Psykologien bag dit kryds: Styrer du selv, hvem du stemmer på?

Nu er det for alvor sidste udkald, inden krydset skal sættes. Måske har du troligt lyttet til TV-debatterne og føler, at du har opvejet argumenter for og imod hvert parti.

Du har tilmed fulgt Videnskab.dk's råd fra #HvordanVedDuDet-kampagnen, der har til formål at opfordre politikerne til at bruge videnskaben i debatterne frem mod de kommende valg. Dit valg kan ikke blive mere fornuftigt.

Men det kan det. Det kan faktisk blive meget mere fornuftigt. For hverken politikere eller borgere er særlig gode til at opveje fakta og argumenter neutralt. Ny viden skal helst bekræfte vores allerede eksisterende holdninger.

»Blandt politiske psykologer er der relativ enighed om, at behovet for at bekræfte os selv i vores opfattelser påvirker, hvordan vi forholder os til ny viden og fakta,« siger Martin Bisgaard, der er adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Betyder det, at vi ligeså godt kan opgive, at foretage 'fornuftige' valg? Og giver det så overhovedet mening, at medierne faktatjekker på højtryk i valgkampen, og at vi her på Videnskab.dk har introduceret #HvordanVedDuDet?

Vi guider dig igennem forskellige psykologiske bud på, hvorfor det er så svært at vurdere politiske argumenter kritisk og acceptere fakta, der går imod vores overbevisning.

Og selvom det ser sort ud for den fornuftige dømmekraft, så hæng på. For ikke alle forskerne mener, du er helt fortabt.

Politiske holdninger driver vores opfattelse af fakta

På tværs af teoretiske retninger er der relativ bred enighed blandt forskere indenfor politisk psykologi om, at mennesker, om ikke benægter, så gradbøjer fakta for at tilpasse det deres eksisterende verdensbillede, fortæller Martin Bisgaard.

Han arbejder selv udfra et socialpsykologisk perspektiv med teorien om 'politisk motiveret tænkning', som han netop har udgivet et studie om i American Journal of Political Science.

Teorien om politisk motiveret tænkning er en grundidé indenfor psykologi og har eksisteret længe. Den er blandt andet velbeskrevet af den anerkendte socialpsykolog Ziva Kunda i et overbliksstudie fra 1990, bragt i American Psychological Asscociations videnskabelige tidsskrift Psychological Bulletin.

Politisk motiveret tænkning handler om, at mennesker er motiverede til at forstå eller fortolke fakta og argumenter, så de passer med deres egen politiske overbevisning.

Martin Bisgaards studie peger på, at selvom folk godt kan acceptere nye fakta, så vil de tilpasse det, så deres eget parti kan 'tage æren' for gode nyheder, mens politiske modstandere får ansvaret for dårlig nyt.

LÆS OGSÅ: #HvordanVedDuDet? Det vigtigste spørgsmål, du kan stille i valgkampen

Vi tilpasser fakta og tager æren

Forestil dig eksempelvis en politisk debat, hvor en række politikere bliver præsenteret for nye tal, der viser, at antallet af indbrud, der bliver opklaret, er lavt.

»Her kan den ansvarlige minister komme med gode argumenter for, hvorfor det ikke er hans skyld – eksempelvis at indbrud er meget svære at opklare, og der ikke er penge nok. Men forestil dig så en situation, hvor den førte politik er nøjagtig den samme, men hvor de nye tal i stedet viser, at mange indbrud opklares,« fortæller Martin Bisgaard.

»Så kan den ansvarlige minister i stedet komme med gode argumenter for, at det er, fordi regeringens tiltag har virket. På den måde bliver argumenterne ligegyldige i sig selv, de er udvalgt efter, hvad der passer til konklusionen,« siger han.

Men det er ikke kun politikere, der tilpasser fakta. Det gælder os alle, når vi fra valg til valg skal vurdere, hvor krydset skal sættes, og vi forsøger at opgøre, hvem der har fortjent vores stemme.

