Kan en politiker høste flere personlige stemmer på valgdagen, hvis vedkommendes navn står øverst på stemmesedlen?
Det tyder det på, ifølge danske forskere, der har undersøgt, hvordan placering på stemmesedlen påvirker antallet af stemmer.
Forskerne bag studiet har undersøgt stemmesedler fra folketingsvalgene i 2007, 2011 og 2015, hvor partiernes kandidater er oplistet i flere kolonner. Studiet viser, at alene ved at blive tilfældigt placeret øverst i anden kolonne på stemmesedlen kan en politiker høste ekstra stemmer.
Kandidater, der tilfældigvis endte med at stå øverst i anden kolonne, fik 1,1 procent flere personlige stemmer.
\ Sådan afgøres rækkefølgen på stemmesedlen
Partierne har ikke indflydelse på, hvilke af deres kandidater, der kommer øverst i anden eller tredje kolonne på stemmesedlen.
Antallet af kolonner er nemlig ikke kendt, når partierne indleverer deres kandidatlister - det afhænger bl.a. af det samlede antal kandidater på stemmesedlen, og hvordan de enkelte opstillingskredse layouter sedlen.
»Det er nok kun i forholdsvis få tilfælde en forskel, at det kommer til at afgøre, om en kandidat kommer i Folketinget, men det viser noget om den psykologiske mekanisme,« siger professor emeritus Jørgen Elklit, der har været med til at lave studiet, til Videnskab.dk.
»At det at stå øverst kan sende et signal om, at kandidaten er dygtigere, klogere eller mere anerkendt af partiet. Selvom det er ret tilfældigt, at vedkommende faktisk er havnet øverst i anden kolonne,« siger han.
Kendis-effekten støjer
Politikere og valgforskere har længe haft en fornemmelse af, at kandidater øverst på stemmesedlen får flere stemmer end partiets øvrige kandidater længere nede ad listen, men det har været svært for forskere at undersøge, hvor stor gevinsten egentlig er.
Det skyldes, at det højere antal personlige stemmer kan have flere årsager, der er svære at skille fra hinanden. For eksempel:
- Kendis-effekten: Partierne sørger ofte for, at navnet øverst på listen er deres spidskandidat. Det er typisk en politiker, der er et mere kendt ansigt i opstillingskredsen og derfor allerede af den grund får flere stemmer.
- Positionseffekten: Både i Danmark og udlandet ser man, at det har en betydning at stå øverst på stemmesedlen. Det er den rene effekt af position, forskerne har ledt efter i studiet.
»Metodemæssigt kan det være utrolig svært at adskille de to effekter fra hinanden. For hvis en konkret kandidat får ekstra mange stemmer, skyldes det så, at vedkommende er kendt, eller skyldes det i højere grad positionseffekten?« siger Jens Blom-Hansen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, der også står bag studiet.
»Det er metodisk meget vanskeligt at måle. Derfor fandt vi på en alternativ løsning ved at se på de næste kolonner på stemmesedlen.«
Fordi det er tilfældigt, hvem der ender øverst i anden kolonne, betyder det, at forskere kan få et indtryk af, hvor stor positionseffekten er i sig selv, forklarer han.
»Det fineste og mest inspirerende«
Mere end 9.000 kandidat-placeringer på omkring 100 stemmesedler indgår i undersøgelsen, der er et såkaldt naturligt eksperiment. Det er, når forskere måler på naturligt forekommende fænomener.
»Jeg synes, det er rigtig godt set. Naturlige eksperimenter er noget af det fineste og mest inspirerende, fordi man på kreativ vis udnytter tilfældigheder, der er givet i den virkelige verden, til at imitere et randomiseret eksperiment. Det er ekstremt svært at finde naturlige eksperimenter, der er meningsfulde, men her har de en rigtig god case,« siger Martin Bisgaard, lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Han har ikke været involveret i studiet, men han har læst det for Videnskab.dk.
»Jeg kan være lidt skeptisk i forhold til, hvor stor effekten faktisk er. Den varierer henover de tre valgår, der sammenlignes, og man kan vælge at sammenligne mange forskellige ting og få forskellige effekter,« siger Martin Bisgaard.
