Gennem de seneste 100 år har der været mange og store krige. Specielt de to store verdenskrige var i en klasse for sig.
Men også de to Vietnamkrige, den franske og den amerikanske, Koreakrigen, Algierkrigen, Iran/Irak-krigen, den sovjetiske Afghanistankrig, den amerikanske Afghanistankrig og Irak-krigen var omfattende. Dertil kommer en række blodige, afrikanske borgerkrige.
I nyere tid har der været to traditioner til forklaring af kriges forløb. Begge går tilbage til Napoleonstidens krige.
Den ene er beskrevet af Napoleons stabschef Antoine-Henri Jomini (1779-1869). Den anden af det preussiske militærakademis leder Carl von Clausewitz (1780-1831).
Clausewitz er i dag den mest berømte af de to. Men Jominis tilgang har faktisk domineret krigsførelsen mere end Clausewitz'.
Jomini: God planlægning og mange ressourcer vinder krige
Teorien fra Napoleons stabschef svarer til en udbredt forståelse i industrisamfundet for, hvordan man behersker problemer. Den er typisk for stor- og ikke mindst supermagters problemløsninger.
Derfor kendes den fra Napoleons Frankrig, fra Tyskland efter 1865 frem til 1918, og igen fra 1935 til 1944, fra Sovjet 1941-1991 og USA siden 1941.
Tankegangen er temmelig enkel. Der skal indsættes en stor mængde ressourcer, både materielle og mandskabsmæssige. Indsatsen planlægges nøjagtigt og fremføres med for eksempel tog, skib og fly og i stor hastighed. Derefter vil sejren i slagene være sikker, og krigene være vundne.
Input fører til Output. Målet er først at sejre i slag, derefter at sejre i krigen. Hastigheden bestemmes ved hjælp af transportmidler og informationsmidler - fra postvæsen over telegraf og telefon til satellitter og internet.
Clausewitz: Virkelighedens krige er uberegnelige
Ifølge Clausewitz er den forklaring helt misvisende. Den er abstrakt og udtrykker en absolut tro på planlægning. Imidlertid har den ikke meget at gøre med krigenes virkelighed og da slet ikke med deres udfald.
Clausewitz skrev et 1.100 siders omfattende værk, Om krigen. Først definerer han her krig som det voldeligt at kunne påtvinge en modstander sin vilje. Dernæst beskriver han krigen ud fra to niveauer, det abstrakte og det virkelige.
På det abstrakte niveau kan alt planlægges ud fra en forestilling om, at krig har tre dimensioner eller 'vekselvirkninger'. Man kan beskrive denne type krig som symmetrisk.
Meget ofte ser man således en krig opmålt på, hvor store kampstyrker (kampvogne, fly, mandskab etc.) de to sider har. Således hævder planlæggerne at kunne konkludere, at styrkeforholdet og krigen dermed kan anses som afgjort på forhånd ud fra en sådan opstilling.
Virkelighedens krig tager sig imidlertid anderledes ud. Her bliver krigen mere uberegnelig, for der er en modstander, som reagerer ved at nedbryde planerne. Det sker i realiteternes verden ved en forskydning af krigens tyngdepunkter og omdrejningsakser.
Forskydningerne kan ses i flere dimensioner
Tager man de tre former for vekselvirkninger, kan vi se forskydningen i alle tre dimensioner.