Jo mere partiske, des sværere at overbevise

Når vi stilles overfor ny viden, såsom indbrudsstatistikker, så kan vi enten tænke og handle ligesom ministeren i eksemplet herover, og dermed være drevet af vores partipolitiske motiver – eller vi kan være drevet af et ønske om at komme så tæt på sandheden som muligt.

Det sidste er ikke umuligt, og det bliver faktisk lettere, jo mindre du er knyttet til et parti: Jo mere du tvivler på, hvor din stemme skal sættes, des større mulighed har du for at acceptere fakta, som de er, og ikke forsøge at tilpasse dem.

»Vælgere, der ikke har en klar partisympati, har heller ikke en partipolitisk konklusion, de gerne vil nå på forhånd. Hvad der så driver dem, er et åbent spørgsmål,« siger Martin Bisgaard.

Det kunne jo lyde meget godt, at tvivlen kommer os til gode, men de fleste vælgere har en idé om, hvor de hører til politisk – og jo mere politisk aktiv du er, des større er din hang til at få fakta til at passe partilinjen.

»Samtidig ser det ud til, at jo mere du drages ind i politik og knytter dig til et parti, des sværere er du at overbevise om ny viden.«

LÆS OGSÅ: Derfor er politikere immune over for fakta

Vi tænker hurtigt og langsomt

En anden grund til, at vi mennesker har tendens til at moderere ny viden, så den passer til vores holdninger, kan være, at vi tænker i særlige systemer, ifølge kognitionspsykologerne.

Indenfor kognitionspsykologi er det en udbredt forståelse, at mennesket skifter mellem at tænke på to måder: Hurtigt og langsomt.

• System 1: Vi kan tænke 'hurtigt', intuitivt og styret af tillærte eller indlejrede tommelfingerregler. Det er effektivt i dagligdagen, når vi skal tage små beslutninger, for eksempel i supermarkedet, for det kræver ikke mange kræfter og læner sig ofte op ad, hvad vi plejer at gøre.
• System 2: Men vi kan også tænke 'langsomt', analytisk, og bruge mange kræfter på at opgøre alle informationer og vurdere fordele og ulemper. Det tager en del mere tid og er meget ressourcekrævende, så det gør vi typisk kun ved meget vigtige beslutninger.

System 1 med den hurtige tænkning bruges ofte, fordi det kræver mindst af os, fortæller Simon Nørby, der er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet (DPU):

Det er ofte nemmere at lytte til erfaringer, fornemmelser og følelser end at opgøre fordele og ulemper når man skal tage en beslutning,« forklarer Simon Nørby.

Hvem vil du helst drikke øl med?

Følelser spiller en rolle, ikke kun for vores lyst til at deltage i politik, søge ny information og tænke kritisk, men også for vores politiske holdninger.

I et studie fra 2017 af professor Anthony J. Nownes fra University of Tennessee findes en gennemgang af en del af den omfattende forskning, der er foretaget, i følelsernes betydning for vores politiske valg.

Med Hillary Clinton som eksempel undersøger studiet, hvilken effekt støtte fra kendisser har på befolkningens opfattelse af politikere. Anthony Nownes peger på, at kendte, men upopulære politikere som Clinton ikke får meget ud af kendisstøtte.

»Mange almindelige amerikanere har givetvis haft svært ved at relatere sig til Clinton, fordi hun var en del af den politiske elite. Hun var måske ikke en, man kunne forestille sig at drikke en øl med, og en sådan følelse kan styre et fravalg, selvom en politiker burde vurderes på andre ting, « siger Simon Nørby.

Til gengæld undervurderer vi måske effekten af kendisser, der offentligt går ud og promoverer en anden kendis, hvis denne person i forvejen er en vellidt politiker, såsom Barack Obama, skriver Anthony Nownes i studiet.

Simon Nørby arbejder til dagligt med erindringer og har tidligere skrevet en række grundbøger i psykologi, herunder om kognitionspsykologi.

Han fortæller, at system 1 af nogle psykologer opfattes som et evolutionært ældre system end system 2, fordi vi har systemet til fælles med blandt andet primater. System 2 er derimod udviklet senere og er unikt for mennesket. Hvorfor vi tænker, som vi gør, og hvor det stammer fra, vender vi tilbage til.

