I midten af november tweetede en sygeplejerske i South Dakota, USA, om sin oplevelse med at tage sig af døende patienter.
Sygeplejersken, Jodi Doering, fortalte, at mange patienter helt til det sidste benægtede eksistensen af COVID-19.
»Deres sidste ord var: 'Det her sker ikke, det er ikke virkeligt'. Og når de facetimede med deres familie, var de fyldt med vrede og had.«
Fem måneder tidligere døde en 30-årig mand som følge af COVID-19 på Methodist Hospital i San Antonio, Texas.
Hans sidste ord til sygeplejersken var: »Jeg tror, jeg har taget fejl. Jeg troede, det var fup, men det er det ikke.«
En overlæge ved hospitalet rapporterede, at patienten blev smittet ved en fest med andre skeptikere, som alle mente, at virussen var 'fake news'.
Tillid afhænger af stedet
Festen i Texas blev utvivlsomt organiseret over mobiltelefon, og de forskellige deltagere kørte til festen i deres biler. Det er begge teknologier, som har langt større lager- og proceskapacitet end Apollo 11-månelandingen havde i 1969.
Ironisk nok hjælper nylige videnskabelige og teknologiske fremskridt tvivlerne med at give udtryk for deres tvivl overfor forskningens råd og anbefalinger.
Men det er ikke kun enkeltpersoner, der har bagatelliseret forskningens og videnskabens råd og advarsler om virussen.
Halvdelen af de 25.307 forskere, der i maj og juni 2019 blev adspurgt af Frontiers, en schweizisk baseret udgiver af forskningstidsskrifter, fortæller, at forskere verden over ofte føler, at magthaverne ikke lytter nok til forskningens råd.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
New Zealand tager imod råd, men det gør USA ofte ikke
Studiet spurgte de internationale forskere, om lovgivere i deres respektive lande gjorde brug af forskernes råd og anbefalinger i forbindelse med udformningen af deres COVID-19-strategi.
Samlet set blev forskerne delt i to lige store lejre, efter hvor meget eller hvor lidt regeringerne havde taget højde for den videnskabelige rådgivning.
Der var dog forskel landene imellem.
I New Zealand var knap 80 procent af de adspurgte tilfredse med den måde, deres regering tog højde for videnskabens råd og anbefalinger. Men i USA mente mindre end 20 procent af forskerne det samme om deres regering.
\ Læs mere
Forkaster eksperterne
En åbenlys faktor i forskernes holdning er visse politikeres tilbøjelighed til at forkaste eksperterne.
Den afgående amerikanske præsident Donald Trump afviser ofte alt, hvad han er uenig i, som 'fake news'.
I forbindelse med Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien i 2016 argumenterede en række økonomer for, at Brexit ville skade den britiske økonomi.
Den fremtrædende konservative politiker og Brexit-supporter, Michael Gove, ignorerede dem. Han sagde: »Folk i dette land har fået nok af eksperter.«
»Hvem har brug for eksperter, når man kan stole på industrien?«
For nylig publicerede den uafhængige tænketank Grattan Institute i Australien den såkaldte Flame Out-rapport, der hævder, at der i fremtiden vil være begrænset behov for naturgas.
En talsmand for den australske energiminister Angus Taylor afviste rapporten med ordene, at rapportens fund for produktionssektoren ikke afspejlede branchens egne synspunkter.
Hvem har brug for eksperter, når man nu kan stole på industrien?
Mindre ligeværdige samfund = mindre tillid
Men der er andre, mindre indlysende faktorer, der ligger til grund for, hvor meget lande og regeringer tager højde for eksperternes rådgivning. Ulighed i landet er en betydelig faktor.
Grafen kortlægger resultaterne fra Frontiers-studiet mod niveauet af indkomstulighed.
Ulighed måles med Gini-koefficient, der løber fra 0,0 (alle har den samme indkomst) til 1,0 (en person har hele landets indkomst).
Linjen, som løber igennem 'diamanterne', afslører en trend. Den viser, at tilliden til videnskab og forskning falder, når uligheden stiger.
I gennemsnit er en stigning på et procentpoint i uligheden forbundet med et fald på 1,5 procentpoint i forhold til at tage højde for forskeres råd.
Faldende tillid er katastrofal
I deres bog 'The Spirit Level' fra 2009 leverer Richard Wilkinson og Kate Pickett en ide om, hvorfor det kan være tilfældet. De skriver:
»Ulighed påvirker, hvordan man ser andre omkring sig ... personer i mindre lige samfund er mindre tilbøjelige til at stole på hinanden.«
I disse lande lader overbevisningen om, at 'det er alles kamp mod alle', og at 'vi kun er interesserede i at hjælpe os selv', til at være mere udbredt.
David Brooks, som er journalist ved New York Times, mener, at den hurtigt faldende tillid er katastrofal for USA. Han skriver:
»En anti-institutionel bias har manifesteret sig som had til regeringen; en uvillighed til at være lydhør over for ekspertise, autoritet og grundlæggende videnskab; og en modvilje mod at finansiere samfundets infrastruktur, som et menneskeværdigt offentligt sundhedssystem.«
Tillid er skrøbelig
Overalt i verden er der blevet spændt ben for bestræbelserne på at tackle coronavirussen af samfund, der bestrider, hvor alvorlig virussen er - eller endda eksistensen af den.
I Australien er der stadig en rimelig grad af tillid.
Daniel Andrews, der leder regeringen i den australske delstat Victoria, sagde tidligere på året, at 'alle kommer til at betale prisen, hvis man ikke makker ret og lytter til eksperternes råd'.
Det har indbyggerne i Victoria gjort indtil videre - og det samme gælder for Sydney. Men tilliden er skrøbelig, og uligheden er nedbrydende.
Tony Ward hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
