Det har længe været kendt, at landjorden hæver sig nogle millimeter om året.
Det skyldes, den tonstunge is fra den sidste istid, som pressede jorden sammen, smeltede, og at jorden stadigvæk er i gang med at 'rette sig ud'.
Men et nyt dansk studie viser, at den nuværende afsmeltning af is på Nordpolen også bidrager til de såkaldte landhævninger, og at effekten også finder sted i Danmark.
»Målinger viser, at områder i Danmark og resten af Nordeuropa hæver sig mere, end hvad der kan forklares ud fra afsmeltningen af isen fra den sidste istid. Vores studie viser, at det i høj grad skyldes den nuværende afsmeltning af is fra gletsjere i Arktis,« siger studiets ledende forfatter, Carsten Ankjær Ludwigsen, ph.d.-studerende ved DTU Space.
Prognoser for vandstandsstigninger bør revideres
Grunden til, at landhævningerne finder sted, skal findes i den såkaldte jordkappe, der er en flere tusinde kilometer tyk del af Jordens indre.
Jordkappen består af blødt materiale, som presses sammen af gletsjernes tonstunge ismasse. Når områder af gletsjere smelter, lettes trykket, så jordkappen retter sig ud igen, og så hæver landjorden sig.
Og afsmeltningen fører også til landhævninger meget langt væk fra de polare områder, viser forskernes studie, der er udgivet i tidsskriftet Geophysical Research Letters.
Studiet indeholder blandt andet GPS-målinger fra Danmark, der viser en sammenhæng mellem afsmeltningen på Nordpolen og hævningen af den danske landjord.
Men da landjorden hæver sig, når Nordpolens is smelter, vil landhævningerne også modvirke de stigninger i vandstanden, der kommer af den afsmeltede is, lyder det fra Carsten Ankjær Ludwigsen.
Han pointerer, at Danmarks prognoser for vandstandsstigning, der blandt andet bliver brugt til at forudsige, hvordan vi skal beskytte vores kyster i fremtiden, ikke medtager effekter af landhævninger som følge af afsmeltning af is i Arktis.
Prognoserne overvurderer derfor de kommende vandstandsstigninger, som klimaforandringerne vil medføre.
»Vores nuværende prognoser medregner kun landhævninger fra den sidste istid. Mens landhævningerne fra sidste istid stort set vil være konstante de næste mange hundrede år, vil landhævningen fra den nuværende afsmeltning accelerere parallelt med, at afsmeltningen i Arktis tager til. Det gælder for størstedelen af det nordlige Europa.«
»De nye data bør derfor indregnes i prognoser for vandstanden langs Nordeuropas kyster for at få et mere præcist billede,« siger han.
Arktisk afsmeltning forklarer for stor landhævning
Carsten Ankjær Ludwigsen fortæller, at studiets fund baserer sig på GPS-målinger, der registrerer landjordens bevægelse i tre dimensioner fra målestationer rundt omkring på den nordlige halvkugle.
Målingerne fra samtlige stationer viser, at den faktiske landhævning er større, end hvad den burde være som følge af afslutningen af den sidste istid. Han nævner målingerne i Danmark for at eksemplificere:
»Målestationen i Hirtshals måler en landhævning på 2,8 millimeter om året. Den burde måle 2,2 millimeter, hvis istidens afsmeltning var den eneste effekt. Det samme billede gør sig gældende for målingerne fra stationerne i Esbjerg og København.«
Han tilføjer, at den nye viden, som studiet tilvejebringer, er, at det i høj grad er afsmeltningen i Arktis, som medfører den øgede landhævning.
»Ved at bruge omfattende datamateriale fra afsmeltningen fra samtlige af de arktiske gletsjere sammen med en model for hvordan jorden påvirkes af det mindskede pres fra tabet af ismassen, viser vi, at de øgede landhævninger skyldes den arktiske afsmeltning.«
DMI: Vi skal tage højde for studiet, hvis det holder vand
Aslak Grinsted, lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, har læst det nye studie og er enig i, at resultaterne bør give anledning til at ændre Danmarks prognoser for vandstandsstigninger.
