En ny klassekamp er under opsejling, lød budskabet for nyligt, da Arbejdermuseet og Selskabet for Arbejderhistorie holdt konference om vores tids usikre arbejde.
Klassekampen står ikke mellem arbejderne og dem, der ejer produktionsmidlerne, som i gamle dage.
I dag skal kampen kæmpes af prekariatet - en socialt udsat klasse, der består af vikarer, løsarbejdere, freelancere og andre, som er løst tilknyttet arbejdsmarkedet uden at have fastansættelser og socialt sikkerhedsnet, lød det fra den britiske økonomiprofessor Guy Standing, der står bag begrebet:
»Hvis du er en del af prekariatet, er din indkomst usikker, samtidig med at du lever på grænsen af uoverkommelig gæld. Hvis du bliver syg, gravid eller har en uoverensstemmelse med din midlertidige arbejdsgiver, er du ude i kulden,« sagde han.
»For første gang i historien ser vi, at folk mister borgerrettigheder. De mister økonomiske rettigheder, fordi de ikke er en del af en en arbejdsplads. Og de mister politiske rettigheder, for ingen partier repræsenterer dem og deres usikkerhed.«
Fagbevægelsen og venstrefløjen har fejlet, fordi den ikke har formået at forsvare prekariatet, mener Guy Standing, der er professor i udviklingsstudier på University of London.
Prekariatet har brug for organisering
Den britiske professor er efterhånden lidt af en kendis i Danmark. Ti gange har han været her for at holde foredrag, siden han i 2011 skrev bogen 'Prekariatet - den farlige nye klasse'.
For nyligt var Guy Standing igen i København til Arbejdermuseets konference med titlen 'Når arbejdet bliver usikkert'.
I museets festsal, hvor røde faner hang på række fra loftet, talte den kendte økonom opildnet om behovet for borgerløn og om vores tids klassekamp.
»Vi har brug for en ny, progressiv agenda, og prekariatet har brug for en kollektiv stemme. Vi har brug for en ny indkomstfordeling,« sagde han blandt andet i sit forsvar for borgerløn - at alle borgere får et fast beløb fra staten, uanset om de arbejder eller ej. Det vender vi tilbage til.
\ Begrebet 'prekariatet'
Guy Standing står bag begrebet 'prekariatet'.
Udtrykket er dannet ved en sammentrækning af ordene 'prekær' ('usikker, vanskelig') og 'proletariat' (i marxistisk teori en klasse af mennesker, der ikke ejer produktionsmidler og derfor må leve af at sælge deres arbejdskraft).
Fagforeninger har fejlet
I Danmark (og i andre lande) ser Guy Standing en tendens til, at fagbevægelsen, som i den første halvdel af det 20. århundrede organiserede arbejderne og tilkæmpede sig mere og mere indflydelse, i de seneste årtier ikke har levet op til sit eget formål.
Fagforeningerne har ikke formået at organisere og sikre rettighederne for den voksende gruppe vikarer, freelancere, løsarbejdere og andre, der er ansat på usikre arbejdsvilkår uden pensionsopsparing, ret til barsel, efteruddannelse og andre basale rettigheder.
»Jeg ser en tendens til, at danske fagforeninger og politikere tror, at alt er godt i Danmark. At der er konsensus. Men jeg får en masse mails fra danskere, som udtrykker skuffelse og vrede. Man får indtryk af, at det danske samfund er lidt skizofrent,« sagde Guy Standing.
»Fagforeningerne er nødt til at forholde sig til prekariatet, ellers kollapser venstrefløjen,« fortsatte han.
Flere bliver bevidste om, at de tilhører prekariatet
Prekariatet består ifølge Guy Standing af en mangfoldig flok:
Akademikere, faglærte, ufaglærte, kunstnere, journalister, migrantarbejdere og andre.
Og individerne i prekariatet er så småt ved at blive bevidste om, at de tilhører en klasse, mener Guy Standing:
»Vi bevæger os ind i en fase, hvor folk siger, ‘hey, jeg er en del af prekariatet, og jeg er stolt af det'. Jeg oplever en fantastisk energi og håb, når jeg er ude blandt folk,« sagde han.
\ Et politisk monster
I sin første bog om prekariatet forudså Guy Standing, at et politisk monster ville opstå, hvis de usikre vilkår, som mange borgere i verden lever under, ikke bliver adresseret.
»Efter at Trump blev valgt, har folk sagt til mig, at jeg fik ret,« sagde han på konferencen.
Fagforeninger frygter borgerløn
En måde at give prekariatet værdighed, frihed og rettigheder er at indføre borgerløn, mener Guy Standing.
Med borgerløn mener han, at alle borgere får et fast beløb fra staten, uanset om de arbejder eller ej.
\ Læs mere
Men fagbevægelsen er ikke glade for idéen, sagde han.
