Myten om Atlantis – fup eller fakta?

Engang for tusindvis af år siden herskede magtfulde konger over en ø så, stor som et kontinent.

Øen Atlantis var frodig og smuk og gemte på et enestående tempel til ære for havguden Poseidon og på et stort og pragtfuldt kongepalads, hugget ud i farvede sten og med lofter og vægge af guld, sølv og elfenben.

I cirkler rundt om paladset stod imponerende, udsmykkede mure med kanaler imellem, og øens befolkning var rig og harmonisk. Beboerne nedstammede fra Poseidon, og mange af dem drog ud i verden for at erobre land i Europa og Afrika og var med til at etablere Atlantis som en suveræn flådenation.

Men ak. Efterhånden som befolkningen opførte sig mere og mere som almindelige mennesker med laster og synder, gik det ned ad bakke.

Atlantis tabte en krig mod Athen, og pludselig styrtede hele Atlantis i havet ved en enkelt dag og nats ufattelige ulykke.

Øen er aldrig blevet fundet og ligger muligvis den dag i dag på havets bund.

Atlantis 'fundet' i flere dele af verden

Du er sikkert stødt på myten om Atlantis på et tidspunkt.

Myten blev fortalt af den græske filosof Platon i værkerne Kritias og Timaios for 2.500 år siden, men den har især gennem de seneste 150 år sat grå hår i hovedet på begejstrede historiefreaks og videnskabsfolk, som har forsøgt at afkode teksterne og finde frem til stedet, hvor Atlantis lå.

Mange mener selv, de har nået målet.

Atlantis er gennem tiden blevet ’fundet’ i blandt andet Spanien, England, Caribien og Bolivia, mens andre påstår, den hører hjemme i Antarktis, ude i Atlanterhavet, tæt på Doggerbanken eller et sted i Grækenland, måske som et billede på det sagnomspundne Troja.

»Tag Atlantis-myten med et gran salt«

Hvis man virkelig vil nærmere en afklaring om, hvad der er op og ned i Atlantis-myten, kræver det et svar på det helt centrale spørgsmål:

Beskriver Platon en virkelig ø og dens endeligt, eller har han opdigtet det hele?

I Danmark er der faktisk forskellige meninger blandt forskerne.

Vi starter hos eksperter i antikken. De har generelt svært ved at se, at Atlantis skulle være et virkeligt sted. Lektor i klassiske studier Christian Høgel hæfter sig ved, at:

1. Platon aldrig kommer med detaljerede beskrivelser af byen rundt om paladset, af oplandet på øen eller med oplysninger om befolkningen eller deres sprog.
2. Platon generelt i sin litteratur – udformet som dialoger – bruger myter til at understrege pointer i en igangværende diskussion, i dette tilfælde om idealstaten, uden at det har noget som helst andet formål end at understrege en pointe.
3. Ingen andre græske kilder nævner Atlantis.

»Hvis man skulle tro på myten, ville det have været rigtig godt, hvis Atlantis var nævnt en masse steder. Generelt var byer og navne ikke noget, man bare lige opfandt i græske myter, men de bliver som regel nævnt hos forskellige digtere og i tragedier,« siger Christian Høgel og fortsætter:

»Her har vi kun Platons ord, og vi ved faktisk ikke engang, hvad Platons egentlige kilder var, kun at han selv siger, de stammer fra Egypten. Det giver os en fornemmelse af, at myten enten bygger på andre elementer, han har hørt og laver en masse ud af, eller at han slet ikke har hørt noget om det og bare digter.«

»Jeg vurderer, at det hele skal tages med et gran salt,« siger Christian Høgel, lektor, ph.d. på Klassiske Studier på Syddansk Universitet.

.

Myten om Atlantis opfylder Platons formål

På Aarhus Universitet har historiker Jens Krasilnikoff især arbejdet med dialogen Kritias.

Her bruger Platon myten om Atlantis til blandt andet at fortælle om, hvor god jord man havde engang, i forhold til hvor dårlig jord man havde på Platons tid i området omkring Athen på halvøen Attika.

