Naturen udfordrer økonomisk teori

Sammen med den amerikanske økonomiprofessor Robert McNown fra University of Colorado har professor Knut Lehre Seip ved Høgskolen i Oslo og Akershus gennemgået Den amerikanske centralbank og dens føderale pengepolitik i perioden 1959-2008.

»Fra økologien kender vi til, hvordan forskellige arter i naturen varierer i udbredelse. Forekomst af byttedyr er for eksempel en nødvendig forudsætning for rovdyr,« siger Knut Lehre Seip.

Arterne lever i samspil og ligevægt. Og de har antenner, der gør det muligt for dem tidligt at tilpasse sig nye og ændrede vilkår. Forskernes fremgangsmåde til økonomi har været den samme:

»Hvordan kan vi se behovet for rentetiltag efter retningslinjer fra en centralbank på tidlige stadier inden for typiske ligevægtsfaktorer som produktion, arbejdsløshed og inflation? Dette mener vi nu at kunne give et bedre svar på,« siger Knut Lehre Seip.

Udfordrer rådende teori

Robert McNown og Knut Lehre Seip har set på sammenhængen mellem den føderale rentepolitik og nogle centrale indikatorer på forhold i amerikansk økonomi.

De to mener at have fundet sammenhænge, som ikke opfanges af rådende økonomisk teori, sådan som den særligt er formuleret af den indflydelsesrige økonom John B. Taylor.

Med sin ‘Taylor-regel’ fra 1993 har John B. Taylor været en vigtig præmisleverandør for pengepolitik på begge sider af Atlanten, ikke mindst for den tidligere og højt profilerede amerikanske centralbankschef Alan Greenspan.

Men også i miljøerne inden for den norske trekant Finansdepartementet, Norges Bank og Økonomisk Institut ved Universitetet i Oslo, har John B. Taylor sine tilhængere.

En fejl at stramme op

Robert McNown og Knut Lehre Seip mener at kunne påvise, at Den amerikanske centralbank i flere tilfælde i den aktuelle periode valgte en forkert rentefastsættelse, og at store økonomiske stramninger i den amerikanske økonomi dermed kunne være undgået.

De sigter her blandt andet på perioden under Alan Greenspans forgænger, Paul A. Volcker, som var centralbankchef under præsidenterne Jimmy Carter og Ronald Reagan.

Paul A. Volcker brugte høje renter som våben i kampen mod 1970- og 1980’ernes høje inflation og er gået over i historien som den, der vandt dén kamp og indledte ‘The Great Moderation’.

‘Taylor-reglen’ baserer sig i høj grad på økonomiske temperaturtilstande og foreskriver rentetiltag i tråd med dette på et givet tidspunkt, når økonomien er overophedet eller, modsat, understimuleret.

Ved at trække flere faktorer ind og se på data fra disse over længere tid, kan billedet blive et andet og behovet for tiltag anderledes.

Nøglefaktorer i moderne økonomi

Studiet, som Robert McNown og Knut Lehre Seip har foretaget, baserer sig på data tilbage fra 1959. Det var der, at man i USA begyndte at skaffe månedlige oversigter over blandt andet produktion, arbejdsløshed, inflation, nøglefaktorerne i Robert McNown og Knut Lehre Seips analyse.

»Naturen har eksempler på tilpasninger, som det ikke kan lade sig gøre at lave matematiske ligninger for. Vores tilgang er, at det forholder sig lige sådan i økonomien, og at ren matematik-baseret pengepolitik til at ændre økonomiske forhold dermed kan give uheldige og unødvendige udslag,« siger Knut Lehre Seip.

Der er dermed to principielle forskelle mellem McNown/Seip og Taylors regel.

»Den ene er, at behovet for renteændring hos os beregnes ud fra bevægelserne i inflation, baseret på prisindekset, og udviklingen i arbejdsledighed, over en periode. Hos John B. Taylor er grundlaget, hvordan tallene ser ud akkurat i dag.«

»Den anden er, at vores regel giver anbefalinger til statsbanken, ligesom en kompasretning. Skal renten stige, vælger du én retning, én måde at gøre det på. Skal renten sættes ned, vælger du en anden retning eller måde at gøre det på. Retningen afhænger af, hvor i det økonomiske landskab du befinder dig,« siger Knut Lehre Seip.

Ny forståelse, nye råd

Dermed bliver også indholdet i de råd, som gives til en centralbank, forskellige.

»Lidt inflation er jo også godt nok, sådan to til fire procent, sådan som det mere eller mindre er i Norge i dag. Højere inflation er imidlertid ikke godt. Så siger vores regel, at statsbankerne bør øge renten langsommere end det Taylor-reglen foreslår.«

»Er inflationen lav, men statsbankens rente høj, bør renten derimod sættes mere aggressivt ned, end Taylor-reglen anbefaler,« siger Knut Lehre Seip.

Den ‘økologiske økonomimodel’ ser også anderledes på en faktor som arbejdsløshed.

»Vores regel siger, at hvis arbejdsløsheden er høj, bør renten sætte aggressivt ned, og hurtigere end Taylor-modellen anbefaler.«

»Er arbejdsløsheden lav, skal renten sættes forsigtigt op og ned i takt med arbejdsløsheden, men langsommere end Taylor-reglen anbefaler,« siger Knut Lehre Seip.

Komplementerer mere end den erstatter

Oliekrise, dotcom-boble og ikke mindst boligboblen i USA er eksempler på hændelser de sidste 10-20 år, som har skabt finanskriser af et omfang, som også har fået følger for pengepolitikken.

»Vores regel er baseret på faktisk politik, sådan som den er ført i gode og dårlige tider, og det er sundt, hvis pengepolitikken primært er grundlagt på inflation og arbejdsløshed. John B. Taylors er mere baseret på teori.«

»Hvilke regler, som i sidste ende vil være bedst, kan kun fremtiden vise. Men akkurat nu, når statsbankernes rente ikke kan komme længere ned, er der andre udfordringer, end nogle af rentereglerne kan svare på.«

»Den næste forsvarslinje mod dårlige tider ligger helt sikkert i skattepolitikken. Så hvordan man kan finde den bedste vej tilbage til gode tider med både penge- og skattepolitik, er økonomiens, og vores, næste udfordring,« siger Knut Lehre Seip.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson