Nye perspektiver på stress i arbejdslivet

Stress har været på alles læber det seneste årti. Vi går i stort antal ned med stress, bliver sygemeldt fra arbejdet og må i værste fald modtage førtidspension. Der bliver indført stresshåndteringsværktøjer og stresscoaches på arbejdspladser, og flere og flere gør brug af mindfulness og andre teknikker for at finde ro og balance.

'Hvad er stress?' var i 2012 på top ti-listen over de mest googlede spørgsmål i Danmark, og der hersker generelt en rådvildhed med hensyn til at forstå, forebygge og behandle stress.

Mennesker har altid oplevet helbredsproblemer i forbindelse med deres arbejdsliv, men det lader alligevel til, at der er sket noget afgørende nyt, når så mange mennesker oplever stress i disse år. Ifølge fakta samlet af Stressforeningen gælder det blandt andet, at 35.000 danskere er sygemeldt pga. stress hver eneste dag, at 430.000 danskere (ca. 12 procent af befolkningen) har symptomer på alvorlig stress hver dag, samt at stress koster Danmark 14 milliarder kroner om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsenet.

Pålideligheden af disse tal kan diskuteres, men der er ingen tvivl om, at de udtrykker en almen forståelse af, at stress er et særdeles udbredt problem.

Der findes ingen officiel definition af stress

Det er velkendt, at stress er relateret til udvikling af depression, angst og endda kan give hjerneskader, så det er ikke så mærkeligt, at stress er blevet noget, man frygter, opsøger viden om og søger at modvirke. Men hvad er stress egentlig, og hvorfor er stress så allestedsnærværende netop i vores tid?

Det er ikke en nem opgave at præcisere og afgrænse, hvad stress er. Til manges overraskelse findes der ikke en officiel definition af stress, som forskere, behandlere eller konsulenter er enige om, og ej heller er stress en selvstændig anerkendt diagnose i de officielle diagnosesystemer (ICD, DSM).

Derfor opstår der ofte flere spørgsmål end svar, når man forsøger at indfange og præcisere stress som fænomen og tilstand.

Er stress en folkesygdom og epidemi, der rammer en stadig større andel af danskerne? Er stress bare et andet ord for travlhed og utilfredshed? Er vi blevet en nation af pylrede og krævende borgere, som har vanskeligt ved at håndtere livets op- og nedture og almindelig eksistentiel modgang? Er stress en narrativ konstruktion og en kollektiv fortælling om alskens utilfredshed og brok, som vi netop nu i vores tidsalder har besluttet at navngive 'stress'? Bliver vi mere stressede af at tale og skrive om stress? Eller dækker begrebet 'stress' over en reel psykisk og fysisk lidelsesfuld sygdom, som forringer den stressramtes livskvalitet, helbred og arbejdsevne i en sådan grad, at hverken samfund, behandlere eller arbejdspladser kan tillade sig at sidde det overhørigt?

Stort behov for at reflektere over stress

Disse spørgsmål bliver alle direkte eller indirekte behandlet i denne bogs kapitler. At der ikke eksisterer en alment anerkendt definition og afgrænsning af stress hverken som begreb eller som lidelse, efterlader os i den situation, at vi kan svare både ja og nej til alle de nævnte spørgsmål – uden egentlig at tage fejl, da det i hvert tilfælde vil afhænge af, hvordan vi beslutter os for at definere stress i den konkrete sammenhæng.

På trods af – eller måske netop på grund af – den manglende enighed om stress er der et stort behov for, at vi giver os tid til at undersøge, præcisere og reflektere over stress som fænomen, årsager til stress og mulige løsninger. For selvom stress har været på både virksomheders, konsulenters, forskeres og mediers dagsorden gennem det seneste årti, er det desværre ikke lykkedes at nedbringe antallet af personer, der fortæller om og sygemelder sig på grund af belastninger i det psykiske arbejdsmiljø.

Det lader til, at uanset, hvor mange penge der postes i forebyggelse og håndtering, er mængden af stress konstant – eller endda stigende. Så måske er det tid til at træde to skridt tilbage og begynde med at diskutere, hvad stress egentlig er, inden vi kaster os over løsninger til forebyggelse og håndtering.

