I det danske velfærdssamfund er det reglen snarere end undtagelsen, at ældre mennesker flytter på plejehjem eller får hjemmehjælper, når de bliver for svækkede til at tage vare på sig selv.
Men nogle familier skiller sig ud og passer selv de ældre.
»I de fleste muslimske familier er det fuldstændig udelukket at sende et ældre familiemedlem på plejehjem,« fortæller Abir Mohamad Ismail, der er ph.d.-studerende på Aarhus Universitets Afdeling for Antropologi.
»Mange muslimer ser det som både deres pligt og ret selv at pleje og yde omsorg for ældre familiemedlemmer. Ingen, jeg har mødt, brokker sig over det - de glæder sig over selv at stå for det,« fortsætter hun.
\ Om forskningsprojektet
Forskningsprojektet om ældreomsorg i familier med flygtninge- og indvandrerbaggrund er lavet af forskere fra Aarhus Universitet og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE. Projektet kaldes AISHSA, som står for 'Ageing Immigrant and Self-appointed Helper Arrangements.'
Projektet, som er støttet af Velux Fonden, består af en række etnografiske feltstudier, hvor forskerne har interviewet og observeret familier med indvandrer- og flygtningebaggrund, der bruger §94-ordningen. Forskerne har også lavet interviews med de visitatorer i kommunerne, der vurderer de ældres plejebehov og ansætter de selvudpegede hjælpere.
Projektet afslører en række problemer med ordningen, blandt andet at de selvudpegede hjælpere er overladt til sig selv uden netværk, hjælp og vejledning fra kommunen, som har ansat dem. Problemerne vender vi tilbage til i en kommende artikel på Videnskab.dk.
VIVE har på baggrund af AISHA-projektet udgivet en rapport med ti anbefalinger til kommunerne.
Derudover er resultater fra projektet publiceret i en række videnskabelige artikler
I 13 måneder har Abir Mohamad Ismail været flue på væggen hos 16 arabisk muslimske familier, som passer en syg ældre derhjemme. Hun har blandt andet undersøgt, hvilken rolle religion og kultur spiller for familiernes ældreomsorg.
I alle familierne fik et familiemedlem nogle timers løn om ugen for at passe den ældre. Ordningen, hvor en selvudpeget hjælper ansættes af kommunen, er beskrevet i Servicelovens §94.
Mor boede på skift hos børnene
I en af familierne var Faten på 54 år ansat af kommunen til at tage sig af sin 86-årige mor Amne med diabetes og kræft.
Amne flygtede fra Palæstina som 14-årig og fødte sine 12 børn i en libanesisk flygtningelejr. I 1988 fik hun og hendes nu afdøde mand asyl i Danmark.
Datteren Faten var ikke den eneste, der tog sig af moderen.
»Amnes andre børn ville også hjælpe med at pleje deres mor, især de tre sønner, der bor i Danmark med deres respektive koner og børn. De fandt det nødvendigt at sikre, at Amne ikke blev efterladt alene, når Faten skulle hjem for at være sammen med mand og børn,« skriver Abir Mohamad Ismail i en videnskabelig artikel, der er publiceret i tidsskriftet Contemporary Islam.
Børnene besluttede sig for at skiftes til at have moderen boende i en uge ad gangen, »selv om det betød, at nogle af børnebørnene var nødt til at sove i stuen eller et andet sted i hjemmet.«
Koranen foreskriver ældreomsorg
Sådan et rotationssystem, hvor børnene har deres ældre forælder på skift, er ifølge Abir Mohamad Ismail normalt blandt arabiske muslimer. For at kunne hjælpe hinanden med at give de ældre mest mulig omsorg bor familierne ofte sammen eller ved siden af hinanden.
En af årsagerne til familiernes ubegrænsede ældreomsorg findes i Koranen.
Ifølge Koranen har man pligt til at tage sig af sine forældre, når de bliver gamle. Der står blandt andet:
»Uanset om en eller dem begge når alderdom med dig, sig ikke til dem [så meget som], uf, og frastød dem ikke, men tal til dem ædle ord. Og sænk til dem vingen af ydmyghed ud af barmhjertighed og sig, Min Herre, forbarm dig over dem, da de opdrog mig [da jeg var] lille,« Koranen 17: 23–25 (oversat fra engelsk fra den videnskabelige artikel).
Nogle af de arabiske familier, Abir Mohamad Ismail har fulgt, er ikke specielt religiøse i det daglige.
»Men når det kommer til ældrepleje, får klokken altid en religiøs klang. Så beskriver de opgaven i religiøse termer,« siger Abir Mohamad Ismail.
