En flere tusinde år gammel udhulet lårbensknogle fra et får eller en ged, forseglet med en prop af birketjære. Indeni fyldt med de sorte frø fra den voldsomt giftige, og hvis doseret korrekt hallucinations-fremkaldende, bulmeurt.
Det er, hvad tyske og hollandske arkæologer har fundet ved en udgravning ved Houten-Castellum nær den hollandske by Utrecht. Området var fra omkring 600 fvt. og mellem 700 og 800 år frem hjemsted for en blomstrende boplads.
Dette peger ifølge forskerne bag fundet på, at vores forfædre ikke alene var bekendte med bulmeurtens gift, men også aktivt udnyttede den.
Det skriver Freie Universität Berlin i en pressemeddelelse.
Bulmeurten (Hyoscyamus niger) er en relativt anonym plante, der blandt andet skyder frem i stenet og kvælstofsrig jord i store dele af verden, heriblandt Danmark. Og så indeholder den altså giftstofferne scopolamin og hyoscyamin, der foruden hallucinationer også kan inducere forstyrrelser af hjerterytmen, koma, lammelse af åndedrættet og i værste fald døden.
Forskere og arkæologer har dog længe mistænkt, at vores forfædre har tyet til bulmeurten netop på grund af dens giftstoffer. Problemet er, at det er rasende svært at bevise, da tilstedeværelsen af bulmeurtens frø alene ikke siger noget som helst.
Det fortæller Maaike Groot, arkæozoolog ved Freie Universität Berlin og førsteforfatter bag studiet, der beskriver fundet.
»Det faktum, at frøene blev fundet inde i en udhulet fåre- eller gedeknogle, der var blevet forseglet med birketjære, indikerer, at bulmeurten blev opbevaret med vilje,« udtaler forskeren i pressemeddelelsen.
Men hvad brugte de så bulmeurtens frø til? Der er flere muligheder.
Urtens frø er før blevet fundet i vikingegrave, og forskere har spekuleret på, om det blev brugt til at sætte gang i en slags 'bersærkergang'.
Historiske kilder fra Romerriget viser imidlertid, at urten dengang blev brugt til at behandle blandt andet tandpine og hoste.
Knoglen er kun ét af mange, mange fund, der er gjort ved Houten-Castellum-udgravningen. Der er også registreret fund af blandt andet 207.000 potteskår, 1.400 metalobjekter og 86.000 fragmenter fra dyreknogler.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Antiquity.
seh
