Prekære akademikere: Lang uddannelse er ikke garanti for fastansættelse
En del universitetsuddannede hænger fast i tidsbegrænsede projektansættelser, freelancearbejde og vikariater. Ny forskning fortæller deres historier.
prekariatet akademikere prekarisering løstansat tidsbegrænset projektansat jobsikkerhed

Mange humanister og naturvidenskabelige akademikere kan ikke at få en fastansættelse. Deres arbejdsliv er prekært (usikkert). (Foto: Shutterstock)

»Tag en uddannelse, så er din fremtid sikret.«

Sådan er du måske blevet rådgivet af forældre og studievejledere.

Men tiderne ændrer sig. En lang uddannelse er ikke længere den sikre vej til fast job, stabil indtægt og opsparing.

Et stigende antal danskere, der har brugt mange år på at tage en universitetsuddannelse, bliver ansat på midlertidige kontrakter og har ikke de samme rettigheder som fastansatte, viser undersøgelser. 

Mange af de løstansatte akademikere har ingen pensionsopsparing eller arbejdsgiverbetalt barsel. De lever konstant med frygten for at skulle på dagpenge eller kontanthjælp, når deres kontrakt løber ud.

»De er hele tiden på vej til næste job«

Projektansatte akademikere på kanten af arbejdsmarkedet bliver sjældent hørt, men i en ny forskningsbaseret bog kommer nogle af dem til orde.

Bogen ‘Prekarisering og akademisk arbejde’, som netop er udkommet, bygger på den første kvalitative forskning i, hvordan det går danske universitetsuddannede, der ikke får en fastansættelse, men må nøjes med korte, tidsbegrænsede kontrakter.

»Der er kæmpe forskel på, hvilke privilegier fastansatte og tidsbegrænsede ansatte har,« siger en af forfatterne Janne Gleerup, der forsker i arbejdsliv på Roskilde Universitets Institut for Mennesker og Teknologi.

»Akademikere i midlertidige ansættelser oplever forskelsbehandling og uforudsigelighed, viser vores undersøgelse. De er hele tiden på vej til det næste job,« fortsætter hun.

Mange er vrede

40 universitetsuddannede humanistiske og naturvidenskabelige kandidater, der i årevis har måttet tage til takke med korte, tidsbegrænsede projektansættelser og vikariater, for eksempel på universiteter eller museer, er blevet interviewet til forskernes projekt.

»De har stort gåpåmod, men mange af dem er også vrede og usikre på fremtiden. Én siger: ‘Når I andre går på sommerferie, går jeg på dagpenge,’« siger Janne Gleerup.

Akademikerne, der har medvirket i forskningsprojektet, er alle anonyme. En af dem - i bogen bliver hun kaldt Louise - blev kandidat i 2010. Siden har hun været ansat i en række midlertidige stillinger på universitetet, i ngo’er og i den private sektor. Indimellem har hun været på supplerende dagpenge og skrevet freelance-artikler til dagblade.

Arbejdslivet som tidsbegrænset ansat beskriver hun sådan her:

»Jeg synes, man er i en underdog position - jeg har nogle gange følt mig som en slags avanceret form for studentermedhjælper. Ikke i éns arbejdsopgaver nødvendigvis, men i den måde, man bliver betragtet på. Og man bliver ikke en lige så vigtig eller vægtig kollega, som hvis man var ansat på normale vilkår, altså, ikke-projekt-korttids-vilkår.«

Louises længste ansættelse har varet ti måneder. Hun siger også:

»Jeg har over årene mistet troen på at få et fast … noget, der kan strække sig over år, om det så bare er to eller fire - det, synes jeg, virker mere og mere usandsynligt for sådan nogle som mig. Det er også min fornemmelse af, hvordan arbejdsmarkedet generelt udvikler sig.«

»Meld dig ledig, så kan vi ansætte igen«

En anden af de akademikere, forskerne har interviewet, føler sig nogle gange røvrendt, fordi arbejdsgiverne sætter et fast job i udsigt, men alligevel bliver ved med at forlænge hende på tidsbegrænsede kontrakter:

»Jeg har jo prøvet flere gange det her med at blive forlænget igen og igen. Jeg har jo så været heldig, at de er kommet og har sagt: Vi har så meget arbejde, så må vi jo forlænge dig,« siger Jannie, der er konservator.

»Men hov, siger de så, så er det jo tredje gang, og så skal vi jo fastansætte dig, og så bliver man vildt lykkelig, indtil man så får at vide, at nej, det kan vi ikke alligevel. Men hvis du nu går hjem og er ledig i en måned, så kan vi ansætte dig igen. Jeg må sige, man føler sig lidt røvrendt,« fortsætter hun.

Loading...

Loading...

 

Løstansatte mister selvbestemmelse

Når man er ansat det ene sted efter det andet på korttidskontrakter, kan det være svært at bruge den faglighed, man har med sig fra universitetet, fremgår det af de interviews, Janne Gleerup og kollegerne har lavet.

