Verden er i stigende grad utænkelig – en verden med globale katastrofer, nye pandemier, tektoniske skift, mærkeligt vejr, oliedækkede havflader og den dunkle og konstant lurende trussel om udryddelse.
Trods vores dagligdags bekymringer, behov og ønsker bliver det stadig sværere at forstå den verden, vi lever i og er del af.
At stå overfor denne tanke er at stå overfor en absolut grænse for vores evne til i det hele taget at få en fyldestgørende forståelse af verden – en tanke, som længe har været et centralt motiv i horrorgenren.
Formålet med bogen I denne planets støv: Filosofiens horror er at undersøge forholdet mellem filosofi og horror gennem motivet: den ‘utænkelige verden’.
Mere specifikt undersøger bogen forholdet mellem filosofi i dens overlap med en række tilgrænsende felter (dæmonologi, okkultisme og mystik) og genren overnaturlig horror, som den kommer til udtryk i skønlitteratur, film, tegneserier, musik og andre medier.
\ Bogen bag artiklen
Denne artikel er et redigeret uddrag fra Eugene Thackers bog I denne planets støv – Filosofiens horror.
Bogen udkom 20. maj 2020 i dansk oversættelse af René Jean Jensen på Forlaget Mindspace.
Biografer, bogreoler og boomblastere fyldt med dæmoner
Populærkulturen vrimler med dæmoner, men vi tror alligevel ikke på dem mere – det er i hvert fald, hvad vi siger til os selv.
Selvom vi ganske rigtigt lever i en oplyst, teknologisk tidsalder, så lever vi også i en ‘post-sekulær’ tidsalder, hvor religiøse, teologiske og mystiske temaer på ofte uigennemskuelig vis siver ind i vores verden.
Et konkret eksempel på dette er black metal.
Black metal: Et godt sted at starte
Black metal er ikke bare en musikgenre, men også en subkultur og en måde at tænke dæmoner og det dæmoniske på i en verden af religiøse ekstremer.
Selvom black metal-bands sjældent lægger noget, der minder om en systematisk horrorfilosofi for dagen, så har musikken, teksterne og ikonografien i black metal relevans for måden, hvorpå de griber tilbage til ældre forestillinger om dæmoner og det dæmoniske – i al deres flertydighed.
Black metal er på en måde det oplagte sted at begynde for ‘filosofiens horror’.
Death, speed, grind, doom etc.
Diskussioner om musikgenrer kredser ofte om, hvad der er eller ikke er essensen af en given genre. Når der opstår uenighed, er en almindelig løsning ganske enkelt at opdele genren i undergenrer.
Metal er ingen undtagelse fra den regel, og der opstår dagligt nye metal-undergenrer. Metal er ikke længere bare heavy, men også death, speed, grind, doom, funeral og selvfølgelig black.
Men selvom det ikke skorter på diskussioner om metal som musikgenre, så er der ikke så mange diskussioner af de adjektiver, som adskiller en undergenre fra en anden, adjektiver, som ikke underbygger et sæt af begreber og orienteringer.
Hvad betyder eksempelvis ‘black’ i black metal?
Satans subkultur
Black metal bliver kaldt black af forskellige grunde, hvis man ser på de mest almindelige associationer – på grund af sine referencer til sort magi, dæmoner, heksekunst, lykantropi (varulve, red.), nekromanti (dødemaneri, red.), ondskabens natur og alt, hvad der er dystert og i dødens greb.
Black metal er black, fordi den – sådan lyder i hvert fald én påstand– er den mest ekstreme form for metal, både i attitude og musikalsk form.
Af alle disse associationer skiller særligt én sig ud, nemlig black metals forbindelse til satanisme og Djævlen som figur. Det lader faktisk til, at lighedstegnet mellem black og satanisme er den afgørende faktor i black metal.
Djævlefiguren har, som Guds og menneskehedens universelle modstander, fået forskellige navne på forskellige tidspunkter i kristendommens lange historie, Satan er bare ét af dem, og man kan hævde, at black metals ‘black’ kan identificeres med denne figur.
Imod herskeren og det guddommelige
Lad os derfor indtil videre opfatte ‘black’ som ensbetydende med satanisk. Hvad implicerer det begrebsligt?
For det første er lighedstegnet mellem black og satanisme bestemt af en modstands- og omvendingsstruktur, hvis vi tager udgangspunkt i middelalderens og den tidlige renæssances forestilling om Satan.
Modstand definerer det dæmoniske lige så meget, som den definerer det guddommelige; der er ‘krig i Himlen’, som det så levende gengives i Johannes’ Åbenbaring og dramatiseres i Miltons Paradise Lost.
