Massemorder solgte lig til forskning

Dette er den groteske historie om skotske kirurgers videnskabelige ambitioner, om fattigdom og mangelfuld lovregulering.

Denne kombination førte til en række grufulde mord i 1828, hvor 16 uskyldige mennesker i byen Edinburgh blev dræbt og ligene solgt til brug i forskning og undervisning.

Surgeons Hall Museums, det kirurgiske museum i Skotlands hovedstad, er et besøg værd, hvis du er interesseret i videnskabshistorie. Eller måske bare har smag for skæve historier fra det virkelige liv.

For museet viser ikke kun udviklingen af ​​kirurgi som fag. Her får vi også et indblik i forskningens uhyggelige bagside.

Havde brug for lig til dissektion

I begyndelsen af ​​det 19. århundrede havde Edinburgh flere banebrydende anatomiundervisere. Alexander Monro og Robert Knox var blandt dem, der udviklede faget til en moderne videnskab.

Som følge af deres ambitiøse indsats blev Edinburgh et førende europæisk center for anatomiske studier sammen med Leiden i Holland og Padua i Italien. Men de var også involveret i det, der ville blive kendt som ‘Burke og Hare-mordene’.

Anatomiundervisningen var en vigtig del af det kirurgiske studie; både for at udvikle faget retsmedicin og for at kunne fastslå dødsårsagen ved mistænkelige dødsfald.

Men for at undervise i anatomi havde lærerne brug for en konstant forsyning af døde kroppe, de kunne dissekere.

Mangel på lig førte til gravplyndring

Skotsk lov tillod kun, at ligene af døde fanger og personer, der begik selvmord, blev brugt til dissektion. Døde hittebørn, forældreløse børn og tiggere var det også tilladt at bruge.

Men på grund af investeringen i medicinsk uddannelse i Edinburgh var der mangel på lig. Der var ikke organer nok til at imødekomme den øgede efterspørgsel.

Gravplyndring og ulovlig handel med stjålne lig blev udbredt. Gravrøvere – angiveligt også studerende og undervisere – gravede friske lig op og solgte dem til universitetet.

Indbyggerne i Edinburgh protesterede i gaderne mod stigningen i gravrøverier – ‘body snatching’.

Familier udstyrede deres afdødes grave med store sten eller betalte vægtere for at vogte gravstedet. Vagttårne ​​blev bygget på kirkegårdene. Rige familier byggede jernbure omkring gravpladserne.

Solgte død lejer

Det er her, historien om William Burke og William Hare begynder.

William Hare var en irer i 20’erne med flere småjobs, før han begyndte at bestyre et lille pensionat. 36-årige William Burke var også irsk og fik job hos William Hare.

En dag i 1827 døde en af ​​lejerne af lungeødem. William Hare blev vred, fordi den afdøde skyldte ham fire pund i husleje. Det svarer til 33.000 nutidskroner.

Han rådførte sig med William Burke, og sammen besluttede de at stjæle liget fra kisten og sælge det til Royal College of Surgeons. De fyldte kisten med affald fra en garver, så den ikke skulle virke for let.

De fik syv pund og ti skilling for liget, en generøs sum i de dage. Det dækkede den afdødes lejerestance og mere til. Anatomilærer Robert Knox skulle have sagt, at han gerne ville tage imod flere kroppe, hvis de havde flere at sælge.

Beløbet svarer til cirka 58.000 norske kroner i dag (39.500 danske kroner,red.). Men målt i forhold til væksten i levestandarden svarer beløbet til langt mere.

Kvalte lejer med en pude

I februar 1828 kvalte Hare og Burke en lejer med en pude.

Motivet skal dels have været, at manden havde høj feber og var delirisk (præget af akut sindssyge). William Hare frygtede, at det ville det svække udlejningsvirksomheden, hvis lejeren var smitsom. Tyfus og kolera var udbredt på dette tidspunkt.

Også denne nye krop solgte de til Robert Knox. Nu var betalingen steget til 10 pund.