De ældre er aldrig alene
De fleste, som er ansat gennem §94-ordningen, får kun få løn for få timer om ugen. Men Abir Mohamad Ismail fortæller, at der ingen grænse er for, hvor meget tid dem, hun har besøgt, bruger på omsorgen for de ældre.
»Jeg har hørt mange sige, at de ville gøre det, uanset om de fik penge for det eller ej. Ofte er der visiteret 3-4 timers pleje om ugen, men de ældre får omsorg 24-7. Der skal ikke mangle noget,« siger forskeren.
»De ældre er aldrig alene. I nogle familier er der nærmest konkurrence om at være der mest for dem og give dem mest omsorg,« siger Abir Mohamad Ismail, som selv har arabisk baggrund. (Læs om, hvad det betød for hendes forskning i sidehistorien under artiklen.)
Gode gerninger vægter tungt hos Allah
Ældreomsorg ses af familierne som en måde at få en slags kredit, så de efter døden dømmes mildere af Allah for de synder, de har begået gennem livet, forklarer Abir Mohamad Ismail. I Islam kaldes det Hasanat.
»Gode gerninger menes at vægte tungt hos Allah, så når man yder omsorg for sine ældre, er det en måde at opnå Hasanat. I muslimske familier er man meget opmærksom på, at det ikke er noget, man kan gå på kompromis med,« siger Abir Mohamad Ismail.
»Omsorgen handler ikke kun om fysisk pleje og materielle ting. Man skal også være til stede både fysisk og psykisk. Man skal vise, at man er glad for at give omsorg,« tilføjer hun.
Koranen er ikke en manual
Koranen giver dog ingen retningslinjer for, hvordan plejen skal gives, eller hvornår man er tilstrækkelig omsorgsfuld.
»Der er ingen manual. Du skal bare blive ved med at gøre det bedre og bedre. I bund og grund er det aldrig godt nok, for uanset hvad vil du aldrig kunne gengælde det, du har fået af dine forældre. Nogle gange betyder det, at man tilsidesætter egne behov, men det snakker man ikke så meget om,« siger Abir Mohamad Ismail.
De enkelte familier forhandler internt om, hvordan ældreplejen skal varetages og fordeles. Oftest er det kvinder, der står for det meste.
»I Koranen står der ikke noget om, at det er kvindernes opgave at passe på de ældre. Men eftersom kvinder traditionelt har taget sig af omsorgsopgaverne i familien, er det blevet en tradition. I de familier, jeg har besøgt, opfatter kvinderne ældreplejen som deres domæne,« siger forskeren.
Amne havde konflikter med svigerdøtre
I Amnes familie var det ikke gnidningsfrit, at Amne boede på skift hos sine børn. Den 86-årige bliver af familien beskrevet som krævende, og hun kunne ikke komme overens med sine svigerdøtre:
»... på et tidspunkt blev det for meget. Ikke kun fordi hun blandede sig i mit hjem, men også fordi hun var meget uhøflig og respektløs,« sagde svigerdatteren Jamila på 53 år til Abir Mohamad Ismail i et interview.
»Bare for at give dig et eksempel: Ifølge hende er jeg uren, fordi jeg ikke skyller kødet to gange, før jeg tilbereder det. Derfor nægtede hun at spise min mad, og hun patroniserede mig foran min mand og mine børn. Ifølge hende er jeg hverken en god kone eller en god mor. Må Gud tilgive hende,« fortsatte svigerdatteren.
Efterhånden indså Amnes sønner, at rotationsordningen ikke fungerede. Moderen blev mod sin vilje flyttet hjem til sin egen lejlighed. Det resulterede i, at hun ikke talte til sin sønner i flere uger, indtil de betalte for og tog hende med på pilgrimsrejse til Mekka.
I dag bor sønnerne og datteren Faten på skift hos Amne en uge ad gangen.
»Det er mega relevant«
Abir Mohamad Ismail forskning er en del af et større projekt kaldet AISHA - Ageing Immigrant and Self-appointed Helper Arrangements.
Professor i sårbarhed, Dorthe S. Nielsen, bifalder den viden, der er kommet ud af projektet.
»Det er mega relevant. Vi har ikke ret meget viden om den her gruppe ældre, så forskningen rammer ned i et kæmpe hul og en udfordring,« siger Dorthe S. Nielsen, der er klinisk professor på Syddansk Universitet og blandt andet forsker i interkulturel sygepleje.