Fra kætteri til gudeløs satandyrkelse i 1800-tallet
Billedet af satanismen ændrer sig dog i det 19. århundrede. Man kan i en vis forstand ikke rigtig tale om satanisme før denne periode, i hvert fald ikke som en organiseret modreligion med egne ritualer, tekster og symboler.
Det, vi før denne periode kunne kalde satanisme, blev af kirken i juridisk henseende defineret som kætteri, og kætteri er en særlig trussel – ikke en trussel om ingen tro overhovedet, men en trussel om en ‘forkert’ tro.
Til gengæld blev der i det 19. århundredes Europa, efter de religiøse udfordringer fremsat af romantikken, revolutionen og de gotiske og dekadente bevægelsers æstetik, udviklet noget, der minder mere om moderne satanisme.
Den adskiller sig lige så markant fra middelalderens og den tidlige renæssances versioner som fra sine inkarnationer sidst i det 20. århundrede (for eksempel Anton LaVeys Church of Satan).
Denne mere formaliserede og ‘poetiske’ satanisme benyttede sig ikke kun af modstand, men også af omvending, som det fremgik af Charles Baudelaires dengang skandaløse digt ‘Satans litanier’ (1857). Det er en satanisme, som rituelt og ideologisk er i opposition til kirken.
Mørkets teknik
I sin 19. århundrede-kontekst overlapper denne poetiske satanisme i betydelig grad okkultisme, magi og endog udløbere af spiritualismen.
I forbindelsen mellem black og satanisme ser vi også relationen til naturens verden og de overnaturlige kræfter som måder at effektuere modstand og omvending på. ‘Black’ fungerer i dette tilfælde nærmest som en teknologi eller en mørkets teknik.
Særligt sort magi hviler på magikerens evne til at bruge de mørke kræfter imod lyset, det ene sæt trossætninger mod det andet.
Hedensk metal?
På den anden side er det indlysende for enhver, der lytter til black metal, at ikke alle black metal-bands tilslutter sig dette lighedstegn mellem black og satanisk.
Mange black metal-bands har en ikke-kristen ramme som udgangspunkt og refererer til alt fra nordisk mytologi til oldtidens egyptiske mysterier. Vi kan altså bruge en anden indfaldsvinkel og foreslå en anden betydning af ordet ‘black’ i black metal, nemlig: black = hedensk.
Lad os indtil videre opfatte den som en modsætning til black = satanisme.
Til at begynde med er hedenskab ikke så meget en betegnelse for en negativ eller reaktiv indstilling som for en helt anderledes og i sidste instans førkristen tankegang. Historisk overlapper de forskellige former for hedenskab kristendommens fremmarch som dominerende religiøs, juridisk og politisk magtfaktor.
Det hedenske stod som polyteistisk – og undertiden panteistisk – verdenssyn i skarp modsætning til kirkens doktrinære herredømme.
Af samme grund indskærpede kirken, at forskellige former for hedenskab var, hvad man uklart kaldte kætteri.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det hedenske er truslen udefra
Selvom disse forskellige former for hedenskab undertiden overlapper det traditionelle jødisk-kristne verdenssyn, bliver de som regel marginaliseret og i visse tilfælde tvunget til at gå under jorden og ind i hemmelige selskaber.
Her ser vi en stor forskel fra vores tidligere forbindelse mellem ‘black’ og satanisme. Hvor sidstnævnte virkede gennem modstand og omvending, går det hedenskes forbindelse til den dominerende kristne ramme gennem eksklusion og andethed.
Hvor kirken primært så kætteri som en intern trussel, finder man, i visse tilfælde, det hedenske i en helt anden ramme – som en ekstern trussel.
Mennesket i centrum
Indtil videre har vi to mulige betydninger af ordet ‘black’ i black metal-kulturen. Det er black = satanisme og black = hedenskab.
Den ene har modstandens og omvendingens struktur, den anden eksklusionens og andethedens. De forenes dog af, hvad man kunne kalde et menneske-orienteret forhold til natur og naturkræfter – i satanismen ser vi en mørk teknik, hvor mørkets kræfter bruges mod lysets kræfter, og i det hedenske ser vi en mørk magi, som er på naturens side.
Trods deres forskelle peger disse betydninger af ordet ‘black’ på det, de har til fælles: et antropocentrisk (mennesket i centrum, red.) syn på verden.
Verden er der enten for, at vi skal kunne bruge den som et redskab, eller inde i os som en kraft, vi kan drage nytte af. Selv når de forskellige former for hedenskab tilslutter sig et animistisk eller panteistisk verdenssyn, hævder de at besidde metoder til at opnå indsigt i og udnytte denne verdens kræfter; selvet er på én og samme tid forenet med og adskilt fra verden.
