For 14.300 år siden blev Jorden ramt af den største solstorm, vi har målt

Normalt opfører Solen sig pænt. Men en gang imellem kommer der nogle udbrud på Solen, som er så voldsomme, at de helt kan ødelægge en civilisation som vores, der bygger på brugen af elektricitet og satellitter.

Derfor er det ganske heldigt, at den største solstorm, der nogensinde er målt, fandt sted for 14.300 år siden.

Det var midt under den seneste istid og flere tusinde år før selv de egyptiske og mesopotamiske kulturer.

De få mennesker, der var, havde nok at gøre med at klare kulden og isen, og det eneste, de har mærket til solstormen, har været nogle ganske imponerende nordlys, som måske er blevet diskuteret ved lejrbålet om aftenen, når jagten var overstået.

Var dette udbrud sket i dag, ville det bogstavelig talt have bragt os 200 år tilbage til begyndelsen af 1800-tallet: En verden uden elektricitet og telefoner samt alle de satellittjenester, vi er blevet så afhængige af, såsom GPS.

Det kunne man klare sig med dengang, men nu bor der otte milliarder mennesker på Jorden, og hele vores civilisation er afhængig af et globalt netværk til at fordele varer, herunder også fødevarer.

Den store storm

Det er klart, at vi ikke har beretninger fra dengang.

Solstormen er opdaget ved at se på fossile træer fra dengang, for trods istiden voksede der nogle steder træer og buske. Et hold af engelske og franske forskere har nu set på 140 forskellige træstammer begravet i en bred af Durance-floden i Provence.

På grund af erosion er de gamle træstammer nu blevet blotlagt, og det betød, at man kunne se årringene i træerne og derved datere dem. Men man kunne også lede efter et forhøjet indhold af kulstof-14. Det er en radioaktiv isotop af kulstof, der har to neutroner flere end normalt, og de produceres af energirige partikler, der rammer Jordens atmosfære.

Ved at sammenligne årringene og konstruere en tidslinje for, hvornår hvert træ levede, daterede forskerne en enorm stigning i mængden af kulstof-14 til et enkelt år for 14.300 år siden.

Disse målinger passede også med målinger af grundstoffet beryllium fra grønlandske iskerner, som produceres på samme måde som kulstof-14.

Åbenbart har Jorden kortvarigt været udsat for et meget kraftigt bombardement af partikler med høj energi.

Den mest sandsynlige forklaring er, at disse partikler er kommet til os fra Solen. Vi ved nemlig fra erfaringen, at solstorme og især de såkaldte 'coronal mass ejections' (CME) kan sende enorme mængder af elektrisk ladede partikler mod Jorden.

En CME er en enorm sky af plasma, der, ved et udbrud på Solen, slynges ud i rummet med hastigheder på op til et par tusinde kilometer i sekundet, hvilket gør, at de kan tilbagelægge afstanden mellem Solen og Jorden på under et døgn.

Rammer en CME Jorden og dens magnetfelt, skabes der ikke bare kulstof-14 og beryllium, men også et meget kraftigt magnetisk uvejr, som kan ødelægge el-forsyningen ved at inducere kraftige strømme i de elektriske ledninger.

Målingerne tyder på, at solstormen for 14.300 år siden måske var mere end 100 gange så kraftig som den største solstorm, vi kender fra den nedskrevne historie.

Det er den såkaldte Carrington-begivenhed i 1859, der inducerede så kraftige strømme i telegrafledninger, at der nogle steder ligefrem udbrød brande i telegrafstationerne. Det betød, at telegrafen, som var 1800-tallets svar på internettet, gik ned over store dele af verden.

Den eneste grund til, at vi kun i begrænset omfang mærkede denne begivenhed, var, at både elektricitet og især telegrafi dengang var noget meget nyt.

Man var endnu ikke begyndt på at bruge elektricitet til belysning. Man havde mange steder gaslamper både til gadebelysning og private hjem, men olielamper blev også anvendt. Telegrafen var der også kun få, der brugte, så solstormen fik ikke den helt store virkning.

Professor Tim Heaton fra forskerholdet siger om solstormen for 14.300 år siden:

»Sådanne superstorme kan permanent skade transformatorerne i vores elnet, hvilket resulterer i enorme og udbredte strømafbrydelser, der varer måneder. De kan også resultere i permanent skade på de satellitter, og hvis satellitterne bliver ubrugelige, mister vi vigtige tjenester som navigation og telekommunikation.«

Og så er det vist på tide, at vi præsenterer den japanske fysiker Fusa Miyake.

Miyake-begivenhederne

Den unge fysiker Fusa Miyake var den første, som systematisk undersøgte de begivenheder, hvor man finder en kortvarig stærk forøgelse i antallet af isotoper, hvor man med rimelighed kan sige, at isotoperne er dannet ved, at elektrisk ladede partikler fra rummet har ramt molekyler og atomer her på Jorden.

Disse begivenheder kaldes nu for Miyake-begivenheder. Vi har nævnt dannelsen af kulstof-14 og beryllium-10, men man bruger også chlor-36 som markør.

Vi synes nok, at Carrington-begivenheden var stor, men havde den fundet sted for 14.000 år siden havde dens isotopaftryk været for lille til, at man kunne måle det i dag, og kravet til en Miyake-begivenhed er, at man skal kunne spore isotop-aftrykket århundreder eller årtusinder senere.

Vi har haft kraftige soludbrud i det 20. århundrede, deriblandt et, der afbrød strømmen i Canada i 1989, men vi har – heldigvis – aldrig været bare i nærheden af noget, der minder om en Miyake-begivenhed.

Miyake fandt de første to begivenheder, som fandt sted i årene 774 og 993, ved at studere japanske cedertræer, der kan blive op til 2.000 år gamle, men nu er listen efterhånden blevet udvidet.

Den omfatter nu fem sikre og fire mindre sikre begivenheder:

De sikre	De mindre sikre
7176 f.v.t.	12.350 f.v.t.
5259 f.v.t.	5410 f.v.t.
660 f.v.t.	1052
774	1279
993

Heldigvis ser det ud til, at der godt kan gå et par tusinde år mellem en ægte Miyake-begivenhed. En af de ting, man forsker i, er om der er et mønster i disse begivenheder, ligesom Solen har en 11-årig solplet-cyklus.

Efter en Miyake-begivenhed er grundigt undersøgt og bekræftet, kan den tjene som et slags tidsstempel, hvilket muliggør mere præcis datering af historiske begivenheder.

Seks forskellige historiske begivenheder er således blevet dateret til et bestemt år ved at bruge Miyake-begivenheder som markører og derefter tælle årringe.

For eksempel blev træhuse på vikingepladsen ved L'Anse aux Meadows, Newfoundland, dateret ved at finde Miyake-begivenheden i år 993 og derefter tælle træringe, som viste, at træet, man fandt, stammede fra et træ fældet i 1021.

Vi har ingen rigtig idé om, hvordan Miyake-begivenheder ser ud, eller om vi ville være i stand til at komme med et varsel, før det var for sent.

Endelig kan vi nævne, at Miyake-begivnheder nu er kommet på listen over de farligste og mest sandsynlige katastrofer, vi kan blive ramt af.

En artikel fra National Library of Medicine beskriver fire typer katastrofer, som menneskeheden står overfor: store soludbrud, supervulkaner, pandemier og kunstig intelligens. Det kan man læse meget mere om hér.