På alle DR’s flader – tv, radio og web – har danske grise gryntet, hvinet og øffet løs her i starten af september.
Afsættet er en DR-dokumentar om grises ’sprog’, og hvordan ’banebrydende forskning’ angiveligt har afkodet det, så man kan høre forskel på en forpint gris og en glad en med krølle på halen.
»Forskere er lykkedes med at forstå grisenes sprog, og for første gang i verdenshistorien kan de ud fra optagelser fortælle, hvordan grise selv siger, de har det i staldene,« jublede DR.
Dyrevelfærd og mangel på samme er et godt emne. Der er gode billeder, vilde lyde, gys og forargelse, og DR tager afsæt i det tabloide trick, at en god historie altid skal spille ind i én af to følelser: ’Bare det var mig’ eller ’Godt det ikke er mig’.
Godt man ikke er en dansk gris, tænkte jeg selv, mens jeg forsøgte at abstrahere fra den fortvivlede grynten og lytte mig ind på, hvilken banebrydende ny forskning og teknologi mon ligger til grund for den dramatiske dokumentar. Uden at være specielt overrasket over den helt grundlæggende konklusion: at det er surt at være slagtesvin i dette land.
DR henviste til et internationalt forskerteam fra Københavns Universitet, som efter over 10 års arbejde, komplet med brug af kunstig intelligens, havde nået de verdenshistoriske resultater.
Flot så det ud. På Videnskab.dk undrede vi os dog over, at DR ikke havde baseret deres store dokumentarsatsning på fagfællebedømt forskning, så andre forskere kunne kigge resultaterne og metoderne efter i sømmene og give deres besyv med. Men at de havde bygget den på et svagt fundament, hvor der for eksempel var utilstrækkelige data til at lave ordentlig statistik.
Det gjorde professor i bioetik ved Københavns Universitet Peter Sandøe opmærksom på i sine kommentarer til dokumentaren. Og han skrev efterfølgende en kronik i Weekendavisen med overskriften ’Grisehyl og mediebrøl’ om, hvordan DR oversælger forskningsresultater i dokumentaren om de danske grisestalde.
Samtidig fik to forskere fra Aarhus Universitet publiceret en kronik i mediet Altinget, hvor de opruller den forskning, der foregår – og har været udført i årevis – på området.
De trækker godt og grundigt tæppet væk under de bombastiske påstande om, at vi her står overfor en verdenssensation. Og ligesom Sandøe påpeger de, at dokumentarens statistiske grundlag er alt for usikkert til at sammenligne velfærden på tværs af forskellige typer svinehold.
På Videnskab.dk går en anden forsker fra Aarhus Universitet desuden i rette med påstanden om, at grise skulle have et sprog. Det rene vrøvl, lyder det.
Av.
DR følger sin egen dårlige opskrift
Vi har set det før. Vores alle sammens public service-gigant har tilsyneladende en skabelon for, hvordan man med forskning som springbræt laver underholdning i en dramatisk dokumentarindpakning. Hvor DR ikke stiller kritiske spørgsmål, og forskningen ikke er fagfællebedømt og publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.
Dermed er den umulig for andre medier at få trykprøvet gennem kommentarer fra andre forskere og kritiske spørgsmål.
Måske er baggrunden, at DR vil være helt sikker på at komme først med breaking-bjælkerne om det nye og banebrydende. Måske vil de ikke risikere, at nogen kunne finde på at lukke luft ud af den hårdt pumpede forskningssensation.
Vi så noget tilsvarende sidste år. Her var det tabloide perspektiv mere ovre i ’Bare det var mig’-afdelingen, og historien byggede på fascination frem for forargelse. Da kørte DR parløb med Nationalmuseet og udbasunerede, at »banebrydende forskning viser«, hvem der huggede Jellingstenen.
I dokumentarserien ’Gåden om Thyra’ gav DR den tilsvarende gas og lokkede med løftet om, at ’Banebrydende forskningsresultat afsløres i ny DR-dokumentarserie’. Det var vildt, Danmarks dåbsattest var på spil, vi mødte runeristeren Ravnunge-Tue, og i en tid hvor det generelt giver pote at hive historiens glemte kvinder frem i lyset, gav DR Dronning Thyra en ekstra fjer i hatten – ifølge forskningen var hun nemlig leder for runeristeren med det eksotiske navn.
Forskeren bag historien erklærede ifølge DR, at »det er en helt utrolig opdagelse, at vi nu kender navnet på runeristeren bag Jellingstenen, men det, der gør opdagelsen endnu vildere, er, at vi kender Ravnunge-Tues chef. Det var dronning Thyra,« hed det på dr.dk.
Da det videnskabelige studie endelig udkom en måneds tid senere, gav det anledning til undren og skepsis blandt uafhængige forskere, som Videnskab.dk talte med. De satte sig grundigt ind i sagen og bidrog med deres viden. Der blev tegnet et mere nuanceret billede, som man rent faktisk blev klogere af.
Dramaet blev et andet, idet et af de andre journalistiske nyhedskriterier kom i spil: konflikt. Andre forskere var nemlig ikke enige i den sensationelle konklusion, som Nationalmuseet og DR blæste ud i dokumentaren. Det var ikke kedeligt, men både konstruktivt og informativt.
Advarsel: Pas på DR
Forskere og forskningsinstitutioner gør klogt i at træde varsomt og nøje opveje fordele og ulemper, når de kaster sig i armene på DR.
Er øjeblikkets tsunami-berømmelse på det landsdækkende public service-medie den efterfølgende ydmygelse værd, når de involverede forskere bliver klædt af til skindet af deres fagfæller, og de kritiske historier drypper ud i mange andre medier?
Hvad er effekten for de involverede institutioner – primært positiv eller primært negativ?
Er der nogen – DR, forskningsinstitutionerne eller forskerne selv – der gør sig overvejelser om, hvilken effekt disse situationer har for forskningens helt grundlæggende troværdighed?
Nu, hvor det snart er tre år siden, at DR lukkede DR Viden og altså sin videnskabsredaktion, skal der lyde en opfordring: Tag forskningen alvorligt, tillad jer selv at inkludere nuancer og perspektiv i jeres dokumentarer, og stil også kritiske spørgsmål til forskerne. Det behøver jeres indhold altså ikke blive mindre underholdende af.