»Platon bruger myten til et specifikt formål, nemlig til at beskrive, hvad der foregik i de 9.000 år, der var gået siden krigen mellem Athen og Atlantis.«

»Atlantis og Athen bliver forbundet i en forfaldshistorie, hvor Attikas frugtbare jord blev skyllet ud i havet og efterlader halvøen som et klippefyldt og stenet landskab, som i Platons samtid ligner en syg mands benede krop, hvor knoglerne stikker frem.«

»Platon forsøger at forklare nutiden ved at række tilbage, og der tjener myten en helt klar funktion,« vurderer Jens Krasilnikoff, som forsker i oldtidens græske og romerske historie.

Atlantis minder om andre historier om forfald

Jens Krasilnikoff fortæller, at Platons Atlantis-myte ligner andre forfaldshistorier.

Omkring 350 år tidligere beskriver digteren Hesiod i digtet ’Værker og Dage’, hvordan guldalderslægten, der var tæt på Olympens guder, blev fulgt af den ringere sølvalderslægt, som igen fulgtes af bronzealderslægten og endelig jernalderslægten. Jernalderslægtens liv var – ligesom Atlantis-folkets liv til sidst i myten – domineret af krig og strid.

»Men selvom der er visse geografiske eller kronologiske sammenfald beretninger, skal man tænke på, at myter er meget fleksible. En af deres væsentligste egenskaber er, at de hele tiden kan forandres og ses i et nyt lys i forhold til den samtid, de fortælles i.«

»Platons myte bliver analyseret som en del af de litterære værker, hvori den indgår, men få tænker for alvor på Atlantis som en historisk faktor,« siger Jens Krasilnikoff, lektor, ph.d. på Historisk Afdeling på Aarhus Universitet.

Hvis Atlantis eksisterer, ligger den nok i Spanien

Hvis myten om Atlantis alligevel refererer til et virkeligt sted, er det ifølge Christian Høgel fra Syddansk Universitet oplagt at pege på Spanien, et sted i eller ved Gibraltarstrædet, af to årsager:

1. Navnet Atlantis lægger sig op ad Atlas; kæmpen, som holdt himmelhvælvingen oppe. Han holdt til langt ude vestpå (i forhold til Grækenland) ved grænsen til det store ukendte Atlanterhav, og han har også lagt navn til Atlasbjergene i Nordafrika.
2. Platon fortæller, at Atlantis lå ved Herkules’ søjler, der er en betegnelse for de to sider af Gibraltarstrædet.

Skal man fortsætte ud af sporet og forfølge tanken om, at Atlantis virkelig har eksisteret, er det muligt at finde paralleller til velkendte hændelser eller begivenheder, som kan have fundet sted – men det kræver, at man hugger et afsnit og klipper en side af Platons beretninger og præsenterer nye definitioner af tid, sted og Atlantis’ størrelse og endeligt.

Øer kan sagtens synke i havet

Lad os starte med det mest sandsynlige først: Undergangen. En ø kan nemlig sagtens ’synke i havet’.

Seniorforsker Trine Dahl-Jensen fra GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, fortæller, at øer bliver dannet og forsvinder igen af flere typiske årsager, for eksempel:

1. Jordens store brudstykker – de tektoniske plader – bevæger sig blandt andet hen over særligt varme og aktive områder i jordoverfladen, kaldet hotspots. Varmen fra jorden får overfladen til at rejse sig, og vulkaner kan på de steder danne øer midt ude i havet. Når den tektoniske plade har bevæget sig videre, falder stedet sammen igen og forsvinder måske under havets overflade. Sådan en bevægelse kender man fra en lang række øer ved Hawaii – men den tager millioner af år.
   
2. Vulkanske øer opstår og forgår løbende. Seneste eksempel er øen Surtsey syd for Island, som fra 1963 blev dannet af et fire år langt vulkanudbrud. Øen blev næsten tre kvadratkilometer stor, inden udbruddet stoppede og vind, vejr og vand begyndte at nedbryde den igen. I dag har den omkring halv størrelse.
   
