En gruppe forskere i USA har undersøgt 369 skeletter af mennesker, der døde i årene før og efter Den Spanske Syge.
Det var ikke de unge med godt helbred, der døde, konkluderer forskerne.
De unge, der døde under influenzapandemien i 1918 og 1919, var allerede svækket af sygdomme som tuberkulose.
Det var altså de mest sårbare i samfundet, der gik bort. Ikke de raske.
Spanien holdt sig uden for krigen
Den Spanske Syge kan have kostet mellem 50 og 100 millioner mennesker livet.
Men fordi sygdommen ramte verden midt under Første Verdenskrig, fangede hverken medierne eller almenbefolkningen, hvad der skete.
Spanien holdt sig uden for krigen, og det var derfor her, aviserne skrev meget om den alvorlige pandemi. Som et resultat troede mange, at sygdommen kom fra Spanien, og derfor fik den fik navnet 'Den Spanske Syge'.
Var det de unge og raske, der døde?
»Det er rigtigt, at det primært var unge voksne mellem 20 og 40 år, der døde af den influenzavirus, der ramte verden i løbet af pandemien i 1918 og 1919,« siger Svenn-Erik Mamelund.
Han er professor i pandemistudier ved universitetet OsloMet og har selv forsket meget i Den Spanske Syge.
Men for omkring 20 år siden havde både Svenn-Erik Mamelund og andre forskere mistanke om, at der var noget galt med fortællingen om Den Spanske Syge:
Den om, at det er de raske blandt de unge voksne, der døde.
Forskerne ved McMaster University i USA har nu undersøgt 369 skeletter, som ligger opbevaret på Cleveland Museum of Natural History. Nogle af dem døde før pandemien, mens andre døde under og efter.
På skeletterne har forskerne ledt efter spor af betændelse, som de ved udvikler sig i forbindelse med forskellige skader, sygdomme og infektioner i kroppen. Kronisk hjertesvigt og astma er to eksempler på, hvad folk led af dengang.
På den måde kunne forskerne sige noget om hver enkelt individs sårbarhed – og risiko for at dø.
Deres konklusion er, at det netop var de mest udsatte individer i samfundet, der ofte døde af influenzapandemien i 1918 og 1919.
Prins Eriks død
Svenn-Erik Mamelund peger på prins Erik af Sverige, der døde af influenza i 1918. Prinsen blev kun 29 år gammel.
»I årene efter blev han brugt som eksempel på, at Den Spanske Syge ramte de rige såvel som de fattige i samfundet,« fortæller professoren.
Fortællingen om Den Spanske Syge som en mere 'demokratisk' sygdom passede antageligvis godt ind i de politisk radikale år i 1920'erne og 1930'erne.
Siden da er denne historie blevet gentaget mange gange - både i populærkulturen og i fagbøger skrevet af akademikere.
»Men det, der ikke kom frem, var netop, at de mange unge, der døde under Den Spanske Syge, allerede var de mest sårbare. Disse mennesker var ofte både socialt, økonomisk og ernæringsmæssigt sårbare individer. Et flertal af dem havde sandsynligvis forskellige underliggende sygdomme. En god del havde tuberkulose,« forklarer Svenn-Erik Mamelund og fortsætter:
»Prins Erik af Sverige var epileptiker, og han var lettere udviklingshæmmet.«
Sårbare unge døde
Svenn-Erik Mamelund påpeger, at undersøgelsen af skeletter, som de amerikanske forskere baserer deres studie på, kommer med klare begrænsninger.
»Problemet med skeletter er, at de jo alle er døde.«
Den norske pandemiforsker minder desuden om, at der også var mange mennesker med alvorlige sygdomme, der overlevede Den Spanske Syge. Dem tager forskerne ikke højde for, hvis de kun ser på de døde.
Svenn-Erik Mamelund mener, det er muligt at finde ud af mere om Den Spanske Syge gennem forskning, som både han og flere andre har gjort - ved at se på forskellige datakilder som folketællinger, kirkebøger og nekrologer.
»Så finder vi for eksempel, at tuberkulose var en bagvedliggende faktor hos mange af dem, der døde af influenza i 1918 og 1919,« konstaterer han.
»Vi ser også, at der døde klart flere blandt mennesker med forskellige psykiske lidelser.«
Færre ældre døde
Det er derfor rigtigt, at mange unge døde under Den Spanske Syge. Men i de senere år har pandemiforskere fået et klarere billede af, hvem disse unge mennesker var.
Rigtig mange af dem var sårbare individer.
Forskeren bekræfter også, at færre ældre, end man kunne forvente, døde under pandemien i 1918 og 1919. Blandt dem, der var over 70 i Norge i 1918, var dødeligheden faktisk lavere netop dette år end i et gennemsnitsår med helt normal sæsoninfluenza.
»Det hænger formentlig sammen med, at H1-lignende virustyper cirkulerede før pandemien, der ramte i 1889. Den pandemi blev kaldt Den Russiske Influenza.«
De, der var over 30 år, da Den Spanske Syge kom i 1918, havde dermed ofte opbygget en vis immunitet.
»Derudover var de ældste mennesker i Norge, der var over 70 år i 1918, formentlig stødt på H1-lignende virustyper flere gange i løbet af deres liv. De havde opbygget en god immunitet.«
Forskel på by og land
Svenn-Erik Mamelund kan fortælle om endnu et mønster, som han og andre forskere nu ser stadig tydeligere, når de forsker i befolkningsdata omkring tidligere pandemier:
»Især blandt de ældre bliver dem, der bor i byerne, mindre alvorligt syge end andre. De ældre, der lever meget isoleret fra andre mennesker, bliver mere alvorligt syge.«
Dette mønster bekræfter igen, at opbygget immunitet spiller en vigtig rolle for, hvor syg man kan blive, når influenza og kraftige forkølelsesvirusser rammer os igen og igen.
Mange vil sikkert også genkende det mønster, at både influenza og mere eller mindre alvorlig forkølelse ofte rammer de unge og ældre i samfundet hårdest.
Det er der to forklaringer på:
- De unge bliver ramt hårdt, fordi de ikke har samme immunitet som voksne.
- De ældre bliver hårdt ramt, fordi de generelt har et dårligere helbred.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
