkæologiske fund hele tiden vender op og ned på de antagelser, vi tidligere har haft om kvindernes plads i samfundet og værdien af deres roller.
Et særligt spændende eksempel kommer fra en kongelig grav i den sene bronzealders Mykene: En kvinde og en mand, som blev begravet sammen i den kongelige nekropol (som var antikkens gravpladser og oftest placeret uden for byen, red.) – omkring 1.700 år før udbruddet af Vesuv, der ødelagde Pompeji.
Som det så ofte sker, blev kvinden straks identificeret som mandens hustru af arkæologerne. Men så kom DNA-analyse ind i billedet.
Mand og kone var bror og søster
Så sent som i 2008 blev begge skeletter testet for DNA – og resultatet ændrede alt: Det viste sig, at de faktisk var bror og søster.
Med andre ord var hun begravet som medlem af en kongelig familie ved fødsel, ikke gennem ægteskab. Hun var der på sine egne præmisser.
Fra det gyldne Mykene til Pompejis aske-dækkede ruiner: Resterne fra den antikke verden fortæller os en anden historie end den, vi troede, vi kendte:
En kvinde behøvede ikke at være hustru for at gøre en forskel.
Så jeg synes, det er værd at lytte til vores ven Publius' råd: Lad os se på fortidens gravmæler – og lære af dem.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
