Makabre hesteofringer i jernalderens moser kan være en myte

Du ser det på motorvejen ved Lejre. En tavle, der gør opmærksom på, at her kan du opleve en historisk seværdighed.

På tavlen er et hestekadaver sat op på pind i en mose. En skik, der er blevet selve symbolet på jernalderen.

Problemet er bare, at der måske slet ikke blev ofret heste på pinde i jernalderens moser. En gennemgang af arkæologiske fund peger nemlig på, at de ikke stemmer overens med historieskrivningen.

»Narrativet om hesteskindet på en pind er et stærkt brand for jernalderens offerskik igennem årtier. Men det gør det ikke mere rigtigt,« lyder det fra Pernille Pantmann, ph.d. i forhistorisk arkæologi og museumsinspektør i arkæologi på Museum Nordsjælland.

Modtages med begejstring og skepsis

Pernille Pantmann står bag utallige udgravninger i moser og en forskningsartikel i tidsskriftet Gefjon, som bryder med det arkæologiske dogme, som har holdt ved siden 1950’erne til i dag.

»Kontroversielt« kalder projektseniorforsker og ph.d. i arkæologi Laurine Albris fra Nationalmuseet den nye forskning. Men hun hilser den velkommen.

»Jeg er helt enig med Pernille. Jeg har det faktisk sådan: 'Hvorfor har jeg ikke selv tænkt på det?' Mange af os arkæologer har nok ikke opdaget, at vi har tænkt ind i den samme boks, som nogle har sat op for mange år siden,« siger hun.

Mere forbeholden over for Pernille Pantmanns konklusioner er Lars Holten, der er direktør for Sagnlandet Lejre, hvor man kan opleve en genskabt offermose og et hesteskind på pind samt kranier af andre dyr sat på pinde.

»Det er en noget ensidig arkæologisk vinkel, hun tolker komplekse fund fra. Ser vi på skriftlige, norrøne kilder (oldvestnordisk litteratur og kultur fra vikingetiden og middelalderen, hovedsagelig overleveret i håndskrifter, red.) som sagaer og tidlig middelalderlovgivning samt religionsvidenskabelige studier af eksempelvis shamanisme, er det bombastisk at hævde, at hesten ikke havde en særstatus,« mener Lars Holten.

Pernille Pantmann ved godt, at hendes forskning »vil irritere nogen«:

»Men det er ikke min mission at irritere flest muligt. Jeg vil gerne have, at vi husker på, at vores viden ændrer sig, at al videnskab udvikler sig, og det skal vores også,« siger Pernille Pantmann, der regnes for en af Danmarks førende eksperter i mosearkæologi, hvilket i de kredse også har givet hende det kærlige tilnavn ’mosekonen’.

Tidligere opfattelse beror på en række fejl

Fejlopfattelsen af hestens status og ofringer af den i jernalderens moser er ifølge Pernille Pantmann opstået i 1957, hvor arkæolog Ole Klindt-Jensen fortolkede fundet Sorte Muld på Bornholm.

Her fandt man et kranie og hove fra en hest i en nedgravning på tørt land, hvor det lå oven på andre dyr. At hesten lå øverst blev tolket, som at den var særligt vigtig.

Som forklaring kiggede Ole Klindt-Jensen mod lignende fund fra Sibirien og en shamantromme med en illustration af et hesteskind hængt op på et stagesystem. Det talte ind i en allerede eksisterende opfattelse af, at hesten var det mest ophøjede dyr i den danske jernalder. Herefter opstod forestillingen om, at hesten blev sat på pinde og ofret i offermoser.

Men der er ifølge Pernille Pantmann en række fejl i fortolkningen:

• Det fund, der skabte billedet af hesteofringer, var slet ikke relateret til en mose.
• Tolkningen af hestens placering var inspireret af en shamanistisk tromme fra Sibirien, som ikke havde relation til Skandinavien.
• Intet indikerer, at hesteskind med hoved og hove blev placeret på pæle i Danmark.
• Vådområder var ikke det eneste sted for offerhandlinger - de foregik også på tørt land.
• Hoved- og hovkombinationen, der er blevet forbundet med hesteofringer, er også fundet i relation til andre dyr.

»Derfor er iscenesættelsen af ​​et hesteskind på en stang en idé baseret på en række misforståelser, som vi bør stoppe med at gentage, da det forhindrer mere præcise fortællinger i at blive fortalt,« mener Pernille Pantmann.

En øjenåbner

Laurine Albris, der forsker i jernalderen, har selv arbejdet med Sorte Muld på Bornholm. Hun ser også på fundene med andre øjne, end Ole Klindt-Jensen gjorde.

Efterfølgende fund har været med til at gøre tolkningen meget mere nuanceret, fortæller hun. Især det faktum, at der på fundstederne, hvor der findes heste, som regel også findes en række andre dyr.

