Rysten og problemer med at bevæge sig er nogle af de mest karakteristiske symptomer, folk kan opleve, hvis de lider af Parkinsons sygdom.
I Danmark lever omkring 12.000 mennesker med hjernesygdommen, men selvom vi har kendt til sygdommen i mange år, findes der endnu ikke en kur, og den tilgængelige medicin har begrænsede effekter.
Men der er knald på udviklingen af helt nye typer af medicin.
Forskere i Japan, USA og Sverige eksperimenterer nemlig lige nu med at sprøjte stamceller ind i hjernen på mennesker med Parkinson. De håber på at udvikle en ny behandling mod sygdommen, som skal give mennesker med Parkinson bevægelsen tilbage.
Men hvornår kan vi regne med, at stamcellebehandlingen bliver tilgængelig på apotekshylderne? Og hvorfor er det så pokkers svært at lave en behandling med stamceller?
Det undersøger podcastværterne Nana Elving Hansen og Anne Sophie Thingsted i denne uges episode af Brainstorm - Videnskab.dk’s podcast om hjernen.
De har talt med Josefine Rågård Christiansen, som er ph.d.-studerende på Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Medicine ved Københavns Universitet.
Hun var med i en forskergruppe, der testede stamcellebehandlingen på dyr, og deres forsøg har ledt til de eksperimenter, der foregår i Sverige lige nu, hvor forskere tester stamcellebehandlingen på mennesker.
Du kan høre podcasten i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app. Bare søg efter ‘Brainstorm’.
\ Brainstorm – Videnskab.dk’s hjerneredaktion
Brainstorm dækker neurovidenskab, kognitionsvidenskab og psykologi.
Vi udkommer som podcast, i artikler og på Instagram, hvor vi serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragsyder til dansk offentligt udført hjerneforskning. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Hvorfor kan vi ikke blive behandlet med stamceller endnu?
Forskere har kendt til stamceller siden 1990’erne, så du undrer dig måske over, hvorfor forskere nu, mange årtier senere, stadig kæmper med at få de små celler til at makke ret.
Det er der flere årsager til. Det er nemlig ikke helt enkelt at udvikle en stamcellebehandling.
Det kan for eksempel være svært at holde cellerne i live, når man sprøjter dem ind i hjernen på mennesker. Cellerne er nemlig nogle skrøbelige små størrelser, og hjernen er ikke just gæstfri, når de små nye celler kommer på besøg.
\ Læs også
Du kan høre endnu mere om, hvordan forskerne håber, behandlingen vil virke, og hvilke andre udfordringer der er ved den, hvis du lytter med i denne episode af Brainstorm.
I episoden kan du også finde ud af:
- Hvordan forskerne minimerer risikoen for, at stamcellerne udvikler sig til kræftceller
- Om behandlingen kan helbrede mennesker med Parkinsons sygdom fuldstændigt.
- Hvad fertilitetsbehandling har at gøre med behandlingen.
































