Hvorfor har vi ikke direkte demokrati som i oldtidens Athen?

Demokrati er godt.

Det synes de fleste af os i hvert fald her i Vesten, hvor vi siden Anden Verdenskrig med mere eller mindre held har forsøgt at udbrede denne styreform til andre lande.

Når demokrati nu er så vigtigt for os, hvorfor udlever vi det så ikke til fulde og lægger hver eneste beslutning ud til en afstemning mellem borgerne, som de gjorde i det allerførste demokrati – demokratiet i oldtidens Athen? Det må da være det mest demokratiske demokrati eller hvordan?

En anonym læser argumenterer med, at vi i dag har alverdens teknologiske muligheder for at sætte et direkte demokrati i værk, istedet for at have politikere som tager beslutninger for os i et repræsentativt demokrati. Vores læser skriver følgende til os i en mail:

»Hvad er forklaringen på, at vi i disse tider med informationsteknologi ikke indfører et fuldstændigt eller ”næsten fuldstændigt” demokrati? Hvorfor skal være nogle mennesker til at varetage diverse underskrifter på folkets vegne!«

Spørgsmålet er godt, så vi tager det med videre til Christian F. Rostbøll, som er lektor i statskundskab på Københavns Universitet. Her sidder han hver dag og forsker i teorier om demokrati.

Vores styreform begyndte med et fravalg af demokrati

Forskeren fortæller, at vi skal tilbage til den amerikanske revolution (1776) og den franske revolution (1789) for at forstå, hvorfor og hvordan nutidens demokratier er skruet sammen, som de er.

»Den styreform, vi har i dag i de vestlige lande, opstod som en kontrast til og som et fravalg af demokrati. I historisk sammenhæng ønskede man at oprette noget andet.«

Man var nemlig bange for, at der opstod et såkaldt pøbelvælde – en situation hvor folket fik så meget magt, at de ville misbruge den, så det ville gå udover enkeltpersoner.

Nok skulle magten ikke ligge hos én person som for eksempel en konge, men datidens stats-tænkere og forfatningsgivere ønskede heller ikke, at folket skulle have magt på samme måde som i det gamle Grækenland.

\ Læs mere

Demokrati var en død sild i 2.000 år

Demokratiet har rødder i republikken

»Man (bl.a. den amerikanske founding father James Madison) lavede en sondring mellem direkte demokrati og republik. En republik var defineret ved at være et styre ved lov frem for mennesker. Republikken var en retsstat, og man havde en tredeling af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Mange så dengang demokratiet, som et styre, der satte mennesker over loven og ikke havde en magtdeling,« siger Christian F. Rostbøll.

1700-tallets statsfilosoffer og forfatningsgivere var altså bange for, at folket ville misbruge deres flertals-magt til forgribe sig på den enkeltes personlige rettigheder som for eksempel den personlige ejendomsret eller ytringsfrihed.

Altså at folket eksempelvis uden videre og uden begrundelse ville vælge at fratage en enkelt mands ejendom eller fratage ham hans frihed.

De personlige rettigheder var dengang en ny opfindelse.

»En ting var, at man mente, det direkte demokrati manglede magtadskillelse, så lovene blev tyranniske, fordi de ikke respekterede den individuelle frihed. En anden ting var, at det direkte demokrati tog forhastede beslutninger,« siger Christian F. Rostbøll.

Det athenske demokrati, hvor borgerne stemte direkte om beslutninger, var altså ikke idealet, da de første nutidige demokratier kom til verden.

Forbilledet var snarere den romerske republik, hvor folkeforsamlingens magt var delt.

Derfor fik en af de to lovgivende forsamlinger i USA også navn efter det romerske senat.

Fem ulemper ved et fuldstændigt direkte demokrati

Historisk set har man frygtet, at et gennemført direkte demokrati kan føre til et folke-tyranni og forhastede beslutninger.

Men der er ifølge lektor Christian Rostbøll tre andre ulemper ved det direkte demokrati:

• Stemmeret til alle beslutninger betyder ikke, at man kan sætte dagsordenen. Man kan altså kun stemme for eller imod og ikke vælge, hvad der bliver stemt om.
  
• Individerne i store grupper føler sig mindre ansvarlige for fælles beslutninger end individer, som tager beslutninger i mindre grupper.
  
• Mængden af informationer den enkelte borger ville skulle sætte sig ind i ville under et fuldstændigt direkte demokrati ville være overvældende.

At kunne sætte dagsordenen er lig med magt

Politisk magt er altså ikke kun lig med det at kunne stemme.

Ligeså vigtigt er det at kunne deltage i de forhandlinger og diskussioner, der ligger forud for afstemningerne.

»Afstemninger, som i det fuldstændige direkte demokrati, giver ikke folk så meget magt, som man skulle tro. Der vil altid være nogle, der afgør, hvad der skulle stemmes om. Ulempen ville være, at folk fik en fornemmelse af at have meget magt uden at have det,« siger Christian F. Rostbøll.