Det svarer til mindst 82.000 norske kroner (55.900 danske kroner). Eller cirka 200.000 norske kroner (136.350 danske kroner) i nutidskroner, hvis man lægger udviklingen i levestandarden de forløbne 200 år til.

Udvalgte nemme ofre

I de følgende 10 måneder begik de to irere angiveligt yderligere 15 mord på underprivilegerede; for det meste fattige kvinder og forældreløse gadebørn og en tilrejsende saltsælger fra Irland.

De udså sig ofre, der var nemme at få has på, og som formentlig ikke ville blive meldt savnet lige med det samme. Men der er uenighed blandt kilderne om rækkefølgen af ​​drabene.

Hare og Burke lokkede logerende og tilfældige forbipasserende med whisky og skænket op, indtil de var så berusede og sanseløse, at de ikke kunne gøre modstand.

Så kvalte Hare dem med en pude, mens Burke lå hen over deres overkrop for at afværge bevægelse og skrig. Metoden efterlod ingen spor af vold.

Ét af mordofrene var den 18-årige James Wilson, som var mentalt handicappet. Han var kendt i gadebilledet på sin haltende gang. Ham vender vi tilbage til lidt længere nede.

James Wilson havde været lidt svær at få has på, for han ikke var så glad for alkohol.

En gammel kvinde og hendes lille barnebarn, der var døv, var to andre ofre.

\ Læs mere

Forskere har kortlagt 25 års kvælningsdrab: Særligt én gruppe er overrepræsenteret

Afsløret

Det var to andre logerende, der ved en tilfældighed opdagede det sidste mord.

I oktober 1828 fandt de logerende den irske Margaret Docherty liggende død med blod og spyt omkring munden i halmen i huset. De tilkaldte politiet.

En retsmedicinsk obduktion af kvinden afslørede, at hun formentlig var blevet kvalt.

Der gik rygter i nabolaget om, at flere personer var sporløst forsvundet det seneste år. Politiet mistænkte de to mænd for andre drab, men de fandt ingen fysiske beviser, der knyttede dem til mordene.

Ligene var jo allerede dissekerede, og kropsdelene lagt i formalin eller brændt. Politiet antog også, at de to mænd havde fået hjælp af deres koner.

Tilbød Hare immunitet for at vidne

Anklager Sir William Rae fulgte en almindelig teknik på det tidspunkt.

Han udpegede en mistænkt for at opnå en tilståelse, som den anden mistænkte kunne dømmes ved. Han valgte William Hare og tilbød ham immunitet mod retsforfølgelse, hvis han ville tilstå mordene på Margaret Docherty og andre.

Han skulle vidne mod William Burke.

William Hare tilstod mordet på Margaret Docherty og i alt 16 mord og blev anklagemyndighedens kronvidne.

Tilståelsen overgår enhver gysernovelle af Roald Dahl.

Dømt til døden

William Burke og hans hustru blev oprindeligt anklaget for tre mord.

Både William Hare og hans kone vidnede imod dem i retssagen. Politiet mente, at de havde fysiske beviser for disse mord, ud over Hares tilståelse.

Bekendte til de tre afdøde vidnede desuden om, at de genkendte tøj fra ofrene, som var blevet fundet hos Burke.

Men Burkes forsvarsadvokat rejste indsigelser. Til sidst valgte Sir Rae kun at tiltale Burke for Margaret Dochertys mord, da de havde liget og de stærkeste beviser.

Burke blev fundet skyldig i dette mord og dømt til døden juledag 1828.

Den 28. januar 1829 blev Burke hængt foran et stort publikum. Der var angiveligt 25.000 tilskuere ved henrettelsen. Et vinduesudsigt mod stilladset blev solgt for mellem 5 og 20 skilling.

Hustruen blev frifundet, men ikke erklæret uskyldig. Hun blev jagtet af årvågne borgere og udsat for chikane og drabsforsøg.

