Alt for mange børn føler sig ikke hørt: Hvilken pris betaler vi?

Skal 11-årige Emma bo hos sin far eller sin mor? Hvordan skal hyggerummet i SFO’en indrettes? Hvilket praktik- eller aktiveringstilbud passer bedst til 17-årige Valter?

Når velfærdsstatens institutioner skal træffe beslutninger, som påvirker børn og unge, skal de inddrages. Det fastslår både FN’s Børnekonvention og den danske særlovgivning.

Men det bliver de ikke.

Når det eksempelvis gælder anbringelse, familieret og folkeskolen, bliver alt for mange børn og unge ikke hørt.

De Anbragtes Vilkår angiver, at omkring en tredjedel af anbragte børn og unge ikke føler sig inddraget i deres egen sag.

En ny undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at kun lidt over halvdelen af børn og unge med en sag i kommunen oplever, at børne- og ungerådgiveren tager det, de siger, alvorligt.

Andre danske undersøgelser viser, at kun omkring halvdelen af de 6-17-årige med en familieretlig sag har været til børnesamtale.

I folkeskolen viser en international undersøgelse, at danske børn og unge i 8. klasse ved rigtig meget om demokrati, medborgerskab og samfund, men også at de ikke selv oplever demokrati og medindflydelse i skolen.

Både dansk og international forskning dokumenterer, at mange børn gerne vil inddrages, men også at de ofte ikke oplever sig tilstrækkeligt og/eller meningsfuldt inddraget.

Når det ikke sker, bryder vi både Børnekonventionen og vores egen lovgivning. Dermed svigter vi også børn og unge – og svækker fremtidens demokrati.

Svækker børn og unges demokratiske selvtillid

Hvorfor er det et problem, at børn og unge bliver overhørt?

For det første betyder det, at børn og unge mister tillid til systemet og dermed lysten til at udtrykke sig.

På den måde svækkes deres demokratiske selvtillid, og det er et tab for hele samfundet.

For det andet betyder voksnes manglende evne til at inddrage og lytte, at vi går glip af den vigtige viden og de perspektiver, som kun børn og unge besidder.

Viden, som er grundlaget for, at vi kan træffe de bedste, konkrete beslutninger om børn og unges liv.

Særligt i folkeskolen virker det paradoksalt, at der ikke er mere elevinddragelse, eftersom det netop er en del af folkeskolens formål at danne eleverne demokratisk.

Men også på områder, hvor der træffes indgribende valg om den enkeltes liv – eksempelvis om 11-årige Emma skal bo mest hos sin far eller mor – er det problematisk, at børn og unge ikke inddrages bedre.

Her kan det medføre uhensigtsmæssige beslutninger om barnets eller den unges fremtid.

Når vi lytter til børn og unge, lærer de bedre, de trives bedre, og vi træffer bedre beslutninger om deres situation.

Johann blev totalt misforstået

Selv når børn og unge faktisk inddrages, fungerer det ikke altid lige godt.

Det hørte vi et godt eksempel på ved et nyligt debatarrangement i Red Barnet (arrangeret af Nordic Humanities Center) om at lytte til børn.

Her forklarede Johann Burgess, aktivist for børn og unge med neurodiversitet, om, hvor ubehageligt det er at blive misforstået af de voksne, der skal lytte og hjælpe.

Johann har mange oplevelser med, at de voksne har misforstået ham både i skolen og i det familieretlige system. Han fortalte for eksempel om engang, han havde været til børnesamtale i Familieretshuset.

Da han efterfølgende læste notatet fra samtalen, opdagede han, at psykologen havde gengivet hans udsagn om sine familieforhold helt anderledes:

»Det var jo nærmest det modsatte af, hvad jeg havde sagt,« fortalte han.

I tråd med dette viser en undersøgelse fra Børns Vilkår, at børn og unge med en sag i kommunen, at de unge kæmper mod de voksnes udlægning af deres sag, som de oplever vejer tungere end deres egen.

At lytte er ikke bare at lytte

Johanns oplevelse er langt fra enestående. En mulig forklaring er, at når voksne tror, de lytter, lytter de faktisk ikke ordentligt.

De kan have en tendens til at forsøge at passe dét, barnet siger, ind i den forståelse, de allerede har dannet.

Det gør det både vanskeligt for barnet at komme frem med perspektiver, der ikke matcher den voksnes forståelse, og samtidig gør det det svært for den voksne faktisk at høre barnets perspektiv.

Inden for barndomsforskningen kalder man det at lytte ’som sædvanlig’ ('listening as usual') – i kontrast til egentlig lydhørhed.

Det er altså ikke tilstrækkeligt at have en samtale med barnet.

Hvis den voksne bevidst eller ubevidst blot søger at bekræfte en allerede formet forståelse og ikke lader sig bevæge af barnets udtryk og udsagn, har inddragelsen mere karakter af at være symbolsk.

Denne form for proforma inddragelse er der desværre en del børn og unge, på mange af velfærdsstatens områder, der har erfaringer med.