Bogen tager udgangspunkt i 'ingen fælles forståelse'

I denne antologi tager vi udgangspunkt i netop det forhold, at der ikke eksisterer en fælles forståelse af, hvad stress er, hvordan den opstår, eller hvordan stress skal forebygges eller reduceres. Antologiens bidragydere beskæftiger sig alle med stress – hovedsageligt i relation til arbejdsmarkedet – men hvad de hver især forstår ved stress, hvordan de beskæftiger sig med stress, og fra hvilket udgangspunkt de betragter fænomenet, er forskelligt.

Og dette er lige præcis vores hensigt med bogen: Ved at samle en række af Danmarks førende forskere og praktikere inden for stressområdet, vil vi belyse, problematisere og udvikle stressbegrebet fra forskellige vinkler. Håbet er, at forskere, politikere, arbejdsmiljørådgivere, behandlere, virksomheder og enkeltpersoner opnår en øget forståelse af begrebets kompleksitet samt en motivation til i fællesskab at udpege en frugtbar retning og et solidt ståsted, hvorfra en fælles forståelse af, hvad stress er og ikke er, kan udvikles.

Og i forlængelse heraf håber vi også, at vi kan være med til at belyse, hvad der skal til for, at vi bedst muligt forebygger og håndterer de udfordringer, som stress fører med sig for individet såvel som for arbejdspladser og samfundet som helhed.

I dette introduktionskapitel vil vi kort berøre centrale temaer inden for stressforskningen – herunder spørgsmål om udbredelsen af stress, og hvordan stress kan karakteriseres som tilstand. Vi vil løbende fremhæve både den enighed og uenighed, der kendetegner de forskellige stresstemaer, for også derigennem at bringe opmærksomhed over for behovet for en øget refleksion og præcisering af stress som fænomen.

Selvom der efterhånden findes en stor mængde stressforskning af mange forskellige tilsnit, ønsker vi at mane til forsigtighed med hensyn til at betragte den eksisterende forsknings resultater som nødvendigvis objektivt sande og indiskutable.

Hvor udbredt er stress?

Vi hører ofte nye – men altid høje - tal for, hvor mange personer i den danske befolkning der føler sig stressede, og hvor meget stress koster samfundet og virksomheder i form af ineffektivitet, nedsat produktion, øget sygefravær og træk på sundhedssektoren. Vi indledte dette kapitel med eksempler på sådanne tal fra stressforeningens hjemmeside. Men hvor udbredt er stress egentlig? Dette spørgsmål er vanskeligt at svare på, da heller ikke den anerkendte forskning opererer med et velafgrænset og veldefineret stressbegreb eller metoder til at 'måle' forekomsten af stress med.

Derfor er det reelt ikke på nuværende tidspunkt muligt at danne sig et samlet billede af forekomsten af stress eller ændringer i forekomsten af stress over tid.

Forskere har forskellige tilgange og holdninger til, hvordan vi bedst operationaliserer og 'måler' stress. Nogle forskere mener, at vi skal måle fysiologiske reaktioner for at kunne udsige noget præcist om, hvorvidt en person er stresset eller ej. Dette gøres typisk ved hjælp af måling af kortisol i blod eller spyt samt måling af hjerterytmevariabilitet.

Mest udbredt er det dog at forsøge at 'måle' stress ved hjælp af spørgeskemaer, og det er resultater fra denne type undersøgelser, der med jævne mellemrum rammer avisernes forside. Men der er stor forskel på, hvordan man i disse spørgeskemaer måler stress. Lidt firkantet opstillet kan metoderne inddeles i to typer: En indirekte metode samt en direkte metode.

Store forskelle i opfattelsen af stress

Den indirekte metode er karakteriseret ved, at man stiller personen spørgsmål om, hvorvidt denne har oplevet et vist antal psykiske, fysiske og/eller adfærdsmæssige symptomer, som man i den konkrete undersøgelse kobler til stressreaktionen. Udfordringen ved denne metode er dog, at der som nævnt ikke eksisterer enighed om en definition af stress som begreb eller tilstand.

Derfor varierer det fra undersøgelse til undersøgelse, hvilke symptomer man spørger til, samt hvor man har sat skæringslinjen (cut-off-score) for, hvor mange symptomer og med hvilken alvorlighedsgrad, de skal forekomme, for at man rubriceres som stresset.

Derudover varierer undersøgelserne også med hensyn til, om de i formuleringen af spørgsmålene har angivet en specifik tidsperiode – og hvilken tidsperiode de angiver – som symptomerne skal have forekommet i, for eksempel 'har du inden for de sidste to uger oplevet følgende ...' for en gennemgang af en række spørgeskemaer og interviewmetoder til måling af stress.

