De europæiske lande står over for en række samfundsmæssige udfordringer, hvad angår forholdet mellem familie og arbejde. Udfordringer, som kommer til udtryk i form af lav og faldende fertilitet, tidskonflikter mellem arbejde, familie og omsorg, manglende ligestilling mellem kønnene både i den private og offentlige sfære samt økonomisk utryghed.
Overordnet set kan man identificere to grundlæggende uligevægte i relationen mellem familie og arbejde:
- På den ene side oplever mange europæiske familier, at omsorgsforpligtigelser og manglende pasningsmuligheder hindrer særligt kvinder i at realisere deres potentiale på arbejdsmarkedet og bidrager til en økonomisk utryghed i familierne.
- På den anden side oplever mange familier også, at arbejdet forhindrer dem i at drage omsorg for familie og børn. Bliver familier med mindreårige børn spurgt om deres præferencer, hvad angår arbejdstid, ønsker langt hovedparten af både mænd og kvinder i Europa en kortere arbejdstid og mere tid til familien.
Dette bidrager til stress og forringet livskvalitet.
Uligevægt mellem arbejde og familie – forskellige strategier
De to uligevægte bidrager til at skabe polarisering mellem underbeskæftigede familier, der mod deres vilje bliver fastholdt i en position uden for arbejdsmarkedet, og overbeskæftigede familier, der kæmper for at få arbejdslivets og familielivets krav til at hænge sammen.
Der er tale om manglende reelle muligheder, for at mødre og fædre har mulighed for at kombinere arbejde, børn, omsorg og social tryghed.
Den manglende sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv og den økonomiske utryghed har også indflydelse på familiedannelsen blandt unge og kommer til udtryk i, at europæiske kvinder i gennemsnit får færre børn, end de ønsker.
Uligevægten mellem arbejde og familie kommer til udtryk i en tid præget af sociale og økonomiske reformer. Der er et massivt politisk ønske om at øge arbejdstiden, og at man skal blive længere tid på arbejdsmarkedet gennem at højne pensionsalderen, samtidig med at hovedparten af europæiske lande står over for en række budgetnedskæringer.
Nedskæringer, der vil ramme både serviceniveauet og de sociale ydelser rettet mod familier med børn.
Familiepolitiske velfærdsmodeller – et alternativ
Bag disse generelle tendenser finder vi dog markante forskelle, i den måde europæiske lande håndterer konflikten mellem familie og arbejdsliv. Undersøger vi nærmere, hvordan de europæiske lande har indrettet deres familiepolitik, er vi kommet frem til fem forskellige familiepolitiske modeller.
Disse modeller kombinerer på forskellig vis orlovsmuligheder, mulighed for børnepasning og fleksibilitet i arbejdstiden. De påvirker både ligestilling mellem kønnene, den økonomiske usikkerhed hos familierne og fødselsraten.
De familiepolitiske modeller, som vi finder i vores analyser, afviger fra Esping Andersens klassifikation af velfærdsregimer.
Han inddeler de europæiske lande i tre velfærdsregimer – socialdemokratisk (Sverige), konservativ-korporativ (Tyskland) og liberal (Storbritannien).
I vores analyse af familiepolitikkerne inkluderer vi landene i øst- og central Europa. Samtidig finder vi store forskelle mellem de kontinentale europæiske lande i udformningen af familiepolitikken, hvilket gør det nødvendigt at differentiere mellem de nord- og midteuropæiske lande og de sydeuropæiske lande.
Endelig har det ikke været muligt at identificere en homogen nordisk familiepolitisk model.
Universel familiepolitisk model
En model finder vi i Sverige, Danmark, Frankrig og Belgien. Disse lande karakteriseres ved en universel familiepolitik, der giver forældre ret til omsorgsydelser i form af pasningstilbud, men også tid til omsorg i form af en 1-1 ½ års orlov med høj økonomisk kompensation.
I disse lande finder vi det laveste niveau for konflikter mellem arbejde og familie. Kvinder i disse lande får i gennemsnit flere børn end kvinder i andre europæiske lande, og de beskæftigelsesmæssige og økonomiske konsekvenser ved at få børn er mindre.
Et begrænset omfang af tidskonflikter omkring arbejde og familie og et arbejdsmarked, som er fleksibelt i relation til familieforpligtigelser, kan forklare den relativt høje fertilitet i disse lande. Kvinderne har mulighed for at kombinere familie og arbejde med færre karrieremæssige omkostninger.
Kort deltid-orlovsmodel
En anden model for kombinationen af arbejde og familie finder vi i Storbritannien og Holland, hvor fødselsraten også er relativt høj. Her er de familiepolitiske ydelser, såsom en meget kort og dårligt betalt orlov, meget begrænsede og børnepasning ofte kostbar.
Til gengæld er arbejdsmarkedet fleksibelt med mulighed for at tilrettelægge arbejdstid efter de omsorgsbehov, familien har. I disse lande er der dog tale om en markant ulighed i den kønsmæssige integration på arbejdsmarkedet.
Et stort flertal af mødre med små børn arbejder deltid, mens fædrene typisk arbejder mere end fuldtid. Dette giver nogle sociale og økonomiske skævheder mellem kønnene som mest klart kommer til udtryk blandt eneforsørgere.