James Wilsons familie protesterede mod frifindelsen af ​​William Hare, men forgæves.

William Hare blev løsladt efter at være blevet fængslet som beskyttelse mod pøbelen. Herefter forsvandt han sporløst ud af landet.

Tilstod efter dommen

William Burke afgav to tilståelser efter sin dom, en til politiet og en i et avisinterview. Han sagde, at drabet på den tidligere omtalte døve dreng havde oprørt ham mest. Udtrykket i hans ansigt før mordet hjemsøgte ham.

Han sagde desuden i sin tilståelse, at han og Hare konstant havde været fulde, da mordene fandt sted. Han måtte drikke whisky om natten for at sove.

Burke tog også opium for at lette sin samvittighed.

Lavede bogomslag af Burkes hud

Som ved skæbnens ironi blev William Burkes krop også dissekeret. Det var en førende anatomilærer Alexander Monro, der dissekerede ham.

Under dissektionen dyppede Monro sin pen i Burkes blod og skrev:

»Dette er skrevet med blodet af Wm Burke, som blev hængt i Edinburgh. Dette blod blev taget fra hans hoved.«

Og ikke nok med det – Alexander Monro flåede ham, farvede hans hud sort og brugte den som bogomslag til små notesbøger.

Notesbøgerne blev makabre souvenirs fra de mord, der udspillede sig i den skotske hovedstad året før.

William Burkes skelet er bevaret og udstillet i kirurgimuseet i Edinburgh.

Mordene gav anledning til skillingsviser og skuespil

Den norske forfatter og digter Espen Stueland har omtalt mordene i sin bog ‘Gennem kødet. Dissektion og kroppens kulturhistorie’.

Dengang var der forskellig praksis fra land til land for, hvordan man skaffede lig til undervisning og forskning, påpeger han.

»Mens adgangen til lig var mere institutionaliseret i Frankrig, var det i Skotland og England den enkelte medicinstuderende, der selv skulle anskaffe eller betale ligene til undervisning,« siger Espen Stueland.

Det lagde grundlaget for både ligrøveri og senere drab.

»De kriminelle, der var i branchen og tjente penge på det, ledte typisk efter underprivilegerede mennesker, som nok ikke ville blive meldt savnet,« siger han til forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.

Ligesom den forældreløse dreng i bogen ‘The Italian boy: A Tale of Murder and Body Snatching in 1830s London’ af Sara Wise, der handler om en dreng, som bliver offer for den grusomme menneskehandel.

\ Læs mere

Danskere begik mord for at blive henrettet

Tjent angiveligt 3 millioner kroner efter dagens værdi

Penge var angiveligt motivet til mordene. 7 til 10 pund per lig var generøs betaling efter datidens levestandard.

I faktaboksen længere oppe kan du se, hvad en betaling på 7-10 pund svarer til i nutidskroner.

Men ifølge Ola Honningdal Grytten ved Norges Handelshøjskole ender beregneren med alt for lave beløb. Han er professor i økonomisk historie.

»Her får man kun prisreguleringer og præsenteret tallene, som om levestandarden var den samme dengang som nu. Og man justerer med norsk inflation, ikke britisk,« skriver Ola Honningdal Grytten i en e-mail til forskning.no.

Efter hans mening er det en alt for skematisk metode, der resulterer i alt for lave tal. Derudover bør man tage højde for den store udvikling i levestandarden, der har fundet sted mellem dengang og nu.

7 pund i betaling per lig dengang svarer til cirka 200.000 norske kroner (136.350 danske kroner) i dag.

»Så 16 lig vil svare til et fortjeneste på cirka 3 millioner norske (2 millioner danske, red.) nutidskroner,« ifølge Ola Honningdal Grytten.

Populær foredragsholder lagt for had

Robert Knox var kendt som en meget populær og succesfuld underviser i anatomi i Skotland. Det siges, at han kunne have flere hundrede studerende til forelæsninger.

