Mona Lisas hemmeligheder ligger i øjnene
Italienske kunsthistorikere hævder, at de har fundet bittesmå bogstaver skjult i Mona Lisas øjne. Hvis det passer, kan bogstaverne meget vel være ledetråde til maleriets mysterier.

Forestiller Da Vincis maleri Lisa del Giocondo, eller er der i virkeligheden tale om en slags selvportræt? Måske kan de skjulte bogstaver gøre kunsthistorikerne klogere. (Foto: Museé du Louvre)

Forestiller Da Vincis maleri Lisa del Giocondo, eller er der i virkeligheden tale om en slags selvportræt? Måske kan de skjulte bogstaver gøre kunsthistorikerne klogere. (Foto: Museé du Louvre)

Kan skjulte bogstaver i Mona Lisas øjne være Leonardo Da Vincis ledetråde til den gådefulde models rigtige identitet?

Det lyder som en gåde fra "Da Vinci Mysteriet", men faktisk er det et spørgsmål, som virkelighedens italienske kunsthistorikere stiller sig selv for tiden.

Silvano Vinceti fra det italienske kulturarvsudvalg hævder, at man har opdaget en række bittesmå bogstaver, som er malet i Mona Lisas øjne - 'LV' i den højre pupil, og noget der ligner 'CE' i den venstre.

Det har fået kunsthistorikere til at spekulere på, om initialerne mon kan afsløre den gådefulde dames hemmeligheder.

Og faktisk er det ikke nødvendigvis langt ude at forestille sig, at Leonardo Da Vinci på den måde indbyggede gådefulde hints i sit maleri.

»Leonardo Da Vinci er ikke fremmed for at tænke i gåder og krypterede tegn, som skal afdækkes. Der er mange eksempler på skjult betydning i Leonardo Da Vincis billeder,« siger professor i kunsthistorie Jacob Wamberg fra Aarhus Universitet.

Tendens til 'overvillighed'

Jacob Wamberg understreger dog, at han ikke kender til paralleltilfælde, hvor man på samme måde har fundet skjulte bogstaver i malingen, og han vil gerne se, hvad de italienske forskere fremlægger, inden han drager nogen konklusioner.

»Det er vigtigt at sige, at det kan også være en 'overvillighed' til at finde betydning, hvor den ikke er,« siger Jacob Wamberg.

Silvano Vinceti har fortalt medierne om det mystiske fund, men det italienske kulturudvalgs endelige konklusioner vil først blive præsenteret i næste måned.

Indtil nu har Vinceti ikke fortalt meget mere, end at bogstaverne er fundet ved at kigge på maleriet gennem et forstørrelsesglas, og at de er skrevet med sort maling. Alligevel har hans udtalelser vakt stor interesse.

Myter genoplives

Indtil videre har de fleste kunsthistorikere ment, at kvinden på billedet er Lisa del Giocondo, en rigsmandskone fra Firenze.

Fakta

HER ER, HVAD VINCETI HAR FUNDET

Her er hvad kunsthistorikerne, ifølge Silvano Vinceti, har fundet:

I Mona Lisas højre pupil kan man se bogstaverne LV, sandsynligvis Leonardo Da Vincis initialer.

I hendes venstre pupil kan man se et B eller et S, eller muligvis initialerne CE.

Bag på billedet står tallet 149. Et fjerde nummer er blevet slettet, hvilket tyder på, at der er tale om det årstal, hvor maleriet blev færdigt.

Vinceti mener, at maleriet er malet mens Da Vinci var i Milano i slutningen af 1490'erne, og at det derfor er usandsynligt, at Mona Lisa er Lisa del Giocondo (som var fra Firenze).

Hvis det viser sig, at der virkelig er initialer i Mona Lisas øjne, så kan det både være med til at bekræfte denne teori, eller puste liv i nye og gamle myter.

En af myterne er, at det i virkeligheden er et selvportræt. Fortalerne for denne teori påpeger, at maleriet har klare androgyne træk, og at Leonardo Da Vinci malede på billedet i så mange år, at det måtte have en helt særlig betydning.

»Hvis bogstaverne i billedet findes, og de viser sig at være Leonardos egne initialer, ville det i givet fald kunne bekræfte den udbredte myte, at der er et skjult selvportræt i billedet,« siger Jacob Wamberg.

Verdens mest berømte

Men hvorfor er det overhovedet interessant at spekulere i, hvem den for længst afdøde Mona Lisa egentlig var?

»Når det gælder et portrætbillede, så er det altid interessant at vide, hvem billedet hentyder til, det er jo ideen med billedet,« siger Jacob Wamberg

Og Mona Lisa er ikke et hvilket som helst maleri, påpeger han.

»Mona Lisa er muligvis verdens mest berømte enkelte kunstværk, så alt hvad der bliver fundet af nye ting omkring det billede, vil automatisk have en vis interesse. Og efter Dan Brown (forfatter til Da Vinci-mysteriet, red.) har været på banen, så er Leonardo blevet relanceret som et medieikon,« siger Jacob Wamberg.

Skjulte budskaber er velkendt

»Det er ikke kun hos Leonardo Da Vinci, man finder skjulte budskaber eller symboler. En læge opdagede for eksempel, at der i Michelangelos billede af Vorherre og Adam fra det sixtinske kapel er en hentydning til et gennemskåret kranium. Den finger, som kalder Adam til live, kommer ud af panden i det her kranium,« siger Jacob Wamberg, som selv har arbejdet med skjulte symboler i Da Vincis 'Klippemadonnaen'.

For ham er de skjulte budskaber og symboler en spændende del af det at være kunsthistoriker, og han er spændt på, hvad de italienske kunsthistorikere fremlægger.

»Jeg vil godt lige lade det modne lidt, så jeg ved, vi diskuterer på et sandfærdigt grundlag. Men det er helt sikkert, det vil være spændende, hvis det her er sandt,« siger han.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.