Politikerlede: Når politikeren ikke svarer, og journalisten ikke lytter

BOGUDDRAG: Dette er et redigeret uddrag fra bogen 'De lytter ikke. Politikeres udenoms snak – spot den, stop den'.

To dage efter folketingsvalget 2015 bragte Politiken en stor artikel med overskriften: 'Det er da klart, at danskerne føler lede ved os politikere'.

Her var der markante udtalelser fra to respekterede politiske veteraner fra hver sin side: Mogens Lykketoft og Bertel Haarder – begge medlemmer af Folketingets præsidium.

Lykketoft sagde blandt andet: »Politikerne bliver drevet med af mediernes meget massive fokus på processer, meningsmålinger og personer.«

Og om den succes som Alternativet under ledelse af Uffe Elbæk fik ved valget, sagde han: »Det er jo ikke, fordi 4-5 procent nødvendigvis tror på hans politiske budskaber, men det er hans insisteren på en anden form for politisk samtale.«

Bertel Haarder var mindst lige så klar i mælet: Han beskrev den politiske samtalekultur som »et politisk teater, hvor det først og fremmest handler om at få modparten ned med nakken«. Og han slog fast: »Polemik med uendelige gentagelser og manglende svar på spørgsmål skaber politikerlede.«

Disse udtalelser faldt i forbindelse med en rundspørge, hvor 72 folketingspolitikere var blevet spurgt i løbet af foråret 2015.

Ud af dem tilsluttede 53 sig dette udsagn: »Jeg forstår godt, at mange danskere giver udtryk for politikerlede.«

Medierne har en stor del af skylden

Ikke kun politikerne selv, men også medieudviklingen fik hos Lykketoft og Haarder og de udspurgte politikere skyld for politikerleden.

50 af de 72 mente at »medierne fremstiller politik overfladisk«.

Når Haarder nævner »manglende svar på spørgsmål«, sætter han fingeren på én af de centrale årsager til voksende politikerlede. Og her bærer både politikere og medier deres del af ansvaret.

Resultatet af valget i juni 2015 kan forstås som en delvis bekræftelse af det som bogen 'De lytter ikke' handler om: Nogle politikere og partier har gennem flere år holdt fast i, at politisk samtale skulle være »polemik med uendelige gentagelser og manglende svar på spørgsmål«, hvor det først og fremmest handler om at få modparten ned med nakken.

Hvis demokratiet skal fungere, skal politikerne ikke snakke uden om svære spørgsmål. Og for at de ikke skal gøre det, skal journalisterne kunne spotte deres udenomssnak og stoppe den. Det er de ikke altid gode til. De lytter ikke nok til svarene.

I bogen 'De lytter ikke' følger en række konkret eksempler fra valgkampen 2015 på politikere, der ikke svarer og journalister, der ikke lytter.

Eksemplerne er henvendt til alle danske borgere der synes, at politik er vigtig, og som gerne vil tage stilling til politik på et brugbart grundlag.

I det følgende er udvalgt et eksempel fra valgkampen 2015 fra en partilederdebat mellem Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen.

Asylansøgere i den varmestol

I den anden debat før valget i juni 2015 mellem de to statsministerkandidater Helle Thorning og Lars Løkke kunne man undre sig over, hvorfor de begge to valgte at snakke uden om de mest kritiske spørgsmål, som deres modpart førte frem.

Det var svært at se, hvordan de skulle kunne anse det for strategisk klogt at gøre det – faktisk kom der både på de sociale medier og på andre måder rigtig mange tilkendegivelser fra almindelige danskere om, at de fandt de to kandidaters debat-praksis frastødende.

Trick #1: De laver emneforskydning

Løkke siger gentagne gange, at Danmark i Helle Thornings regeringstid er blevet »nummer fem på listen over de lande i Europa, der tiltrækker asylansøgere«, mens vi dengang han var statsminister, var nummer 10.

Thornings 'svar' er at pege på den stærkt voksende mængde asylansøgende flygtninge på grund af borgerkrig i Syrien og et Libyen i opløsning: »Grunden til, at vi har flyttet os, det er, at der er rigtig mange flygtninge i verden.«

Og i øvrigt har hendes regering strammet asyllovgivningen »for første gang i 12 år ... Det var os der gjorde det«.

Det er tydeligt, at begge duellanter prøver på at fremstille sig selv som en mere effektiv strammer i forhold til udlændingepolitikken end den anden.

Men hvis dét er Thornings strategi, så er det svært at forstå, at hun i den grad svarer uden om Løkkes argument om, at Danmark har flyttet sig fra at være det 10. mest attraktive land i Europa for asylansøgere til at være nummer fem.

Hun taler jo om, at den samlede mængde af flygtninge til Europa er blevet meget større.

Og det er rigtigt, men det besvarer ikke påstanden om, at Danmark i forhold til andre lande tiltrækker flere asylansøgere, end vi for eksempel gjorde i Løkkes regeringstid.