»Jeg mener stadig, at hesten var et ekstremt vigtigt offerdyr, men det er vigtigt at åbne øjnene for, at mange andre dyr er blevet behandlet på lignende måder. Det er noget af det, som Pernille har fat i, og det jo enormt interessant,« mener Laurine Albris.

Ligeledes finder hun det interessant, at Pernille Pantmann mener, at vi måske har fejlvurderet mosers betydning som offersteder, da der også er fundet gruber (hul eller fordybning, red.) med mulige dyreofringer på bopladser.

Ligesom moser også er blevet brugt til helt dagligdags ting som udvinding af ressourcer og bortskaffelse af affald.

Derfor er hun også spændt på, hvordan eksempelvis Sagnlandet Lejre vil håndtere den nye viden.

»Hvis det ikke holder vand med hest på pind, hvad gør man så? Effekten af den nye viden kan være, at man skal tænke i andre baner forskningsformidlingsmæssigt, når man iscenesætter offermoserne – selvom det fortsat kan gøres meget dramatisk,« siger Laurine Albris og tænker på bogforsider, plakater, skilte og udstillinger af hest på pind i mose, som måske skal laves om.

Sagnlandet Lejre fjerner ikke offermose

De konsekvenser er direktør for Sagnlandet Lejre, Lars Holten, ikke klar til at tage på baggrund af Pernille Pantmanns artikel.

Ud over manglende inddragelse af norrøne skriftlige kilder, hvor hesten ofte indtager en særlig status, savner han også, at hun forholder sig til velkendte billedgengivelser af heste fra arkæologiske fund.

Her peger han blandt andet på Solvognen, som trækkes af en hest. Hestene Rimfaxe og Skinfaxe, som i nordisk mytologi trækker lyset og mørket hen over himlen. Og også verdenstræet fra nordisk mytologi - eller ’Yggdrasil’ - som betyder ’Odins hest’.

På en afbildning af verdenstræet på et norsk billedtæppe fra vikingetiden ender dets øverste grene i stiliserede hestehoveder. Og Odin rider endda ifølge flere historiske kilder selv på en ottebenet hest, siger Lars Holten.

Han fortæller videre, at en religionsvidenskabelig forklaring er, at hesten i førkristen nordisk religion - og i mange andre religioner - er et hjælpedyr, som guder og mennesker med magiske evner - som for eksempel shamaner - rejser på til forfædres og guders verden.

Hesten ofres og deles med guderne, ved at mennesker spiser det meste, men giver skind og hoved til guderne.

Og sidst, men ikke mindst, har helt nye udgravninger ved en 600-tals hal ved Gamla Uppsala i Sverige afdækket lange rækker af høje stolper, hvor blandt andet hestekranier er fundet ved foden.

De har sandsynligvis været ophængt højt på stolperne, lyder rækken af argumenter fra Sagnlandet Lejres direktør.

»Vi kan derfor ikke bare tale hesten ned fra sin piedestal - eller pind. Hesten er hele tiden nævnt og afbilledet, fordi den har en central rolle. Man skal forstå hestens rolle i religion, for at forstå den i arkæologi hvor fundomstændigheder alene er vanskelige at tyde,« mener han og tilføjer:

»Jeg er enig i, at vi altid kan – og skal - diskutere tidligere tolkninger. Dog er Pantmanns argumenter ikke noget, der ryster os i Sagnlandet Lejre, og vi fjerner heller ikke vores udstilling af offermosen. Men som sagt, dejligt, at vi kan diskutere det,« siger Lars Holten.

Efterlyser flere facetter

Pernille Pantmann, der står bag den kontroversielle forskning, understreger, at hun stadig mener, at heste blev ofret, og at det også kunne ske i blandt andet moser.

Hun taler heller ikke for, at hesten skal fjernes fra jernalderen eller tages ud af offerskikken.

»Jeg mener bare ikke, at den automatisk og i alle sammenhænge skal opfattes som det vigtigste dyr,« siger hun og holder også fast i, at forestillingen om hest på pind er meget tyndt funderet. Samt at det oprindelige fund, som det baserer sig på, er fra tørt land og aldrig har haft noget med en mose at gøre.

»Det, synes jeg, er ærgerligt, at Sagnlandet Lejres direktør ikke tager med i sine betragtninger i formidlingen af fortiden,« siger hun.

Hendes ønske er, at den arkæologiske fortælling og formidling af jernalderens offerskikke bliver langt mere facetteret og præcis i forhold til de nyeste arkæologiske fund.

»Det er ikke så simpelt med offermoserne og hestene, som man har troet. Det er meget mere komplekst og dermed også spændende. Det kunne jeg godt tænke mig, at man anerkendte,« siger hun.