»Det er vigtigt for dem, vi har interviewet, at udføre et godt stykke arbejde og at sikre faglig kvalitet i opgaveløsningen, men de bliver afmægtige, når de oplever den svingdørskultur, der er. Det generer dem, at de er nødt til at efterlade noget, der ikke er færdigt, fordi deres kontrakt udløber,« siger Janne Gleerup.

»Nogle af dem har en fornemmelse af, at de har taget en lang uddannelse til ingen verdens nytte. Der er eksempler på folk med kandidatgrader, der laver studenteropgaver. De har en fornemmelse af, at de er ren polyfilla på arbejdspladsen. De laver det, der ryger ned fra de andres skriveborde, får ikke efteruddannelse og bliver ikke inviteret med til møder og udviklingsprojekter,« fortsætter hun.

De interviewede er bange for, at deres faglige udvikling går i stå, og at det skader deres karriere, at de har så mange korte ansættelser.

Utryghed og følelsen af ikke at have kontrol over egen tid er andre hovedtemaer i forskernes interviews.

»Tid er kostbar i vores samfund, og de interviewede oplever, at de ikke har kontrol over den. De har ikke mulighed for at planlægge fremtiden. Når man ikke har kontrol over tiden, ryger selvbestemmelsen over eget liv, oplever de,« siger Janne Gleerup.    

»Usikkerheden og uvisheden går igen blandt de interviewede, som konstant overvejer: ‘Hvordan skal jeg spille mine kort? Burde jeg have søgt det der job?’ De skal hele tiden være på forkant, og det giver et stort psykisk pres,« fortsætter hun.  

Prekarisering er en process

Akademikerne, som er blevet interviewet af forskerne, er alle en del af en samfundsgruppe, som er blevet døbt prekariatet af den britiske økonom Guy Standing.

Prekariatet er en sammentrækning af ordene prekær, der betyder usikker, og proletariat, som er mennesker, der i et kapitalistisk samfund er afhængige af at sælge deres arbejdskraft.  

I Guy Standings optik består prekariatet af et stigende antal borgere fra alle samfundslag, der gerne vil, men ikke kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Prekariatet er en ny klasse under opbygning i den vestlige del af verden, mener den britiske økonom, der flere gange har besøgt Danmark, senest til en konference på Arbejdermuseet. Det kan du læse om i artiklen Vor tids klassekamp: Borgerløn er målet

Janne Gleerup og de øvrige forskere bag det nye projekt om danske akademikeres prekære arbejdsforhold er inspirerede af Guy Standings teorier om prekariatet.

En bred vifte af faggrupper rammes for tiden af en udvikling, hvor flere og flere stillinger bliver prekære - tidsbegrænsede - Det gælder både ufaglærte migrantarbejdere og akademikere, siger Janne Gleerup.

Hun deler dog ikke Guy Standings opfattelse af, at de ufaglærte og akademikerne tilhører samme klasse.

»Vi opererer ikke med en forståelse af prekariatet som en klasse. Vi taler i stedet om prekarisering som en process, der både kan ramme akademikere og lavtuddannede,« siger Janne Gleerup.

»De vidt forskellige grupper, der er ramt af prekarisering, har nogle grundvilkår til fælles, for eksempel usikkerheden. Men der er langt fra vilkårene for en fattig migrantarbejder til en akademiker, der har deltidsundervisning på et universitet,« fortsætter hun.

Løstansatte bliver diskrimineret

Kulturinstitutioner er ramt

Janne Gleerup og kollegerne har lavet kvalitative interviews med akademikere, der er beskæftiget på universiteter og på kulturinstitutioner.

Gennem de senere år er kulturområdet blevet ramt af en udvikling, der giver arbejdsgiverne incitament til at ansætte på korte kontrakter, siger Janne Gleerup.

»Førhen fik kulturinstitutioner faste bevillinger fra staten. I dag har man puljer, som institutionerne skal søge fra gang til gang. Derfor er arbejdsgiverne nødt til at ansætte til korte projekter. De gør det ikke, fordi de er hensynsløse,« siger hun

En anden dansk arbejdsmarkedsforsker, Steen Scheuer, der er professor emeritus på Syddansk Universitets Institut for Marketing og Management, lavede i 2017 en stor spørgeskema undersøgelse for lønmodtagerorganisationen LO om midlertidige ansattes vilkår.

I undersøgelsen, som bygger på data om 7.554 lønmodtagere, konkluderer han, at midlertidige ansatte langt fra har samme rettigheder som fastansatte.

»Markant flere af dem, der er ansat på midlertidige kontrakter, får ikke arbejdsmarkedspension og løn under sygdom. Er stigende antal arbejder på kontrakter, som undergraver de aftaler og overenskomster, der normalt er, ihvertfald på det offentlige arbejdsmarked,« siger Steen Scheuer.

Steen Scheuer er enig med Janne Gleerup i, at løstansatte akademikeres arbejdsvilkår næppe kan sidestilles med vilkårene for eksempelvis ufaglærte på midlertidige kontrakter. Det ville være som at sammenligne æble med bananer.

