Den 43-årige franske professor i økonomi, Thomas Piketty, er på kort tid blevet superstjerne. Lige siden hans 700-siders storværk om økonomisk ulighed - 'Capital In The 21. Century' - blev udgivet i USA, har han været den mest omtalte og debatterede økonom i verden.
Bogen røg direkte ind som nummer et på Amazons bestsellerliste, nobelprismodtagerne Joseph Stiglitz og Paul Krugman, har kaldt værket 'epokegørende' og 'mesterligt' og Barack Obamas økonomiske råd har bestilt et foredrag om bogens pointer - af Piketty selv - i Det Hvide Hus.
Hypen har fået The Financial Times til at døbe Thomas Piketty 'Rockstar-økonomen'.
Det minder om Keynes
Jesper Jespersen, professor i økonomi, er dybt imponeret over, hvordan en kompliceret fagbog om økonomi kan skabe så meget furore uden for universiteterne.
»Det er fuldstændigt enestående. Det minder om, da Keynes udgav sit hovedværk 'The General Theory' i 1930'erne, hvor folk også stod i kø foran boghandlerne. Jeg kan ikke erindre, at der er sket noget tilsvarende i min tid,« siger Jesper Jespersen, professor i makroøkonomi ved Roskilde Universitet.
Da 'Capital In The 21. Century' i første omgang blev udgivet på fransk, var omtalen af bogen behersket. Det var først, da bogen blev udgivet i USA nogle måneder efter, at hypen omkring den eksploderede.
Uligheden er eksploderet i USA
Kigger man på indkomstfordelingen i USA, forstår man måske, hvorfor amerikanerne er interesserede i at vide noget om dynamikkerne bag ulighed.
-
Fra 1979-2006 fik den rigeste procentdel af den amerikanske befolkning en indkomststigning efter skat på 256 procent. Den fattigste femtedel af befolkningen fik en indkomststigning efter skat på 11 procent.
- Fra 1960 til 2007 fordoblede den rigeste procentdel af amerikanerne sin andel af den samlede indkomst - fra 10 procent til 24 procent.
Skellet mellem rig og fattig er altså eksploderet i USA, og ifølge Jesper Jespersen er det derfor indlysende, at det først og fremmest er amerikanerne, der diskuterer Piketty ved middagsbordene.
\ Fakta
Når økonomien vokser Man måler en økonomis størrelse ved hjælp af begrebet BNP, som står for Bruttonationalproduktet. Et lands BNP er lig med værdien af alle de varer og tjenesteydelser, der bliver produceret, og de investeringer, der bliver foretaget per år. De investeringer der bliver foretaget, og de varer og tjenesteydelser, der bliver solgt, bliver til indkomst. Et lands samlede indkomst måler man med begrebet BNI, som står for bruttonationalindkomsten. Når et lands økonomi vokser, betyder det, at der er blevet solgt flere varer og tjenesteydelser, foretaget flere investeringer og dermed uddelt flere penge i løn end året før.
»Bogen er landet lige ned i en enormt ophedet diskussion om ulighed i det amerikanske samfund. På den måde er bogen rasende aktuel,« siger Jesper Jespersen.
Piketty har udfyldt et tomrum
Thomas Piketty har, som den første økonom i verden, fundet ud af, hvad mennesker har ejet og tjent på deres job og formuer i den vestlige verden så langt tilbage, der findes data.
Mængden af data har været så omfattende, at Piketty har brugt 15 år på at skrive bogen.
»Det er først og fremmest Pikettys kæmpemæssige indsamling af data, der er bogens styrke. Han har udfyldt et markant tomrum i den økonomiske debat,« siger Jesper Jespersen.
Mainstream-økonomer har været galt afmarcheret
Der er ikke foretaget en gennemgribende analyse af ulighed i indkomster, siden den russisk-amerikanske økonom Simon Kuznets analyserede indkomst fra job og formuer i USA fra 1913-48. På baggrund af analysen lavede Kuznets den berømte klokkekurve, der forudsiger, at uligheden vil falde kontinuerligt, som følge af at samfundende bliver rigere og mere avanceret.