»De, der er mest kritiske over for borgerløn, er fagforeningslederne. De er bange for, at ingen vil melde sig ind i fagforeninger, hvis det bliver indført. Men det, mener jeg, er forkert. Når folk får basale rettigheder, har de mere tiltro til, at de bliver hørt, og at det kan betale sig at organisere sig.«
Borgerløn kan sætte folk fri
Borgerløn var også temaet på et af konferencens parallelseminarer ved Erik Christensen. Han er tidligere lektor i samfundsfag og politisk filosofi fra Aaborg Universitets Institut for Statskundskab og har skrevet bogen 'På vej til borgerløn'.
Principielt og filosofisk er Erik Christensen ivrig fortaler for en borgerløn, der skal udbetales til alle, uanset om de har arbejde eller ej. Samtidig skal aktivering af arbejdsløse sløjfes.
Men på konferencen havde han ikke ret mange konkrete svar på kritiske spørgsmål om, hvordan et system med borgerløn skulle kunne fungere og finansieres i praksis.
»Jeg vil ikke gå ind i økonomien, men man kunne lave et system, hvor man gradvist introducerede borgerløn og lempede reglerne for aktivering,« sagde Erik Christensen.
Fagbevægelsen skal frem i skoene
Folk på overførselsindkomster lever i dag i et fængsel, sagde Erik Christensen:
»Borgerløn kan bidrage til at reparere på den aktuelle velfærdsstats elendighed, hvor vi taber dem, der er nederst på den sociale rangstige. Jeg håber, at det danske system er åbent og kan reformere sig selv.«
»Mit hovedargument er, at borgerløn kan sikre retfærdighed, frihed og et eksistensgrundlag til alle borgere. Borgerløn er en vigtig brik i en stor omstilling, som vi er i gang med,« argumenterede den forhenværende lektor, som i øvrigt forsikrede, at han ikke er medlem af Alternativet, der går ind for borgerløn, eller andre partier.
Ligesom Guy Standing havde Erik Christensen et opråb til fagbevægelsen.
»Arbejderbevægelsen skal være fremme i skoene. Fagforeningerne kunne for eksempel gøre borgerløn til sin sag,« sagde han og fortsatte:
»Hvis borgerløn bliver indført, bliver individet godt nok frit stillet i forhold til fagforeninger, men det betyder ikke, at fagbevægelsen mister sin rolle. Arbejdsstyrken vil blive fleksibel og arbejde under mere fleksible arbejdstider, men der vil stadig være behov for organisering.«
Fagforeninger hjalp prekariatet i 1800-tallet
Fagbevægelsen har tidligere hjulpet folk ud af prekære arbejdsforhold, fortalte Niels Jul Nielsen, der er lektor ved Etnologi på Saxo-instituttet i København, i sit oplæg på konferencen.
I slutningen af 1800-tallet var der - som i dag - mange mennesker, der levede på kanten af arbejdsmarkedet uden et socialt sikkerhedsnet til at gribe dem, hvis de blev fyret eller syge.
»Lønarbejderne hang løst på kanten af arbejdsmarkedet. De havde ingen rettigheder, ingen politisk indflydelse, og man opfattede dem ikke som nogen, man skulle lytte til,« sagde han.
Arbejderne fik en fælles stemme
Indtil 1849, hvor demokratiet blev indført, var arbejdsmarkedet stramt reguleret af kongen. Håndværkere var organiserede i laug, som var en slags faglige organisationer.
Men da demokratiet kom, og markedet blev frit, blev laugene afskaffet i 1857.
I en årrække havde håndværkerne og de arbejdere, der blev ansat på de mange fabrikker, som under industrialiseringen skød op i de store byer, ingen fælles stemme.
Op gennem 1870’erne begyndte arbejderne at organisere sig i fagforeninger, som gradvist fik mere og mere indflydelse.
Ifølge Niels Jul Nielsen har fagbevægelsen en stor del af æren for, at der der skete en ‘afprekarisering’ i slutningen af 1800-tallet.
Globaliseringen skabte et nyt prekariat
I dag er en stor gruppe mennesker igen kastet ud i en vilkårlighed, der kunne minde om den, arbejderne levede under i slutningen af 1800-tallet, sagde Niels Jul Nielsen på konferencen:
»Forhold, der for få år siden var sikre og stabile, er for mange mennesker blevet usikre. De er blevet prekære.«
Ifølge Niels Jul Nielsen er det nye prekariat blandt andet et resultat af den globalisering, der har præget verden efter Østblokkens sammenbrud i 1980’erne.
»Op til 1980’erne spillede arbejderbevægelsen en strategisk nøglerolle.«
Vi skal have inddæmmet prekariatet påny
Men bevægelsen formåede ikke at være på forkant med en udvikling, hvor grænser blev åbne, så arbejdskraft frit kan bevæge sig rundt i verden, og hvor virksomheder flytter til andre lande.
Udviklingen startede med Østblokkens sammenbrud i 1980’erne, hvor ultra-liberalister som Margaret Thatcher og Ronald Reagan kom til magten i Storbritannien og USA, sagde Niels Jul Nielsen.
»I dag står vi i en situation, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi igen kan få inddæmmet prekariatet,« sagde Niels Jul Nielsen, der har forsket i arbejder- og industrikultur fra 1700-tallet til nu, og som i dag beskæftiger sig med storpolitikkens betydning for velfærdsstatens udvikling.