Den menneskelige synsvinkel synes at udgøre en grænse for tanken i begge disse betydninger af ‘black’ (satanisme og hedenskab).
Black metal og den utænkelige sorthed
Findes der en anden betydning af ‘black’ ud over de nævnte?
Ja, men det er en vanskelig tanke at tænke, og den er næsten umulig at få kendskab til, selvom den findes (faktisk findes den ikke, men tanken om dens ikke-eksistens gør).
Som nævnt bevarer både den sataniske og den hedenske variant af ordet ‘black’ en minimal binding til det menneskelige perspektiv, selv når de hævder, at der findes kræfter i verden, som går over al forstand.
Resultatet er, at disse mørke kræfter i en vis forstand altid er ‘for os’ som mennesker (enten når vi gør brug af mørket eller er ‘på mørkets side’). Hvor både den sataniske og hedenske variant bevarer en antropocentrisk tråd, forsøger den tredje position, som vi kan kalde ‘kosmisk’, at give afkald på denne.
Der findes kun verdens anonyme, upersonlige ‘i sig selv’, som er indifferent over for os som mennesker trods alt det, vi gør for at ændre, forme, forbedre og ligefrem redde verden.
Kosmisk pessimisme
Vi kunne være endnu mere specifikke og ikke alene kalde dette perspektiv kosmisk, men en slags ‘kosmisk pessimisme’.
Den kosmiske pessimismes synsvinkel er den mærkelige mystik i verden-uden-os. Det er den vanskelige tanke, at verden er helt igennem umenneskelig og indifferent overfor menneskelige individers og gruppers håb, behov og kampe.
Dens grænsetanke er ideen om absolut intethed, som ubevidst illustreres af mediernes mange billeder af atomkrig, naturkatastrofer, globale pandemier og de ødelæggende konsekvenser af klimaforandringerne.
Ja, dette er den kosmiske pessimismes billeder, eller spøgelser, og de er forskellige fra de videnskabelige, økonomiske og politiske realiteter, der ligger til grund for dem; men billederne ligger ikke desto mindre indkapslet dybt i vores psyke.
Hinsides disse spøgelser ligger den umulige tanke om udryddelse, hvor der ikke engang er ét eneste menneske, der kan tænke fraværet af alle mennesker, hvor ingen tanke kan tænke negationen af al tænkning.
En anden mulig betydning af ordet ‘black’ er derfor: black = kosmisk. Eller snarere, black = kosmisk pessimisme.
Al black metal rummer kosmisk pessimisme
Hvad betyder disse forskellige begrebslige aspekter af ‘black’, når det gælder black metal-kulturen?
På overfladen ser det ud til, at alle black metal-bands kunne placeres under en af disse tre betydninger af ordet ‘black’. Det kunne eksempelvis se ud til, at old school norsk black metal kunne passe under den sataniske betydning af black.
Det ser også ud til, at andre black metal-bands kunne passe under den hedenske betydning af black, som det fremgår af Ulvers Nattens Madrigal, Ildjarns Forest Poetry, Striborgs Mysterious Semblance og Wolves in the Throne Rooms Diadem of 12 Stars.
Man kunne tilmed foreslå, at nogle af formeksperimenterne i black metal, fra Sunn O)))’s minimalisme i The Grimm Robe Demos til Wolds støjmur i Stratification, kunne være musikalske pendanter til den kosmiske pessimismes betydning af ‘black’.
Jeg vil imidlertid foreslå, at denne tredje type ‘black’, den kosmiske pessimismes, reelt er implicit, omend i varierende grad, i alle de eksempler, jeg har nævnt ovenfor.
Det kulsorte selv
I denne sammenhæng kommer det mest slående eksempel på kosmisk pessimisme fra et sted udenfor metalgenren. Og det er den japanske multiinstrumentalist, digter og mystiker Keiji Haino, der står bag det.
Hans album So, Black Is Myself udfolder en subtraktiv minimalisme, som går længere end Sunn O)))’s eller den, man møder hos en dark ambient-musiker som Lustmord.
Pladens eneste tekst står på bagcoveret: »Wisdom that will bless I, who live in the spiral joy born at the utter end of a black prayer.« Pladens ene nummer er rugende, knurrende, klangfuldt og meditativt.
Hainos fremførelse er et eksempel på de radikalt ikke-menneskelige aspekter af kosmisk pessimisme, den upersonlige angst beskrevet af Kierkegaard som »sympatisk antipati og antipatisk sympati«.
So, Black Is Myself er en påmindelse om den metafysiske negation, som også er kernen i black metal.
