Pessimismens historie

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche genfortæller i 'Tragediens fødsel' fra 1872 følgende myte: Den græske sagnkonge kong Midas var på jagt efter en silen, et fabeldyr, der var berømt for sin visdom, og som han derfor ville aftvinge et svar på, hvad han som menneske skulle stille op med sit liv.

Kong Midas fangede silenen, men dens svar var mildest talt temmelig nedslående: Det bedste for et menneske ville være aldrig at være blevet født, mens det næstbedste for det ville være snart at dø.

Denne tanke ser ud til at have været ret udbredt blandt oldtidens grækere. Filosoffen Epikur henviser således i sit 'Brev til Menoikeus' helt generelt til dem, der mener, at det ville være godt ikke at være født.

Dem skal man ifølge Epikur ikke tage alt for alvorligt. For hvis de virkelig mente det, burde de så ikke selv tage konsekvensen og forlade livet?

Det var der nu faktisk også nogle af dem, der gjorde. Filosoffen Hegesias gik for eksempel under tilnavnet »Den, der overtaler til døden«, fordi så mange af hans tilhørere ved akademiet i Alexandria endte med at begå selvmord.

Hegesias mente blandt andet, at det var umuligt for mennesket at blive lykkeligt, og at livet derfor ikke var af større værdi end døden.

Heller ikke en filosof som Platon går fri af en vis pessimisme. I Sokrates’ forsvarstale fra det 4. århundrede f.v.t. lader Platon alle filosoffers læremester, Sokrates, sige, at døden må være et gode og ikke et onde.

Enten er der nemlig ingenting efter døden, og så er den at sammenligne med en lang, drømmeløs søvn. Eller også medfører døden, at sjælen forlader denne verden og lever videre i en slags forvandlet tilstand.

Døden er ikke i nogen af disse tilfælde værre end livet selv, ja, måske er den sågar at foretrække frem for livet.

Er verden skabt af en ond dæmon?

Kristendommen er på mange måder en temmelig pessimistisk religion, også selv om vi må kalde tanken om en frelse gennem troen på Kristus for optimistisk.

Dette kom særligt tydeligt til udtryk i den såkaldte gnosticisme, som dækker over en række mystiske sekter i de første par århundreder efter Jesu fødsel. Blandt de mest prominente gnostikere finder vi ægypteren Valentinus og grækeren Markion.

Gnostikerne havde deres helt egne forestillinger om såvel den kristne skabelsesberetning som den kristne frelse. Verden var nemlig ifølge gnostikerne skabt af en ond dæmon, som de kaldte for Demiurgen.

Følgelig var verden også selv ond, og den sande frelse var derfor en frelse fra verden.

Den kunne troende opnå, fordi den sande Gud ikke selv var en del af denne verden, men så at sige befandt sig i en anden, højere dimension, som deres sjæle kunne genforene sig med gennem en form for mystisk erkendelse.

Hverken Valentinus’ eller Markions tanker opnåede at blive en del af den officielle kristendom. Tværtimod brugte kirkefædrene som for eksempel Augustin i 3-400-tallet e.v.t. stor energi på at uddrive gnosticismen fra den etablerede kirke.

At kirken havde så travlt med at afvise gnostikerne, er dog i sig selv et bevis på, at de har haft afgørende betydning for vores kultur.

Desuden begrænsede opgøret med den gnostiske tænkning sig ikke til kirken, men holdt på forskellig vis en lang række filosoffer beskæftigede fra antikken og frem til i dag.

Et forsvar for Gud – og et jordskælv

I første halvdel af 1700-tallet begyndte nogle jesuitiske præster i spøg at omtale Leibniz’ verdensopfattelse som 'optimisme'. Det lå lige for, eftersom 'bedst' på latin hedder optimus.

Og Leibniz havde jo netop hævdet, at vi lever i den bedste af alle mulige verdner.

Leibniz havde fremsat sin påstand i en lang filosofisk afhandling fra 1710, hvor han undersøgte, hvordan verdens lidelse og ondskab kunne forenes med tanken om, at den var skabt af en god og alvidende Gud.

Ville det ikke være mere oplagt at konkludere, at verden enten slet ikke var skabt, eller at dens skaber ikke var specielt velvilligt indstillet over for menneskene?

Eftersom den sidste mulighed ville være mere eller mindre identisk med gnostikernes påstand, gør også Leibniz altså i sit forsvar for Gud op med gnosticismen.