Lang deltid-orlovsmodel
Tyskland og Østrig udgør en tredje model, hvor familiepolitikken er kendetegnet ved, at mødre tilskyndes til at afbryde deres karriere og passe børnene i hjemmet de første tre år af barnets liv.
Dette gør de med baggrund i en lang betalt orlovsperiode og få daginstitutionspladser på fuldtid.
Når mødrene vender tilbage på arbejdsmarkedet, er de nødsaget til at tage deltidsjob for at skabe sammenhæng mellem familie og arbejdsliv, og der er typisk tale om dårligt betalte jobs. For småbørnsmødrene er de karriere- og indkomstmæssige konsekvenser således større end i de nordiske lande.
Dette forklarer, hvorfor fødselsraten i Tyskland og Østrig er betydeligt lavere end i de nordiske lande, på trods af at begge lande har oplevet en relativt gunstig økonomisk udvikling gennem det seneste årti.
Familieomsorgsmodel
I de sydeuropæiske lande og nogle af de baltiske lande er familiepolitikken karakteriseret ved ringe muligheder for tid til omsorg, da forældreorloven er begrænset og dårligt betalt, få offentlige børnepasningsmuligheder og manglen på fleksibilitet i arbejdstidens tilrettelæggelse.
Denne model har vi karakteriseret som en familieomsorgsmodel. Den manglende familiepolitik og det ufleksible arbejdsmarked skaber en polarisering mellem to grupper af mødre.
På den ene side har vi en gruppe mødre, der arbejder fuldtid, vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en meget kort orlov omkring fødslen, og som dækker deres pasningsbehov gennem hjælp fra bedsteforældre eller udenlandsk arbejdskraft.
På den anden side har vi mødre, der enten slet ikke kommer ind på arbejdsmarkedet eller trækker sig helt ud af arbejdsmarkedet, når de får børn.
Manglen på familiepolitik bidrager sammen med høj arbejdsløshed til, at mange sydeuropæiske kvinder vælger børnene helt fra eller nøjes med at få et barn, da de beskæftigelsesmæssige og økonomiske konsekvenser for dem selv og familien ellers bliver for store.
Lang orlovsmodel
I de østeuropæiske lande finder vi en model, der kan karakteriseres som en lang orlovsmodel – tre år per barn. Kombinationen af lang betalt orlov og manglende pasningsmuligheder tvinger her kvinderne til at være fraværende fra arbejdsmarkedet over en længere periode.
Det normale for denne model er, at kvinder passer de mindste børn i hjemmet. Når børnene når skolealderen, vender mødrene tilbage til arbejdsmarkedet på fuldtid.
Hvor det tidligere var sådan, at børnene blev passet i institutioner, har den udvidede familie i dag en helt central rolle i pasning af de små børn.
Forudsætninger for at reducere konflikter og sikre ligestilling
Denne europæiske sammenligning viser, at de lande, der har det laveste niveau af arbejde/familie-konflikter, den største kønsmæssige lighed i fordelingen af lønarbejde og omsorgsarbejde samt den højeste fertilitet, er de lande der er kendetegnet ved:
- Gode, billige pasningsmuligheder for børn under tre år
- Tid til omsorg gennem fleksible arbejdstidsordninger og orlov med høj lønkompensation.
Familiepolitikken i ovennævnte lande bidrager således til at minimere de økonomiske og beskæftigelsesmæssige omkostninger ved at få børn.
Konklusion – strategier og dilemmaer i familiepolitikken
Det faktum, at kvinder i Danmark såvel som i andre europæiske lande får færre børn, end de ønsker, er tydeligt en indikator på en grundlæggende uligevægt mellem familie og arbejde i nutidens samfund.
Denne udvikling forstærker dagens dilemma i Europa. Den økonomiske krise og en aldrende befolkning nødvendiggør reformer, der kan øge arbejdsudbuddet og give besparelser på velfærdsudgifterne. Disse besparelser hindrer dog på kort sigt udbygningen af pasningsmuligheder, hvorved kvinderne forhindres i at være arbejdsmarkedsaktive på fuld tid.
På lang sigt fører besværligheder med at få arbejde og familie til at hænge sammen til faldende fertilitet, som igen påvirker det fremtidige arbejdskraftudbud negativt.
En universel og generøs familiepolitik kendetegnet ved godt betalte orlovsordninger på omkring et år efterfulgt af billige og gode daginstitutioner er vejen frem for at mindske arbejde/familie-konflikter og øge antallet af fødsler.
En anden og supplerende mulighed er at sikre en højere grad af ligestilling i familierne omkring omsorgen for de mindste børn gennem fædreorlov og adgang til reguleret deltid for begge forældre. Dette kræver imidlertid, at der skabes et arbejdstidsregime, hvor vi tilpasser tid i lønnet arbejde til de behov, der måtte være for omsorgsforpligtigelser i familien.
Den fleksible arbejdstid over et livsforløb må ikke diskriminere kvinder, men bør kombineres med en kønsmæssig ligestilling i det ulønnede omsorgsarbejde. Det kan ske ved indførelse af særlige kvoter for fædreorlov og indkomstmæssig kompensation i perioder uden for lønnet arbejde i form af optjening af sociale rettigheder og bevarelse af anciennitet i ansættelsesforholdet.
