Vi mennesker har til alle tider haft et dybfølt behov for at finde en forklaring på vores herkomst.
\ Historien kort
- Mennesket har altid været interesseret i sin egen oprindelse og udvikling – det har også betydet, at der altid har været en stor interesse i, hvorfor mennesker er forskellige.
- Før-adamisterne mente, som forklaring på, at ikke alle så ud som europæere, at der havde været to skabelser, hvor hedningene blev skabt i den første og Adam blev skabt i den sidste.
- I 1800-tallet var den videnskabelige antropologi inspireret af før-adamisterne, og man benyttede denne tankegang til at legitimere slaveriet i USA. I England benyttede man den i stedet til at legitimere koloniseringen.
En tørst efter at forklare vores plads i naturen og efter at vide, hvor vi kommer fra, og hvordan vi er blevet til det, vi er, synes at høre til de grundlæggende træk ved vores psyke.
Mange mennesker mener, at de kender svaret på vores oprindelse, og næsten alle mennesker har en mening om det.
Det gør spørgsmålet om menneskets oprindelse og udvikling til et emotionelt spørgsmål. Et spørgsmål, der er rodfæstet dybt inde i os på linje med opfattelsen af os selv som mennesker og vores plads i den sociale og naturlige verden, der omgiver os.
Menneskets udvikling har også tiltrukket offentlighedens interesse af en potentielt mere skummel årsag.
Implicit i studiet af menneskets udvikling ligger nemlig erkendelsen af forskelle. En indbygget del af studiet af menneskets udvikling er studiet af menneskehedens forskellighed samt af relationer mellem menneskelige befolkninger, herunder studiet af racer.
Er vi alle skabt i Guds billede?
Idéen om, at alle mennesker nedstammer fra Adam, er dybt rodfæstet i de tanker, der har præget den vestlige kultur og mere generelt, de monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam, i to tusinde år.
I både gejstlig og sekulær bevidsthed er antagelsen om, at alle mennesker stammer fra en fælles forfader – en monogenetisk oprindelse – vidt udbredt.
Denne bevidsthed – uanset om den er religiøst inspireret eller videnskabeligt bekræftet – er fundamental for den måde, hvorpå det vestlige menneske tænker om sig selv, og for den måde, hvorpå det forstår de elementære bånd, der forener alle grene af menneskeheden til en enkelt familie.
Menneskets oprindelse og menneskets solidaritet går på den måde hånd i hånd.
\ Læs mere
Stigende geografisk viden blev et problem
\ Fakta
Artiklen bygger på et uddrag af bogen ‘Odyseen om mennesket’ af Peter K. A. Jensen, som blev udgivet den 9. februar 2017.
‘Odysseen om mennesket’ er opdelt i to hovedafsnit. Det første handler om de tanker og forestillinger om menneskets oprindelse og væsen, der i den vestlige kultur har domineret forestillingen om menneskets oprindelse i mere end 2.500 år fra den græske antik op til midten af 1800-tallet.
I bogens andet hovedafsnit redegøres der for hovedtrækkene i den videnskabelige udforskning af mennesket.
Skabelsesberetningen er som bekendt meget eksplicit vedrørende menneskets oprindelse. Oprindeligt var der kun ét menneske, Adam, skabt i Guds eget billede. Men ved starten af 1800-tallet var der cirka en milliard mennesker på Jorden, og disse udviste en overraskende forskellighed hvad angik størrelse, form, farve med mere.
Hvordan kunne denne forskellighed være opstået?
Her er Skabelsesberetningen mindre eksplicit. Og dog, Gud velsignede Noah og hans tre sønner efter, at de forlod arken, og de fik besked på at være frugtbare og fylde Jorden ud. Og fra Noahs sønner nedstammer alle mennesker, der blev spredt ud over hele Jorden. Forskellene må derfor logisk være opstået efter Syndfloden.
På den ene eller den anden måde blev den stigende geografiske viden et problem for de redegørelser, som kristendommen havde baseret sin identitet på.
Den blotte eksistens af Amerika med dets anderledes folk og kulturer, eksistensen af fysiske objekter som aztekernes kalendersten og afdækningen af tidsskalaer, der dramatisk afveg fra den bibelske tidsramme førte til, at en række lærde begyndte at flirte med idéen om, at ikke alle racer nedstammede fra en enkelt bibelsk Adam, og at der kunne have eksisteret mennesker før Adam (før-adamister).
Sådanne synspunkter kastede en tvivlens skygge over Den Gamle Verdens fundament og begyndte at undergrave den autoritet, der lå indlejret i de gamle, hellige tekster.
Var Adam det første menneske på Jorden?
Den franske lærde Isaac de la Peyrére (1596-1676) blev den første rigtige før-adamist. Han publicerede i 1655 to bøger om samme tema: ‘Mennesker før Adam’ (Før-adamiter) og et teologisk system. Begge handlede om den oprindelige synd, men kernen i begge var dog argumentet for, at Adam ikke var det første menneske på Jorden.
I den ene bog, ‘Mennesker før Adam’, argumenterede la Peyrére dels for, at verden havde været beboet i mange århundreder før skabelsen af Adam, dels for en polygenetisk oprindelse af mennesket (dvs. at mennesket er opstået mere end én gang) og endelig for, at Syndfloden ikke havde ramt hele Jorden, men kun var en lokal begivenhed begrænset til det østlige Middelhavsområde.
For la Peyrére havde der været to skabelser: Den første vedrørte skabelsen af hedningerne, mens den anden vedrørte Adam. Adam var stamfar til det jødiske folk, mens før-adamiterne var stamfar til alle øvrige folk, inklusive de nyopdagede folk i Den Nye Verden.