LÆS OGSÅ: Pas på, du ikke snubler over disse retoriske kneb

Det kan være hårdt for hjernen at tilpasse fakta

Måske har du fået øje på den umiddelbare lighed mellem system 1 og den politisk motiverede tænkning, der begge arbejder på at få ny viden til at passe med vores eksisterende verdensbillede – den politiske motivation skyldes simpelthen, at vi forlader os på system 1, kunne man måske konkludere.

Det er dog ikke så simpelt. For det er ikke nødvendigvis nemt for en partitilhænger at få fakta til at passe med sin politiske overbevisning. Det viser flere studier, blandt andet et studie fra 2016 af den kendte professor i jura og psykologi Dan M. Kahan ved Yale University, hvor Dan Kahan opstiller en grundmodel for politisk motiveret tænkning.

Også på dansk jord har et lignende studie fra Aarhus universitet fra 2014 af blandt andet professor Rune Slothuus vist lignende resultater. I studiet opstiller forskerne et diagram, som viser, at politisk motiveret tænkning både kan foretages af system 1 og 2, alt afhængig af hvor godt den nye viden passer med ens politiske holdninger.

»Der er helt klart nogle paralleller mellem system 1 og partisk tænkning. Det er ikke helt klart, om den partiske motivation er let at udføre, men studier peger på, at folk bruger mere energi på at få puslet fakta på plads,« siger han.

Vi kan altså ikke give system 1 hele skylden for vores hang til at tilpasse fakta, ifølge socialpsykologien.

Men hvorfor gør vi det så? Det kan en anden gren af psykologien give et bud på.

Er politisk motiveret tænkning iboende eller tillært?

Indenfor socialpsykologien er det almindeligt at koble den politisk motiverede tænkning til et menneskes idé om, hvem man er – altså, identiteten.

»Er du socialdemokrat, er det en del af, 'hvem du er' som person. Så hvis du gerne vil forsvare din identitet, drives du også til at forsvare socialdemokratiet, fordi det er en del af, hvem du er,« fortæller Martin Bisgaard.

Men sådan lyder forklaringen ikke alle steder. I stedet for, at politisk motiveret tænkning er noget, man lærer sig som en del af ens identitet, så er de psykologiske mekanismer, som vi bruger til at tage beslutninger, medfødte og blevet udviklet i takt med evolutionen, ifølge evolutionspsykologien.

»Ser vi på det udfra vores evolution, så er vores hjerne og sind i bund og grund bygget til livet ude på den østafrikanske savanne i mindre grupper. Der udviklede vi os i over 1,8 millioner år. Men det moderne, store og abstrakte politiske fællesskab, vi i dag lever i, er temmelig nyt for os,« fortæller Michael Bang Petersen.

Han er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han forsker i politisk holdningsdannelse med udgangspunkt i evolutionspsykologi, og har udgivet en række studier indenfor feltet, blandt andet en undersøgelse af politiske heuristikkers oprindelse i 2015 i tidsskriftet Political Psychology.

LÆS OGSÅ: Vi er politiske dovendyr

Tommelfingerregler udviklet over millioner af år

Indenfor denne del af psykologien taler man ikke om politisk motiveret tænkning, men om 'heuristikker' eller 'tommelfingerregler'.

»Tommelfingerregler er nogle naturligt indlejrede regler, vi bruger, når vi skal tage en beslutning,« fortæller Michael Bang Petersen.

Tommelfingerregler er praktiske, fordi de er hurtige og effektive. I stedet for, at man gennemgår al relevant information om et parti, man overvejer at stemme på, nøjes vi med at se på den mængde viden, der føles tilfredsstillende. 'Kan vi lide partiets frontfigur?' kunne eksempelvis være en overvejelse.

Men tommelfingerregler, eller heuristikker, som det hedder på fagsprog, er udviklet i mindre samfund og små politiske miljøer. Det kan betyde, at effektiviteten i stedet bliver til bias i store, komplekse samfund som dem, vi lever i i dag, står der i Michael Bang Petersens studie fra 2015.

Politiske valg kan derfor virke irrationelle, fordi den måde, vi beslutter os på, ikke er tilpasset det moderne samfund.