Christian F. Rostbøll nævner afstemninger om EU-traktaterne som eksempel.

Vi kan som befolkning sige ja eller nej til traktaten, men for nogle af os, vil det være som at stemme, om vi vil have pest eller kolera.

Hvis vi vitterlig vil have indflydelse, så skal vi hver især være med til at forhandle med de øvrige lande om traktatens indhold. Da vi er et land med millioner af borgere, så kan det i praksis ikke lade sig gøre.

\ Læs mere

Teknokrati: Kan vi klare os uden politikere?

Den enkeltes ansvar skrumper i store grupper

Oldtidens grækere løste det ved, at de med jævne mellemrum havde lotterier, hvor de udvalgte de borgere, som fik lov til at forberede lovene.

Forskeren siger, at det var en måde at klare problemet på, hvis vi i dag ønskede at få et fuldstændigt direkte demokrati.

Det fuldstændige direkte demokrati ville dog stadig have mange problemer.

Athen havde nemlig kun cirka 30.000 stemmeberettigede borgere, mens moderne demokratier som for eksempel Danmark huser millioner af borgere, hvis stemme skal være med til at tage en ansvarlig beslutning.

»Problemet er ikke, at almindelige mennesker er mere irrationelle eller kortsynede i forhold til de politikere, vi har i dag. Der er ingen grund til at tro, at folk er inkompetente. Problemet er, om folk føler sig ansvarlige nok og om de har tid og mulighed for at sætte sig ind i sagerne, « siger Christian F. Rostbøll.

Fem mennesker ville altså tænke sig bedre om end fem millioner ville gøre, når de skal tage en beslutning. For ansvaret virker knapt så nærværende, når man er mange om at tage en beslutning, som når man er færre.

Stemmeret ville betyde fuldtidsjob som vælger

Sidst men ikke mindst så ville et fuldstændigt direkte demokrati betyde, at vi som borgere skulle bruge bunker af tid på at få viden, som vi kunne træffe beslutningerne på.

En opgave som vi i dag overlader til vores politikere, for hvem det er et fuldtidsarbejde.

»Det ville betyde, at befolkningen fik en helt utrolig forpligtelse til at sætte sig ind i sagerne. Vi ville være forpligtet til hele tiden at sætte os ind i alt fra skattereglers konsekvenser for økonomien til, hvordan dagpengereglerne er skruet sammen,« siger Christian F. Rostbøll.

Han påpeger, at borgerne i oldtidens Athen havde deres kvinder til at passe hjemmet og slaver til at gøre arbejdet, mens vi i dag selv passer vores hjem og mange af os har fuldtidsarbejde eller uddannelse at passe ved siden af vores pligt som vælgere.

Vi har direkte demokrati ved folkeafstemninger

De nævnte ulemper gælder det fuldstændige direkte demokrati.

Men Christian F. Rostbøll understreger, at det også er direkte demokrati, når vi i dag ind i mellem bliver inviteret til folkeafstemninger af vores politikere om eksempelvis EU.

Vi kunne således sagtens have flere afstemninger som en afveksling til det repræsentative demokrati, uden der ville opstå problemer.

»Der findes også politiske teoretikere, som går ind for det direkte demokrati, men ikke at alle skal styre hele tiden. Vi skal derimod skiftes til at styre. Et eksempel kunne være at man vælger et tilfældigt udsnit af befolkningen ud, som i en periode skal bruge meget tid på at være dem, der stemmer. Eller man kunne dele befolkningen op i 50 grupper, hvor hver gruppe har mulighed for at stemme i et år i løbet af deres liv.«

Demokratier er langtfra perfekte

Vores nuværende styreform – det såkaldte repræsentative demokrati – er nemlig heller ikke helt perfekt.

For eksempel ligger politikernes holdninger til Danmarks problemer og løsninger nogle gange meget langt fra befolkningens syn på det, siger forskeren.

Et andet problem er, at politikerne med deres statskundskab og jura-uddannelser ligner hinanden, men ikke repræsenterer forskelligheden i befolkningen.

Demokratiet er den værste af alle styreformer, bortset fra alle de andre.

Winston Churchill

Demokratierne kan blive bedre

Demokratier er således ikke uproblematiske, og der er muligheder for forbedringer.

»Blandt politiske teoretikere er der ret stor enighed om, at demokrati er den bedste styreform – eller måske den mindst ringe. Men der er forskellige svar på, hvorfor det er en god styreform. Samtidig er der også meget kritik af den måde, demokratiet kører på i mange vestlige lande,« siger Christian F. Rostbøll.

Vi takker vores anonyme læser for det gode spørgsmål.

Har du også et godt spørgsmål til videnskaben, så send det til sv@videnskab.dk. Du bliver belønnet med en flot T-shirt, hvis dit spørgsmål ender som en artikel.

\ Læs mere

Er verden virkelig mere demokratisk end nogensinde før?

\ Læs mere

Bliver vi rige eller fattige af demokrati?