Hvert år fremhæver tidsskriftet Nature ti personer, der har gjort en stor forskel for videnskaben i det forgangne år.
Dette års liste er mere end bemærkelsesværdig. Man vil kunne fremhæve den som en historisk kilde, et slags overblik over det underlige kriseår, vi er på tærsklen til at træde ud af.
Mellem listens linjer kan man skimte pandemiens udvikling. Fra en kinesisk virolog kortlagde corona-genomet i januar, til talsmænd for medicinalfirmaet Pfizer i starten af november kunne præsentere gode vaccinenyheder til en verdenspresse, som havde holdt vejret i 9 måneder.
En del af den presse er Videnskab.dk. Vi har dækket smitten fra start til i dag. Og vi fortsætter med at gøre det.
Læs alle vores artikler om covid-19, eller hold dig opdateret i vores live-artikel Coronavirus: Alt om de nyeste tal, symptomer og behandling, der optages med de nyeste tal dagligt.
\ Om Natures 10 udvalgte
Hvert år udgiver det videnskabelige tidsskrift Nature en liste med ti meget betydningsfulde personer for videnskaben i det forgangne år.
De ti er ikke som sådan de vigtigste personer for videnskaben, men historierne fra eller om disse ti personer belyser nogle af de mest betydningsfulde videnskabelige begivenheder i løbet af året.
Tidsskriftet anerkender, at store dele af den forskning, der udføres i dag, sker i teams. Derfor er flere af de fremhævede personer ledere for grupper, der står bag de bemærkelsesværdige bedrifter.
En særlig svenske pige var på listen sidste år. Læs artiklen: Nature: Greta Thunberg er blandt videnskabens mest betydningsfulde personer i 2019
Kilde: Nature
Fra Wuhan med kærlighed
Den kinesiske top-virolog Zhang Yongzhen modtog i starten af januar en lille metalkasse med en testtube i sit laboratorium i Shanghai.
Testen stammede fra en arbejder i et eksotisk kødmarked i den kinesiske by Wuhan, der inden længe skulle komme på alles læber.
Zhang Yongzhen er ekspert i såkaldt RNA-sekvensering. I løbet af to dages søvnløst arbejde lykkedes det ham og hans team uhørt hurtigt at finde genomet på den virus, der sidenhen skulle komme til at lægge gaderne i det meste af verden øde.
Yongzhen kunne konstatere, at den nye coronavirus mindede om den smitsomme og dødelige SARS-virus fra 2003, hvorfor den fik navnet SARS-CoV-2.
Professoren offentliggjorde genom-sekvensen til den øvrige verden 11. januar. Nu findes han også på listen over TIME’s mest indflydelsesrige personer i 2020 og fremhæves af Nature som én af de personer, der har gjort den største forskel for videnskaben i 2020.
\ Læs mere
Rådede myndighederne til første coronanedlukning
En anden kinesisk epidemolog Li Lanjuan råbte vagt i gevær overfor den hastige smittespredning i Wuhan.
Hun overbeviste den lokale regering om at lukke byen 23. januar, inden det kinesiske nytår. Sådan reddede hun tusindvis af liv ved at sænke virussspredningen.
At kineserne kunne lukke en storby ned, trak dengang vilde overskrifter herhjemme, men 10. marts blev det også virkelighed herhjemme, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde bebudede, at Danmark lukkede ned.
Efter sin vigtige indgriben rejste den 73-årige kinesiske topforsker i øvrigt selv til Wuhan, hvor hun behandlede coronapatienter med sit forskerteam i to måneder. Hun foretager vigtig forskning i coronamutationer i dag.
Kaptajnen på lægeskibet
I slutningen af januar erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at verden stod overfor en global sundhedstrussel, og da blev det chefdirektør for WHO Tedros Adhanom Ghebreyesus' opgave at navigere verden gennem krisen.
Den uddannede læge og tidligere minister er som etiopier den første afrikaner, der sidder på topposten.
Verdenssundhedsorganisationen måtte stå overfor ikke bare en coronapandemi, men også en mur af kritik, der bød på anklager om nølen overfor coronatruslen og spredning af misinformation fra særligt den amerikanske præsident.
I april fik Ghebreyesus fratrukket støtten fra amerikanerne, én af de største bidragsydere, svarende til 10 procent af budgettet.
Men det til trods lykkedes det Ghebreyesu at viderebringe vital information til sundhedsansvarlige i hele verden.

Gode ledere skaber gode resultater
Noget, der må siges at være populært blandt vælgerne, er en god, solid og hurtig håndtering af coronakrisen.
Således blev New Zealands premiereminister Jacinda Ardern genvalgt 17. oktober. Her kunne Ardens parti Labour snuppe hele 50 procent af stemmerne og halvdelen af sæderne i det new zealandske parlament.
Og succesen er da også til at tage og føle på. Per dags dato har 25 new zealandere ud af New Zealands 4,8 millioner indbyggere mistet livet til corona, og omkring 2.000 har været smittede. I alt.
Jacinda Ardern fremhæves i Nature for sin hurtige og bestemte håndtering af krisen og roses for at fastholdte tilliden fra sin befolkning.
Kuren er på vej
I januar skønnede WHO, at der mindst ville gå 18 måneder, inden det ville være muligt for forskerne at finde en vaccine mod virussen.
Donald Trump har selv lovet, den var lige på trapperne siden april. Men det skulle faktisk vise sig at komme til at gå usandsynligt stærkt.
Kathrin Jansen er chef for vaccineforskning og -udvikling i det amerikanske og nu verdenskendte medicinalfirma Pfizer. Hun fremhæves af Nature.
Forskeren ledte det team, der udviklede en vaccine med en virkning på over 95 procent. Uvildige forskere kalder den »fantastisk« overfor Videnskab.dk.
Det ser nu også ud til, at vaccinen vil blive taget i brug i Danmark inden jul.
Det kan du læse mere om her: Pfizers coronavaccine: Nu er resultaterne blåstemplet, og uvildige forskere er begejstrede.
Andre bemærkelsesværdige forskere
Corona er ikke det eneste felt, hvor Nature fremhæver personer, der virkelig har gjort en forskel i år. Nogle ting er nemlig, som de plejer.
Det er eksempelvis stadig vigtigt at forske i klimaet, at bekæmpe social uretfærdighed og finde værn mod andre smitsomme sygdomme.
- Kosmolog og aktivisten Chanda Prescod-Weinstein igangsatte en protest mod systemisk racisme mod sorte i det videnskabelige miljø efter det brutale politimord på George Floyd i Minneapolis i maj.
- Adi Utarini, en indonesisk forsker i folkesundhed, ledte et forskerhold til at udvikle en genmodificeret myg, der kan blokere mod smitte med gul feber.
- Verena Mohaupt styrede logistikken ved Mosaic-ekspeditionen og sørgede for 300 forskeres mentale og fysiske sikkerhed, da et forskerskib satte sig fast i den grønlandske indlandsis og igennem et år gled fastfrosset fra den ene ende til den anden af is-landet. Det bragte vægtig klimaforskning med sig.
- Og i Uruguay arbejdede virologen Gonzalo Moratorio sammen med sin regering på at udvikle et testsystem mod coronavirus. Det fik landet til at undvige en kaskade af smitte og død, skriver Nature.
