Den direkte metode til at måle stress dækker over en variation af spørgsmål, hvor man eksplicit beder personen forholde sig til, hvorvidt han eller hun oplever stress eller føler sig stresset, for eksempel 'hvor ofte har du inden for de seneste to uger følt dig stresset?'

I nogle undersøgelser forklares det i en lille tekstboks ved siden af spørgsmålet, hvordan man definerer stress i den pågældende undersøgelse, mens man i andre undersøgelser lader det være op til personens subjektive forståelse af, hvad stress er. Ikke overraskende er udfordringen ved de direkte metoder, at der både forskere imellem, og selvfølgelig også lægpersoner imellem, må antages at være meget store forskelle, hvad angår deres opfattelse af stress som fænomen og begreb.

En ud af fem har overvejet at søge hjælp

Psykiatrifondens befolkningsundersøgelse fra 2011 viste for eksempel, at 21 procent af de adspurgte angiver at være 'enige' eller 'meget enige' i udtalelsen 'Jeg har på et tidspunkt være stresset i en grad, så jeg overvejede at søge hjælp, sygemelde mig, sige mit job op eller omlægge mit liv markant.'

En sådan undersøgelse er bestemt ikke værdiløs, men dens resultater er temmelig vanskelige at fortolke, eftersom det er umuligt at vide, hvad respondenterne lægger i 'at være stresset'.

Som det ses, er der stor variation i, hvordan man måler og undersøger stress. Vi kender ikke til videnskabelige undersøgelser af, i hvilken udstrækning resultaterne påvirkes af de specifikke spørgsmål, man har valgt at stille i den enkelte undersøgelse. Men det er velkendt fra forskningen i spørgeskema-konstruktion generelt, at endog ganske små variationer i spørgsmålene kan give forskellige resultater.

Den manglende definition af stress og den manglende enighed om målemetode, gør det vanskeligt for såvel lægmænd som forskere, professionelle, behandlere og beslutningstagere at afkode og skabe mening i de mange undersøgelser, der ganske ofte rammer avisernes overskrifter: Hvor mange har nu stress?

Som man spørger, får man svar

På nuværende tidspunkt må det mest reelle svar være: Som man spørger, får man svar. Men samtidig er der ingen tvivl om, at stress forekommer at være særdeles udbredt, og at massemediernes hyppige rapportering om dette i sig selv har en betydning for, hvordan mennesker fortolker det subjektive ubehag, de oplever fra tid til anden.

På trods af den beskrevne usikkerhed kan det alligevel være relevant at give i det mindste et bud på forekomsten af stress blandt danskerne. Dette vil vi gøre ved hjælp af to af de største befolkningsundersøgelser i Danmark, som er gennemført af henholdsvis Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Statens Institut for Folkesundhed, SDU (SIF). Begge undersøgelser har fokus på sundhed, livsstil og helbredsproblemer, og undersøgelsen fra NFA har desuden et omfattende fokus på arbejdsrelaterede faktorer.

I NFA's undersøgelse 'Arbejdsmiljø og helbred i Danmark' svarer 15 procent, at de inden for de seneste to uger har følt sig stresset 'hele tiden' eller 'ofte', mens 27 procent svarer 'sommetider', og 58 procent svarer 'sjældent' eller 'aldrig' til spørgsmålet. SIF stiller i undersøgelsen 'Sundheds- og sygelighedsundersøgelse' spørgsmålet: 'Hvor ofte føler du dig nervøs eller stresset?' og finder i 2010, at 13 procent ofte føler sig nervøse eller stressede.

Samme spørgsmål blev stillet i en lignende undersøgelse fra SIF i 2005, og der ses en stigning i andelen, der svarer positivt til dette spørgsmål, da blot 9 procent angav at føle sig nervøse eller stressede ofte i 2005. Spørgsmålene om stress i både NFA's og SIF's undersøgelse er eksempler på direkte spørgsmål, men som det ses, er spørgsmålene forskelligt udformet. NFA's spørgsmål går kun på stress, og desuden præciseres en given tidsperiode, mens undersøgelsen fra SIF ikke angiver en specifik tidsperiode for tilstanden, og desuden spørges der både til stress og nervøsitet i et og samme spørgsmål.