»Studiet viser, at landhævninger finder sted, når de arktiske gletsjere afsmelter. Effekten er størst i området omkring Arktis, men den er ligeledes tilpas signifikant i målinger foretaget i Danmark til, at de bør indgå i vores prognoser for vandstandsstigninger.«
Carsten Ankjær Ludwigsen fortæller, at de vandstandsstigninger, som klimaforandringerne vil medføre i fremtiden, vil ske på grund af to effekter, der fylder cirka lige meget. Den ene er, at den afsmeltede is fra Nord- og Sydpolens gletsjere øger mængden af vand i havene, og den anden er, at vand udvider sig i varmere klima.
Men landhævningerne, som kommer, når gletsjernes pres på jordkappen mindskes, vil modvirke effekten af den øgede mængde vand med 20-40 procent og dermed de samlede vandstandsstigninger med 10 til 20 procent, pointerer han.
»Det kan godt være, det ikke lyder af særligt meget. Men i prognoser for, hvor og hvordan vi skal sikre vores kyster, er det altafgørende at være så præcis som muligt.«
Danmarks prognoser for vandstandsstigninger udarbejdes af Danmarks Meteorologiske Institute (DMI). På baggrund af det nye studie bekræfter DMI til Videnskab.dk, at landhævninger fra afsmeltningen i Arktis ikke er medregnet i instituttets såkaldte Klimaatlas, der blandt andet indeholder prognoser for vandstandsstigning på kommuneniveau.
Studiet vil dog muligvis indgå i instituttets fremtidige arbejde med prognoserne, lyder det i et skriftligt svar fra DMI:
»Dette er et interessant studie. Hvis det holder vand, så er det noget, som vi skal tage højde for, når vi for eksempel modellerer fremtidens vandstand. Fremtidige opdateringer af Klimaatlasset vil selvfølgelig inddrage nyeste viden.«
Sydpolen er den store ubekendte
DMI gør dog opmærksom på, at studiet ikke tager højde for vandstandsstigningen fra afsmeltning af is på Sydpolen, og at »vandstanden i særlig grad vil stige på den nordlige halvkugle, som følge af at store dele af Antarktis også forventes at smelte bort i et globalt varmere klima.«
Dette er korrekt, medgiver Carsten Ankjær Ludwigsen og tilføjer, at niveauet for, hvor store vandstandsstigninger vi kommer til at opleve i Danmark, i meget høj grad afhænger af, om der sker en afsmeltning af isen i Antarktis i samme skala eller værre, end den afsmeltning der sker på Nordpolen.
»Vi ved meget lidt om, hvad der sker på Sydpolen på bare mellemlang sigt. Vi ved ikke, hvor stor en temperaturstigning, der skal til, før afsmeltningen tager fart. Men vi ved, at det er det klart mest afgørende for, hvor meget vandstanden kommer til at stige i vores del af verden.«
Carsten Ankjær Ludwigsen forklarer, at grunden til, at det er afsmeltningen på Sydpolen, som er mest afgørende for Danmark, er, at det er forholdet mellem Nord- og Sydpolens masse, der bestemmer, hvor det øgede vand fra afsmeltningen strømmer hen.
Forholdet kaldes polernes tyngdefelt i forskningen. Hvis Sydpolens gletsjere taber masse sammenlignet med Nordpolens, vil det øgede vand gå mod Nordpolen og omvendt, uddyber han.
»Derfor vil en øget afsmeltning fra Antarktis give øgede vandstande på den nordlige halvkugle, og omvendt giver afsmeltningen på Nordpolen øgede vandstande ved Antarktis.«
Den pointe deles af Aslak Grinsted. Han betegner Antarktis som »den store ubekendte« og bemærker, at en øget afsmeltning på Sydpolen vil betyde vandstandsstigninger på den nordlige halvkugle i en størrelsesorden, der gør, at studiets fund af øgede landhævninger som følge af afsmeltning på Nordpolen trods alt er meget beskedne i det store billede.
»Vi ved, at vi risikerer at komme over en tærskel for afsmeltning i Sydpolen, hvor vi risikerer, at systemet bliver ustabilt, og at tempoet for afsmeltningen eskalerer drastisk. Disse øgede vandstandsstigninger vil vi mærke særligt kraftigt i Danmark. Og her er der ingen kompensation i form af landhævninger.«
