»Indfør afgifter på CO2 og kød«: Klimaborgertingets anbefalinger burde tages langt mere alvorligt, lyder kritik

»Der skal handles NU!«

Højere afgifter på benzin- og dieselbiler.

Klimamærkning på vores fødevarer, væk med mange af dyrene i landbruget, mere grøn energi og en klimaafgift på al udledning af drivhusgasser, hellere i går end i dag.

Politikerne skal desuden påvirke vores indkøb og vaner ved at indføre skatter og afgifter mange steder i vores hverdag, for eksempel på alle madvarer, der stammer fra dyr.

Det er nogle af midlerne til at nå målet om at reducere Danmarks udledning af CO₂ med 70 procent inden 2030 – i hvert fald, hvis man spørger 58 helt almindelige danskere, der i fem måneder har arbejdet intenst sammen om at finde veje til at nå CO₂-målet under det officielle navn Borgertinget på klimaområdet.

Klimaborgertinget blev skabt for at give udvalgte repræsentanter for folket mulighed for at give deres besyv med om, hvad landets politikere bør gøre for at nå klimamålet.

Rådene lægger umiddelbart op til langt mere vidtrækkende handling, end hvad vi normalt hører fra Folketinget.

»Alle må acceptere, at vi skal lide visse afsavn for at nå målet,« skriver Klimaborgertinget i en rapport med 117 anbefalinger til Folketingets politikere, der indtil videre ikke ligefrem har kastet sig begejstret ud i afgifter på CO₂, mad og biler eller alt for store omlægninger af landbruget.

»Politikerne tager for lidt ansvar og tænker for meget på stemmer og popularitet i stedet for nødvendige handlinger,« lyder bredsiden i rapporten.

»Danskerne vil være glade for, at I tager hårdere fat«

Ét af medlemmerne af Klimaborgertinget, Mette Damsgaard, uddyber over for Videnskab.dk:

»Hvis man tør behandle befolkningen mere som voksne mennesker og lukke os ind i samtaler – og gøre dem mere lokale – så tror vi på, at vi har et samfund, der står klar til meget større ændringer, end politikerne tør selv.«

»Vi er helt overbeviste om, at tager man ordentlig fat i det og får skabt den folkeoplysning, der er behov for, ville vi også være glade for, at de tog hårdere fat,« tilføjer Mette Damsgaard.

Har du hørt om Klimaborgertinget?

Hvis du aldrig har hørt om Klimaborgertinget eller dets 117 anbefalinger til politikerne, er det måske ikke så underligt.

Da borgertinget i foråret 2021 præsenterede resultaterne af sit intensive arbejde for Folketinget, var blot 7 politikere til stede i lokalet. Flere partier var slet ikke repræsenteret.

Få medier gjorde det store ud af indholdet af Klimaborgertingets rapport, og anbefalingerne blev nogle gange overskygget af, at kun få politikere viste interesse for indholdet.

Svært at nå mål uden politisk indflydelse

Alt det kunne måske have været anderledes, hvis Klimaborgertinget var sikret en vis politisk indflydelse.

Uden politisk indflydelse er det nemlig meget svært for Klimaborgertinget at opnå flere af sine formål, blandt andet at øge interessen i befolkningen for at løse klimakrisen og styrke demokratiet ved at knytte borgerne tættere til beslutningerne.

»At øge det folkelige ejerskab over klimapolitikken,« som det hedder på klimaministerium-sprog (se faktaboks).

Det viser gennemgange af dokumenter om Klimaborgertinget, af den videnskabelige litteratur om klimaborgerting i andre lande, samt et unik spørgeskemamateriale blandt medlemmerne af Klimaborgertinget.

Det hele er indsamlet af to studerende ved Københavns Universitet, der er blevet belønnet med topkarakteren 12 for deres speciale om Klimaborgertinget, dets tilblivelse, udformning og udvikling.

Risiko for ‘cherry-picking’

»Et borgerting kan virkelig øge kvaliteten af vores demokrati, men det kræver, at folk hører om det, forstår det, og at det bliver prioriteret politisk, så det også bliver taget mere seriøst af medierne,« siger én af de to specialemagere, Morten Friis, til Videnskab.dk.