Kuznets' teori bygger på data fra en 35-årig periode i USA. Pikettys data rækker helt tilbage til starten af 1700-tallet og omfatter over 20 lande - heriblandt USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. På baggrund af de forskellige datasæt konkluderer Piketty det modsatte af Kuznets.
»Mainstream-økonomer har hidtil troet, at den nuværende stigning i uligheden bare var en midlertidig afvigelse fra den overordnede udvikling,« siger Jesper Jespersen.
»Men Pikettys analyse viser, at det forholder sig lige omvendt. Uligheden er generelt voksende. Vi har kun oplevet reduceret ulighed i få korte perioder, og de perioder afviger fra den historiske trend,« siger Jesper Jespersen.
Formueholderne stikker af
\ Fakta
Når formuen vokser Hvis en fabriksejer investerer en betragtelig del af fabrikkens overskud i nye maskiner, kan fabrikken producere flere varer, og den vil derfor levere et større afkast året efter. Dette afkast, kan fabriksejeren så igen bruge på at investere i fabrikken og så videre. Fabrikken (kapitalen/formuen) bliver altså mere og mere værd og giver et større og større afkast, hvis fabriksejeren investerer det meste af sit afkast tilbage i fabrikken. Denne dynamik gælder for alle typer kapital. Aktieejerens formue vokser også, hvis han investerer sine aktiers afkast i flere aktier. Dynamikken forudsætter dog, at formuernes afkast er positivt.
Ulighed er forskellen på borgernes indkomst i et samfund. Og indkomst kan stamme fra to ting: Lønarbejde og afkast fra kapital.
Kapital er et andet ord for formue, og Piketty definerer formue som alt det, der ikke er et forbrugsgode, som kan købes og sælges på et marked. Det kan være alt fra jord, virksomheder, ejendomme, opsparinger, valuta, aktier og obligationer.
Fælles for alle typer formuer er, at de genererer et afkast til dem, der ejer dem:
- Jordejere får afkast i form af varer, der produceres og sælges eller ved at leje jorden ud.
- Fabriksejere får afkast i form overskuddet fra varer, der produceres og sælges.
- Aktieejere får afkast i form af aktieudbytte fra de firmaer, som de har aktier i.
- Indehavere af ejendomme får afkast i form af husleje fra lejere.
- Obligationsejere får afkast i form af rente fra staten.
Piketty har fundet to forhold i de vestlige økonomier, der tilsammen forstærker uligheden:
- Formuerne har altid været meget skævt fordelt i alle samfund, der findes data fra.
Den rigeste tiendedel af befolkningerne i Vesten ejer, og har ejet, mellem 60 og 90 procent af formuerne. Den fattigste halvdel af befolkningen ejer typisk omkring 5 procent af formuerne.
- Formuernes afkast er højere end væksten i landenes økonomi og dermed almindelige lønindkomster.
Piketty har regnet sig frem til, at landenes økonomier i gennemsnit er vokset med 1,5 procent siden 1700-tallet, mens formuerne i gennemsnit er vokset med 4-5 procent i samme periode. Denne udvikling udtrykker Piketty i sætningen:
r (afkastet fra kapitalen) er større end g (økonomiens vækst).
Når r er større end g
Hovedpointen i Pikettys værk er, at formuerne har en tendens til at vokse hurtigere end landenes samlede økonomi.
\ Fakta
Når lønnen vokser Lønmodtageren får sin indkomst ved at sælge sin arbejdskraft, og lønmodtagerens indkomst vokser maksimalt i samme hastighed som landets samlede økonomi. Hvis landets BNI vokser med 2 procent om året, vil fabriksarbejderens løn derfor tilsvarende stige med maksimalt 2 procent per år.
Ifølge Jesper Jespersen må sådan en udvikling nødvendigvis føre til, at kapitalejerne tilegner sig en kontinuerligt større andel af den værdi, der bliver produceret. Og da den rigeste del af befolkningerne ejer langt det meste kapital, vil det føre til øget ulighed.
