Kunstner og videnskabsmand: Leonardo da Vinci udtænkte vilde maskiner ud fra fantasien

Ordet ‘ingeniør’ kommer af det italienske ord ingegno, som både betyder ’begavelse’, ’dygtighed’ og ’indretning’, hvor det sidste er noget tingsligt.

En ingeniør er derfor et menneske, som har evnen og begavelsen til at opfinde indretninger, det være sig hejseværker, maskiner til at fremstille forskellige nyttige ting, urværker, indretninger til at hæve vand op og mange, mange flere.

Leonardo kan derfor med rette kaldes ingeniør, og det var også som sådan, at han stort set tjente sine penge.

Mange af de talrige ’indretninger’, som Leonardo tegnede, kalder vi for maskiner. Elementerne i disse maskiner er for eksempel vægtstænger, tandhjul, taljer og modvægte, og de drives af vandkraft, menneskekraft eller af vindkraft.

Når de påvirkes på bestemte måder, fungerer de på forudsigelig vis.

Hvis vi forestiller os, at Leonardo havde et overordnet begreb om maskiner, ville det omfatte langt mere end nutidens begreb om det samme.

For Leonardo er verdensaltet en maskine, hver organisme er en maskine, ja, selv det store vægmaleri af den sidste nadver viser en maskine, hvor Kristi ord sender en bølgebevægelse gennem flokken af disciple.

Leonardo da Vinci havde en utrolig kreativitet og fantasi

Da Leonardo i 1490’erne begyndte at beskæftige sig med anatomi, udnyttede han den viden, han havde om teknik, hvilket fik stor indflydelse på hans anatomiske tegninger.

Det synes dog, at der for Leonardo var den forskel imellem menneskeskabte indretninger og den menneskelige organisme, at den sidste har en sjæl, som kan være årsag til, at organismens lemmer bevæges, hvorimod indretningernes aktivitet er forårsaget af ydre påvirkninger.

LÆS OGSÅ: Se billederne: Leonardo da Vinci forudså helikopteren og kampvognen

Hvor Leonardos anatomiske tegninger, og især dem fra det 16. århundredes første tiår, viser ham som en grundig og skarptseende anatom, er hans mange tegninger af maskiner, der tjener mangfoldige formål, et udtryk for hans utrolige kreativitet og fantasi.

Begge dele fremgår også af hans fantastiske, men urealistiske forslag til flyvende maskiner.

Mennesket har altid drømt om at flyve

»Den store fugls første flyvetur fra toppen af Ceceri-bjerget vil fylde verden med forundring, alle skrifter vil berømme den, og den vil kaste evig ære over det sted, hvor den blev til.«

Det var sin flyvemaskine, Leonardo kaldte for den store fugl, og Ceceri-bjerget var en bjergtop, som lå lidt nord for Firenze og Fiesole.

Drømmen om at kunne flyve går formentlig tilbage til menneskehedens barndom.

På Leonardos tid var både jord og vand menneskets domæne, men luften var endnu ikke lagt ind under dets herredømme, og i den græske myte om Ikaros fortælles det, hvor galt det går den, der forsøger det umulige.

Myten beretter om athenienseren Daedalus og hans søn Ikaros. Daedalus, som var en fremragende håndværker, havde på øen Kreta bygget den labyrint, hvor uhyret Minotaurus – halvt tyr og halvt menneske – boede.

Efter at have bygget labyrinten blev han fængslet – han var forvist til Kreta for et mord begået i sin hjemby – og i fængslet konstruerede han nogle vinger, så han og hans søn kunne undslippe.

Vingerne fastgjorde han på skuldrene med voks, og han advarede Ikaros mod at flyve for højt, for ikke at Solen skulle få vokset til at smelte, og ikke for lavt, for ikke at havgusen skulle opløse det.

Til at begynde med var flyveturen en succes, men så steg Ikaros i begejstring over flyveturen mod himlen. Vokset smeltede, og Ikaros styrtede i havet og druknede.

Det er den gamle græske historie om, at overmod står for fald.

LÆS OGSÅ: Mona Lisas hemmeligheder ligger i øjnene

Leonardo da Vinci havde indgående studeret fugle

Leonardos store fugl skulle flyve fra en bjergtop og ned til en sø, og den flyvende skulle forsynes både med en form for faldskærm og en slags redningsbælte.

Luft var som vand et flydende stof, og lyden forplantede sig gennem luften i analogi med ringene i vand.
Nogle af de iagttagelser, som Leonardo havde indsamlet om vandets bevægelse, kunne derfor, mente han, overføres til luftens bevægelser. Luftstrømme kunne sammenlignes med strømme i vand.

Leonardo indså dog hurtigt, at det var umuligt for et menneske ved egen kraft at løfte sig op over jordoverfladen, selv hvis det brugte både arm- og benmusklerne.

Det varede godt 400 år, før tyngdekraften kunne overvindes ved brug af benzin og en let eksplosionsmotor. Snarere kunne der for Leonardos vedkommende være tale om en glideflugt fra bjergets top til søens overflade.

LÆS OGSÅ: Er det gyldne snit udtryk for skønhed?

Leonardo havde indgående studeret fuglenes flugt og deres vingers bevægelse under flugten.

Han var som yngre tilsyneladende udstyret med et meget skarpt syn – som ældre måtte han bruge briller.
Han studerede også fuglevingers anatomi, men fandt, at de vinger, som hans flyvende maskine skulle udstyres med, snarere skulle have flagermusens vinger som forbillede.