»De konkluderer, at placeringen kan betyde en forskel på 1,1 procentpoint, men det er svært at estimere den effekt præcist, og det tyder også på, at effekten varierer, alt efter hvilke placeringer du sammenligner. Hvis du for eksempel sammenligner den, der står øverst, med den, der står næstøverst, får du en mindre effekt,« siger han.
Overordnet giver designet dog god mening, og det peger på nogle interessante psykologiske mekanismer, ifølge Martin Bisgaard, der selv forsker i politisk psykologi og vælgeradfærd.
\ Folketingsvalg udfordrede forskeres metode
Tidligere har samme forskergruppe lavet et lignende studie med fokus på kommunalvalg. Her gav det hele 3-4 procent flere personlige stemmer at stå øverst i anden kolonne. Den tilfældige placering kunne dermed have afgørende betydning for, om en kandidat blev valgt ind.
Det virkede derfor oplagt at afprøve metoden på stemmesedler, der var blevet brugt ved folketingsvalg, fortæller Jørgen Elklit. Det skulle dog vise sig at være noget mere kompliceret.
Ved et kommunalvalg er alle stemmesedlerne i en kommune ens, og rækkefølgen af kandidatnavne er derfor den samme. Ved et folketingsvalg varierer rækkefølgen i stor stil.
Ved folketingsvalg er landsdelene inddelt i storkredse, og storkredsene er inddelt i 92 opstillingskredse. En enkelt storkreds indeholder måske 10 opstillingskredse, der har 10 forskellige udgaver af stemmesedlen, hvor kandidaterne står i forskellig rækkefølge.
Det skyldes, at den enkelte opstillingskreds som regel vil have sin topkandidat øverst på listen. Før valget i 2019 skete det automatisk, hvis partierne valgte den opstillingsform, der hed sideordnet opstilling med nominering. Efter opstillingskredsens egen kandidat kom så partiets øvrige kandidater i storkredsen i alfabetisk orden.
Fordi det øverste navn på listen (altså det navn, der ender øverst i første kolonne) skifter, vil placeringen øverst i anden kolonne også skifte i en del tilfælde.
Hvis man tager Socialdemokratiet som eksempel, så er Kristian Westfall topkandidat i 9. opstillingskreds, mens det i 10. opstillingskreds er Bo Kømler. Det, der her er vigtigt at hæfte sig ved, forklarer Jørgen Elklit, er naturligvis, er, at det også skifter, hvem der står øverst i anden kolonne, nemlig henholdsvis Mette Reissmann og Lars Aslan Rasmussen.
I de resterende kredse vil andre kandidater indtage topplaceringen, og resten af kandidaterne vil rokere rundt som resultat.
»Der var så mange kombinationsmuligheder, at vi var ved at blive idioter,« siger Jørgen Elklit.
»Men vi endte med at finde ud af, at placeringen øverst også spillede en vis, om end mindre, rolle ved folketingsvalg, og det er jo nok så interessant, fordi det viser, at der, selv under så komplicerede forhold, som vi var nødt til at arbejde med, er en effekt,« siger han og fortsætter:
»Om denne effekt så i nogle enkelttilfælde har været så stærk, at det har betydet, at en bestemt kandidat af den grund kom i Folketinget, har vi ikke inddraget i undersøgelsen, men det kunne være interessant ved en anden lejlighed at se på det.«
Et signal om kvalitet
»Det handler om, hvordan man som vælger bruger placering på stemmesedlen som et signal om kandidatens kvalitet. At stå øverst i første kolonne er vigtigst, men frem for at læse første kolonne i bund, er hypotesen, at man orienterer sig mod næste kolonne, hvor det at stå øverst igen bliver et signal om kvalitet,« siger Martin Bisgaard.
I studiet skriver forskerne selv, at der hersker uenighed om den nøjagtige psykologiske mekanisme, der får nogle til at stemme på en kandidat, blot fordi denne står øverst på stemmesedlen.
Et bud, der møder opbakning i forskningen, er, at en topplacering signalerer til vælgeren, at kandidaten er »kompetent og kvalificeret«.
En topplacering bliver således en hjælp til at træffe sin beslutning i stemmeboksen:
»Den gennemsnitlige vælger kender ikke alle kandidater på stemmesedlen eller alle detaljer i valgsystemet. At udvælge en optimal kandidat er derfor krævende, og den gennemsnitlige vælger nøjes med mindre. Hun har det typisk fint med en acceptabel kandidat,« skriver forskerne i studiet.
