Verden har i det sidste årti gennemlevet en periode med såvel økonomisk og politisk ustabilitet, hvor agendaen i stigende grad er blevet dikteret af politiske outsiders, fra Donald Trump til Matteo Salvini eller Bernie Sanders, der udfordrer den økonomiske common sense.
Dette er et tegn på, at den konsensus omkring global frihandel og økonomisk liberalisering som har præget de sidste årtier er alvorligt svækket.
Denne situation startede efter finanskrisen i 2008, men den nuværende corona-pandemi kan let være med til at skubbe yderligere til opløsningstendenserne for den liberale globale orden.
Politisk og økonomisk stabilitet kræver en relativ stor grad af konsensus imellem globale eliteaktører. Dette kræver en høj grad af enighed om et såkaldt 'policy paradigme' – det vil sige en grundlæggende forståelse af, hvordan økonomien hænger sammen, og hvilke legitime redskaber stater og partier kan gribe til, når de skal sætte en økonomisk politik sammen.
Denne sammenhæng er relativt velbeskrevet indenfor forskningslitteraturen i international politisk økonomi.
I en ny forskningsartikel udlægger jeg historien om den globale økonomis op og nedture i det 20. århundrede.
Denne historie afslører, at vi befinder os i en særlig mellemperiode lige nu, hvor vi endnu ikke ved, hvilket politisk projekt der kommer til at forme morgendagens verdensorden.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Manglende konsensus kan skabe plads til nye muligheder
Når en paradigmatisk konsensus er fraværende i det store billede, er resultatet længere perioder med krise og ustabilitet.
Dette sker, når et dominerede paradigme viser sig ude af stand til at løse de herskende krisetendenser, og stater og internationale organisationer derfor efterspørger nye idéer til, hvordan den økonomiske politik kan se ud.
Manglende konsensus i eliten betyder, at det er sværere for politiske eliter at lave den form for gradvise tilpasninger, der holder det institutionelle set-up kørende, og at der bliver skabt større rum for alternative politiske projekter.
Historisk har sådanne langvarige kriser indvarslet politiske nybrud og muligheden for at etablere en ny politisk-økonomisk konsensus.
Den keynesianske efterkrigstid
For at forstå samspillet mellem økonomiske paradigmer og den politiske udvikling, og hvor vi står i dag, må vi se på, hvordan den historiske udvikling har udspillet sig.
Hvis vi starter i efterkrigstiden, var perioden efter 1945 i Vesten præget af en stor grad af konsensus om det keynesianske paradigme for den økonomiske politik.
Den keynesianske forståelse af makroøkonomi betød, at staten via penge og finanspolitikken fik redskaber til at gribe ind i den private økonomi på en langt mere bevidst og præcis måde end tidligere.
Det særlige ved den keynesianske makroøkonomi var, at mens den gav staten en langt større rolle i økonomien og indsatte centralbanken som en form for indirekte planlægger af niveauet af økonomisk aktivitet via renteniveauet, så var der netop tale om en indirekte kontrol.
Det betød, at man kunne finde en mellemvej mellem den form for ureguleret laissez-faire, der havde karakteriseret den kapitalistiske økonomi i perioden før krigen, og den direkte statslige styring via nationalisering, som karakteriserede Sovjetunionen.
Dermed præsenterede keynesianismen et grundlag for et kompromis mellem modstående klasseinteresser.
Det internationale finansielle system var reguleret gennem det såkaldte Bretton-Woods-system, domineret af den amerikanske dollar. Dette klassekompromis var relativt let at opretholde, så længe høje vækstrater betød, at der både var penge til profitter, gode lønstigninger og velfærd.
70'ernes mørke skyer
Fra slutningen af 1960'erne begyndte der imidlertid at komme mørke skyer i horisonten.
Væksten var faldende, og i 1971 betød finansielle problemer med Vietnamkrigen, at USA ophævede dollarens konvertibilitet til guld, og dermed trak grundlaget væk fra Bretton-Woods-systemet.
Da oliepriserne pludselig blev sat i vejret i 1973, trak det hele verdensøkonomien i recession.
Det betød, at 1970'erne blev en periode med en kaotisk økonomisk tilstand, præget af faldende investeringer, arbejdsløshed og inflation.
Den neoliberale vending
Siden 1940'erne havde en gruppe af økonomisk liberale – mest fremtrædende Friederich Hayek og Milton Friedman – ment, at problemet med økonomien var for stor statslig indblanding.
I stedet skulle man opgive at føre en aktiv politik for at sikre beskæftigelse. Dette skabte bare inflation, mente de, og man burde i stedet lade markedet løse problemerne.
Det krævede tre ting:
For det første en mere fri løndannelse: Hvis man fjernede fagforeninger og regulering af arbejdsmarkedet, kunne lønnen falde til det 'naturlige' niveau, som ville sørge for jobs til alle.
