Professor: 9 forskningsministre på 10 år er vanvid

Charlotte Sahl-Madsen, Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen, Esben Lunde Larsen, Ulla Tørnæs, Søren Pind, Tommy Ahlers, Ane Halsboe-Jørgensen – og nu Jesper Petersen.

Listen over ministre i det, der i dag hedder Uddannelses- og Forskningsministeriet, bliver længere år for år.

Alene de seneste 10 år har 9 forskellige politikere siddet på taburetten.

»Det er jo vanvid,« udbryder Tim Knudsen, professor emeritus på Københavns Universitets Institut for Statskundskab, da han hører tallet.

Mange udskiftninger er et udtryk for lav prioritering, mener professoren.

»Når man laver en ministerliste, foregår det sådan, at man har vigtige poster, der skal besættes først af regeringens inderkreds, og så sidder du bagefter og har folk, der har gjort et godt stykke arbejde som politisk ordfører eller andet, som så får de mere perifære poster,« uddyber Tim Knudsen over for Videnskab.dk.

Tim Knudsen er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på fjerde bind af fem i en serie om statsministre i Danmark, der udkommer under titlen »Statsministeren« på forlaget Samfundslitteratur.

I bind 4 ser han netop på, hvad der har fået statsministre gennem tiden til at udpege ministre for særlige områder.

Skrækeksempler på urutinerede ministre

Set gennem historiske briller er han langt fra overrasket over, at de seneste tre forskningsministre under skiftende regeringer i Danmark har det til fælles, at de aldrig har prøvet at være minister før og umiddelbart ikke har nogen særlige politiske erfaringer på området.

Et groft slag på tasken fra Tim Knudsen lyder, at hver anden nye minister i de seneste årtier ingen folketings-erfaring har haft med det område, de er blevet sat ind på, især når det gælder »de mindre magtfulde poster«.

»Går du mange år tilbage, vil du finde skrækeksempler på ministre, der kommer ind og ikke har nogen specifik politisk erfaring på det område og var som elefanter i en glasbutik. Det er en risiko, man har med en minister, der viser sig simpelthen ikke at kunne gebærde sig på området,« siger Tim Knudsen.

Han nævner i flæng kirkeminister Tove Fergo (V), sundhedsminister og økonom Carsten Koch (S), justitsminister Bjørn Westh (S) og tilbage i Anker Jørgensens regering omkring 1980 Lise Østergaard.

Lise Østergaard var professor i psykologi og blev hentet ind til en ministerpost med fokus på udenrigspolitiske spørgsmål – ifølge Tim Knudsen en »vanvittig ide«.

Minister uden et ministerium

Et nyere eksempel på, hvad mangel på politisk erfaring kan betyde, stammer fra 1990'erne, hvor major Svend Bergstein blev udnævnt til forsknings- og teknologiminister på et tidspunkt, hvor ministeriet endnu ikke eksisterede.

Avisartikler fra dengang beretter, at Bergstein blot havde en kalender og en håndtaske og manglede både kontor, telefon og departementchef. Han vidste ikke, hvad han skulle arbejde med.

Senere kaldte han sin arbejdsplads for et Mickey Mouse-ministerium og blev fyret efter et år på posten.

»Den første forskningsminister er et eksempel på en minister, som hverken havde generel politisk erfaring og følgelig heller ikke specifik politisk erfaring på forskningsområdet. Derfor fik han ikke et ben til jorden, for de andre havde taget det meste af substansen på området,« siger Tim Knudsen.

»Vi taler her om ministre, der ikke er forberedt på, hvad der venter dem.«

»Et andet problem er, at når man skifter nogle poster så utrolig hurtigt, så når en minister ikke engang at blive færdig med den indkøringstid, der måtte være – og den er selvfølgelig ekstra lang, når man ikke kender området i forvejen – før vedkommende så bliver erstattet af en lige så uerfaren person,« bemærker Tim Knudsen.

Professoren fortæller, at hans arbejde med bogserien »Statsministeren« har gjort ham »meget kritisk over for den måde, de fleste statsministre har forvaltet den magt, de har til at besætte ministerposterne.«

»I 90'erne havde Poul Nyrup seks sundhedsministre, og den ene efter den anden erklærede, at de ikke vidste noget om området, uden at medierne stillede spørgsmål, som I gør her. Men det betyder jo noget, for hver gang skal man næsten starte helt forfra. Hyppige ministerskift øger den samlede indkøringstid,« siger Tim Knudsen.