Det kunne forklare, hvorfor nogle hedenske folk havde en historie, der ikke blot gik tilbage til tiden før Syndfloden, men også til tiden før Adam.
Menneskets begyndelse lå således ifølge La Peyrére langt tilbage i fortiden. Mosebøgerne handlede ifølge ham kun om jødernes historie, love og kronologi. Desuden fremførte han, at Mosebøgerne ikke var originale og nedskrevet (af Moses) umiddelbart efter, at begivenhederne havde fundet sted, men i stedet var produkter af forskellige menneskers hånd på forskellige tidspunkter.
Syndfloden havde ifølge La Peyrére kun påvirket jødernes land. Før-adamiter var til stede overalt uden for det mellemøstlige område og druknede derfor ikke ved Syndfloden. De udviklede i stedet deres kulturer rundt omkring i verden og kendes i dag som kinesere, eskimoer, polynesiere, indianere og så videre.
Der sås tvivl om Skabelsesberetningen
Den var den hidtil mest fundamentale udfordring for den jødisk-kristne tradition, mere væsentlig end Kopernikus’ nye verdensbillede. Før-adamismen truede nemlig med helt at ødelægge det traditionelle billede af naturen og menneskets skæbne, som det fremgik af Skabelsesberetningen.Uanset teoriens kætterske begyndelse fik den på et senere tidspunkt sæde blandt religiøse konservative grupper. Nu, i stedet for at undergrave den bibelske autoritet, blev før-adamismen opfattet som en måde at bevare Bibelens integritet på.
Bibelens ufejlbarlighed var jo for alvor blevet udfordret af den lange række af videnskabelige opdagelser inden for geologi, arkæologi og antropologi i 1700- og 1800-tallet. Men før-adamismen kom til at fungere som en begrebsbro mellem to meget forskellige sfærer af henholdsvis viden og tro.
Fra de første dage var før-adamismen involveret i racespørgsmål. Forløbet har endog været ganske bemærkelsesværdigt. Den teori, der begyndte som et forsøg på at redegøre for jødernes centrale rolle i de hellige skrifter, endte som et våben for heftige antisemitiske synspunkter.
Kætteri, polygenese og racisme
La Peyrère anså Adam for jødernes forfader, mens før-adamiterne, for ham, var hedningernes forfædre, og talrige forfattere fulgte efterfølgende denne tankegang.
Men i 1800-tallet blev før-adamismen brugt til at retfærdiggøre den hvide mands overherredømme. Europæiske og amerikanske racister anså Adam for at være forfader til kaukasierne, altså mennesker af europæisk afstamning, og fandt ved læsning af Mosebøgerne belæg for, at den jødiske oprindelse havde sin rod i raceblanding med korrupte før-adamiter.
La Peyrères synspunkter kom derfor – helt uforskyldt – til at danne grundlag for 1800- og 1900-tallets teorier om polygenese, der er tanken om, at der findes en biologisk forskellighed blandt racer, og moderne racisme.
I modsætning til La Peyrères udlægning blev de fleste senere udlægninger (ikke mindst dem fra 1800-tallet) af før-adamismen således anvendt til at støtte en racistisk ideologi – især den idé, at hver race var skabt som en separat art.
De hvide var adamiter, mens alle andre var inferiøre før-adamiter. Nogle af de bedste videnskabelige hoveder i 1800-tallets Amerika, som antropologen Samuel Morton og geologen Louis Agassiz, anvendte videnskabelige metoder til at retfærdiggøre sådanne synspunkter.
Historien om før-adamismen viser derfor, hvordan en kættersk teori kan anvendes til at ødelægge det ortodokse syn på menneskets oprindelse og derefter transformeres ‘videnskabeligt’ til at understøtte racistiske idéer og endelig til at blive inkorporeret i en større videnskabelig teori om forhistorien.
Før-adamismen legitimerede racisme
I 1800-tallet var før-adamismen et fremtrædende træk ved den videnskabelige antropologi på begge sider af Atlanten. I England blev den udformet som en retfærdiggørelse af et nådesløst racehierarki, der var nødvendiggjort af en imperialistisk nations behov.
I USA blev den attraktiv, fordi den kunne retfærdiggøre slaveriet blandt sekulært orienterede, der ikke så retfærdiggørelsen i de hellige skrifter. Den polygenetiske teori om menneskets oprindelse blev således udviklet i Amerika som en moderniseret form for før-adamisme med henblik på at forsvare slaveriet og ‘negrenes inferioritet’ – at sorte var underlegne i forhold til hvide.
For racister i 1800-tallets slutning – forfulgt af frygt for raceblanding efter slaveriets ophævelse – gav før-adamismen en egnet platform for tilfredsstillelse af deres længsler. De genlæste doktrinen om den oprindelige synd gennem raceblandingens briller og fejrede konklusionerne fra de videnskabelige antropologer, der støttede en primitiv form for polygenese.
Før-adamismen gav dem lige præcist, hvad de havde behov for til at overbevise sig selv om, at deres frygt var teologisk og videnskabeligt retfærdiggjort, og den var i bemærkelsesværdig grad egnet til at tage hånd om tidens sociale fobier.
Ved at identificere distinkte adamiske og før-adamiske blodlinjer kunne hvide racister konstruere et bio-bibelsk dogme, der gjorde det muligt at kombinere traditionel loyalitet over for Bibelen med et sammensurium af videnskabelige specialiteter.