3. Vandstanden stiger eller falder. På den måde kommer rev til syne og forsvinder igen, men: det tager som regel mange, mange år.
   
4. Øer kan blive ramt af jordskælv, tsunamier eller vulkanudbrud og på den måde blive smadret.

Middelhavet hærget af jordskælv og vulkanudbrud

»Historisk set har der været tsunamier i både Atlanterhavet og Middelhavet. I 1755 skete et stort jordskælv ud for Lissabon. Det udløste en tsunami, som var meget ødelæggende langt ind i Spanien og helt ned til Gibraltar og Afrikas kyst. Middelhavet har også haft sine store tsunamier, så på den måde kan øer i det område godt blive ødelagt på kort tid.«

»Der var også en ø i Middelhavet, der eksploderede i et vulkanudbrud; Santorini. Meget er væk, og i dag er der kun en ringformet ø tilbage – men man kan selvfølgelig ikke sige, at den er helt forsvundet, for kanten stikker jo op af jordoverfladen,« bemærker Trine Dahl-Jensen.

Atlantis kunne ligge i det græske øhav

Nej, Santorini er langt fra forsvundet.

Faktisk er der så meget land tilbage, at øen i dag et populært feriemål i det græske øhav. Ikke desto mindre er det langt fra kun badeglade turister, der lægger vejen forbi. Forskere og hobbyvidenskabsmænd med en forkærlighed for Atlantis-myten har også set sig varme på Santorini.

Ser man bort fra, at:

1. ... dele af øen stadig ligger der – selvom Atlantis forsvandt
   
2. ... det kæmpe vulkanudbrud på øen formentlig fandt sted omkring 1.600 år før Kristus – selvom Platon beretter, at Atlantis forsvandt ca. 10.000 år f.Kr. - samt at
   
3. ... Santorini ligger i Det Ægæiske Hav i Grækenland – og ikke i Spanien

… så er der en del tegn på, at Santorini kunne være Atlantis

Beskrivelsen minder om Santorini

I sin bog ’Ilden i havet’ fra 2007 beretter geolog Walter L. Friedrich fra Aarhus Universitet detaljeret om Santorinis fysiske forhold og om de arkæologiske fund af blandt andet bygninger og fresker; malerier på kalk.

Tilsammen tegner de billedet af en blomstrende kultur, som blev knust under vulkanudbruddet cirka 1.613 f.Kr., kaldet den minoiske eruption eller det minoiske udbrud. (Tidspunktet er fastsat af blandt andre Walter L: Friedrich selv i en anerkendt artikel i det førende tidsskrift Science.)

Geologisk set er Santorini interessant, fordi Platon fortæller, at Atlantis’ centrum var omgivet af store ringe af skiftevis fast grund/mure og vand.

Santorini består i dag af øer, som tilsammen nærmest danner en cirkel, og forskere har spekuleret i, at der kan have ligget en by i midten – hvilket overordnet ville passe fint med Platons beskrivelse af Atlantis.

Endelig tyder Platons karakteristik af frodige omgivelser og farvede sten i kongepaladset på, at hans Atlantis var en vulkanø ligesom Santorini.

Aarhus-forsker: Atlantis hænger sammen med Santorini

Walter L. Friedrich blev for nogle år siden udnævnt til æresborger på Santorini for sin forskning gennem mere end 30 år i øens geologiske historie.

Han er i gang med en ny videnskabelig artikel om Santorinis forbindelse til Atlantis-historien, men vil ikke fortælle i detaljer om sine overvejelser, før artiklen er udkommet.

»Jeg kan kun sige så meget, at vi konkluderer, at der måske kan være noget om sagen. I hvert fald ser det ud til, at kernen i Atlantis-myten er knyttet til den minoiske eruption,« siger Walter L. Friedrich, lektor emeritus på Geologisk Institut, Aarhus Universitet.