En tegning viser, hvordan han tænkte sig en kunstig vinge skulle konstrueres.

Leonardo da Vincis mest berømte flyvemaskine

Leonardo forestillede sig to slags vingede maskiner:

I den ene ligger den menneskelige drivkraft ned, i den anden står den opret, og hvor den første er forsynet med en vinge på hver side, er den anden forsynet med to par vinger på hver side.

Den ene vinge i hvert par er i deres øverste position, når det andet par er i deres nederste.

Leonardos mest berømte tegning af en flyvende maskine er en såkaldt luftskrue, der ikke er udstyret med vinger, men med en form for rotor.

Skruen har en radius på 4,8 meter. Forneden er der en rundgang af metal, som er indskrevet i en ring, hvor de reb er fastgjort, som forbinder ringen med skruen.

Når mænd går på rundgangen og skubber de vandrette stænger, der sidder på maskinens akse, foran sig, drejer skruen rundt.

Der er også antydet en alternativ måde til at aktivere skruen. Nederst på aksen er viklet et reb, og når det hurtigt vikles op, drejer skruen med stor hast. Ingen af de foreslåede fremgangsmåder ville have løftet maskinen fra jorden.

Alle de nævnte forslag til flyvende maskiner er fra omkring 1490.

Leonardi da Vincis geni overgik alle

Da man blev opmærksom på Leonardos mange tekniske tegninger, betragtede man ham ikke blot som kreativ, men også som innovativ, og man pegede på, at mange af forslagene foregreb langt senere opfindelser.

Mange ældre Leonardo-monografier skriver sig derfor ind i en tradition, der hylder geniet.

Men efterhånden som renæssancens ingeniørvidenskab og ingeniørvirksomhed bliver afdækket, ser man Leonardo som én blandt flere fremragende ingeniører i tiden, men med et virkefelt og en fantasi, der overgår alle andres. Både før og efter Leonardo har der levet mennesker, som har fantaseret om tekniske vidundere.

For eksempel skrev den engelske filosof og videnskabsmand Roger Bacon i det 13. århundrede, at det er muligt at bygge skibe, som kan sejle uden årer, således at:

»[…] havgående både kan sejles hurtigere af en enkelt rorgænger, end hvis de var fyldt med mænd. Det er også muligt at bygge vogne, som på grund af en mirakuløs kraft ikke behøver heste for at bevæge sig. […] Det er endvidere muligt at konstruere en flyvende maskine, så en mand placeret i midten kan aktivere den ved at bruge en speciel indretning, som får særligt konstruerede vinger til at baske i luften, som fuglenes vinger gør, når de flyver. Det er ydermere muligt at bygge en lille kran, der er i stand til at løfte og sænke ufatteligt tunge genstande […] og det er muligt at konstruere redskaber til at gå på havet og søer og røre bunden uden at være i fare.«

Tilsvarende havde i det 19. århundrede franskmanden Jules Verne en levende fantasi.

Han skrev om rejser til månen, rejser til Jordens indre og rejser under vandet, og skrev om talrige tekniske instrumenter, som for eksempel fjernsyn, der først blev en realitet langt senere.

Både Roger Bacon og Jules Verne omtaler maskiner og instrumenter, men Leonardo kunne tegne, hvad han forestillede sig, og på sine tegninger antyde, hvordan disse vidunderlige ting kunne tænkes at fungere.

En så deltaljeret indsigt i teknik kunne de to andre ikke opvise. Skønt Leonardo var et barn af sin tid, var han en unik person.

LÆS OGSÅ: Kontroversiel professor forenede kunst og videnskab‘

Var Leonardo kunstner eller videnskabsmand?

Set ud fra hans perspektiv er spørgsmålet forkert stillet.

Der var for ham ingen forskel. Kunst er videnskab, og videnskab er kunst, når den fremtræder i den anskuelige form, som Leonardo ønskede, at den skulle gøre.

I hans tankeverden er der ingen forskel på kunst og videnskab, og han ville have stået fuldkommen fremmed over for det modsætningsforhold, det 21. århundredes mennesker ser mellem en kunstnerisk og en videnskabelig opfattelse af virkeligheden.

For det moderne menneske forudsætter videnskaben, at virkeligheden udtømmende kan bestemmes ved hjælp af måletal, og at matematik kan bruges til at beskrive og til at opstille lovmæssigheden for den virkelighed, der omgiver os.

Kunstneren, derimod, forsøger at formidle – eventuelt ved brug af sproget – en følelsespræget oplevelse af en situation, en figur, en form eller en farvesammensætning til andre mennesker.

Videnskabens verden er blottet for følelser, hvorimod den kunstneriske oplevelse er følelsestonet.

For Leonardo var det såvel kunstnerens som videnskabsmandens opgave at skildre eller snarere genskabe og efterligne virkeligheden, som den er, og både videnskabsmanden og kunstneren bruger geometrien som redskab til at opnå sit mål.

Den modsætning, som han opererede med, var ikke en modsætning mellem kunst og videnskab eller mellem ars og scientia, men mellem kunst og håndværk.

LÆS OGSÅ: Kunst kan forbedre hospitalsoplevelsen

LÆS OGSÅ: Kunst forvandler alt til luksus

LÆS OGSÅ: Her er videnskabens største opdagelser