Krudt, kugler - og kultur: Hård magt er ikke nok, hvis vi skal klare os igennem krisetider

»Hvad udad tabes, skal indad vindes« blev efter Danmarks krigsnederlag i 1864 et nationalt mantra.

Som småstat indstillede vi os på at skrue ned for militær magtudøvelse mod til gengæld at opruste på de indre linjer.

Vi fokuserede på at styrke industrien, landbruget - og ikke mindst den nationale stolthed.

Men i den aktuelle geo- og sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i, skal vores styrkeposition måske ikke baseres på et ‘enten-eller’. Måske skal vi i højere grad satse på et ‘både-og’.

Vi kan med fordel supplere den massive forøgelse af det danske forsvarsbudget med et kulturelt kriseberedskab, lyder det fra flere sider (se for eksempel her og her).

Kulturen skal med andre ord trække i trøjen. Men hvad vil det egentlig sige?

Hvad er et beredskab?

Lad os først dykke ned i, hvad et beredskab er for en størrelse. Når vi taler om beredskab, forestiller de fleste sig militære styrker, våbenlagre, strategiske forsvarsplaner og sikring af samfundets vitale strukturer – som for eksempel energiforsyning og nødlagre.

Det er de ressourcer, vi i Danmark og resten af Europa opruster voldsomt i øjeblikket. Ikke kun på grund af Ruslands invadering af Ukraine og Putins trusler mod resten af Europa.

Men også fordi Trump er i færd med at svække den transatlantiske forsvarsalliance, NATO, som siden 1949 har garanteret de europæiske landes sikkerhed.

Som den svenske statsminister Ulf Kristersson udtalte i januar 2025:

»Vi er ikke i krig, men har heller ikke fred.«

Det er nye ord i en fredsregion som Norden.

Presset af disse omstændigheder er Danmark sammen med resten af Europa i færd med en omstilling, der har betydning på flere planer.

Vi befinder os ikke længere i en fredstid, hvor vi kan skære ned på militæret og bruge pengene på velfærd. Det rammer ikke alene vores økonomi, men også vores selvforståelse.

Kulturel ammunition er (også) et forsvar

Situationen minder os om, at vi ikke uden videre kan tage for givet at være et liberalt demokrati med høj levestandard, politisk stabilitet, social ansvarlighed, kulturel mangfoldighed, en veluddannet og oplyst befolkning.

Det er en samfundsmodel og en identitet, der kræver beskyttelse. Og den kalder på en differentieret oprustningsplan.

Samtidig med at vi indkøber mere militært isenkram, er vi også nødt til at skærpe en kulturel ammunition med rødder i vores styrkeposition som et fredeligt og frisindet samfund.

En sådan aktivering af kultur og kulturarv er allerede skrevet ind i både de svenske og norske beredskabsplaner.

'Soft power – the Nordic way'

Beredskab handler nemlig om andet og mere end fysisk forsvar og kampstyrke.

Ifølge den amerikanske professor i politologi Joseph S. Nye handler modstandskraft i lige så høj grad om vores evne til at kunne tiltrække, påvirke og forme omverdenen positivt.

Professoren skelner derfor mellem ’hard power’ og ’soft power’ og kalder kombinationen heraf for ’smart power’.

Det smarte ligger i at forstå, at militære trusler og slagkraft grundlæggende er negativt ladede ressourcer. Og at den hårde magt vinder større terræn og mere legitim indflydelse, hvis den bliver suppleret af økonomisk-politisk samarbejde, kulturelt diplomati og værdibaseret kommunikation.

Det udgør simpelthen en vital del af den kritiske infrastruktur i demokratiske samfund, at man opbygger og vedligeholder tillidsbaserede relationer, gensidige forpligtelser og en fri udveksling af viden, varer og værdier på tværs af landegrænser.

Den ‘bløde magt’ gør demokratier som vores mindre sårbare over for manipulation og bedre i stand til at håndtere udefrakommende trusler.

Allerede kritisk infrastruktur i Norge

Som nævnt er det kulturelle kriseberedskab skrevet direkte ind i planen for det norske totalforsvar fra 2024. Her står der, at:

»Kultur, kulturarv og kulturaktører er vigtige også i kriser og krig. Kulturarven er både et mål, middel og modstandskraft.«

Og man slår fast, at:

»Regeringen mener, det er vigtigt at videreføre stærke og uafhængige medier og kunst- og kulturinstitutioner, som evner at ivaretage kulturarv og opretholde kulturelle aktiviteter under kriser og krig.«

At et stærkt forsvars- og kampberedskab består af både hårde og bløde våben kan lyde indlysende.

Men når vi ser, hvordan præsident Trump i øjeblikket fører magtpolitik med udelukkende hårdtslående metoder – gennem hensynsløs selvhævdelse, tilsidesættelse af det liberale demokratis spilleregler og uden forståelse for betydningen af USA’s omdømme udadtil eller sammenhængskraft indadtil – så vidner det om en manglende anerkendelse af ‘soft power’.

Ifølge Joseph S. Nye blotter USA derved en betydelig svaghed, som godt nok skaber hovedbrud i de europæiske lande. Men det efterlader også et spillerum for vores ‘soft power’.