Han spillede også en nøglerolle i opbygningen af den historiske kirurgiske samling, som du den dag i dag kan se i Surgeons’ Hall Museums i Edinburgh, Skotland.

Men det faktum, at ligene af Burke og Hares mordofre var endt på Knox’ anatomiskole, betød, at han blev afskyet af befolkningen i Edinburgh.

I 1829 samledes en vred pøbel uden for huset, hvor Robert Knox boede. De knuste vinduerne og brændte en dukke af ham.

Han blev også fordømt af aviserne.

Anatomi-læreren Knox’ fald

I retssagen var William Burke blevet spurgt, om anatomilæreren Robert Knox, der modtog alle ligene, vidste noget om mordene.

Knox må have undret sig over, hvordan Burke og Hare kunne skaffe så mange lig på mindre end et år, men Burke forsikrede retten om, at Knox ikke havde kendskab til mordene.

Knox skulle også vidne for en undersøgelseskomité på skolen. Han bedyrede sin uskyld og blev frifundet for medvirken.

Ikke desto mindre var han ude af stand til rense sig for mistanken om, at han var medskyldig i hændelserne og ikke blot havde været uagtsom.

De fleste mente, han havde opført sig forkasteligt. Hans indtil da storslåede karriere begyndte at smuldre.

Da museumsinspektør James Syme gik offentligt ud og kritiserede Knox, sagde Knox sin stilling som kurator op i 1831.

Han blev derefter gradvist udelukket fra universitetet af sine kolleger.

Skar hoved og fødder af

Da liget af den 18-årige James Wilson (den tidligere nævnte mentalt handicappede dreng, der var kendt i gadebilledet på sin haltende gang), ankom til anatomiskolen, genkendte flere elever ham fra gadebilledet på hans deforme fødder.

For at stoppe rygterne om, at det var James Wilson, som lå på obduktionsbænken, skar Knox hans hoved og fødder af, før han brugte resten af sin krop i undervisningen.

Det siger meget om, hvor kynisk han var.

Knox fortsatte med at undervise, men han modtog færre elever.

Han blev mere og mere upopulær blandt kollegerne. Til sidst flyttede han sin anatomiundervisning fra det prestigefyldte Surgeon’s Square til Glasgow og derefter til London.

Knox udgav senere en bog i anatomi og antropologi om racer, som blev slagtet af både samtiden og eftertiden. Bogen havde lav videnskabelig troværdighed.

Førte til en lovændring

Før mordene fandt sted, var der allerede fremsat lovforslag om at gøre adgangen til lig lettere, men det blev nedstemt.

Mordene begået af Burke og Hare førte til øget offentlig bevidsthed om behovet for organer til medicinske formål.

Anatomy Act af 1832 godkendte dissektion af organer fra arbejdsløse, døde mennesker, som ikke var blevet hentet inden for to dage.

Det blev også tilladt og lettere for frivillige at donere deres kroppe til medicinsk forskning.

Det førte til et fald i den illegale handel med lig.

\ Læs mere

I dag afgøres det, om 10.000 danske hjerner skal kasseres

Historien har inspireret til flere gyserfilm

Espen Stueland, den norske forfatter og digter, har været mest optaget af, hvordan de makabre hændelser inspirerede en blomstrende småindustri af skillingsviser og skuespil.

»Der blev også skrevet tekster, der foregav at være skrevet af morderne, deres beretning om, hvad der var sket, men som ikke var skrevet af dem,« siger Espen Stueland til forskning.no.

Historien om Burke og Hare inspirerede flere bøger og film. Den skotske forfatter Robert Louis Stevenson brugte den eksempelvis i sin novelle fra 1884, ‘The Body Snatcher’. Novellen blev filmatiseret i 1945, og historien er senere blevet brugt som inspiration til en række film.

Dylan Thomas skrev stykket ‘The Doctor and the Devils’ i 1953, som er filmatiseret i en britisk gotisk gyserfilm ved samme navn fra 1985.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

\ Læs mere

True crime: Hvorfor er vi så vilde med mord?