»Det er svært for den her gruppe af ældre at finde vej i systemet. De er sårbare, ikke kun fordi de er ældre og skrøbelige, men også fordi mange af dem har sprogbarrierer. De er helt afhængige af deres familier, og de selvudpegede hjælpere er på 24 timer i døgnet,« fortsætter hun.
I en kommende artikel på Videnskab.dk kan du læse om de problemer, der ifølge forskerne kan opstå, når muslimske familier benytter sig af §94-ordningen.
AISHA-projektets resultater udkommer snart i en dansksproget bog. Derudover har VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – på baggrund af forskningen udgivet en rapport med en række anbefalinger til kommunerne.
Derudover er forskningsresultater fra projektet publiceret i flere videnskabelige artikler.
\ Forskers arabiske baggrund gav både fordele og ulemper
Abir Mohamad Ismail har selv arabisk muslimsk baggrund, hvilket gjorde det lettere for hende at komme tæt på de familier, hun studerede.
»Det hjalp mig, at jeg talte arabisk, allerede da jeg skulle finde familier til projektet. Jeg kunne udvælge dem, der havde arabisk klingende navne, og da jeg kontaktede dem, var det nemt for mig at formidle og kommunikere det, jeg gerne ville,« siger Abir Mohamad Ismail.
»Jeg var helt åben om, hvem jeg var, ikke kun som forsker, men også som person. Så sagde de for eksempel: ‘Aha, du er fra familien Ismail. Vi kender din far eller din svoger.’ Det gav mig noget ekstra at være opmærksom på, for så skulle jeg leve op til familiens ry.«
»Men det gav mig også en adgang til familierne, som på mange måder er unik – en etnisk dansk forsker ville nok ikke have fået samme adgang,« siger forskeren.
Abir Mohamad Ismail kendte mange af de arabiske skikke – også den muslimske tradition med ældreomsorg – fra sin egen familie.
»Nogle gange var det problematisk, fordi familierne tog for givet, at jeg vidste det hele i forvejen. Så måtte jeg være påtrængende og bede dem om at fortælle om det alligevel. Og det viste sig jo, at der er store forskelle på, hvordan de enkelte familier arrangerer ældreomsorgen. Den opdagelse hjalp mig med at komme af med den der med, at jeg ved alt i forvejen.«
Gave er et tegn på venskab
Abir Mohamad Ismail opdagede imidlertid også, at hun ikke havde helt så godt styr på de arabiske skikke, som hun selv troede.
»Jeg vidste, at man tager en lille gave med som tak, første gang man besøger en familie,« fortæller hun.
Men det viste sig, at de familier, hun lavede feltarbejde hos, lagde mere i gestussen, end forskeren selv gjorde.
»I min opvækst har jeg haft en fod i både dansk og arabisk kultur, og jeg var nok lidt naiv i forhold til traditionen. For informanterne var gaven et tegn på, at vi skulle være venner. Mange ville gerne besøge mig i mit eget hjem for at gengælde gaven,« fortæller Abir Mohamad Ismail.
»Der gik det op for mig, at det ikke er nok at kende traditionen, man skal også være klar over, hvad den betyder i praksis.«
Personlige relationer kan ikke undgås
I det hele taget var det ind imellem svært for forskeren at opretholde en professionel distance til sine informanter.
»Man kan ikke undgå, at der opstår en relation. Der er en forventning om, at man er venner, når man spiser i deres hjem og drikker af deres vand. I arabisk kultur betyder det meget, når man deler noget, som mætter – det giver en tryghedsfølelse og skaber en relation.«
»Selvom jeg fra starten var åben om, at jeg laver et forskningsprojekt, og at vi ikke skulle være venner, delte vi både gode og mindre gode stunder i løbet af de 13 måneder. Jeg var der både til begravelser og fester. På den måde blev jeg en del af deres liv, og de blev en del af mit,« fortæller Abir Mohamad Ismail.
Abir Mohamad Ismail har ikke tidligere lavet etnografisk forskning, og undervejs i projektet spurgte hun flere gange mere erfarne forskere til råds, for eksempel om hvordan hun kunne afslutte de relationer, hun havde fået til de familier, hun var kommet tæt på, i de 13 måneder feltarbejdet varede.
»Jeg var nødt til at snakke med seniorforskere om, hvordan man håndterer det. Det, jeg kunne konkludere ud fra samtalerne, var, at man skal forvente at komme ud af relationerne på samme måde, som man kom ind. Man kan ikke bare pludselig trække sig.«
»Mange af informanterne har fået lov til at besøge mig i mit hjem, og jeg har stadig kontakt til nogle af dem. Det er ikke så intenst som før, men jeg ser dem ind imellem, og vi hilser på hinanden.«
