Nyt kontinent i sigte: For 200 år siden blev Antarktis opdaget

I dag ved ethvert barn, at Antarktis eksisterer – at et kontinent større end Europa omgiver Sydpolen. Men for 200 år siden var det ingen selvfølgelighed, for dengang havde ingen sat foden på kontinentet. Det er nemlig omgivet af et stormomsust ishav og ikke spor nemt at komme i nærheden af.

Faktisk havde ingen mennesker set Antarktis, før en russisk ekspedition fik det isdækkede, mytiske kontinent i sigte 27. januar 1820.

Ekspeditionen til Sydpolarhavet blev ledet af Fabian Gottlieb von Bellingshausen, der blev født i Estland i 1778 og blev indrulleret i flåden som 10-årig. I juli 1819 sejlede han ud i Østersøen fra den russiske flådebase Kronstadt med ordrer om at udforske klodens sydligste egne – at sejle så langt sydpå som overhovedet muligt.

»Vi har ikke sikker viden om den konkrete baggrund for den russiske ekspedition. Men meget tyder på, at zar Alexander I var direkte involveret,« fortæller Ivar Stokkeland, der er hovedbibliotekar på Norsk Polarinstitutt i Tromsø.

Tonsvis af beskøjter

Turen gik sydpå i to tungtlastede, tremastede sejlskibe, der ikke var specielt konstrueret til sejlads i isfyldte farvande.

Bellingshausen var ombord på det gode skib Vostok, mens hans næstkommanderende Mikhail Lazarev var kaptajn på ledsageskibet Mirnyj.

På den lange rejse levede mandskabet primært af de medbragte 65,8 ton beskøjter. Skibene var også lastet med syv ton havre og boghvede til vælling og 28 ton salt oksekød. 3.926 liter vodka blev det også til.

Idet der var tale om en videnskabelig ekspedition var der indkøbt barometre, termometre og hygrometre til at foretage målinger undervejs. Der var også en række instrumenter til at bestemme skibenes nøjagtige position: Kronometre, sekstanter, kunstige horisonter og teleskoper.

»Når det gælder forskning, var det meningen, at der skulle have været adskillige videnskabsfolk ombord, men på grund af tidsnød kom kun én videnskabsmand med, nemlig astronomen Ivan M. Simonov,« siger Ivar Stokkeland.

LÆS OGSÅ: Billeder fra Roald Amundsens dagligdag på Sydpolen

Kaptajn Cook viste vejen

Et halvt år efter afrejsen, 26. januar 1820, krydsede Bellingshausen den sydlige polarcirkel – den breddegrad, syd for hvilken man kan opleve, at Solen aldrig går ned om sommeren.

Så langt sydpå havde ingen været siden den britiske opdagelsesrejsende James Cook, der havde krydset polarcirklen 47 år tidligere.

James Cook sejlede hele vejen rundt om Antarktis på sin anden store ekspedition i 1772-1775, men havisen forhindrede ham i at komme så tæt på kontinentet, at han kunne se det. Han kunne således hverken af- eller bekræfte eksistensen af en stor landmasse længst mod syd.

Men medlemmerne af den russiske ekspedition kom tættere på. 27. januar 1820 fik de øje på et bakket islandskab, der rejste sig, så langt øjet rakte, og som ikke lignede den sædvanlige drivis og pakis i Sydpolarhavet. Antarktis var opdaget.

Briterne kom tre dage for sent

Samtidig var den irskfødte søofficer Edward Bransfield sendt ud på en britisk ekspedition for at udforske området omkring de nyopdagede Sydshetlandsøer syd for Sydamerika. Han sejlede sydpå fra øerne, og 30. januar 1820 fik han til sin store overraskelse øje på høje, snedækkede bjerge på det, vi i dag kalder Den Antarktiske Halvø.

Kun tre dage efter Bellingshausen fik Bransfield altså også Antarktis i sigte. Siden har der været en del diskussion blandt historikere om, hvorvidt det nu også med sikkerhed var selve Antarktis, Bellingshausen så 27. januar.

»Kildegrundlaget er så svagt, at man ikke kan drage sikre konklusioner,« siger Ivar Stokkeland.

»Mange mener, at Bellingshausens ekspedition var den første, der så det antarktiske kontinent. Eller det mindste den kontinentale ishylde.«

LÆS OGSÅ: Historisk ekspedition til Nordøstgrønland reddet på stregen

Kom tilbage efter to år

Sikkert er det i hvert fald, at et helt nyt kontinent blev opdaget for 200 år siden, hvad enten Bellingshausen eller Bransfield kom først.

Bellingshausen fortsatte sin ekspedition hele vejen rundt om Antarktis med et pitstop i Australien, så der kunne komme nye forsyninger ombord på de to skibe.

Han nåede tilbage til Kronstadt i august 1821. Som belønning for indsatsen blev han forfremmet til kontreadmiral, mens hans bedrifter blev ikke anerkendt i samtiden - i hvert fald ikke i Vesten.

Tværtimod kom amerikanerne og englænderne i 1840'erne op at toppes om, hvem af dem, der skulle have æren for opdagelsen af Antarktis. Først da var det blevet almindeligt anerkendt, at kontinentet eksisterer.

Sælfanger gik i land

Egentlig kunne det måske lige så godt have været en tilfældig sælfanger, der havde opdaget Antarktis, for fangere med erfaring fra det arktiske område søgte nye jagtområder sydpå, hvor der var masser af sæler, søelefanter og hvaler.

Faktisk kan det have været den engelsk-amerikanske sælfanger John Davis, der først satte foden på Antarktis 7. februar 1821. Det fremgår i hvert fald af logbogen fra hans skib Cecilia, at han i sin jagt efter sæler kortvarigt gik i land på det, der kan have været Den Antarktiske Halvø.

I det følgende århundrede blev Antarktis yderligere udforsket, og 14. december 1911 lykkedes det nordmanden Roald Amundsen at nå helt frem til Sydpolen.

Den dag i dag er det kun muligt at besøge Antarktis om sommeren, altså når det er vinter i Danmark.

Den lille gruppe hårdføre mennesker, der overvintrer på de permanent beboede baser forskellige steder på kontinentet, bliver overladt til sig selv i de otte måneder af året, hvor det er for koldt til fly eller skibe.

Videnskab.dk bringer snart en artikel om et delvist dansk forskerhold, der er ved at etablere sig midt på Antarktis i jagten på at finde verdens ældste is.

LÆS OGSÅ: 6.000 fossiler afslører dramatisk masseuddøen i Antarktis

LÆS OGSÅ: Vitus Bering stævner ud på nettet

LÆS OGSÅ: Karavellen banede vejen for europæisk dominans