»Hvis det skal ske, skal klimaborgertinget have et dagsordensættende mandat. Politikerne bør offentligt tage stilling til anbefalingerne og formulere deres holdning til dem. Hvorfor skulle borgere tage det her alvorligt, hvis hverken politikere eller medier gør det?« lyder det retorisk fra Morten Friis, der fortsætter:

»Lige nu kan Klimaborgertinget i værste fald blive opfattet som pseudo-demokratisk. Anbefalingerne kan blive ’cherry-picked’ eller ignoreret, ligesom man allerede har set det med forslaget om at skære ned i dyreproduktionen i landbruget.«

»Processen kan i sidste ende have decideret negativ effekt på den politiske tillid, hvis borgerne står tilbage og ikke føler sig hørt,« uddyber Morten Friis, der har lavet specialet sammen med Kirstine Bukhave.

»Uden mandat er det en tung slæde at trække«

Pointerne vækker genklang hos Mette Damsgaard fra Klimaborgertinget, der har lagt over 100 timer i arbejdet med anbefalingerne i en hverdag pakket med fuldtidsjob og små børn.

»Der mangler en mikrofon foran de bankende klimahjerter, der er opstået i borgertinget. De ligger nok lidt og banker for sig selv.«

»Når der til fremlæggelsen sidder syv fra Folketinget på Zoom for at stille spørgsmål, som ikke engang er særligt kritiske, kommer man til at tænke, om det hele ikke bliver taget så alvorligt, eller om de bare ikke har læst anbefalingerne. Der havde vi nok forventet lidt mere,« konstaterer hun over for Videnskab.dk og tilføjer:

»Uden at give Klimaborgertinget en form for mandat, er det en meget, meget tung slæde at trække.«

Forsker: Vi havde fået en mere ambitiøs lov

Overvejelserne og erfaringerne er langt fra kun videnskabeligt interessante.

Et dagsordensættende mandat som foreslået i specialet kunne have gjort dansk klimapolitik mere ambitiøs.

Det vurderer lektor Anders Blok ud fra et samlet blik på specialet, hans egen forskning og den videnskabelige litteratur om borgerting, som han har været med til at samle i et notat udgivet af Klima- og Omstillingsrådet, som han er medstifter af.

»Man kan forestille sig en meget bredere offentlig debat, i hvert fald af de centrale forslag fra Klimaborgertinget, som kunne påvirke hele befolkningens holdningsdannelse og på den måde lægge pres på politikerne. De 117 anbefalinger er lige tanden mere ambitiøse og vidtgående end det, der sædvanligvis kan skaffes flertal for i Folketinget.«

»Så ja, jeg synes godt, man kan antage med stor sandsynlighed, at en del af lovgivningen ville have været mere ambitiøs i retning af den grønne omstilling, hvis Klimaborgertinget havde haft et dagsordensættende mandat,« vurderer Anders Blok, der forsker i sociologiske aspekter af grøn omstilling ved Københavns Universitet.

Har vi misset en gylden mulighed?

Ifølge Anders Blok har politikerne endda misset en oplagt mulighed for at styrke demokratiet endnu mere ved først at lære af erfaringer med at lade Klimaborgertinget sætte en politisk dagsorden – og dernæst bygge videre på erfaringerne, så borgere i fremtiden kunne få endnu større indflydelse.

Virkeligheden har vist, at folkevalgte politikere er dårligt rustede til at tackle alarmerende, fremtidsrettede kriser inden for både klima og biodiversitet, som strækker sig langt ud over en fireårig valgperiode, pointerer Anders Blok.

Derfor er der hårdt brug for, at borgere uden kortsigtede interesser og uden den store skelen til lobbyvirksomhed fra interesseorganisationer får mere at skulle have sagt.

Det kunne være ved at få en afgørende stemme på møder i Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg. Eller det kunne være ved løbende at give input til politikerne i folketingssalen og holde dem fast på de store dagsordener, når de træffer beslutninger – en slags Folketingets 2. kammer.

Den slags indflydelse er set andre steder. I Irland ender det nationale klimaborgertings anbefalinger til afstemning i parlamentet eller ligefrem til folkeafstemning.

»Desværre har mandatet herhjemme indtil videre været så svagt, at nogen med rette – eller urette – kan sige, at det her kommer der tydeligvis ikke det store ud af, og derfor kan man frygte, at vi er gået glip af muligheden for at give borgerne mere medansvar for udvikling af lovgivningen,« siger Anders Blok.

Du kan læse mere om Anders Bloks overvejelser om »demokratisk nytænkning« i bogen Den bæredygtige stat.

Dan Jørgensen: Et borgerting skal ikke erstatte Folketinget

Borgertinget blev stiftet af politikerne selv med Klimaloven i 2019. Allerede dengang vakte det kritik, at Klimaborgertinget ikke fik mulighed for at tvinge en dagsorden igennem.

Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen (S) garanterede dog i Information, at anbefalingerne ville blive taget alvorligt blandt politikerne.