Leibniz’ svar lyder i den korte udgave, at ondskaben og lidelsen i verden ikke er meningsløs og heller ikke er udtryk for en mangel ved Guds skaberværk.

Gud har på skabelsens morgen valgt den bedste af de mulige verdener, han kunne have skabt, men det er ifølge Leibniz nødvendigt at forstå, at Gud har været begrænset af visse hensyn, hvilket omvendt ikke rokker ved hans almagt.

Han kunne for eksempel ikke skabe en verden, der rent fysisk ikke hang sammen, eller hvis enkelte elementer ikke ville kunne eksistere i sammenhæng med hinanden. Det er derfor, Leibniz taler om »mulige verdener«.

Gud kunne naturligvis ikke have skabt en umulig verden, men blandt de mulige kombinationer har han valgt den bedste.

Når vi beklager os over, at verdens lidelse og ondskab er meningsløs, skyldes det simpelthen vores egen manglende indsigt i, hvorfor Gud har valgt at skabe verden på denne måde. Og ikke mindst i, hvad der i et større perspektiv er godt og ondt.

Godt et halvt århundrede senere skulle den form for optimisme imidlertid lide et alvorligt knæk.

Ikke så meget fordi en anden filosof modbeviste den, som fordi virkeligheden selv brød ind på afgørende vis: 1. november 1755 blev Lissabon ramt af et af de alvorligste jordskælv nogensinde. Voldsomme brande brød ud og ødelagde i runde tal 17.000 af byens i alt 20.000 bygninger.

Ovenikøbet fulgte der en tsunami i kølvandet på rystelserne, og hele hændelsen endte med at koste op mod 100.000 mennesker livet.

Naturkatastrofen havde mildest talt voldsomme eftervirkninger, såvel i Portugal som i resten af Europa.

Mange filosoffer og teologer stillede sig selv det helt grundlæggende spørgsmål: Når tusinder af sagesløse mænd, kvinder og børn på denne måde uskyldigt kunne miste livet, hvordan kunne vi mennesker så regne med, at en algod og alvidende Gud regerede?

Den værste af alle mulige verdener

De fleste filosoffer forbinder først og fremmest Schopenhauer med pessimismen som filosofisk begreb.

Selve ordet kommer af det latinske pessimus, der betyder ’værst’. Og hvorfor verden ifølge Schopenhauer var så slem, som den overhovedet kunne være, skal vi snart få at se.

Han skriver i en optegnelse fra 1832, at han allerede som 17-årig blev så grebet af verdens jammer og elendighed, at han konkluderede, at den ikke kunne være frembragt af en god og alvidende gud.

Derimod var den højst sandsynligt i stedet skabt af en djævel, der ligefrem glædede sig ved at se sine skabninger lide.

På denne måde var han tilsyneladende allerede gnostiker, før han kendte noget som helst til gnostikernes filosofi.

Schopenhauer endte dog med at konkludere, at verden slet ikke er skabt, men derimod resultatet af en blind trang eller drift, som han kalder for 'viljen'.

I modsætning til, hvad ordet synes at lægge op til, er viljen ikke nogens vilje. Den er hverken personlig eller bevidst, og den vil desuden ikke andet end sin egen uendelige bekræftelse og spejling i verden.

Viljen vil simpelthen, den er en uophørlig drift mod livet, der frembringer alting, fra bjerge og mineraler til mennesker som dig og mig. Fordi viljen ikke vil noget, kan den imidlertid heller ikke på noget tidspunkt stilles virkelig tilfreds.

Den er med andre ord en rastløs stræben, der antager stadig nye former og konstant vælger sig nye mål, uden på noget tidspunkt at stille sig tilfreds med noget som helst.

Derfor er det ikke så underligt, at verden er så elendig, som den er. Hele naturen befinder sig jo i en tilstand af konstant stræben, der ikke på noget tidspunkt falder til ro, men som tværtimod forlænger sig selv i det uendelige.

Alle levende væsner befinder sig i en tilstand af permanent lidelse, ja, livets eget væsen er lidelse.

I modsætning til Leibniz’ påstand lever vi derfor ifølge Schopenhauer ikke i den bedste, men i den værste af alle mulige verdener.

Hvis verden var bare en lille smule mere lidelsesfuld, end det er tilfældet, ville den nemlig slet ikke kunne eksistere, og den er derfor lige præcis så elendig som muligt.