De kan ikke se skoven for bare træer.
Sådan kan man opsummere professor Katherine Richardsons holdning til mediernes dækning af de rivende klimaforandringer, som vores klode i øjeblikket gennemgår.
Ifølge Katherine Richardson fokuserer medierne for meget på uvæsentlige konflikter eller på enkelthistorier om, hvordan klimaforandringerne specifikt påvirker isbjørnene, økonomien, nedbøren eller havniveauet.
Men dermed overser medierne det store billede og den allervæsentligste diskussion om klimaforandringerne, mener Katherine Richardson.
»Den allerstørste udfordring, vi har i det 21. århundrede, er erkendelsen af, at Jordens resurser er begrænsede, og at vi er nødt til at finde en måde at fordele dem på. Men den historie er der ingen medier, der fortæller,« siger Katherine Richardson, som er professor og leder af Sustainability Science Center på Københavns Universitet.
Hun er en af hovedtalerne på en stor international konference om videnskabsjournalistik, European Conference for Science Journalists 2017, som bliver afholdt i København i denne uge.
Atmosfæren er et affaldsdepot
Ifølge Katherine Richardson er mediernes dækning af klimaforandringerne præget af, hvad hun kalder for ’silo-tænkning’.
»Med silo-tænkningen mener jeg, at medierne går op i små detaljer og enkelte konflikter i stedet for at sætte klimaforandringerne ind i en kontekst. Læserne får ikke lov til at høre den væsentlige historie om, at vi er nødt til at diskutere fordelingen af de resterende resurser på Jorden,« siger Katherine Richardson.
Hun tilføjer, at det især haster med at få gang i diskussionen om, hvordan vi fordeler brugen af en vigtig, men usynlig resurse; atmosfæren. Hidtil har vi brugt atmosfæren som »affaldsdepot for drivhusgasser,« men affaldsdepotet er mere end halvt fyldt op, påpeger Katherine Richardson. I hvert fald hvis politikerne vil overholde den internationale målsætning om, at Jordens gennemsnitstemperatur max må stige to grader.
Dermed er det store spørgsmål, hvem der har retten til at fylde den sidste halvdel af atmosfæren op med drivhusgasser, påpeger klimaprofessoren.
»Klimaforandringerne er ved at lære os, at vi for vores egen skyld – ikke for Jordens skyld – er nødt til at lave en forvaltning af Jordens resurser på globalt plan. Ellers gør vi Jorden ubeboelig. Men diskussionen om, hvordan vi gør det, bliver glemt af medierne,« mener Katherine Richardson.
Forfejlet opfattelse af klimaet
Professor og medieforsker Oluf Danielsen har fulgt danske mediers dækning af klimaforandringerne siden 1980’erne.
Han er enig i, at mange medier overser historien om, hvordan vi skal forvalte Jordens resurser.
»Men diskussionen er ikke fuldstændig fraværende i alle medier. Avisen Information har formentlig den bedste dækning af området, hvor udgangspunktet er, at vores resurser ikke er uendelige, og at vi bliver nødt til at gøre noget, hvis ikke de skal slippe op,« siger Oluf Danielsen, som er professor MSO ved Roskilde Universitet og har skrevet doktorafhandling om danske mediers dækning af klimadebatten.
Både Oluf Danielsen og Katherine Richardson ser det også som et generelt problem for mediernes dækning af klimaforandringer, at journalister er opdraget til, at deres historier skal indeholde et element af konflikt, og at alle parter i en sag skal høres.
Det resulterer blandt andet i, at klimaskeptikere får lige så meget taletid i medierne som topforskere inden for klimaområdet, mener Katherine Richardson.
»Hovedparten af almindelige mennesker, tror stadig, at der er meget usikkerhed i det videnskabelige samfund om, hvad der skaber klimaforandringerne. Det er der ikke. Der er meget stor konsensus blandt klimaforskere, om at de er menneskabte, og så er der nogle ganske få forskere, som er uenige. Men hvis skyld er det, at folk har fået en anden opfattelse? Hvor får folk deres information fra? Fra medierne,« siger Katherine Richardson.
\ Læs mere
Skal alle parter altid høres?
Katherine Richardson understreger, at hun ikke mener, at klimaskeptiske forskere skal have mundkurv på.
