Rygter om et land vest for Grønland med træer og et rigt dyreliv nåede Italien i middelalderen, ifølge ny forskning.
Munken Galvaneus Flamma levede mellem årene 1283 til 1345 i Milano, Italien. Han skrev flere bøger om historiske emner. Mod slutningen af sit liv satte han sig for at skrive hele verdenshistorien.
Her nævner han blandt andet Grønland, Island og et land vest for disse lande: Markland.
Det var et navn, vikingerne gav, hvad der i dag bliver foreslået til at være, Labrador i Canada.
Galvaneus Flammas reference er den tidligste omtale af Amerika omkring Middelhavet, ifølge studiet. Studiet viser desuden, at historier om et nyt land cirkulerede, længe før italieneren Christoffer Columbus satte fod på kontinentet i 1492.
Værket genfundet i 2013
Galvaneus Flammas værk om verdenshistorien, som er skrevet på latin og kaldes 'Cronica universalis', blev aldrig afsluttet.
I indledningen skrev Galvaneus Flamma, at værket ville være på 15 bøger. Midt i fjerde bog stoppede det dog.
Værket eksisterer i et kendt eksemplar, der er privatejet og blev genopdaget i 2013. Bøgerne er stadig upublicerede, men publicering er planlagt.
Den italienske litteraturprofessor Paolo Chiesa har gennemgået teksterne. I det nye studie publiceret i tidsskriftet Terrae Incognitae skriver han om passagen, der omtaler det høje nord og 'Markland'.
Ifølge islandske sagaer er det et navn, som Leif den Lykkelige (cirka 970-1020) gav til et skovklædt land vest for Grønland.
Leif den Lykkelige drog på opdagelsesrejse
Christoffer Columbus er kendt som den person, der opdagede Amerika i 1492, men vikingerne var der flere hundrede år tidligere.
Norrøne opdagelsesrejsende slog sig ned i Grønland i år 986. Derfra fortsatte rejsen til Amerika omkring år 1000, ifølge de islandske sagaer.
Grønlændersagaen fortæller, at handelsmanden Bjarne Herjolfsson så et nyt land vest for Grønland, da hans skib sejlede ud af kurs på vej mod Grønland. Men han gik ikke i land.
Sagaerne fortæller videre, at Leif den Lykkelige (også kendt som Leif Eiriksson) satte sig for at finde landet nogle år senere. Han sejlede langs Amerikas kyst. Tre steder er beskrevet:
Han kom først til det, han kaldte 'Helleland'. Landet var goldt og nøgent 'som en enkelt klippe', ifølge heimskringla.no.
Det næste sted, de nåede frem til, var væsentligt bedre. Her fandt de en hvid sandstrand og et fladt, skovklædt landskab.
Leif gav stedet navnet 'Markland', som betyder skovland. Mark kan også betyde græs.
Arkæologiske beviser for, at vikingerne var i Vinland
Det tredje sted, Leif og de andre drog til, slog de sig ned for vinteren.
Her var gode forhold. Der var rigelig med fisk, næsten ingen frost og masser af mad til dyrene. Ifølge sagaen fandt de druer i vildmarken. Landet blev derfor kaldt Vinland.
Sagaerne beskriver flere rejser til Amerika. Det fortælles blandt andet, at vikingerne havde kontakt med det oprindelige folk, som de kaldte skrællinger.
Der er arkæologisk evidens på, at nordboerne var i Amerika. I 1960'erne udgravede arkæolog Anne Stine Ingstad og hendes mand og forfatter Helge Ingstad resterne af en norrøn bosættelse ved L'Anse aux Meadows på Newfoundland.
Der blev fundet rester af flere huse og en smedje, en ringnål af bronze og et spindehjul af fedtsten. Fundet er dateret til at være fra omkring år 1000.
Galvaneus Flamma skrev om landene helt mod nord
Fortællinger om vikingens rejser nåede tydeligvis helt til Milano.
