Når du i den seneste tid har tændt din radio eller åbnet din avis, er du blevet mødt med indsamlingskampagner til fordel for flygtningene i Syrien, på fortorve og pladser mødes du af indsamlere fra nødhjælpsorganisationerne, og når du griber ud efter mælkekarton på morgenbordet kan du læse om verdens fattigste lande.
Nødhjælps-organisationerne fylder en del i vores hverdag for tiden.
Men faktisk peger forskning på, at vi selv er begyndt at fylde mere og mere, når nødhjælps-organisationerne henvender sig til os.
Tidligere handlede de humanitære organisationers kampagner mest om, hvad vi kunne gøre for de nødlidende, men nu handler det i stigende grad om, hvad organisationerne kan gøre for os.
Donér og forsæt dit liv uforstyrret
Vi er blevet »ironiske tilskuere« til verdens nød, mener professor Lilie Chouliaraki fra London School of Economics, der har skrevet bogen »The Ironic Spectator: Solidarity in the age of post-humanitarianism« fra 2013:
»Tidligere ville vi gerne hjælpe nødlidende i andre dele af verden, fordi vi havde medfølelse med dem, eller fordi vi var forargede over de uretfærdigheder, som for eksempel en diktator i et totalitært regime udsatte dem for. Men i dag tror vi ikke længere på de store fortællinger om, hvorfor vi skal føle solidaritet med folk fra andre dele af verden,« siger Lilie Chouliaraki til Videnskab.dk
I dag vil vi hellere donere penge og så fortsætte uforstyrret med vores liv:
»Vi vil faktisk gerne hjælpe folk i nød i andre dele af verden, men vi vil bare helst ikke bruge nogen særlig tid eller energi på det, og vi vil helst ikke involvere os følelsesmæssigt i de lidelser som folk i andre dele af verden gennemgår. Nødhjælpsorganisationerne opfordrer os til at afhjælpe verdens nød, men vi behøver ikke at vide noget særligt om folks lidelser, og ofte kræver det ikke mere end en SMS eller et klik på internettet.«
De nødlidende er forsvundet fra kampagnerne
Det kan helt konkret aflæses i den måde de humanitære organisationer beder om vores hjælp:
»Vi ser to forandringer i forhold til tidligere: For det første viser de humanitære organisationer ikke i samme grad som tidligere de mennesker, vi skal hjælpe; altså dem, der lider nød i andre dele af verden. For det andet har man i høj grad droppet de store følelser. Man forsøger ikke længere at give folk medfølelse med den ekstreme nød eller gøre dem forargede over uhyrlige uretfærdigheder. Man beder bare folk om at hjælpe, så de kan få det bedre med sig selv og fortsætte deres liv uforstyrret,« siger Lilie Chouliaraki.
Også i de danske organisationers materiale er de nødlidende langsomt gledet i baggrunden.
Det fortæller adjunkt Anne Vestergaard fra CBS, der i sin ph.d.-afhandling fra 2010 viser, hvordan donoren har overtaget scenen fra de nødlidende i de humanitære organisationers materiale:
»Kampagnerne er stigende grad kommet til at handle om vores egen moral i stedet for om den konkrete nød, som organisationerne forsøger at afhjælpe,« siger Anne Vestergaard til Videnskab.dk, og forklarer:
»I dag fokuserer man meget på de dilemmaer, der er forbundet med nødhjælp:
- Er vi egentlig ikke dybest set ligeglade med lidelser på den anden side af kloden?
- Kan man overhovedet gøre noget ved al den elendighed?
- Hvilken forskel kan jeg som enkelt menneske gøre?
- Er der ikke alle mulige skjulte politiske dagsordener?
- Er nødhjælpsarbejdere ikke bare selvgode, verdensfjerne missionærer?«
Faktisk har "du" helt konkret invaderet organisationers materiale:
»Man kan se, at brugen af ordet ’du’ i de humanitære organisationers materiale er mangedoblet de seneste ti år, og man støder for eksempel også jævnligt på materiale, hvor donoren fylder hele billedet, og de nødlidende slet ikke optræder,« siger Anne Vestergaard.
Sultne børn er gledet ud af billedet
Ifølge Lilie Chouliaraki og Anne Vestergaard er de humanitære organisationers nye måde at tale til os et resultat af, at de traditionelle fortællinger om verdens nødlidende har vist sig at være utilstrækkelig.
»I 1980erne bad de humanitære organisationer ofte om vores hjælp i kampagner med udhungrede, halvdøde børn med fluer i øjnene. Men det blev kritiseret for ikke at betragte de nødlidende som menneskelige og for at gøre os immune over for nød,« siger Anne Vestergaard.
Kritikken fik organisationerne til i højere grad at fokusere på ’den gode historie’ frem for håbløsheden.
»Nu så vi glade, taknemmelige børn med skoletasken i hånden eller benet i gips,« siger Anne Vestergaard .