Politiske tommelfingerregler

Der er nogle bestemte tommelfingerregler, vi især bruger, når vi skal tage politiske beslutninger, fortæller Michael Bang Petersen. Eksempelvis 'fortjenestefuldheds-reglen', som han kalder det.

»Når vi skal danne en holdning til velfærdsydelser, eksempelvis hvor meget en kontanthjælpsmodtager skal have, så ser vi først og fremmest på, om personen 'fortjener' det, de får. Altså, om de yder det, de skal, for at få noget – eller om de er dovne,« fortæller Michael Bang Petersen.

»Om folk fortjener en ydelse eller er dovne er den vigtigste faktor, når vi forholder os til, hvem der skal have hvilke velfærdsydelser,« siger Michael Bang Petersen.

At vurdere, hvem der fortjener hvilke ydelser, ud fra om de er dovne eller bidrager, giver muligvis mening i mindre sociale og politiske miljøer. Men i store samfund som det danske, hvor vi ikke kender alle dem, som ydelsen berører, kan tommelfingerreglen blive til bias.

Der knytter sig også en række tommelfingerregler, til den måde vi indgår i et parti på.

»Vi har en sofistikeret politisk psykologi. Hvis man er medlem af et parti, er der bestemte emner, som man vægter højere end andre. Hvis man kan få det frem, man selv synes er vigtigt, er man villig til at gå på kompromis med det, der ikke betyder så meget for en selv,« fortæller Michael Bang Petersen.

Hvis partiet skifter holdning til et emne, der ikke er så vigtigt for os, skifter vi bare med.

LÆS OGSÅ: Tanke-forsker: Mennesker aner ikke, hvorfor de handler, som de gør

Kan vi slippe udenom system 1? Evolutionspsykologien siger nej...

Evolutionspsykologien giver således et lidt anderledes bud end socialpsykologien og kognitionspsykologien på, hvorfor og hvordan vores hang til at undgå besværet med grundige overvejelser og velinformerede for- og imod- vurderinger hænger sammen.

Og det er jo meget fint med alle de spændende bud, men også lidt trist, kunne du måske tænke.

For uanset teoretisk retning, så peger forskningen på, at den kritiske vurdering af politikernes argumenter og påstande, og evnen til at sætte sit kryds ud fra en grundig opvejelse af for- og imod, er svær.

Så kan vi undslippe vores egen hang til at undgå kritisk tænkning?

»Nej, det kan man ikke,« lyder det korte svar fra Michael Bang Petersen.

»Det er en illusion, at man har et sammenhængende selv, der træffer en beslutning. Du føler måske, at 'nu tager jeg en beslutning, men beslutningen træffes snarere af alle mulige psykologiske mekanismer, der ligger dybt i os,« siger han.

Evolutionspsykologien anerkender ikke, at vi har flere tankesystemer, som eksempelvis kognitionspsykologiens system 1 og 2, for de dybe psykologiske mekanismer, der har udviklet sig gennem millioner af år, er det eneste, der styrer vores beslutninger. Vi har kun system 1, iføgle Michael Bang Petersen.

... kognitions- og socialpsykologien siger ja!

Helt så nedslående er beskeden dog ikke, hvis man spørger kognitionspsykologien. For hvad ville pointen i teorien om system 1 og 2 være, hvis system 2, det resourcetunge og velovervejede system, slet ikke blev brugt?

»Man kan godt modgå system 1. Men det kræver tid og energi eller nogle hjælpemidler – eksempelvis valgtests under valgkampen,« siger Simon Nørby.

Også indenfor socialpsykologien udelukker Martin Bisgaard ikke muligheden for at gå imod system 1, omend han er mere tilbageholden.

»Der er jo mennesker, der skifter parti efter tyve år, så selvfølgelig er vi ikke helt doomed. Men vi ved bare ikke forfærdeligt meget om, hvad der får folk til at bryde ud af de her mekanismer,« siger han.

LÆS OGSÅ: Er det tilfældigt, hvad vi husker og glemmer?

LÆS OGSÅ: Vælgere fra forskellige partier har vidt forskellige opfattelser af virkeligheden