Han nævner som eksempel, at vi tidligere har haft en periode med otte forskellige skatteministre på blot fem år. Det er »en del af baggrunden for, at skatteområdet er blevet mishandlet,« mener han.

Mange hensyn bag valg af minister

Når politikere bliver sat i spidsen for et område, som de ikke har den store erfaring indenfor, skyldes det en række forskellige overvejelser, viser Tim Knudsen forskning.

Det kan være faktorer som:

Alder: En statsminister vil måske helst have et ungt eller mere erfarent hold. Statsminister Mette Frederiksen (S) var selv den yngste politiker til at blive statsminister i Danmarks historie, og hun foretrækker ifølge Tim Knudsen andre yngre kræfter.

Loyalitet: En minister skal være til at stole på og være loyal over for statsministeren.

Geografi: Et ministerhold kan ikke bestå af lutter bornholmere, københavnere eller nordjyder uden at møde modstand fra andre landsdele.

Interne grupperinger: Forskellige strømninger og fraktioner i et regeringsparti skal have lov at sidde med ved ministerbordet for at føle sig hørt.

Folketingsgruppen skal holdes tilfreds: Man skal ikke hive for mange ministre ind udefra, hvis man vil undgå murren i krogene blandt kollegerne på Christiansborg.

Belønning for godt arbejde.

»Jesper Petersen har taget et stort slid som politisk ordfører for Socialdemokraterne. Det er meget slidsomt hele tiden at skulle i medierne og forsvare regeringen, selvom han ikke sidder i den. Den loyalitet skal han næsten have en belønning for på et tidspunkt, og det har han fået,« mener Tim Knudsen.

Politisk håndværk vigtigere end indblik i fagområde

En anden rutineret professor, Jørgen Grønnegård Christensen, tilføjer, at det langt fra behøver at være dårligt, at en minister bliver sat i spidsen for et område, han mangler praktisk erfaring indenfor.

Jørgen Grønnegård Christensen har tidligere undersøgt, hvad der i embedsmændenes øjne giver en god minister:

1. At man kan begå sig i forhold til omgivelserne og sektoren selv
2. At man kan begå sig i forhold til Folketinget
3. At man kan spille sammen med og udnytte det embedsværk, man får stillet til rådighed

»Man skal kort sagt kunne sit politiske håndværk. Du skal kunne slå igennem over for regeringen, du skal ikke blive kørt ned af andre ministre, og du skal kunne lave aftaler i Folketinget. Det er andre typer færdigheder, du skal have for at begå dig som minister, og det kan faktisk være et voldsomt handikap, hvis du har en tilknytning til en given sektor,« siger Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus på Institut på Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Professoren nævner Henrik Hauch som eksempel. Hauch blev hentet ind som landbrugsminister i 1950 efter at have været det, Grønnegård kalder en »landmandskær« præsident for Landbrugsrådet.

Men da Hauch pludselig måtte give landbruget en prisnedgang efter ønske fra sin regering, vendte baglandet sig mod ham. Han gik af efter et år på posten.

Stærk profil ikke det samme som stærk politik

»Man kan også komme ud for højt profilerede politikere, der ikke kommer igennem med særligt meget,« bemærker Jørgen Grønnegård Christensen.

»Ritt Bjerregaard (S) er et eksempel på en politiker, der udadtil var meget stærk, men som ikke har skabt sig et eftermæle ved at lægge navn til nogen lov eller reform, hverken som folketingspolitiker, EU-kommissær eller overborgmester i København,« siger professoren og uddyber:

»Det er tit, man hører den reaktion fra kultureliten, at en politiker skal have været engageret i sektoren eller have vist et tydeligt engagement. Men det er altså en anden form for professionalisme, der er brug for som minister,« mener Jørgen Grønnegård Christensen.

Af samme årsag ser han ikke nødvendigvis udnævnelsen af Jesper Petersen som et tegn på, at forskningsministerposten bliver nedprioriteret.

»Han har jo haft posten som politisk ordfører. I et moderne parti er det en ret central post, så man kan gå ud fra, at han i udgangspunktet har en relativt stærk placering internt i regeringen. Omvendt er regeringen meget centralt styret, så det bliver afgørende, hvilken vægt statsministeren og nøgleministrene giver den sektor,« vurderer Jørgen Grønnegård Christensen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) eller statsminister Mette Frederiksen.

Du kan se en fuldkommen liste over ministre i den nuværende regering på Folketingets hjemmeside. Den nye forskningsminister står nederst.