En række andre undersøgelser har også sat fokus på, hvad det er, der stresser os. En undersøgelse fra Djøf's analysebrev viser, at 83 procent af de adspurgte angiver, at arbejdet er den primære årsag til deres stress. Her finder NFA, at 52 procent oplever arbejdet som den vigtigste kilde til stress, mens 43 procent svarer 'både arbejde og privatliv'. Kun 5 procent angiver i NFA's undersøgelse, at privatlivet er den vigtigste kilde til stress. Denne tendens er i overensstemmelse med fokus for denne antologi, da kapitlerne centrerer sig om forholdet mellem arbejdsliv og stress.

Stress som tilstand

Stress betragtes officielt ikke som en sygdom, idet stress som nævnt ikke indgår som en selvstændig diagnose i hverken ICD-10 eller DSM-IV diagnose systemerne. Der eksisterer derfor ikke klare kriterier for, hvornår man er stresset, hvad der er kernesymptomerne på stress, hvor alvorlige symptomerne skal være, eller i hvor lang tid de skal have varet, før der er tale om stress.

Flere har dog forsøgt at koble en række symptomer til stress tilstanden, og disse symptomer opdeles ofte i tre typer: fysiske symptomer, psykiske symptomer og adfærdsmæssige symptomer. Typisk peges der på følgende symptomer som associeret til stressreaktionen. Se billedet med forskellige stressreaktioner.

En oplagt konsekvens af den manglende definition og præcisering af stress er, at det vil variere fra behandler til behandler, om de vil afkode en given tilstand og problemstilling som stress, depression, angst, belastningsreaktion, livskrise eller endda et somatisk helbredsproblem som for eksempel thyreoideasygdom (stofskiftesygdom) eller blodmangel. Hvordan de enkelte symptomer afkodes, vil have stor betydning for, hvilken behandling og hvilke tiltag, der igangsættes.

Den manglende præcisering i forbindelse med stress kan desuden gøre det vanskeligt for såvel ledere som medarbejdere at navigere, når en tilsyneladende stressramt medarbejder viser mistrivsel. For hvornår og hvordan skal man handle, når en ansat eller en kollega fortæller, at han eller hun er stresset? Hvor alvorligt skal man tage det, når ens kollega omtaler sig selv som stresset, eller når man selv føler sig stresset? Og hvad er det, man som arbejdsplads arbejder med og for, når man har en indsats rettet mod at reducere eller forebygge stress?

Selvom der ikke er enighed om hverken definitionen af stress, måling af stress, eller hvilke symptomer der uden tvivl kan associeres til stress, har man gennem årene fået en temmelig indgående forståelse af, hvad der karakteriserer selve den fysiologiske side af stressreaktionen. I faktaboksen nedenfor giver vi en kort redegørelse for de fysiologiske processer.

Stress er ingens og dermed allemandseje

Ud over den naturvidenskabelige tilgang til stress som et fysiologisk respons har stressbegrebet også psykologiske, sociologiske og mange andre faglige betydninger (for ikke at tale om lægmandsdefinitioner). Og måske er netop uklarheden, flertydigheden og den diffuse karakter af fænomenet årsag til, at stress tilsyneladende er så udbredt og allestedsnærværende: Stress er udbredt hos den danske befolkning, stress er udbredt som omdrejningspunkt i den offentlige debat, i forskningsansøgninger og i forhandlinger mellem arbejdstager og arbejdsgiver.

Mere eller mindre professionelle behandlere lover på deres hjemmesider, at netop de kan tilbyde et liv uden stress, og erhvervskonsulenter sælger indsatser til virksomheder med løftet om stressfrie produktive arbejdspladser med højeffektive og stressrobuste medarbejdere. Den manglende afklaring bevirker, at vi alle kan få en del af kagen på godt og ondt: Stress er blevet big business.

Vi kan alle blive enige om, at der skal gøres noget for at forebygge, reducere og behandle stress. Men vi træder direkte ind i en ny uenighed, når vi hver især skal pege på, hvad der konkret skal forandres, og hvilke tiltag der skal igangsættes for at reducere stress.

Er det omgivelserne, der skal ændres? Og, i så fald, er det den konkrete arbejdsplads, eller er det mere overordnede samfundsmæssige betingelser for arbejdslivet, der skal forandres? Er det medarbejderen og dennes personlighed, adfærd, stress tærskel og håndteringsstrategier, der skal ændres og optimeres?