Hvis det spillerum skal udnyttes optimalt, kræver det en grundlæggende afklaring af, hvad dansk ‘soft power’ består af, hvordan den kan bruges, og hvem dens bannerførere er.

Kulturel identitetsstyrkelse som værdikamp

Det er i sig selv en udfordring, for det er næppe muligt at nå til enighed om, hvad der udgør danskernes kulturelle DNA.

Det står heller ikke klart, hvad vi eventuelt kan opnå ved at styrke vores ‘soft power’, hvem den kunne tænkes at påvirke, og om det overhovedet er realistisk, at for eksempel danske kunstnere vil medvirke i en sådan opbyggelig magtudøvelse.

Måske skal kunsten og kulturen da heller ikke i første række rettes mod at vinde omverdenens gunst.

Vi har haft stor succes med at promovere 'Nordic Noir'-film som 'Kvinden i buret' og tv-serier som 'Borgen' og 'Forbrydelsen', 'New Nordic-design' og gastronomi.

Men det aktuelle behov for at aktivere kulturen strategisk og i et opbyggeligt ærinde handler måske mest om at gøre vores nationale selvbillede og sammenhold mere robust.

Dét formål gør de også opmærksom på i den norske rapport:

»En veloplyst befolkning med stærk (...) forankring i egen kulturel identitet vil have bedre muligheder for at tage gode valg for sig selv og sit lokalsamfund i en krisetid. Dette kan være afgørende for, hvordan nationen som helhed klarer sig gennem en krise,« står der blandt andet.

I rapporten bliver der også peget på, at en velfungerende kultursektor »vil være et vigtigt led i nationens totalberedskab og befolkningens evne til udholdenhed (...) og kampmoral.«

Vi må ikke glemme, at det magtspil, vi ufrivilligt er blevet en part i, også er en kultur- og værdikamp.

Derfor er det bydende nødvendigt, at vi skærper vores egen position og eventuelt tager ved lære af vores kulturhistorie.

Den kan minde os om, at vi før har været i stand til at yde modstand med blød magt og tager initiativer i brug, som måske kan inspirere.

Dengang kulturen trak i trøjen

Lad os slutte af med et eksempel. I mellemkrigstiden var den kontroversielle debattør og arkitekt Poul Henningsen toneangivende i debatten om kulturens rolle i samfundet.

Med retorisk slagkraft gjorde han sine synspunkter gældende i blandt andet den kulturradikale forening Frisindet Kulturkamp, dens antifascistiske tidsskrift Kulturkampen (1935-39) og i debatbogen ‘Hvad med kulturen?’ (1933).

Konteksten var det skræmmende værdiskred, der udviklede sig i Europa, hvor blandt andet Hitler og hans nazistparti NSDAP kom til magten i Tyskland, og som efter Henningsens opfattelse kaldte på et handlingsorienteret modsvar.

Den fjende, han identificerede, var ikke kun nazismen og dens propaganda, men også en kulturpolitisk passivitet blandt danske politikere.

Man undervurderede ifølge ham betydningen af kulturpolitik som ‘et våben’, der kunne bruges til at påvirke, forandre og beskytte et samfund med.

Poul Henningsens holdning var, at moderne kunst og kultur skulle bidrage til at løse samfundsmæssige problemer, og især kunne den ’anvendte kunst’ være med til at styrke et demokratisk sindelag.

‘Anvendt kunst’ var ifølge Henningsen arkitektur og design, men kunne også være for eksempel film, teater og revy. I sit eget virke inden for netop disse områder udøvede han, hvad han selv forstod som en slags kulturel værnepligt.

Når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’

Før Poul Henningsen måtte flygte til Sverige under besættelsen - i 1943 - på grund af kontroversielle ytringer, skrev han for eksempel den kritisk orienterede sangtekst, ‘Man binder os på mund og hånd’.

Samtidens store revystjerne Liva Weel lagde stemme til, og sangen fik under krigen nærmest status af fædrelandssang. Budskabet var dobbeltbundet. Men tekstens folkelige gennemslagskraft lå i opfordringen til, at det kollektive ‘vi’, danskerne, skulle udvise realitetssans og anerkende situationens alvor uden at krybe i flyverskjul og forskanse sig i hjemlig hygge og national nostalgi.

Det lyder i sidste strofe sådan her:

»Man binder os på mund og hånd
Men man ka’ ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl«

Poul Henningsens patosfyldte tekst om frihed og modstand bestyrkede på én gang en krisestemning og et værdifællesskab.

Det gjorde den ikke ved at besynge et nationalt glansbillede fra fortiden (som man gjorde efter 1864), men ved at udtrykke tillid til liberale værdier som en indre modstandskraft.

Det kan man selvfølgelig sige er en defensiv, måske endda naiv position at indtage, sådan som verden ser ud i dag.

Men som kanoniseret kulturarv minder teksten os om en ’blød’ styrkefortælling, som det igen er blevet nødvendigt at værne om.

Denne artikel er skrevet af en forsker fra Nordic Humanities Center (NHC). NHC & Videnskab.dk samarbejder om en række forskerskrevne artikler. Centeret er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.