»Når formuerne vokser hurtigere end landets samlede indkomst, vil afkastet fra kapitalen - altså profitten - udgøre en større og større andel af den samlede indkomst i samfundet, mens lønandelen tilsvarende vil udgøre en mindre og mindre andel af den samlede indkomst,« siger Jesper Jespersen.
Læs mere om mulige konsekvenser af stigende ulighed her:
Professor: Stigende ulighed kan føre til revolution
Økonomiske chok vendte udviklingen for en stund
Du undrer dig måske over, hvorfor uligheden trods alt ikke er større, hvis formuerne er vokset hurtigere end økonomierne siden 1700-tallet? Det har de heller ikke altid gjort.
Pikettys kurver viser, at uligheden tog et dyk fra starten af 1900-tallet og frem til 1970'erne. Økonom Christian Gormsen, fra centrum-venstre tænketanken Cevea, fortæller, at tre økonomiske chok ramte verdens økonomier i løbet af det tyvende århundrede og vendte udviklingen for en stund.
»1. og 2. Verdenskrigs bombardementer og børskrakket i USA i 1929 ødelagde en betydelig mængde af landenes kapital. Med et var mange af de kæmpemæssige formuer, der var bygget op over flere generationer, blevet fuldstændig værdiløse,« siger Christian Gormsen, og forklarer, hvorfor uligheden faldt i årtierne, der fulgte slutningen af 2. Verdenskrig i 1945.
»Når formuerne bliver mindre værd, bliver afkastet også mindre, og de vokser derfor langsommere. Det, kombineret med at landenes samlede indkomst voksede hurtigere end nogensinde i årene efter krigen, gjorde, at skellet mellem almindelige lønarbejdere og de rigeste formueholdere blev mindsket,« siger Christian Gormsen
Efterkrigstiden var unik
\ Fakta
Europas vækst aftager Fra år 1700 til midten af 1900-tallet voksede de europæiske økonomier med 1 procent om året. 1950'erne til 70'erne - 3-4 procent om året. 1970’erne til 90’erne - 2 procent om året. 1990’erne til i dag - 1,5 procent om året.
Piketty viser, at årtierne efter 2. Verdenskrig var unikke rent økonomisk. De vestlige økonomier voksede med 3-4 procent om året, hvilket var hurtigere end nogensinde før.
Samtidig med at økonomierne voksede eksplosivt, faldt uligheden, da det meste af væksten gik til almindelige lønmodtagere.
»Europa og USA gennemførte store sociale reformer ved at omfordele fra de rigeste i toppen af samfundet til resten af samfundet. Det skabte en stor middelklasse, der kunne have en forholdsvis høj levestandard, og det mindskede selvfølgelig uligheden,« siger Christan Gormsen.
Væksten vender ikke tilbage
Udviklingen, hvor verdens økonomier voksede eksplosivt, samtidig med at uligheden blev mindsket, holdte kun ved i få årtier. Væksten er kølnet af, og formuerne har fyldt mere og mere i landenes økonomier.
»Festen fra efterkrigstiden er sluttet for længst. Siden midten af 1970'erne er formuerne igen vokset hurtigere end landenes økonomier, og uligheden er steget kontinuerligt,« siger Christian Gormsen.
Vi får et større slagsmål om pengene
Pikettys forudsigelser bygger blandt andet på, at de vestlige økonomiers vækst vil være lav de næste mange årtier. Siden 1970'erne er væksten faldet årti for årti, og mange indikationer peger på, at efterkrigstidens rekordvækst har været en historisk parentes.
Set i det lys er fremtiden endnu mere bekymrende, fortæller professor i økonomi Ved Københavns Universitet Katarina Juselius.
»Normalt er det økonomiens vækst, som politikerne omfordeler fra for at mindske uligheden. Hvis der er meget lav vækst i økonomien, kan politikerne ikke nøjes med at dele ud af væksten,« siger Katarina Juselius og uddyber, hvorfor fremtidens lavvækst er bekymrende:
»Man bliver nødt til direkte at tage fra nogen og give til nogle andre, hvis man vil have mere lighed i samfundet i fremtiden. Vi får derfor et større slagsmål om, hvordan pengene skal bruges, og det bliver desværre nok ikke særligt rart,« slutter Katarina Juselius.
