Lad mig blive Noget – Povl Dissing med The Beefeaters

Vanløse Bio, fredag den 4. august 1967.

Den dag mødte den danske folkemusiks nyeste stjerneskud, Poul Dissing, og et af tidens fremmeste beatorkestre, The Beefeaters, op i Rosenbergstudiet i Vanløse Bio.

Her tog Gustav Winckler, som ti år tidligere havde skrevet og selv indsunget Giro 413-klassikeren ’Hvide måge’, imod. Han var nemlig indspilningschef på Sonet og stod selv for de fleste af selskabets indspilninger.

I fællesskab skulle de indspille to sange, som Thøger Olesen, tidens mest produktive tekstforfatter og fadder til blandt andet teksten om ’Den gamle gartner’, havde oversat fra engelsk til dansk.

Et par timer senere var sangene i kassen, og herefter gik det stærkt. Nøjagtigt en uge efter var pladen på gaden og pressemeddelelserne sendt ud.

Hvem var The Beefeaters?

Beefeaters blev dannet i 1963 og var frem til 1966 et meget omtalt pigtrådsorkester. Gruppen havde blandt andet sit eget fanblad.

Opmærksomheden var fra mediernes side især rettet mod forsangeren Søren Seirup, der var meget karismatisk og villigt optrådte i diverse medier som repræsentant for den vilde og oprørske ungdom.

Men i 1966 forlod Søren Seirup orkestret. Derefter ændrede bandet sig til at være en mere sammentømret gruppe, og omtalen i aviser og popblade fokuserede i langt højere grad på selve musikken.

Blues fra udlandet

Efter en længere periode i øvekælderen var det nye Beefeaters klar i begyndelsen af 1967. Gruppens repertoire bestod for en stor del af engelske og amerikanske blues- og soulnumre og stilen var nu langt mere bluespræget.

Beefeaters var en meget seriøs og idealistisk beatgruppe, som var enige om et fælles mål med musikken: Fokus var på den musikalske (selv)udvikling og den store musikalske oplevelse.

Gruppen var tydeligvis meget inspireret af den nyeste udvikling i udlandet, der blev ført an af guitar-guden Jimi Hendrix og den engelske supergruppe Cream med Eric Clapton i front.

Den nye frontmand i Beefeaters var sanger og guitarist Peter Thorup, og han kunne spille og synge blues på et internationalt niveau. Han forlod også Danmark til fordel for udlandet et par år senere.

Povl Dissing - blues'et folkesanger

Med Beefeaters seriøse tilgang til musikken passer det ikke helt ind, at gruppen skulle levere et professionelt en-dags studiearbejde for en anden artist. Men det gjorde de

På mange måder lå konstellationen Povl Dissing – The Beefeaters lige til højrebenet: Selvom han indtil da udelukkende havde optrådt med akustisk akkompagnement, trak han på de samme kilder blues-kilder som Beefeaters.

Siden 1964 havde hans repertoire godt nok primært været gamle sentimentale slager- og folkeviser, men måden han spillede og sang på, var direkte afledet af den amerikanske blues, han havde lyttet til og spillet i begyndelsen af 1960’erne.

25 minutters til gennembrud

Dissings alternative behandling af sange som 'Drengen og hesten' og 'Alperosen' var bestemt ikke faldet i alles smag. Men uanset hvad man mente om Dissing og hans musik, vidste de fleste hvem han var i 1967.

I foråret 1967 kunne man for første gang finde hans navn på Top 20. Med sangen '25 minutter endnu’ fik han sit reelle kommercielle gennembrud og blev pludselig hyret til at optræde helt andre steder, end de folkemusikklubber, han var vant til.

I de medier, som hev og flåede i Dissing, var han generelt ret ambivalent overfor sin nye status. Men pengene var tilsyneladende for gode til at lade ligge.

Sådan laver man et hit

Da Beefeaters mødte op i studiet, havde de aldrig hørt de sange, de skulle indspille. Det havde de naturligvis, da de forlod studiet et par timer senere, men vel at mærke kun i Dissings akustiske udgaver.

Med andre ord spillede de originaludgaver, som Shel Silverstein selv havde indspillet på plade, ingen rolle i forhold til de beslutninger, der blev truffet i studiet.

Gustav Winckler lod det grundlæggende være op til musikerne selv bestemme, hvor de ville hen med materialet. Han bidrog primært med en venlig og åben attitude, som skabte en god stemning i studiet.

Man besluttede at lade Beefeaters spille, som de plejede, mens Dissing med egne ord kunne »give den en ordentlig en på frakken og bare råbe teksten ud« (Dissing i Fyens Stiftstidende, august 1967).

Det hele blev indspillet 100 % live, hvilket dels forklarer en del små spillefejl og dels at sangene blev fremført med en energi, som er svær at få ned i rillerne, hvis man optager på flere spor.

En rockhistorisk begivenhed

Det, der kom ud af det, var ikke bare et hit, men også en sang som, med rette, fik en plads i dansk rockhistorie. Det vidste ingen af de tilstedeværende, da de forlod studiet for igen at gå hver til sit.

Den eneste aftale om et videre samarbejde var den fælles optræden ved koncerten senere på måneden. Men det blev der hurtigt lavet om på.

I takt med at sangen krøb opad på hitlisten, begyndte tilbuddene nemlig at strømme ind, og da året var gået, havde Dissing og Beefeaters optrådt mange gange sammen.

Derfor var det ikke nogen større overraskelse, da de i foråret udsendte endnu en fælles single. Endnu engang var der tale om to Shel Siverstein/Thøger Olsen-sange.

Dansk rock-hovedværk

Efterhånden blev samarbejdet mellem Dissing og Beefeaters noget nær permanent og resulterede i 1969 i pladen ’Dissing’, bedre kendt som ’Nøgne øjne’, med egen musik til nyskrevne tekster af forfatteren Laus Bengtsson.

Med denne plade, som regnes blandt hovedværkerne i dansk rockhistorie, satte Dissing og The Beefeaters kronen på værket for det samarbejde, som var blevet til ved en tilfældighed i august 1967.

Uden den deciderede joint venture mellem folkemusikken, beaten og den kommercielle pop- og slagerverden, som resulterede i ’Lad mig blive noget’, havde denne plade sandsynligvis aldrig set dagens lys.

Læs mere i Henrik Smith-Sivertsens spændende artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.