| Abstrakt planlagt krig | Virkelig krig |
|---|---|
| A) Der er en materiel vekselvirkning om kamp som tilintetgørelse af kampens ressourcer i form af materiel kampkraft, herunder mandskabet der skal håndtere de kapaciteter. Soldater dør, og materiel smadres. | A) Forskydningen sker i retning af at flytte kampen, fra det der historisk er blevet kaldt ”slagmarken”, til andre slagmarker. Først kan man se en kamp om at nedbryde forsyningslinjer, fx lufthavne, jernbanelinjer, havne, elektricitetsværker, radiostationer o.l. Dernæst flyttes kampen til krigens finansiering (skatter og kreditter). Reelt set er næsten alle større krige gennem de seneste 500 år afgjort gennem nedslidning af krigsfinansieringen. Supermagter tror oftest på deres materielle og finansielle overlegenhed. Så de strækker deres kapaciteter for langt. Det har alle supermagter gjort, siden de spanske Habsburgere i 15-1600-tallet otte gange gik bankerot. |
| B) Der er en social vekselvirkning om nedbrydningen af modstanderens vilje til at føre krig, herunder motivation, planlægning, overblik etc. | B) I den sociale dimension forskydes kampen om tyngdepunktet fra soldater og officerer til civile borgere. De inddrages i krigenes kampe, enten som ofre, pårørende eller producenter og skattebetalere. Dermed involveres den offentlige opinion og udsættes for en propagandakrig om støtte. Det er ikke blot materiellet der nedkæmpes, men også befolkningens offervilje og soldaternes vilje og accept af at blive ofre frem for helte. Krigen kan også føre til en kamp om manglende sociale rettigheder for enker, børn uden fædre, eller handicappede krigsveteraner med fysiske og psykiske traumer. |
| C) Der er en tidslig vekselvirkning om at overraske og reagere beslutsomt, hurtigt og, i sammenhæng med de to første former, effektivt. | C) Forskydningen af krigens tidslige vekselvirkning udgør den dimension, som Clausewitz lægger mest vægt på. Nedslidningen af materielle og sociale ressourcer foregår over tid. Krige bliver her til langtrukken opslidning af politikeres vilje, officerers eller soldaters vilje, samt befolkningens og offentlighedens vilje til at bære byrderne. Bæredygtigheden af indsatsen nedslides: Kampen forskyder sig til at blive en kamp om, hvilken part der kan fortsætte. |
Nedbrydningen fortsætter, efter krigen er slut
En væsentlig del af den uberegnelige kamp består dertil i at forskyde nedbrydningen, eksempelvis af traumatiserede befolkninger, til længe efter kampene på slagmarken er ophørt.
Når soldater i Jugoslaviens borgerkrig tvang fædre til at voldtage deres døtre eller mødre i overværelse af familien, skyldtes det, at officererne vidste, at man ikke mere ville kunne få en sund og blomstrende befolkning ud af de således traumatiserede ofre.
Krigstraumer kan fortsætte til næste generation, når soldater med posttraumatisk stresssyndrom eller PTSD (Post Traumatic Stress Disorder) bliver voldelige, depressive og alkoholiske fædre.
Antallet af amerikanske veteraner, der i 2012 forsøgte at begå selvmord, var således 28.000, og det lykkedes for 8.000 af dem, næsten tre gange så mange som blev dræbt 11. september 2001. Virkningen hos de pårørende skal derfor heller ikke undervurderes.
Men skaderne i eksempelvis Irak er selvfølgelig langt større.
Den svage kan slå den stærke
Sammenholdes de tre vekselvirkninger betyder kampen om tyngdepunkternes forskydning, at den 'svage part' faktisk kan vinde krigen over 'den stærke part'.
Det sker specielt, hvis den stærke part ser sig som så overlegen, at den sender en stor hær udstyret med en masse dyrt materiel langt bort i meget lang tid. Man kan tænke på først Napoleon og siden Tyskland i kampene på Sovjetunionens enorme vidder, Sovjet i Afghanistan eller USA i Vietnam, Irak eller Afghanistan. Den stærke part bliver nedslidt.
Clausewitz inddrager det uberegnelige moment i krigen. Han påpeger, hvor vigtigt det er, at man ikke blot ser modstanderens svagheder, men også ser egne svagheder.
Man må se på, at der er 'friktion' i krigen, at 'selv det enkleste bliver enormt besværligt'. Den 'angribende part står svagere end den forsvarende', der ikke behøver at legitimere sit ressourceforbrug.
Politisk er læren, at man ikke skal fortælle historier om best cases, om at det går fremad, at kampe og slag vindes. Det afgørende er at kunne se på worst cases. Krig er altid worst case og bør undgås om overhovedet muligt.
