Forskere: Vores respons på corona-krisen beviser, at vi også kan gøre noget ved klimaforandringerne

Regeringer og myndigheder verden over har iværksat drastiske tiltag for at inddæmme smittespredningen af COVID-19.

Det er for tidligt at sige, om disse tiltag og foranstaltninger er nok til at begrænse massedødeligheden, eller om de er så ekstreme, at de vil udløse en økonomisk katastrofe.

Det er dog helt åbenlyst, at responsen på pandemien står i stærk kontrast til manglen på effektiv klimahandling - på trods af en række ligheder mellem de to trusler.

Både i forhold til COVID-19 og klimaforandringerne var det forskere, som, langt før de synlige kriser, råbte vagt i gevær,

Stor forskel på magthavernes reaktion på COVID-19 og klimaforandringerne

Det er computermodellers skræmmende forudsigelser med høje dødstal forårsaget af COVID-19, der har sat regeringerne i fuld alarmberedskab, på trods af de negative konsekvenser det har på vores dagligliv.

Men klimamodellerne forudsiger også en jævn stigning i antallet af dødsfald - faktisk mere end 250.000 dødsfald om året i løbet af de kommende 20 år.

Vi er forskere, og vi har undersøgt klimaforandringerne og psykologien bag beslutningstagning. Vi må spørge os selv:

Hvorfor er der så stor forskel på magthavernes reaktion på henholdsvis COVID-19 og klimaforandringerne, når begge kræver svære beslutninger for at afværge fremtidige katastrofer?

Vi mener, at der er fire hovedårsager bag denne forskel.

Årsag 1: COVID-19-truslen er konkret - klimaforandringerne er abstrakte

COVID-19 er dødelig på en måde, som er skæmmende på et instinktivt, personligt niveau.

Vi reagerer voldsomt overfor dødbringende trusler, og selvom virussen lader til at være langt mindre dødelig for ellers raske personer under 60 år, er det ikke noget, som dæmper vores frygt.

Strømmen af information og livagtige detaljer, som vi modtager om infektioner, dødsfald og hospitaler, der er er tvunget i knæ, forstærker vores personlige risikovurdering.

Klimaforandringerne kan potentielt ende med at dræbe flere personer end COVID-19 i det lange løb, men vi forbinder ikke dødsfaldene direkte til CO₂-udledningen - de fremstår derimod som forbundet med en øget risiko for 'naturkatastrofer'.

Klimaforandringernes tidslinje og de globale, gradvise temperaturstigninger betyder, at vi konstant tilpasser vores forventninger, i takt med at situationen bliver forværret.

Den abstrakte forbindelse mellem udledningen og disse dødbringende trusler forhindrer, at klimaforandringerne bliver betragtet med den samme følelse af påtrængende nødvendighed som en virus, og derfor er det sværere for os at acceptere svære politiske beslutninger.

Årsag 2: Truslen rammer os alle, og det sker lige nu

COVID-19 er en ny trussel, som eksploderede i den globale bevidsthed med en indlysende hastighed og alvor, men klimaforandringerne har været på radaren i flere årtier.

Konsekvenserne af manglende handling i forbindelse med klimaforandringernes tidslinje vil forløbe over flere årtier; COVID-19-krisens tidslinje forløber over uger - så coronakrisen er ikke kun et problem for kommende generationer, men for alle, som lever lige nu.

Bevidstheden om klimakrisen udvikler sig til sammenligning i sneglefart, hvilket også har muliggjort den sideløbende udvikling, hvor professionelle skeptikere, finansieret af den fossile brændstofindustri, har været utrolige effektive i at så tvivl om klimavidenskaben.

Interessegrupperne har ikke haft den samme tid til at oparbejde lignende imodstand mod COVID-19-tiltagene, så myndighederne lader til at handle på baggrund af sundhedseksperternes anbefalinger.

Årsag 3: Vi har fået klar besked om COVID-19-regler - klimakrisen er forvirrende kompleks

Embedsmænd fra organisationer som blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO præsenterede en sammenhængende og umiddelbart handlingsrettet plan for inddæmning af spredningen af COVID-19.

Regeringerne fik en enkel og konkret prioriteringsliste, der tilskyndede, at alle borgere skruede op for hygiejnen, overholdte social distancering, blev hjemme og til en vis grad gik i karantæne.

Løsningen på klimakrisen er derimod forvirrende kompleks og berører samtlige aspekter af et moderne liv.

Ikke engang forskerne er enige om den bedste måde at reducere udledningen af CO₂ og samtlig minimere de økonomiske konsekvenser.

Det har bidraget til myndighedernes forvirring og handlingslammelse, hvad angår klimaforandringerne.

Årsag 4: Landene har frihed til at bestemme COVID-19-strategien - klimaforandringerne kræver én fælles front

Selvom landenes respons på COVID-19 kræver et tæt internationalt samarbejde i forhold til folkesundhedsmæssige tiltag, rejseforbud og grænselukninger, kan de enkelte lande selv beslutte, hvordan de vil forsøge at inddæmme spredningen indenfor deres egne landegrænser.

Selv de mindste lande - som eksempelvis Singapore - kan sikre indbyggernes sikkerhed gennem effektive, lokale tiltag.

Stabilisering af klimaforandringerne kræver derimod, at samtlige lande reducerer deres CO₂-udledning - det nytter ikke noget at gøre det alene.

Denne koordination er nok den største forhindring, når det gælder klimakrisen.

Der er en del teorier om, hvordan dette problem kan blive addresseret i løbet af forskellige stadier, men i første omgang kræver det samarbejde mellem forskellige dedikerede lande.

Giver håb for afgørende klimatiltag

Selvom den internationale respons på COVID-19 er blevet kritiseret, giver reaktionerne på truslen stadig håb for afgørende klimatiltag, hvis vi kan få bugt med de psykologiske forhindringer, der handlingslammer magthaverne.

På nuværende tidspunkt er de politiske forandringer, der skal til for at afbøde klimaforandringerne, langt mindre forstyrrende - både økonomisk, socialt og kulturelt - end de foranstaltninger, der bliver indført for at tackle COVID-19.

CO₂-udledningen kan sandsynligvis blive reduceret dramatisk gennem en gradvis stigning af den globale 'carbon pricing' (der hjælper med at afdække den 'sande pris' for 'snavset' energi, red.), på en måde som de fleste af os nok ikke vil mærke i dagligdagen.

Når COVID-19-støvet engang har lagt sig, bør vi se tilbage på denne tid som bevis på, at vores samfund ikke er slaver af skæbnen.

Vi kan dermed finde styrke i det moderne samfunds evne til at reagere på globale nødsituationer.

Eric Galbraith modtager støtte fra Det Europæiske Forskningsråd. Ross Otto modtager støtte fra Natural Sciences and Engineering Research Council, Social Sciences and Humanities Research og Canada Foundation for Innovation. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.