Mænd bedre end kvinder til at multitaske
Alle siger, at kvinder er bedre end mænd til at foretage flere ting samtidigt. Men nu har svenske forskere faktisk undersøgt sagen - og resultatet overrasker.

Mænd er bedre til at holde flere bolde i luften, end vi måske troede, så nu kan den undskyldning for ikke at lave noget i hvert fald ikke bruges mere. (Foto: Colourbox)

Selvfølgelig er kvinder bedre til multitasking, tænker du måske, og forestiller dig moderen, som laver aftensmad, mens hun ammer den mindste og skriver en sms til naboen om middagen på lørdag.

Men er det virkelig sådan? spurgte Timo Mäntylä, professor ved Stockholms universitet.

Da han og han kolleger undersøgte sagen, viste det sig, at mænd ikke bare matcher kvinderne i opgaver, hvor flere opgaver skal løses samtidigt. De er faktisk bedre.

I hvert fald, når de konkurrerer mod kvinder, der er midt i ægløsningen.

(Læs også: Derfor bliver kvinder ikke matematik-professorer)

Multitasking i forsøget: fire opgaver samtidigt

Timo Mäntylä og resten af gruppen testede kønsforskellene ved at lade 160 kvinder og mænd holde styr på fire forskellige opgaver samtidigt.

Deltagerne skulle følge med i tre forskellige ur-agtige tællere med forskellige talserier, og markere, når urene viste bestemte tider.

Samtidig skulle de holde styr på en strøm af almindelige svenske fornavne, og sige til, når et navn blev gentaget med et firtrins mellemrum, for eksempel ’Kalle-Lisa-Mattias-Svea-Kalle’.

Derudover foretog forskerne også andre tests for at kortlægge deltagernes arbejdshukommelse og evne til rumlig forståelse.

Resultaterne bliver publiceres i tidsskriftet Psychological Science.

Mænd var bedre til at multitaske

Fakta

Er der forskel på mænd og kvinder?

Følg Videnskab.dk's nyheder om køn og forskelle mellem kvinder og mænd: Seneste nyt om forskning i kønsforskelle.

Du kan abonnére på emnet via rss - eller du kan tilmelde dig vores daglige nyhedsbrev om forskning i alt mellem himmel og jord - og mellem kønnene:

Tilmeld nyhedsbrev

Desværre kunne resultaterne altså ikke bekræfte den populære antagelse om kvinders overlegne kapacitet til at beholde overblikket over flere ting på én gang. Tværtimod fik mændene gennemsnitligt bedre resultater.

Mændene var også generelt bedre til at løse opgaver, som testede rumfornemmelsen. Forskerne tror, at netop evnen til rumlig forståelse og kapaciteten for multitasking hænger sammen.

Men dette forhold komplicerer samtidig billedet; kvinders evner i rum-opgaver er nemlig ikke konstante.

Menstruation fjernede forskellene i evne til at multitaske

»Tidligere studier viser, at kvinders rumlige evner varierer med menstruationscyklussen, med høj kapacitet omkring menstruationen og betydelig lavere omkring ægløsningen,« siger Timo Mäntylä i en pressemeddelelse fra Stockholms Universitet.

Og ganske rigtigt, så bekræfter den nye test, at cyklussen har stor indflydelse.

»Resultaterne viser en klar forskel i multitasking mellem mænd og kvinder, når de er i ægløsningsfasen, mens denne effekt blev elimineret for kvinder i menstruationsfasen.«

Det hører desuden med til historien, at forskerne også så betydelige individuelle forskelle i evnerne for både rumlig problemløsning og multitasking, både blandt mændene og kvinderne.

Dette hænger sandsynligvis sammen med arbejdshukommelsens kapacitet, altså den del af hukommelsen, som er knyttet til midlertidig lagring og bearbejdelse af information, konkluderer forskerne.
 

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.