Eller er stress et spørgsmål om bedre ledelse? Er det selve måden, hvorpå vi taler om stress, der skal ændres, så ordet stress ikke længere er så tilgængeligt i vores diskussioner og fortolkninger – og dermed måske heller ikke oplevelsen af at være så stresset? Eller er det alle delene, der skal ændres på en og samme gang, og hvem skal i så fald forestå denne ændring? Den stressramte selv? Arbejdspladsen? Lederen? Sundhedssystemet? Samfundet? Hvem har svaret, og hvem har ansvaret?

Som det ses, skal vi ikke grave dybt i stress som fænomen eller tale om stress i lang tid, før det afsløres, at der ofte er tale om en skinenighed. Den manglende præcisering af stress som fænomen og tilstand efterlader os famlende i blinde efter løsninger på stressproblematikken. Når selve problemstillingen er så uafklaret og udefineret, må løsningen i sagens natur blive tilsvarende upræcis – og netop derfor ofte virkningsløs. Forfatterne i denne bog vil hver især give deres bud på, hvad stress er, hvad stress skyldes, og hvordan man mere eller mindre konkret kan forebygge og håndtere stress i Danmark.

Bogen har viden fra forskere

Nogle bidragydere har i videnskabsteoretisk forstand overvejende realistiske perspektiver (hvor stress anskues som et reelt fænomen i verden, uafhængigt af menneskelige fortolkningsprocesser), mens andre har mere konstruktivistiske perspektiver (hvor stress i højere grad anskues som en sproglig og social konstruktion). Nogle fokuserer på de sociale og samfundsmæssige processers betydning for udviklingen af stress, mens andre er mere optaget af individets egen rolle og ansvar.

Nogle kapitler er udarbejdet af reflekterede og erfaringstunge praktikere med fingeren på pulsen i forhold til de konkrete individer og arbejdspladser, som netop nu oplever og søger at håndtere det moderne arbejdslivs (stress)udfordringer.

Andre kapitler er udarbejdet af forskere, som enten forholder sig teoretisk til stress som fænomen, eller som på baggrund af empirisk materiale søger at indkredse fænomenet stress. Målet med antologien er således ikke at opnå en enighed kapitlerne imellem, men et ønske om at vise, at der i den aktuelle stressdebat i Danmark findes flere nye perspektiver på stress i arbejdslivet, som hver især kan belyse relevante sider af det komplekse fænomen – og som hver især tilbyder brugbare værktøjer til løsning af problemer med stress.

Efter vores mening som bogens redaktører er der næppe et enkelt redskab, som med garanti vil fungere for alle mennesker eller i alle organisationer. Stress kan have mange årsager; mennesker og organisationer er vidt forskellige, så derfor er det vigtigt at have en flerhed af forståelsesformer til rådighed samt en flerhed af redskaber. I nogle tilfælde er det organisationen, der skal forandres, i andre tilfælde er det en bestemt ledelsesform og -teknologi, der skal undersøges kritisk.

Sommetider kan det være personen selv, der måske kan drage nytte af at udvikle mere konstruktive håndteringsstrategier. Andre gange er det relevant at forholde sig til, om der er grundlæggende problemer med de samfundsmæssige betingelser for vores liv. Og ikke sjældent vil det være nødvendigt at tænke i både-og og ikke i enten-eller.

Enighed vil forbedre indsatsen mod stress

Vi vil dog afslutningsvis opfordre til, at man inden for forskningen efterstræber at opnå enighed om, hvordan stress skal måles i spørgeskemaer og befolkningsundersøgelser, hvorved vi kan opnå en mere præcis viden om udbredelsen af stress, ændringer i forekomsten over tid samt forskel på antallet af stressede medarbejdere i forskellige brancher og jobtyper.

Ligeledes vil en større grad af enighed om, hvornår noget er – eller ikke er – stress, øge sandsynligheden for, at problemdefinition og valg af indsats (hvad enten det er på individ- eller organisationsniveau) ikke blot vil afhænge af den enkelte læges, psykologs eller konsulents personlige præferencer og opfattelse af stress.

Der findes naturligvis mange kompetente personer, der hver dag arbejder hårdt for at reducere stress på danske arbejdspladser og behandle stressramte medarbejdere. Men en øget enighed – eller blot diskussion – om stress som fænomen vil kunne skabe grobund for en større grad af erfaringsudveksling og udvikling af best practice i forhold til organisatoriske tiltag og individuel stressrehabilitering.