Hun kritiseres ikke for at tilgangen af asylansøgere til Danmark er vokset, men derimod for at tilgangen til Danmark er vokset mere end tilgangen til andre lande er vokset.

Misforholdet mellem spørgsmål og svar er ret let at høre. Og til sit svar kunne Thorning have valgt flere forskellige linjer.

Hun kunne enten have bestridt det faktuelle i påstanden – faktisk fremkom der få dage efter debatten opgørelser over den omtalte 'rangfølge', der såede tvivl både om Løkke-regeringens 10. plads og Thornings 5. plads.

Eller hun kunne have sagt, at der ganske vist var tale om en øget flygtningekvote for Danmark, men at andre argumenter, for eksempel af etisk art, talte for den førte politik med større vægt.

Men den slags argumentation med afvejning af plusser og minusser hører man alt for sjældent i politisk debat. I stedet vælger Thorning et udenomssvar, der helt forbigår Løkkes kritikpunkt.

Trick #2: De går til modangreb

Lars Løkke selv er i den samme diskussion om asylansøgere lige så utilbøjelig til at svare reelt på et konkret kritikpunkt fra Thorning.

Hun siger med henvisning til den stramning af asylreglerne, som hun flere gange har påberåbt sig:

»Det der undrer mig, det er, at når du er så optaget af det her spørgsmål, hvorfor stemte I ikke bare ja til det her, da vi lagde det her frem i Folketinget? Vi kunne ikke få et flertal, fordi Venstre ikke ville stemme for. Det mystiske er oven i købet, at vi var parat til at sætte dem under 30 ned i ydelse, ligesom de danske unge. Ikke engang dét ville I være med til. Jeg forstår det ikke.«

Her svarer Løkke med et klokkeklart ikke-svar tilsat en personlig grovhed og en stråmand:

»Nej, der er rigtig mange ting, du ikke forstår [grovhed]. Og jeg forstår ikke, at du kan sige de dér ting om, at vi ikke kan styre nogle ting selv [stråmand]. Når man véd, at du har flyttet Danmark fra at ligge midt i feltet til at ligge i førerfeltet ...«

Modtræk #1: Klip forskellen ud i pap

Enhver underviser, der er vant til at holde mundtlig eksamen, kender den type opfølgningsspørgsmål, som værten her kunne have brugt over for Thorning – det kunne lyde sådan:

»Løkke har kritiseret dig for, at Danmarks relative andel af flygtningetilgangen er steget. Du peger som grund på den samlede flygtningetilgang til Europa. Det er jo ikke det samme. Kan du ikke venligst svare på det, han taler om?«

Modtræk #2: Påtal grovheden og provokér

Det kunne lyde sådan: »Lars Løkke, du reagerer med en grovhed over for din modstander i stedet for at svare på det, hun spørger om. Er der ikke noget godt svar på, hvorfor Venstre var imod regeringens forslag?«

Der er brug for, at journalister for åben mikrofon kalder politikeres udenoms- og ikke-svar ved deres rette navne og forlanger, at de opfører sig bedre.

Ikke bare over for hinanden, men endnu mere over for vælgerne. Samtaler som den Løkke og Thorning præsterede i deres valgkamp-debat, er slag i luften og fremmer politikerlede.

Journalisten skal blande sig

Eksemplet viser en mangel på indgriben fra journalistens side.

Journalisten bør se sig som borgernes repræsentant, der skal sørge for, at borgeren får de bedste argumenter for og imod politiske planer og problemløsninger – og de bedste svar på argumenterne.

Er et argument ikke godt, skal journalistens spørgsmål gerne være med til at afsløre det eller fremkalde et bedre argument.

Er et svar skævt og dårligt, eller kommer det slet ikke, skal journalisten tydeliggøre dette og prøve at få et ordentligt svar frem.

Peg fingre af udenomssnakken

Valgkampen 2015 er generelt set fyldt med eksempler på udenomssvar.

Med en bevidsthed om disse svartyper i baghovedet kan journalister og borgere lettere gennemskue, hvad der er i vejen med politikernes svar.

Det kan være en afgørende hjælp for journalisten at sige højt og tydeligt til den udspurgte politiker, hvad der var i vejen med svaret – og derpå bede om et bedre svar.

Selv hvis man alligevel ikke får et svar, hæver man på den måde prisen for at snakke udenom – og mindsker så måske politikerens lyst til at gøre det.

»Tak, fordi du kom!«

Mange interviews med politikere ender med, at journalisten siger »Tak, fordi du kom!«, selv hvis politikeren lige har besvaret et præcist og kritisk spørgsmål med et åbenlyst udenomssvar.

Her bør journalister kunne mande sig mere op og for eksempel sige »Jeg synes ikke, du svarede på mit spørgsmål – men tak, fordi du kom.«

Det vil sikkert vække en del opsigt og irritation blandt politikere, og deres kommunikationschefer vil måske ringe op og klage til journalistens chef.

Men journalisten er jo borgernes ambassadør og prøver bare at skaffe dem noget, som de har behov for.