 »Som akademiker sammenligner man sig jo med sine fagfæller. Hvis man er biolog og ikke har de samme vilkår som andre biologer, føles det som diskrimination,« siger Steen Scheuer. 

Fagforeninger bør lave fælles strategi

I bogen ‘Prekarisering - og akademisk arbejde’ opfordrer forfatterne til, at vilkårene for midlertidige ansatte kommer på dagsordenen hos politikere og fagforeninger.

»Fagforeningerne bør snakke sammen og finde nogle fælles strategier. Prekarisering rammer alle faggrupper, så de enkelte organisationer kan vinde meget ved at arbejde sammen,« siger Janne Gleerup.

Forskningsprojektet er finansieret af Dansk Magisterforening. I den nederste boks under artiklen forklarer magisterforeningens formand Camilla Gregersen, hvad fagforeningen kan bruge forskningen til.   

Prekariatet vokser

Guy Standings teori er, at prekariatet er vokset støt i den vestlige del af verden, siden ultraliberale kræfter som Ronald Reagan og Margaret Thatcher kom til magten i USA og England i 1980’erne.

I Danmark har vi traditionelt været skærmet mod ulemperne ved de frie markedskræfter, fordi vi har haft stærke fagforeninger og en arbejdsmarkedsmodel, der har fungeret som sikkerhedsnet under de mest udsatte på arbejdsmarkedet.

Men den danske model er i øjeblikket udfordret af en tendens til, at et stigende antal i Danmark bliver ansat på korte kontrakter uden overenskomster, lyder det fra forskerne.

»Vi bevæger os hen mod en afstandstagen til den velfærdsmodel, der blev bygget op i det 20. århundrede,« siger Janne Gleerup.  

Det er usikkert, hvor stor stigningen i antallet af danskere, der er ansat på midlertidige kontrakter, er.

Ifølge Danmarks Statistik er antallet af midlertidige ansatte steget fra at ligge på 8-9 procent af arbejdsstyrken i 2000-2010 til 12,7 procent i 2016-2017.

Men tallene er usikre, siger professor Steen Scheuer, der står bag en rapport om midlertidige ansættelser udgivet af lønmodtagerorganisationen LO i 2017.

»Danmarks Statistik skiftede dataindsamlingsmetode i de år, hvor der pludselig blev rapporteret en stor stigning i andelen af tidsbegrænsede ansatte. Ingen tror på, at der pludselig er sket så stor en stigning i 2016, men at det er sket gradvist,« siger Steen Scheuer.

Traditionelt har Danmark haft færre midlertidige ansættelser end de fleste andre europæiske lande. Det hænger sammen med, at det har været nemmere at afskedige folk på det danske arbejdsmarked end i en række andre lande.

Men ifølge Steen Scheuer tyder tallene på, at Danmark i øjeblikket ligger på niveau med gennemsnittet i EU, når det kommer til tidsbegrænsede ansættelser. 

Fagforening har fokus på prekariatet

Det nye forskningsprojekt, som er publiceret i bogen ‘Prekarisering - og akademisk arbejde’ er finansieret af Dansk Magisterforening.

Ifølge magisterforeningens formand Camilla Gregersen har fagforeningen fokus på at sikre vilkårene for et stigende antal medlemmer, der er i prekære ansættelsesforhold.

»Vi har finansieret forskningen, fordi vi gerne vil opnå en dybere viden om de forandringer, vores medlemmer oplever på arbejdsmarkedet,« siger Camilla Gregersen.

»Det er en ærgerlig tendens, at arbejdsvilkårene bliver mere usikre, fordi faste stillinger bliver lavet om til at være tidsbegrænsede. Vi kan ikke se passivt til, mens trygheden på arbejdsmarkedet svækkes,« fortsætter formanden, som understreger, at forskerne har haft fuld forskningsfrihed. Det vil sige, at Dansk Magisterforening ikke har blandet sig i, hvordan de har lavet forskningen.

Hvad vil Dansk Magisterforening gøre for at sikre, at alle på det danske arbejdsmarked får samme vilkår, uanset om de er fastansatte eller på tidsbegrænsede kontrakter?

»Først og fremmest vil vi starte en diskussion om, hvad vi kan acceptere. Eksempelvis på universitetsområdet synes jeg, at tidsbegrænsede stillinger er blevet alt for udbredte. Vi skal sikre ordentlige forhold for dem, der er i disse stillinger,« siger Camilla Gregersen.

»Det er ikke en sag, vi kan overlade til de enkelte i udsatte positioner. Der er brug for fællesskabet styrke,« fortsætter hun.

I de seneste overenskomstforhandlinger var Dansk Magisterforening med til at få sikret, at timeansatte lærere bliver overenskomstdækkede, pointerer Camilla Gregersen.

»Vi ved endnu ikke, hvordan overenskomsten bliver, men det er et kontinuerligt fokus hos os, at vores medlemmer skal have ordentlige vilkår,« siger hun.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.