Svært at dele noget sårbart med en fremmed

At facilitere en reel, meningsfuld inddragelse af børn og unge er ikke så enkelt. Men det kan godt lade sig gøre.

I velfærdsinstitutioner som folkeskole, kommune og det familieretlige system kræver det dels, at de voksne forstår, hvad det vil sige at inddrage børn og unge, dels at rammerne for at inddrage er på plads.

Johann stillede i forbindelse med førnævnte debatarrangement spørgsmålet: »Hvordan I ville have det med at skulle fortælle alt muligt personligt til en, I kun har kendt i 40 minutter?«

Det er en pointe, som vi både kan relatere til og genkende fra andre børn og unge.

Det er svært at fortælle om noget sårbart til en fremmed. Meningsfuld inddragelse forudsætter således, at barnet har tryg mulighed for at udtrykke sine perspektiver.

Hvordan lytter man ordentligt?

Der findes flere forskellige modeller for, hvordan man kan sikre ordentlig inddragelse. Mest udbredt er ’inddragelsesstigen’, ’veje til inddragelse’ og ’inddragelsesmodellen’ – her gennemgår vi kun den sidste.

Inddragelsesmodellen opremser fire elementer, der skal være på plads i inddragelsen af børn og unge: rum, stemme, tilhører og indflydelse.

Rum henviser til, at der skal skabes muligheder for, at børn og unge kan forme og udtrykke deres perspektiver.

Stemme betyder, at børn og unge skal have mulighed for at udtrykke deres perspektiver på en måde, der er meningsfuld for dem.

Tilhører henviser til, at børn og unges perspektiver skal lyttes til – og at børn og unge skal vide, hvem de deles med.

Indflydelse betyder, at børn og unges perspektiver skal tillægges vægt og have indflydelse.

Det er altså ikke nok at tale med barnet eller den unge. Inddragelse kræver, at der skabes ordentlige betingelser for, at deres perspektiver kan formes og få indflydelse.

For at voksne kan skabe disse betingelser, kræver det, at vi har et grundlæggende syn på børn og unge som både værdige og kompetente medborgere, hvis synspunkter er vigtige at få med.

Kort sagt: Et nyt børnesyn.

Et børnesyn under forandring

Måske er vi allerede ved at blive bedre til at inddrage børn? Siden midten af 1900-tallet har der i Danmark – som i store dele af verden – været et gradvist voksende fokus på, at børn og unge skal høres.

Det gælder i den offentlige debat og i velfærdsinstitutioner såvel som i deres nærmiljø. Ofte er det imidlertid strandet ved de flotte ord om inddragelse, eller man har taget to skridt frem og et tilbage.

Det seneste større skridt henimod inddragelse er Barnets lov, som trådte i kraft 1. januar i år.

Loven styrker børns position på en række felter og understreger blandt andet barnets ret til at blive inddraget i sager vedrørende egen situation.

Helt konkret får børn i sociale sager partstatus fra 10 år og mulighed for at afvise samvær med biologiske forældre.

Samtidig er der mange tiltag på skoler, i fritidstilbud, i Familieretshuset og på beskæftigelsesområdet, hvor børn, unge og voksne samarbejder om bedre inddragelse.

Børneenheden i Familieretshuset har endda formuleret et overordnet børnesyn, der skal guide deres arbejde med børn og unge med skilte forældre.

Her lægger de blandt andet vægt på, at børn har vigtig viden om deres eget liv.

Det er gode og prisværdige tiltag, som viser, at det er muligt at skabe reel inddragelse, uden at det kræver for mange økonomiske ressourcer.

Faktisk kan det i det lange løb som regel svare sig – både fordi det betyder, at børn og unge bakker op om de beslutninger, der træffes, også når de skal føres ud i livet.

Og fordi det understøtter en god udvikling hos børn og unge.

Et stykke vej endnu

Samtidig er der anden ny lovgivning, der trækker i modsat retning. Det gælder blandt andet de seneste ændringer af voksenansvarsloven, som blandt andet betyder, at voksne får udvidede beføjelser til, med fysisk magt, for eksempel at tage anbragte børn og unges mobiltelefon.

For børn og unge i en i forvejen isoleret og sårbar situation kan det opleves som meget indgribende. Og det kan potentielt opleves og benyttes som straf.

Risiko er der også for, at en del inddragelse af børn og unge i en del af velfærdsstatens institutioner fortsat mest vil handle om at sætte kryds i en boks, inden de voksne fortsætter ad den vej, de allerede havde planlagt.

Forandring tager tid. Også når det gælder børns demokratiske medbestemmelse på deres eget liv.

Reel inddragelse i samfundet som helhed kræver en mangesidet og langstrakt indsats, som også vil være med til at udbrede det nye børnesyn.

Som Caroline Helene Hermansen, formand for Danske Skoleelever, udtrykte det til førnævnte debatarrangement: »Inddragelse af børn og unge er noget, vi allesammen skal øve os på. Og vi skal øve os igen og igen.«

Denne artikel er skrevet af forskere fra Nordic Humanities Center (NHC). NHC & Videnskab.dk samarbejder om en række forskerskrevne artikler i 2024. Centeret er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.