Arkæologi bekræfter højtstående kultur i Grækenland

Arkæologiske fund antyder oven i købet, at græske øer for flere tusinde af år siden – i Bronzealderen fra omkring 3.200 f.Kr. til 1.450 f.Kr. – var hjem for et meget velhavende og nogle steder også meget velfungerende samfund, kaldet den minoiske kultur; den allerførste finere europæiske kultur, som vi har arkæologiske levn fra.

Den førende danske arkæolog på området er Erik Hallager, tidligere adjungeret professor i klassisk arkæologi ved Aarhus Universitet og gennem syv år leder af Det Danske Institut i Athen, der blandt andet hjælper grækerne med at grave de vigtigste fortidsminder ud.

Erik Hallager har i 40 år stået for udgravninger på Kreta, der har vist sig at være det blomstrende centrum i den minoiske kultur, som blandt andet også omfattede Santorini.

Hans udgravninger har afsløret, at husene på den vestlige del af Kreta ligesom på resten af øen bugnede med blandt andet mad og andre tydelige tegn på velstand som for eksempel fresko-malerier, stenvaser, forseglede kar og lertavler med indskrifter, der vidner om en kultur med god organisation.

Det er særligt interessant, at byerne og de store paladser på øen var uden befæstninger, hvilket er højest usædvanligt.

»Det tyder på, at der har været rigdom nok, og at man ikke behøvede at frygte angreb. Det har formentlig været et meget rigt og velfungerende samfund,« vurderer Erik Hallager.

Det lyder jo nærmest som Atlantis. Kan du udelukke, at Atlantis har eksisteret på den tid?

»Jeg vil vende den om og sige, at jeg ikke kan bruge Platons beskrivelse til at sætte lighedstegn mellem Atlantis og den minoiske kultur – som flere i øvrigt ikke anser Santorini for at være en del af. Som fagmand er jeg nødt til at ignorere, hvad en senere myte fortæller og se på, hvad vi rent faktisk ved.«

Arkæolog meget skeptisk over for Atlantis-myten

Hvis nogen skulle få den tanke, at Atlantis kunne være Kreta, blandt andet fordi store paladser prydede øen fra 2000-1450 f.v.t., altså i tiden omkring Santorini-udbruddet, så kan de ifølge Erik Hallager roligt tro om igen.

»En stor del af den minoiske paladskultur på Kreta blev begravet efter store brande i 1450 f.Kr., og der er ingen skrifter, som har overlevet frem til Platons tid. Vi har i hvert fald ingen vidnesbyrd.«

»Så skulle Platon have hørt om øen via mundtlige kilder – men det vækker min skepsis, der går på, at der er gået for lang tid fra hændelserne skete, til Platon skrev om dem. Han har næppe haft en chance for at vide, hvad han talte om, hvis han refererede til det minoiske samfund,« mener Erik Hallager.

Erik Hallager tilføjer, at han er »meget, meget skeptisk« over for myten og enig med de to oldtidsforskere i, at de fysiske rammer i forfaldshistorier ikke nødvendigvis bygger på noget virkeligt.

Myter kan være, som du vil have dem

Ingen ved, om Platon reelt har bygget sin beretning på et egyptisk dokument, på mundtlige overleveringer, på inspiration fra virkeligheden eller på rendyrket varm luft.

Det står til gengæld klart, at hvis man vil have myten om Atlantis til at være en beskrivelse af virkeligheden, så må man skrue på enten tid, sted eller placering – eller på alle tre knapper på én gang.

Og det er måske i virkeligheden et meget godt tegn på, at myten er netop en myte, påpeger Christian Høgel, der på Syddansk Universitet forsker i klassisk græsk litteratur.

»Det illustrerer selve problemet med myter: Man kan altid få det ene, det andet eller det tredje element til at minde om noget. Måske hvis det bare var en anden konge, et andet sted eller det så lidt anderledes ud, så passer det. Men det gør den altså ikke til virkelighed,« bemærker Christian Høgel.