For cirka 65 millioner år siden slog en enorm meteor ned på Jorden og var medvirkende til, at millioner af arter i de efterfølgende millioner år uddøde. Heriblandt dinosaurerne.
Forskere har indtil nu været af den opfattelse, at den masseuddøen, som Jorden på dette tidspunkt oplevede, var mindre i Antarktis. Men 6.000 marine fossiler fra perioden 65 – 69 millioner år siden afslører, at end ikke arterne i de polare egne kunne undvige en masseuddeøen. Det skriver Phys.org.
Studiet går mod tidligere antagelser
Fossilerne viser, at der i perioden omkring dinosaurernes uddøen skete en reduktion i antallet af marine arter på mellem 65 – 70 procent. Det er dermed det første studie, der går imod tidligere antagelser.
»Vores resultater viser, at en dag var alting helt fint, der var et sprudlende og mangfoldigt liv i Antarktis, og den næste dag var der ikke. Det er tydeligt, at en pludselig katestrofe indtraf på Jorden,« siger James Witts, der er ph.d-studerende ved School of Earth and Environment ved University of Leeds og er førsteforfatter på studiet, til Phys.org.
Du kan i videoen herunder se og høre James Witt fortælle om sin forskning.
Ph.d-studerende James Witt fortæller om, hvordan han og forskergruppen fandt frem til, at Antarktisk ikke gik fri for en masseuddøen for godt 66 millioner år siden. (Video: University of Leeds)
Uddøen skete pludseligt
De tidligere antagelser om, at de polare egne kunne være gået fri for en kraftig masseuddøen, beror på, at forskere troede, at arterne i disse mørke, kolde afkroge af verden var langt nok væk. Påvirkningerne fra et muligt meteornedslag ville ikke kunne være lige så hårdtslående der.
Desuden mente man, at planter og dyr i disse egne netop var tilpasset et liv i kulde og mørke og dermed bedre til at overleve konsekvenserne efter nedslaget. Men sådan gik det altså ikke ifølge James Witt.
»Det her er det stærkeste bevis fra fossiler på, at den primære drivkraft bag masseuddøen var efterfølgerne af et stort meteornedslag frem for et langsommere fald i antallet af arter, forårsaget af naturlige ændringer i klimaet eller af voldsomme vulkanudbrud,« siger James Witt til Phys.org.
Marine fossiler fortæller den bedste historie
Forskerne fra University of Leeds har i samarbejde med British Antarctic Survey brugt seks år på at udgrave og identificere de mange tusinde fossiler fra Seymour Island i Antarktis.
Dette område er nemlig særligt kendt for et stort antal fossiler, som kan fortælle en meget præcis geologisk og biologisk historie. Og med god grund, forklarer James Witt.
»De fleste fossiler er dannet i et marint miljø, hvor det er nemt for sediment at blive akkumuleret og dække dele af dyr såsom knogler eller skjolde. For dinosaurer eller landdyr derimod er det sværere at blive fossileret. Dyrene skal eksempelvis falde ned i stillestående vand eller blive begravet hurtigt for at undgå forrådnelse,« siger James Witt til Phys.org og påpeger vigtigheden af at tage udgangspunkt i marine fossiler, når vi vil undersøge Jordens geologiske historie.
»Det betyder, at marine fossiler generelt findes i overflod. De kan give os et langt større data-sæt at arbejde ud fra, når vi skal studere økosystemer og biodiversitetens ændringer over tid i den geologiske fortid. Det vil gøre os i stand til at drage nogle solide konklusioner om begivenheder i perioder med store miljømæssige ændringer – så som masseuddøen,« siger han til Phys.org.
Forskernes resultater er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.