For det andet øget frihandel og finansiel deregulering, så konkurrencen blev sat fri, og virksomheder og kapital kunne bevæge sig frit over grænserne til der, hvor forholdene var bedst.
For det tredje skulle man sikre flere penge til investeringer ved at lette skatten for virksomheder og de rigeste.
Attraktivt program for pressede virksomhedsejere
Dette bud på et nyt økonomisk paradigme fandt i 1970'erne pludselig et langt større publikum på den politiske højrefløj blandt en ny generation af virksomhedsejere.
En mere militant arbejderbevægelse og øget miljøregulering og forbrugerbeskyttelse pressede mange virksomheder på deres profit, og det neoliberale program præsenterede en måde at løse disse problemer.
Det neoliberale projekt fik sin første succes i Storbritannien og USA fra starten af 1980'erne. Her deregulerede man det finansielle marked, knækkede fagbevægelsen, og satte selskabsskat og topskatteraterne kraftigt ned.
Siden spredte programmet sig til Europa og udviklingslandene. I mange lande dog i en mere moderat form end i neoliberalismens angelsaksiske kernelande.
Store konsekvenser ved den neoliberale sejrsgang
På sine egne præmisser var det neoliberale eksperiment en succes – det lykkedes at begrænse inflationen, og den politiske og økonomiske forvirring fra 1970'erne blev afløst af en ny orden, da de fleste vestlige lande i løbet af 1980'erne og 1990'erne tilsluttede sig den neoliberale konsensus.
Men konsekvenserne var store. De neoliberale reformer skabte nemlig ikke den lovede vækst.
Vækstraterne kom aldrig tilbage på samme niveau som 1960'erne, og selv 1970'ernes gennemsnitlige årlige vækst er højere end alle årtier siden.
Samtidigt blev især den traditionelle arbejderklasse ramt hårdt af den stigende internationale konkurrence og muligheden for at flytte produktionen til lavtlønslande.
Resultatet blev, som den berømte økonom Thomas Piketty og andre har demonstreret, at uligheden begyndte at stige, i og med at almindelige lønninger stagnerede, og de rigeste blev rigere.
Begyndelsen på en ny mellemperiode?
Efter finanskrisen undrede mange sig over, at det ikke førte til større politiske forandringer.
Når den finansielle deregulering havde ført til en global krise, forventede mange, at et nyt politisk alternativ umiddelbart ville tage over.
Så hurtigt fungerer den slags paradigmeskift imidlertid sjældent.
Det tog mere end 15 år fra starten af den store depression i 1929, før Bretton Woods-systemet og Keynesianismen trådte frem som det dominerende økonomiske paradigme. Og det tog et kaotisk årti i 1970'erne fra Bretton Woods-systemets sammenbrud, før den neoliberale verdensorden havde aftegnet sine konturer.
Meget kan tyde på, at vi nu befinder os i en sådan ny kaotisk mellemperiode, hvor der ikke er et dominerende økonomisk paradigme, men i stedet flere forskellige konkurrerende politiske projekter.
\ Læs mere
Mange om buddet
Der er den neoliberale elite, der siden krisen har holdt fast i, at løsningen på de lave væksttal er en accelerering af det neoliberale projekt. Væksten skal skaffes via mere frihandel, yderligere skattelettelser og offentlige nedskæringer.
Fra venstre ser man opkomsten af en ny venstrepopulisme, hvor ønsket om større økonomisk omfordeling og regulering af markedet kombineres med et ønske om at frigøre demokratiet fra den økonomiske elite – fra Bernie Sanders i USA til Podemos i Spanien eller franske La France Insoumise.
Samtidigt ser man fra højre en ny økonomisk nationalisme, der lover at bruge en mere aktiv stat til at beskytte landets borgere mod effekterne af den økonomiske globalisering og skabe bedre vilkår for den nationale arbejderklasse.
Det mest åbenlyse eksempel på dette er Donald Trumps handelskrig med Kina. Denne form for erhvervsvenlig, men globaliseringsfjendtlig politik har haft stor gennemslagskraft – men indtil videre har den mødt fjendtlighed fra alle dele af erhvervslivet.
Vi mangler endnu at se, hvad styrkeforholdet mellem den vælgermæssige base og erhvervslivet vil blive i praksis.
\ Læs mere
Begyndelsen på enden for den liberale globaliserings æra
Hvorvidt venstrepopulismen og den nye økonomiske nationalisme kommer til at samle tilstrækkelig opbakning til at forme fremtidens verdensøkonomi, eller vi kan forvente noget helt tredje, står stadig hen i det uvisse.
Men med en potentiel langvarig krise som følge af corona-pandemien, virker det til, at den liberale globaliserings-æra er ved at have sunget sit sidste vers.