Men hun mener, at mediernes dækning af klimadebatten bør afspejle, at klimaskeptikerne kun udgør »en forsvindende lille del af et stort videnskabeligt samfund.«
Oluf Danielsen er enig.
»Det hænger sammen med, at journalister er skolet til, at de skal høre alle parter i en sag, men nogle gange er alle parter ikke lige relevante. Det svarer lidt til, at medierne dækker en historie om kræftbehandling og giver lige så stor vægt til udsagn fra alternative behandlere som til en stor gruppe af erfarne læger og kræftforskere.«
»Sådan foregår det jo heldigvis ikke normalt, men det gør det med klimadækningen,« siger Oluf Danielsen, som påpeger, at det netop var en af pointerne i hans egen afhandling om mediernes dækning af klimadebatten.
Vi bør se klimaforandringer som en risiko
Et andet problem i den offentlige diskussion om klimaet er ifølge Katherine Richardson, at medierne bliver ved med at fokusere på spørgsmålet om, hvorvidt klimaforandringer finder sted eller ej.
I stedet bør medierne dække klimaforandringerne som en stor risiko for vores samfund - på linje med risikoen for terror og lignende katastrofer, siger hun.
»I virkeligheden har klimaet ikke et forudsigelsesproblem men et risikoproblem. Sådan bliver det bare ikke behandlet i medierne. Med de store konsekvenser, som klimaforandringer potentielt har for vores samfund, burde vores politikere så tage chancen og håbe på, at hovedparten af klimaforskere tager fejl?« siger Katherine Richardson.
Klima, terror og flystyrt
Som et eksempel nævner hun, at FNs klimapanel, IPCC, har beregnet, at der er 1,6 procent risiko for, at den globale gennemsnitstemperatur vil stige med seks grader med den mængde drivhusgasser, vi har i atmosfæren i dag.
»En sådan stigning vil - når isen smelter - betyde en vandstandsstigning på 40 meter eller mere, og det vil ændre alt på Jorden. Det vil være fuldstændig uacceptabelt. Man kan sige, at 1,6 procent risiko ikke lyder af meget. Men kan vi leve med den risiko? Forestil dig, at vi skulle acceptere 1,6 procent chance for et flystyrt, hver gang vi satte os ind i et fly. Det ville betyde, at vi skulle acceptere 1.500 flystyrt hver eneste dag,« påpeger Katherine Richardson.
Hun sammenligner risikoen for katastrofale klimaforandringer med risikoen for terror.
»Selvom jeg formoder, at risikoen for et terrorangreb i Tirstrup Lufthavn er ret lille, har vi investeret rigtig mange penge i at minimere risikoen, fordi vi anser den for at være uacceptabel. Så på andre områder er vi villige til at gøre alt for at minimere en risiko, som i forvejen er lav. Men den samme diskussion om risici i klimaet hører vi ikke om,« slutter Katherine Richardson.
\ Medier overså vigtige mål om bæredygtig udvikling
Medierne overser de vigtigste historier om klimaforandringer og fordelingen af Jordens resurser.
Det mener professor Katherine Richardson.
Som et eksempel på, at medierne overser væsentlige historier om fordelingen af Jordens resurser, nævner hun dækningen af de såkaldte Verdensmål for Bæredygtig Udvikling.
Målene blev vedtaget af FN i 2015 og indeholder blandt andet 17 målsætninger for, hvordan alle verdens lande skal udvikle sig økonomisk, socialt og miljømæssigt. Men da den danske regering i marts 2017 præsenterede sin plan for, hvordan Danmark skal leve op til målene, glimrede pressen ved sit fravær, mener Katherine Richardson.
»Med bæredygtighedsmålsætningerne fik vi for første gang i verdenshistorien en international aftale, der anerkender at vores resurser på Jorden er begrænsede, og at vi bliver nødt til forvalte dem. Det var et kæmpe paradigmeskifte, og en helt ny måde at tænke på vores fremtidige samfund.«
»Men da Finansministeriet præsenterede sin handlingsplan for, hvordan vi ville takle det i Danmark, var der stort set ingen artikler om det i danske aviser,« siger Katherine Richardson.
Hun påpeger, at Verdensmålene for bæredygtig udvikling er »revolutionære, fordi de ikke kun vedrører udviklingslande, men også os.«
»Det budskab kom aldrig igennem i Danmark, fordi de blev omtalt som værende noget, der var relevant for udviklingslande,« siger Richardson.