Men også det blev kritiseret:
»Mange mente, at de positive historier fjernede det politiske element fra nøden og udstillede de nødlidende som hjælpeløse modtagere af vestens barmhjertighed.«
Nødhjælp er blevet et marked
I dag kan vor tids ironiske tilskuer altså klikke sig til frelse imellem besøgene på Facebook, hjælpe en god sag med en fadøl i hånden til en støttekoncert uden at vide noget særligt om verdens elendighed, eller støtte indsamlingen til Syrien ved hjælp af en SMS og vinde en bil, nogle koncertbilletter eller en grill, som det for nyligt var tilfældet i et radioprogram på DR.
Men spørgsmålet er, om metoden betyder noget, hvis bare organisationerne får penge i kassen, så de kan hjælpe verdens nødlidende?
Ifølge Lilie Chouliaraki er problemet, at den overfladiske deltagelse nok bidrager med penge, men ikke stiller spørgsmålstegn ved de problemer, der ligger til grund for verdens elendighed.
»Jeg mener, at det store problem med den ironiske solidaritet er, at de humanitære organisationer ikke længere er optaget af at fortælle os om den fundamentale uretfærdighed og uligheder, der præger verden.«
Jeg mener, at det store problem med den ironiske solidaritet er, at de humanitære organisationer ikke længere er optaget af at fortælle os om den fundamentale uretfærdighed og uligheder, der præger verden.
Lilie Chouliaraki, professor ved London School of Economics
»I stedet handler det om en markedslogik, hvor man giver noget og forventer noget igen den anden vej. Jeg vil gerne give penge, men jeg gør det for, at jeg kan have det godt med mig selv, for at jeg kan få en god oplevelse til en støttekoncert, eller for at jeg kan føle en særlig forbindelse til min yndlingsberømthed, der støtter den sag eller lignende.«
Men betød det da slet ikke noget for tidligere tiders donorer, at de kunne have det godt med sig selv?
»De fleste moralteoretikere er enige om, at der ikke findes handlinger, der er helt uselviske. Der vil altid være et element af at få opfyldt nogle af vores egne behov, når vi gør noget godt for andre, også selvom det måske kun er, at vi får det bedre med os selv,« siger Lilie Chouliaraki.
»Men den store forskel fra tidligere er, at de humanitære organisationer i dag har gjort opfyldelse af vores behov til den centrale ting i deres kommunikation.«
Vælg en katastrofe, som lige passer til dig
Ifølge Anne Vestergaard kan tendensen med at fokusere på vores behov i stedet for på ofrenes lidelser på den ene side ses som et udtryk for en ekstrem grad af kulturel selvoptagethed, som kan virke både grotesk og usympatisk.
Men på den anden side må man ifølge Anne Vestergaard også anerkende, at organisationerne bare navigerer i forhold til den form for moral, som de fleste af os har i dag:
»Vi tror ikke længere på de endegyldige religiøse eller politiske sandheder. Det betyder, at vores ansvarsfølelse mangler et moralsk fixpunkt, og her kan verdens lidelser bliver en form for marked, hvor vi frit kan vælge, hvor vi vil investere for at få vores behov for at hjælpe opfyldt.«
Anne Vestergaard Jørgensen peger på hjemmesiden noedhjaelp.net, som et ekstremt eksempel på den her tendens:
»Her præsenteres en liste over meget forskellige humanitære organisationer, som man kan donere penge til. Det er alt fra nødhjælp til dyrevelfærd. 'Find den organisation som passer dig bedst', skriver de. Det er en temmelig pinagtig illustration af, hvordan de humanitære organisationer nu må operere på marked for nødhjælp, hvor det gælder om at opfylde donorernes behov for at hjælpe. Der kunne lige så godt have stået ’find den organisation, der passer bedst til dine behov’.«
Konkurrence om at hjælpe
Nødhjælp er altså blevet et marked, og donorerne er blevet forbrugere som shopper rundt mellem gode formål og verdens elendighed.
Det betyder ifølge Anne Vestergaard også, at der er en intens konkurrence mellem humanitære organisationer, som kæmper om de samme begrænsede midler.
Det kan umiddelbart virke paradoksalt, at de humanitære organisationer skal konkurrere indbyrdes om at hjælpe andre mennesker, men Anne Vestergaard minder om, at organisationerne har forskellige ideer om, hvem der skal hjælpes og hvordan man bedst gør det:
»Red Barnet og Læger uden Grænser konkurrerer for eksempel om de samme donationer, men har vidt forskellige måder at løse den humanitære opgave på. De private donationer betyder rigtigt meget for organisationerne, fordi statsstøtten er betinget af, at de også selv kommer med en del af finansiering,« siger Anne Vestergaard, der dog fremhæver, at de danske organisationer er generelt er temmelig gode til at samarbejde, og at de – i modsætning til på et traditionelt marked – ikke er ikke er interesserede i at sætte deres konkurrenter ud af spillet.