Galvaneus Flamma skrev om landområderne langt mod nord, da han fortalte om klima og lande uden for Norge:
»Sejlere, der drager til danske og norske farvande, siger, at nordpå, hinsides Norge, ligger Island, længere fremme er der en ø, der hedder Grolandia (Grønland), hvor Nordstjernen forbliver bag dig, mod syd.«
»I dette land er der hverken hvede, vin eller frugt; menneskerne lever af mælk, kød og fisk. De bor i underjordiske huse og tør ikke tale højt eller larme, af frygt for at vilde dyr skal høre og fortære dem. Der bor enorme, hvide bjørne, som svømmer i havet og bringer forliste søfolk til kysten. Der lever hvide falke, der er i stand til lange flyveture, som sendes til kejseren i Katai.«
»Kæmper« bor i Markland mod vest
Galvaneus Flamma fortæller også, at der skal være et land vest for Grønland. Han skriver, at det hedder Markland - ét af de navne, vikingerne gav Amerika.
»Længere mod vest er der et andet land, kaldet Marckalada (Markland), hvor kæmper bor; i dette land er der bygninger med så store sten, at ingen kunne bygge med dem, bortset fra enorme kæmper.«
Galvaneus Flamma havde hørt, at det var et grønt land med et rigt dyreliv:
»Der er også grønne træer, dyr og et stort antal fugle.«
Han påpeger, at kendskabet til dette land er usikkert:
»Men ingen sømand var nogensinde i stand til at vide noget med sikkerhed om dette land eller dets egenskaber.«
»Viser, at viden gik begge veje«
Jon Vidar Sigurdsson er institutleder ved Institut for Arkæologi, Konservering og Historie ved Universitetet i Oslo. Han er ekspert i vikingetid og nordisk middelalder.
»Det er et meget sjovt studie,« siger Jon Vidar Sigurdsson til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
»Det interessante ved denne fortælling er, at det måske er første gang i middelalderen, at vi hører nogen i Sydeuropa fortælle om områderne så langt mod nord. Det viser, at kommunikation og viden går begge veje.«
Kristelig elite kan have udbredt viden
Eliten i Norge og Island drog på pilgrimsrejser til Europa i middelalderen, fortæller han. Flere kunne latin, som på en måde var datidens engelsk.
»På vej ned til Rom ville man selvfølgelig blive spurgt, hvor man kom fra. Det er ikke sikkert, at mange i Sydeuropa kendte til Islands eller Norges beliggenhed i denne periode, men interessen for geografi var stor. Det er oplagt, at man på sine rejser ikke kun informerede om steder, man kom fra, men også de omkringliggende områder.«
Eliten i middelalderen havde store netværk, der strakte sig over hele Europa, fortæller Jon Vidar Sigurdsson.
»Det gælder især for den kristne elite, som kendte de samme værker, og som ofte blev uddannet de samme steder. Den kristne elite var veluddannet og havde internationale forgreninger, så det er sandsynligt, at kendskabet til Markland er nået dertil (til Sydeuropa, red.).«
Sagaerne var fulde af mystik
Galvaneus Flammas havde tydeligvis kendskab til isbjørne og hvide falke i de nordlige områder.
»De hvide falke var et vigtigt symbol på magt i hele Europa. Den norske konge modtog falke fra Grønland, som han gav videre til konger og fyrster i Europa,« fortæller Jon Vidar Sigurdsson.
Men hvorfor skriver Galvaneus Flamma, at der bor kæmper i Markland?
»Her blander man måske det hele lidt sammen, men når det gælder til sagaskrivning i 1200- og 1300-tallet, var sådanne beskrivelser ikke ualmindelige om områder ude i periferien. De var lidt mystiske og havde den slags væsener.«
»Det er faktisk en del af det verdensbillede, man kender fra nord i denne periode.«
At der formentlig har været store sten i Markland, kan man udlede af mange fortællinger.
I Eirik Raudes saga står der for eksempel, at man i Markland mødte de fem skrællinger, og at der ikke var huse, men at folket boede i huler, fortæller Jon Vidar Sigurdsson.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