»Og jeg har en stor forhåbning om, at andre også vil tage det alvorligt. Jeg tror også, at pressen (…) vil interessere sig meget for det,« sagde han til Information.

I dag lyder meldingen fra ministeren til Videnskab.dk, at han ikke kan bestemme, hvad der havner på forsiden af landets medier, og at coronakrisen har været en hård konkurrent om mediernes opmærksomhed.

Dan Jørgensen mener desuden, at »vi fra politisk hold« har taget Klimaborgertingets forslag til sig, blandt andet ved, at ministre i alle ministerier har »forholdt sig til forslagene«.

»Flere af regeringens initiativer er desuden i tråd med anbefalingerne – fx bliver der lige nu arbejdet på en ensartet CO2-afgift, og vi har med den nye landbrugsaftale bl.a. afsat 575 mio. kr. til udvikling af nye teknologier og virkemidler.«

»I forhold til kommende regeringsudspil vil vi også løbende vurdere, om der er anbefalinger fra borgertinget, vi bør inkludere,« skriver Dan Jørgensen i en mail til Videnskab.dk.

Ministeren afviser i sin mail, at Klimaborgertinget i fremtiden bør have et dagsordensættende mandat.

Han skriver, at han vil lade det være op til de enkelte partier at afgøre, hvordan de vil forholde sig til forslag fra Klimaborgertinget.

»Et borgerting kan og skal selvfølgelig ikke erstatte folkestyret og Folketinget, men der vil blive lyttet til deres anbefalinger, ligesom vi har gjort og gør det med de anbefalinger, vi har liggende nu,« lyder det i mailen til Videnskab.dk.

Det skal bemærkes, at ingen af Videnskab.dk’s kilder har foreslået, at et klimaborgerting skal erstatte folkestyre eller folketing.

For få penge og skæv fordeling af deltagere

Klimaborgertingets succes bliver også begrænset af andre problemer end mangel på indflydelse ifølge det topbedømte speciale.

Morten Friis fremhæver to punkter blandt mange:

1. Mangel på midler.

Klimaborgertingets medlemmer manglede professionel hjælp til at komme i gang med det store gruppearbejde og blive ført ind i, hvordan de bedst trak pointer ud af en lang række oplæg fra forskere og eksperter, som blev afholdt for borgertinget.

En pointe, Mette Damsgaard fra Klimaborgertinget sagtens kan genkende:

»Det er let at forstå, hvad en ekspert eller en politiker skal kunne. Men vi manglede noget coaching i rollen som borgere. Hvad skal en borger kunne? Hvad regner I med at få ud af os?«

Manglende midler dækker helt konkret også over mangel på penge. Ifølge Morten Friis kunne det give god mening at investere i at få Klimaborgertingets anbefalinger ud til folket. Lige nu bliver de mest af alt brugt til at optage serverplads på Klimaministeriets hjemmeside.

»De færreste i Danmark har nok hørt om det her. Vi taler håndører, der skal bruges i forhold til det store demokratiske potentiale, som meget demokratisk teori viser, der er i at sammensætte et godt klimaborgerting og lytte til det,« bemærker Morten Friis.

2. Frafald og holdninger: Hvor meget ligner borgertinget egentlig befolkningen?

Apropos sammensætningen af Klimaborgertinget dokumenterer Morten Friis og Kirstine Bukhaves speciale et systematisk frafald blandt deltagerne, efterhånden som de fem måneder skred frem.

Da Klimaborgertinget skulle i gang, var 99 »tilnærmelsesvis repræsentative« danskere udvalgt af Danmarks Statistik sammen med 99 suppleanter.

Men da møderne skiftede fra fysiske rammer til online-møder på grund af corona, dalede deltagertallet hurtigt til 75 og senere til 58 – endda selvom suppleanter trådte til undervejs.

Frafaldet var til sidst så stort blandt især lavtuddannede og unge, at det aldrig rigtigt lykkedes at få sammensat et borgerting, der stemmer overens med befolkningen generelt.

Fravalget af de lange oplæg og tidskrævende møder var dog alt i alt ikke markant større, end man ser i andre klimaborgerting andre steder i verden, som endda blev afholdt uden corona-udfordringer, bemærker Morten Friis.

En anden pointe i specialet knytter sig også til sammensætningen af Klimaborgertinget:

Når man i fremtiden nedsætter lignende borgerting, kunne man overveje at skele mindre til klassiske kriterier som køn, alder og geografi – der ikke nødvendigvis siger noget om vores holdninger – og i stedet indføre kriteriet »syn på klimakrisen og dens løsninger«.

»Lige nu har vi ingen empiri, ingen data, der har undersøgt deltagernes holdninger til klima,« fortæller Morten Friis.

»Vi argumenterer for, at det faktisk er essentielt for legitimiteten af borgertinget, at man både fra politisk side og fra befolkningens side oplever, at gruppen repræsenterer befolkningen rent holdningsmæssigt.«

»Ellers falder det demokratiske potentiale til jorden, og derfor kan man med fordel supplere med såkaldt diskursiv repræsentation i stedet for kun at skele til sociodemografiske faktorer som køn, alder og geografi,« forklarer Morten Friis.

Risikerer man et amatør-folketing?

Når det kommer til overvejelsen om delvist at basere udvælgelsen af deltagere i Klimaborgertinget på deres holdninger, er praktikeren Mette Damsgaard fra Klimaborgertinget skeptisk.

»Det er min oplevelse, at langt de fleste i Klimaborgertinget var nysgerrige, interesserede mennesker, som kunne se, at der var et klimaproblem, men at det var svært at blive lukket ind i debatten som almindelig dansker. Jeg stødte ikke på en eneste, jeg ville kalde en ’aktivisttype’ eller omvendt en klimabenægter.«

Ifølge Mette Damsgaard ville det »100 procent sikkert« give en anden type samtale, hvis en del af medlemmerne var klimabenægtere, helt ligeglade med grøn omstilling eller omvendt meget aktivistiske.

»Men så ville man få et amatør-folketing med små interne partier, som skulle diskutere syn på klima på et lavere niveau, end man gør i Folketinget. Der er mange ting, jeg synes, man kunne gøre bedre med Klimaborgertinget, men lige her kan jeg ikke umiddelbart se pointen,« siger Mette Damsgaard.

»Verdens bedste klimauddannelse«

For at slutte på en positiv tone strejfer specialet også, at deltagerne virkelig ser ud til at rykke sig af at lytte til et væld af faglige oplæg fra anerkendte eksperter og forskere som Katherine Richardson (klimaet), Niels Buus Kristensen (transport), Brian Vad Mathiesen (energi) og formand for Klimarådet, Peter Møllgaard.

Det stemmer godt overens med rapporten med Klimaborgertingets anbefalinger, hvor Louise på 26 år fortæller:

»Inden jeg blev inviteret med i Borgertinget, der var jeg lidt en sortseer. Jeg tænkte, at de der 70 procent kan ikke lade sig gøre, det er urealistisk. Men det har jeg lært nu, at det kan det godt. Det er super dejligt, og så håber jeg, vi kan finde en god måde at nå dertil.«

Mette Damsgaard kalder over for Videnskab.dk arbejdet i Klimaborgertinget for »verdens bedste klimauddannelse«.

»Det ville være fantastisk, hvis alle i Danmark fik mulighed for at gennemgå samme materiale og læringsrejse, som vi fik lov til,« siger hun.

Forsker: Man lærer at se, når politikerne bluffer

Pointen begejstrer den sociologiske forsker Anders Blok:

• Dels beretter medlemmer af klimaborgerting i udlandet om samme type oplevelse.
• Dels er to af hans egne specialestuderende (Janus Emil Mariager og Victor Kalsen Nissen) i gang med at kortlægge detaljer om præcis den effekt i hele det danske klimaborgerting.

»Mange har en oplevelse af, at de tidligere ikke har kunnet forstå klimaproblemerne og ikke kunnet gennemskue, hvad der var op og ned. Nu får man redskaber, så man bliver en slags borger-ekspert, der kan se, hvornår politikerne bluffer og kan formulere holdninger til, hvad kunne være meningsfuldt i den grønne omstilling.«

»Det er en enorm demokratisk dannelse og mægtiggørelse, som man virkelig godt kunne tænke sig, at andre fik del i,« forklarer Anders Blok.

Se samme oplæg som Klimaborgertinget

Du kan se præcis de samme oplæg som deltagerne i Klimaborgertinget, hvis du hopper ind på Klimaministeriets kanal på YouTube.

Jeps, sådan en har ministeriet faktisk – men de færreste lader til at have opdaget den. Trods det solide faglige indhold har ingen af videoerne i skrivende stund over 100 visninger.

Klimaborgertinget er færdig med 1. fase af sit arbejde.

I 2. fase skal Klimaborgertinget arbejde videre med emner, som deltagerne selv synes er vigtige og relevante i Danmarks indsats for klimaet.

2. fase består af en række møder fra sidst i oktober frem til midten af december 2021.